fredag den 31. juli 2009

Smukt og Brugt

 

Jeg har altid rystet lidt på hovedet af dem, der skiftede hele møblementet ud, bare fordi de skulle flytte.

Men jeg må indrømme, at vi efterhånden får skiftet ud, om ikke alt, så dog en del. Først var det TV og tilhørende –bord, så sofaerne, og nu ryger spisebordet (dog ikke længere end til udestuen) til fordel for et “nyt” med tilhørende stole. Det skal så også siges, at vores møbler har været temmeligt godt brugt, og vi har trukket udskiftningen til det sidste, så de kunne tilpasses nye forhold – hvilket sikkert er forklaringen på mange møbeludskiftninger i forbindelse med et flyt.

Vi satte en veninde og hendes piger stævne, lånte en trailer og satte en eftermiddag af til en osetur i det, der for mig må være næsten Himlen… Smukt og Brugt er en hyggelig gårdbutik lidt uden for Aulum. Her er stemning og atmosfære for alle pengene. Staldbygning, skurvogne, og hele husets overetage fyldt med kræs for øjnene. Alt hvad hjertet kan begære indenfor kategorien alt-til-boligen, og der er både nyt (house doctor, Bloomingville og Krasilnikoff er bare nogle af mærkerne) og brugt i skøn forening, og alt er efter min mening – smukt!

 

En blandet landhandet

 

Hovedformålet med turen var spisestuemøbler, og det lykkedes os minsandten at finde, hvad vi søgte. En gang hvid maling til alle stolene, og nyt betræk til nogle af sæderne, så har vi en skøn samling, synes vi selv!

 

Kræs

 

Og så røg der lidt mere med, for hyggens skyld. Slagbordet, som er i en skøn, sart lysegrøn, skal være vores plantebord i udestuen, jeg elsker det allerede!

torsdag den 30. juli 2009

Udskiftning

 

Farvel og tak

 

En gammel og udtjent sofas næstsidste hvilested…

 

Afprøvet og godkendt

 

Og goddag, og velkommen til en ny – og jeg skulle hilse og sige, at den er tung!!!

Stilen har været svær at blive enige om. Jeg er meget til det romantiske/vintage, og Brian vil gerne have lidt mere kant, humor og en smule minimalisme ind over, så selvom IKEAs Ektorp ville have været mit oplagte valg (især hvis den kunne fås i den rigtige farve – hvid er altså en smule upraktisk, og brunt er lidt for… ja, brunt), så lykkedes det ham at få mig drejet over i en retning, der minder os om lidt retro, en hel del kant, må man sige, og faktisk – en sofa, jeg tror, jeg vil blive glad for. Det eneste, jeg kommer til at savne, er de høje armlæn, som jeg plejer at sidde op ad, så benene kan slænge sig i resten af sofaen. Til gengæld er vi blevet enige om at finde os en puf, gerne rund eller kvadratisk, og så har jeg vilde idéer om en kæmpe hæklet oldemorfirkant eller -cirkel som betræk. Nu må vi se, hvad det ender med… Os så glæder vi os bare, til anden del af sættet engang kommer til huse. Måske skulle jeg styrketræne lidt, mens jeg venter…

Efterårsdag i juli

 

Regn og rusk

 

Det regner og rusker som en anden efterårsdag. Vi forskanser os og nyder livet indendøre, og det passer os rigtig fint. Jeg var aktiv fra morgenstunden og fik øvet et par timer i kirken, mens børnene så morgenTV. Resten af dagen kommer vist til at gå med hovedet i de uudpakkede flyttekasser, der til gengæld bliver færre og færre. Brian har fået samlet reolen i kælder-kontoret, så den er lige til at gå til og fylde med bøger.

Vi har glædet os til at få vores nye sofaer, der skulle ankomme i dag. Det gjorde de også, men chaufførerne måtte pænt tage den ene med sig igen – den havde forkert farve. Øv! Det er ikke vores første dårlige oplevelse med Idémøbler/Garant, da vi også havde bøvl med gulvbelægningerne, vi købte der. Nej, må jeg så be’ om IKEA, der ved man da, hvad man får ;o) (Og jeg er sikker på, at mange har haft gode oplevelser hos førnævnte koncern, og det er god kvalitet og alt det der – det er bare os, der har været uheldige…)

onsdag den 29. juli 2009

Færdigt arbejde

 

Klar til brug

Kæmpeknap

 

Håndarbejdet har været temmeligt nedprioriteret i den seneste tid, af gode grunde, men til ferieturen blev det støvet af og pakket i bilen. Og endelig kan jeg erklære mig færdig med trøjen, der nu kan prale af at have været strikket to gange!

Og jeg er betydeligt bedre tilfreds med den nu, end med det tidligere resultat, men yndlingstrøje bliver den nok aldrig. Kanten er lidt stiv i det, jeg håber, det hjælper på det, når den får sin tur i vaskemaskinen og efterhånden, som den bliver brugt. Jeg har syet et groft hørbånd på, syntes lidt råhed kunne være godt til trøjen, og kæmpeknappen er helt perfekt, synes jeg. Og så er jeg vild med dens farverigdom.

Til rette tid

 

Gammelt og slidt, men helt uundværligt

 

På min allerførste feriedag gik mit ur i stykker. Der skulle bare en ny stift til, så det var heldigvis nemt at få repareret. Jeg elsker mit ur, det har fulgt mig i årevis og er bare så meget “lige mig”, så jeg ville få svært ved at finde en værdig erstatning.

Men det, at uret strejkede på kanten af min ferie, valgte jeg at tage som et “tegn fra oven” – så ned i tasken kom uret, og blev der. Og det har faktisk været rart (og til tider lidt upraktisk) ikke altid at vide, hvad klokken var. Jeg har det med at dele dagen op i timer og kan være ret dårlig til bare at leve i nuet, så jeg tror, det har været rigtigt sundt for mig.

Men i min hverdag er jeg for afhængig til at kunne undvære at have uret på håndleddet, så nu er det reparet og tilbage på sin faste plads. Det føltes lidt underligt i ca. to minutter. Nu er jeg tilbage i vanen og skæver til uret med jævne mellemrum.

tirsdag den 28. juli 2009

Sikke en sommerdag!

 

Skøn, skøn sommerfuglebusk

 

Ferien er slut, og hverdagen banker på. Heldigvis banker den meget stille og roligt, for det er stadig ferietid, og derfor ingen hastværk på arbejdet. Børnene har ferie en uge endnu, og vi benytter os af vores mulighed for at flexe og tage halve arbejdsdage. Så en uge, der startede med min sædvanlige mandagsfridag og fortsætter med en halv arbejdsdag efterfulgt af den mest fantastiske eftermiddag i sol og sommervejr – er da lige til at klare!   

 

Haven i sol

 

Vi har haft besøg af min mor og hendes mand, og havde derfor sat eftermiddagen af til afslapning og ingen projekter. Og sådan en sommereftermiddag i haven var lige, hvad jeg trængte til. Børn, far og kat slog sig løs i kåd sommerleg, mens vi vendte verdenssituationen i mere magelige positurer.

 

Far og datter

 

Kattene er endelig sluppet på græs efter 4 trange ugers indespærring. Det er tydeligt at se, hvordan de nyder at boltre sig derude og følge os på vores færden i det grønne.

 

Hvad gemmer sig mon her?

Hver en krog skal undersøges…

 

Fla' u'

 

Felix benyttede straks friheden til en strejfetur i et par dage – vi nåede så småt at blive nervøse for, om den havde forladt os for altid, da den endelig i aftes stod ved havedøren og kaldte på os. I dag har den forskanset sig i sin velkendte kælder. Den er mere sky en Tumle og har det ind i mellem bedst i eget selskab – det er også helt okay med mig, især nu, hvor jeg ved, at den føler sig hjemme her.

mandag den 27. juli 2009

Udsalg

 

Der har ikke været meget tid til at frekventere sommerudsalget i år. Men da jeg fik en nyhedsmail fra en af mine yndlings-webshops, Nordhjem.dk, der venligt, men bestemt, gjorde opmærksom på at det var sidste udsalgsdag, kunne jeg ikke lade den chance gå forbi og gik ombord i de mange fristende tilbud.

Det er efterhånden nogle uger siden, pakken landede på matriklen, men bloggen bærer mildt sagt præg af en smule stilstand for tiden – og bedre sent end aldrig – her er høsten:

 

Lækkerier

 

Lidt til huset, lidt til mor og lidt til datter. Sådan! En rigtig god høst, til næsten ingen penge – lige som jeg kan lide det. Clox-skoene fik jeg for en halvtredser (sat ned fra 400 kr.), og de er som en drøm at have på. Og blomster kan man aldrig få for mange af!

søndag den 26. juli 2009

Hjemvendt!

 

Nordjylland har dannet ramme om den forløbne uge, hvor vi har slappet af, moret os, hygget og ladet op i selskab med hele min fantastiske familie. I et stort sommerhus med plads til alle, og en pool, hvor der blev tilbragt mange timer. Vi har været på udflugter til både Hirtshals, Skagen og Frederikshavn.

 

Saxilds Gaard ved Michael og Anna Anchers Hus

 

Skagen har jeg besøgt før, og håber at gøre det mange gange endnu. Byen er mange postkort værdig, og jeg elsker at høre om tiden, da skagensmalerne slog deres folder der, at se deres skønne kunst og hyggelige huse.

 

 Skagen i regn

 

Vi besøgte byen to gange i løbet af ugen, og oplevede den både i regn og sol. Vejret har jo været temmligt ustadigt, og det kunne da have været rart med et stabilt højtryk, nu hvor vi havde tiden til at nyde det, men det betyder knap så meget, når bare selskabet er godt, og vi kunne sagtens finde ud af at hygge os alligevel.

 

Råbjerg Mile

 

Råbjerg Mile var en oplevelse, der gjorde indtryk. Vi læste om vandreklitten, der bevæger sig 10-20 meter om året og dækker alt på sin vej. Når milen efter en god menneskealder er passeret, dukker de tidligere marker, brønde osv. igen op. Tænk, at naturen i lille Danmark kan være så mangfoldig og fascinerende!

 

Råbjerg Mile

Råbjerg Mile

Ørkenlandskab

 

Kort sagt, en uge, jeg kan leve højt på længe. Vi trængte til at komme væk fra det hele, og har fået fyldt godt op, både på oplevelses- og afslapningsiden, og vi har nydt det intensive samvær med alle mine søskende, forældre med familier.

 

Vandsjov

mandag den 13. juli 2009

Begejstring

 

På pirattogt

 

Allerede inden sommeren rigtigt indfandt sig, lovede vi børnene en tur i Legoland. Og især Freja har i den grad glædet sig og snakket så meget om den forestående kæmpe-oplevelse, at vi var lige ved at blive nervøse for, om hun ville blive skuffet. Det blev hun ikke! Det var endnu bedre, end hun havde drømt om, bedyrede hun, og begge har de suget til sig med alle sanser, hele dagen, indtil Freja dejsede omkuld midt i familiebuffeten og måtte melde udsolgt for i dag. Emil kunne lige klare en tur mere sammen med Brian, mens jeg sad på en bænk med en sovende Freja på skødet og studere alle de forbipasserende mennesker. En beskæftigelse, jeg nyder rigtigt meget, når jeg ellers har tiden til det. Altså både at sidde med mine børn på skødet, men også at se på mennesker. Det er fascinerende at studere alle de forskellige typer, og at sidde og forestille sig, hvordan deres historie måske, eller måske ikke er.

 

Kæmpeænder

 

Nu er jeg også ved at melde lukket og slukket for i dag. Al den larm, alle de indtryk og alle de mennesker tærer på energien, og det var dejligt at gå i haven i den stille aftenluft og falde lidt ned igen. Legoland er meget godt, men det er nu også meget godt at komme hjem igen. Men børnenes umiddelbare glæde og begejstring er gemt i mit hjerte – det var bestemt det hele værd, og grund nok til, at jeg hellere end gerne gør det igen!

lørdag den 11. juli 2009

Små fremskridt

 

Vi var begyndt at få en smule orden visse steder. Altså langt fra kommet på plads, men følelsen af nogenlunde styr på tingene var der, og alle kasserne i kælderen kan man jo sagtens se bort fra, hvis man ikke kommer der for tit…

Og så tog vi i IKEA i går. Med penge på lommen, vel at mærke. Fed fornemmelse – og vi gjorde også, hvad vi kunne. Altså for at hjælpe dem af med alle de mange ting. Og nu er her helt kaotisk igen! Papkasser og blå IKEA poser flyder overalt. Vi prøver at samle os igennem indholdet i alle de brune kasser, og det skal nok komme efterhånden. Små skridt ad gangen. I dag er børnenes reoler samlede, og legetøjet begynder så småt at titte frem ad kasserne og finde deres plads på hylderne. Og gensynsglæden er stor!

 

Blå kommode

 

Imens jeg kæmper for at få system i rodet, kan jeg hvile øjnene på de små hvilepladser, jeg har fået skabt rundt omkring. Lidt smukt skal man da ha’ at se på. Kommoden har været min mors – hun malede den selv, da hun var helt ung, og jeg elsker, at den er kommet til ære og værdighed i vores nye stue.

tirsdag den 7. juli 2009

Det holdt hårdt…

 

To lange, lange arbejdsdage – men nu er de også helt færdigmalede, de to børneværelser med tilhørende hemse.

 

Emils værelse med kig til hemsen  Og Frejas...

 

I morgen håber vi at få gulvtæpperne lagt, og efter at have dampet lidt af, er værelserne klar til at blive indtaget. Og børnene glæder sig! Emil har jævnligt stukket hovedet op og kommet med opmuntrende tilråb a la “Jeg kan mærke, det bliver godt, det her” og “Mand, hvor bliver det godt!”. Freja er lidt mere afventende, har måske lidt svært ved at forestille sig et hyggeligt børneværelse i det malerrod, der har huseret. Men hun glæder sig til at få legetøjet pakket ud. De har da også begge to været med til at male, men det bliver hurtigt kedeligt, og heldigvis har de været gode til at hygge sig med hinanden. Måske ikke mindst, fordi de fik tanket godt op på opmærksomhedskontoen i søndags.

Det bliver nu også helt godt at få soveværelset for os selv, selv om jeg må indrømme, at det nu har været hyggeligt med fælles sovesal på gulvet i soveværelset. Og en tryg start for børnene i deres nye hjem.

Snart vil jeg lægge mig op til de sovende små, men først er det tid til en tiltrængt kop kaffe og benene op! Aaahhh…

søndag den 5. juli 2009

Livet på egen matrikel

 

Hvem behøver at drømme om sommerblomster, når man har sådan et flor?

 

De kom, de så, flyttede ind, fik internet, lavede blogindlæg – og så valgte den bærbare at stå af… Eller det vil sige, det der med internettet vil den i hvert fald ikke være med til mere. Heldigvis kom den stationære op i køkkenet, hvor den også med tiden skal have en varig plads – ved et lille hjørnebord i barhøjde, og ikke ved Emils skrivebord, som vi midlertidigt har lånt til formålet. Og det kommer til at fungere rigtig godt, kan jeg mærke, det der med computer i køkkenet. Et rigtigt hyggeligt hjørne at opholde sig i, at have børnene i, på sidelinien, når der laves mad, at finde opskrifter på, som lige kan stå klar, når man skal bruge dem. Det skal nok blive brugt godt, vores nye computerhjørne.

Og nu er windows live writer også installeret på den stationære, så der er banet vej for flere indlæg i fremtiden. Så I slipper ikke helt for mig, selv om det en overgang kunne se sådan ud.

Og vi nyder livet her i vores nye hus! Og vejret, selv om vi stadig mest har opholdt os indendørs. Vi har gispet rundt i varmen og prøvet på at finde os selv imellem kasser og løsøre. Der er stadig et stykke vej endnu, men der sker da lidt hver dag. Nu er børneværelserne klar til at blive malet, så med lidt held har de fået første gang i morgen. Børnene glæder sig til at rykke ind, men da de blev spurgt, hvordan søndagen helst skulle bruges – på at få børneværelserne gjort klar, eller på at slappe af og være sammen, lød prioriteringen uden tøven på kvalitetstid i familien! Rart at få bekræftet, at værelser ikke er det vigtigste i livet, og at poderne stadig nyder at være sammen med os “gamle”. Så vi har nydt en dag med afslapning, morgensøvn og rundstykker, tampen brænder, fælles blomstervanding og afslapning på et tæ ppe i haven.

 

Udsigten fra mit tæppe

 

En tur på Bones var den perfekte afslutning på en dejlig dag – hvor har vi nydt det alle mand, og hvor var det skønt at mærke børnenes begejstring over den lækre mad, balloner og små dyr i gaveposerne, softice ud over alle grænser, ja selv tandstikkerne til fri afbenyttelse.

Og i morgen er vi klar med malerullerne!