torsdag den 30. september 2010

Stilletime

 

 

Hæklet yndighed

 

En stille morgenstund, helt alene. Med P2’s morgenmusik i øregangene, en kop kaffe og en enkelt blomst til samlingen.

Så er jeg vist så klar, som jeg kan blive til at tage livtag med en ny dag. Jeg har lidt svært for tiden med at komme i gang med de dage, jeg ved, bliver lange i den anden ende. Men hvis jeg nu starter stille og roligt op, og prøver at tage den bid for bid, så går det bedre – og så skal det nok også ende med at blive en helt god dag.

Solen skinner.

Og ude i horisonten anes snart en weekend…

mandag den 27. september 2010

Til pynt

 

 

Pynt til øreflipperne

Små og fine

 

Jeg kommer ikke på mange nye idéer selv – til gengæld har jeg stor glæde af al den inspiration, jeg finder rundt omkring i blogland, bøger og blade, og hvad der ellers krydser min vej.

Således kan jeg heller ikke prale af selv at have opfundet den dybe tallerken i forhold til disse hæklede ørenringe – jeg kan bare ikke huske, hvor jeg så noget, der lignede.

Men søde er de, hæklet i broderigarn (3 tråde og med nål nr. 1,75) – og jeg har rigtigt mange farver i den æske, jeg faldt over for nogen tid siden, så der er mulighed for mange forskellige farvekombinationer.

Selve ørenringene er fra Pilgrim, de findes i forskellige udformninger, både guld og sølv, og man kan få løse vedhæng til. Det med vedhængene klarer jeg så selv, og da jeg fandt ørenringene til halv pris, er det jo nærmest et kup!

Det er ikke så ringe endda… 

 

Og så i skønne farver

Kreativt

 

 

Emils værk

Emils værk

 

Jeg elsker, at mine børn går på en skole, hvor det kreative er prioriteret højt. Hvor de får gode muligheder for at udfolde sig, gode materialer og gode råd, hvor de får en masse viden om forskellige kunstnere og stilarter, lærer at observere og analysere, og bliver udfordret til at gøre stilen efter. Hvor der er en meget kreativ lærer, der har det som sin mission at give børnene lysten til at bruge deres kreative sans – den som alle har, og som altid kan udvikles, hvis bare man har lysten.

Og så elsker jeg, at de kommer hjem med ting, som jeg rent faktisk har lyst til at stille frem eller hænge op – også fordi jeg synes, de er totalt fede, og ikke “kun” fordi mine børn har lavet dem.

 

Et skønt syn lige der på trappen

søndag den 26. september 2010

Sådan kan det gå…

 

 

Endnu en kogebog til samlingen

Endnu en kogebog til samlingen

 

… når man er medlem af en bogklub – og er en torsk til at huske at afbestille månedens bog

 

Flotte fotos og spændende layout

 

Det var godt nok “ærgerligt”… ;o)

 

Og inspirerende opskrifter - ikke så ringe endda...

fredag den 24. september 2010

Blomster til en yndighed

 

 

Blomster

 

Jeg eksperimenterer med forskellige slags blomster, forskellige garntyper og størrelse hæklenål.

Når eksperimenterne er færdige, vil jeg præsentere herlighederne for min veninde og hendes søde datter, der skal konfirmeres til foråret. Hvis en af slagsen (eller flere) falder i smag, skal de pryde konfirmationskjolen – en rigtig sød idé, de fik der – og en stor ære for mig at bidrage til yndigheden.

Hvornår jeg erklærer eksperimentet for afsluttet er ikke godt at vide… Jeg hygger mig nemlig vildt med at afprøve alle de forskellige opskrifter, jeg har kunnet støve op, og se hvordan udtrykket skifter, når man justerer på garn og/eller hæklenål.

Og så er blomster altså noget af det yndigste, man kan hygge sig med sådan en fredag aften, mens freden sænker sig og weekenden kryber ind under huden…

Rigtig god weekend til jer!

 

Blomster

torsdag den 23. september 2010

Om sundhed

 

 

Dahlia

 

Igennem hele mit liv med børn har jeg pløjet mig gennem stakkevis af bøger og især blade om børn, børneopdragelse og familieliv. For at få inspiration, sparring, gode råd og ikke mindst viden om børnepsykologi og hvordan man giver sit barn de bedste betingelser for at vokse op som et helt menneske.

Det er altsammen meget godt og vigtigt, og jeg læser stadig ivrigt, for selvom børnene bliver større, er usikkerheden og udfordringerne ikke mindre, bare anderledes.

Selvom jeg selv – og andre – kan pege på mange ting, jeg gør godt og rigtigt, både for mig selv og min familie, så har jeg sådan en dårlig-samvittigheds-knap, der lynhurtigt kan aktiveres med et enkelt tryk. Om det er noget, der følger med i mor-pakken, eller det generelt ligger til kvinder, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Det er min evige udfordring at overbevise mig selv om, at jeg gør tingene godt nok, for jeg  kan jo altid få øje på (og læse mig til) det, der kunne gøres bedre.

For tiden abonnerer jeg på Junior – et blad om større børn. De udgiver engang imellem et temablad med undertitlen “Sund familie”, og jeg må indrømme, at læselysten ikke var helt så stor, da det kom ind ad døren. For selvom jeg tænker meget i, at jeg selv og familien skal leve sundt, så er det jo også noget af det, der kunne blive bedre.

Og ja, jeg har stunder, hvor jeg synes, det er afgørende vigtigt at leve sundt, at sukker er skadeligt for næsten alt, og børn nutildags får alt for meget af det, at de spiller alt for meget computer og bevæger sig for lidt. At vi skal sørge for at få grøntsager og fibre og søvn og bla-bla.

Og jeg stunder, hvor jeg mener, at sundhed bliver blæst op til uforholdsmæssige proportioner, som om vores livslykke afhænger af vores sundhedsmæssige tilstand, at det næsten bliver vores gud at leve sundt, og at man, hvis man bliver syg, nok lidt selv er skyld i det.

Så stor var min glæde, da jeg i temabladet faldt over en artikel, der handler om, at den største sundhedsfaktor netop er – glæde! At man skal gøre det, der føles godt og rart, at det er vigtigt at have det sjovt sammen og ikke stresse over alt det, man burde. At en god stemning er vigtigere for sundheden end hjemmebagte boller.

Det er måske ikke breaking news, og kommer heller ikke bag på mig – men det er rigtigt godt at få fokus på. Jeg vil øve mig i at slappe lidt af, selvom jeg kender og også stadig som hovedregel følger eksperternes råd om, hvad der er sundt og godt.

Og heldigvis har jeg en mand, der er rigtigt god til at hive mig ned på jorden, når jeg bliver for fanatisk…

tirsdag den 21. september 2010

September maler i farver

 

Aronia

 

Det er helt eventyrligt, som haven og naturen skruer op for fyrværkeriet, inden den falmer. Jeg elsker denne farverige årstid. Når jeg først har vænnet mig til tanken om efterårets komme og sagt farvel til sommeren, der vil leve videre i mit hjerte i form af dejlige minder – så suger jeg til mig af al den saft og kraft, der er i efteråret. Jeg elsker farverne, den friske luft, høsten (bare ordet – prøv lige at smage på det), edderkoppespindende, der pynter ekstra med morgendug på, himlen, der er så blå, så blå på en solskinsdag, solskinsdagene, der nydes des mere, når de er her, hyggen indendøre med sokker, stearinlys og garn, simremad og svampe, brombær og æbler, der smager så englene synger.

 

Lyng

Høst

Clematis

Aronia

Sct. Hans Urt

Stolt Kavaler

Solhat

Ærteblomster

Rudbeckia Chim Chiminee

 

Denne solhat (er det en solhat? Der står Cone Flower på posen, og når jeg googler det, kommer der en masse solhatte frem…) fortjener et par ord med på vejen. Jeg kan konstatere, at jeg tænder meget på pastel, hvide og lilla farver, når jeg om vinteren bestiller frø til årets sommerblomster. Og må indrømme, at jeg rynkede lidt på næsen, da jeg oveni al pastellen fik denne pose frø som en gratis medfølgende gave. Men frø er jo frø, tænkte jeg, så måske kan jeg putte dem lidt et sted bagi haven, hvor de ikke syner af så meget.

Så er det da ikke så mærkeligt, at min kære mand trækker lidt på smilebåndet, når jeg – gerne flere gange om dagen – fortæller ham, hvor vild jeg er med de smukke høstblomster, deres farve og vilterhed. De kunne ikke lande bedre end i min have, synes jeg!

Ja, ja, man har et standpunkt, til man tager sig et nyt. Måske vil jeg endda kunne huske, når jeg til vinter bestiller frø, at jeg sidst på sommeren er rigtigt meget til farver i den stærkere ende af farveskalaen…

 

Rudbeckia Chim Chiminee

søndag den 19. september 2010

Romantisk forudsigelighed, når det er bedst

 

  going-the-distance4

 

Jeg ved godt, at det er kliché, nogle ville finde det banalt og endda kvalmende eller bare kedeligt. Jeg elsker, når Hollywood stiller op med endnu en romantisk komedie, ikke mindst når skuespillerne er gode, og humoren er i top.

Og helt i top er Going The Distance, som er på plakaten lige nu, og som gav os underholdning for alle pengene i fredags.

Drew Barrymore og Justin Long spiller det søde par, Erin og Garret, der mødes tilfældigt i New York, sød musik opstår, amorinerne svirrer rundt i luften, og alt er fryd og gammen. Dog med det forbehold, at lykken kun varer på lånt tid, indtil Erin tager hjem til San Fransisco. Det hårde liv som langdistancekærester skal stå sin prøve, og med et helt kontinent imellem sig, kan det være noget af en prøvelse.

 

going_the_distance2

 

Hvordan filmen ender, skal ikke røbes her, men måske indlæggets overskrift insinuerer en smule…

Humoren er den halve oplevelse, når det gælder den slags film – jeg læste en anmeldelse, der gav minuspoint p.g.a. for-meget-under-bæltestedet-humor. Smag og behag er jo forskellig, og der er jeg nok ikke så sart. Jeg syntes bare, den var sjov, og Garrets gode ven og sambo spilles også vildt charmerende af Charlie Day.

 

going-the-distance

 

Og så tæller det bestemt også på plussiden, at filmen har en smule stof til eftertanken, f.eks. i forhold til dilemmaet – hvad vejer tungest, kærlighed eller karriere? Skal man ofre sin karriere på kærlighedens alter, eller skal man lade den store kærlighed fare for at følge sine drømme? Et evigtgyldigt emne, der nok ikke har været på lærredet for sidste gang…

 

going-the-distance5

fredag den 17. september 2010

Alene hjemme

 

Hyggesokker

 

Efteråret rusker udenfor. Jeg ved det, for jeg har cyklet rundt ude i det. Rigtigt ubestemmeligt er det. Det ene øjeblik skinner solen, og så, før man kan nå at sige regntøj, vælter regnen ned. Hvis man er heldig, cykler man imellem bygerne, når man skal fra A til B, hvis man er uheldig, rammer man dem alle. Jeg har mest været heldig, men jeg er nu også godt tilfreds med at være landet i min lune hule.

Jeg er alene hjemme. Om lidt lander Brian også, men børnene er på tur med SFO. Dvs. Emil er egentlig ved at være for gammel til SFO, men han fik tilbuddet om at komme med, og det tog han imod. De skulle på friluftstur, lave mad over bål og sove i shelters, men det er der altså ikke meget ved i det vejr. Så turen er blevet afkortet til en eftermiddagstur i det fri, hvorefter de lander i SFO’en og overnatter der. Det skal også nok blive godt, og jeg er sikker på, de får en hyggelig dag sammen.

Og helt uden at vi havde planlagt det, var der pludselig kærestetid i posen til Brian og mig. Sådan som en ekstra bonus. Det er bestemt ikke dårligt, og skal udnyttes groft, så vi har både planer om at spise ude og en tur i biografen. Det er tiltrængt, og ih, hvor jeg vil nyde…

tirsdag den 14. september 2010

Tirsdagsglæder

 

 Havestuen

 

Udsigten fra mit spisebord…

 

 

Blommer og æbler fra haven

 

Høst…

mandag den 13. september 2010

Vaniljestegt kylling med grøn couscous

 

Jeg har mange hængepartier for tiden og meget, jeg ikke kan overskue. Det tærer på energien og overskuddet, og jeg øver mig i at fokusere på ting, der lykkes og det, jeg rent faktisk når eller får taget mig sammen til.

En af de ting, jeg kan glæde mig over, der lykkes rigtigt godt, er menuplanen. Jeg er kommet tilbage i rytmen med at få inspiration (og notere, hvor den kommer fra, så jeg kan finde frem til den igen), at få skrevet en menuplan og lave god mad. Jeg har igennem tiden abonneret på lidt forskelligt, og jeg nyder at bladre de gamle blade igennem igen for at blive inspireret med opskrifter eller idéer.

I et gammelt Isabellas fra 2008 fandt jeg f.eks. denne vaniljestegte kylling med couscous, og den er værd at gentage!

 

Vaniljestegt kylling med grøn couscous

 

Marinaden blandes af 1 vaniljestang, 2 spsk soja, 2 spsk brun farin, 2 spsk revet citronskal, 1 tsk sambal olek og 4 spsk rapsolie. En god, stor kylling renses, smøres ind i marinaden og trækker i køleskabet et par timer. Steges ved 200° i en god time, til den er gennemstegt.

5 dl couscous overhældes med kogende vand og trækker, til grynene er møre (følg vejledning på posen). 1 dl olivenolie og saft af 2 citroner (eller citronolie) tilsættes. Blandes med 50 g ristede pinjekerner, 1 bundt hakket koriander, 1 bundt hakket mynte, 1 agurk, 100 g sukkerærter og 1 rødløg i små tern, og smages til med salt og peber.

Det skal siges, at det giver en temmelig stor portion couscous, især til vores børn, der kan være ret småtspisende, når det handler om sammenblandet mad – men så er der bare til et par gange frokost til mig :o)

Jeg elsker smagen af frisk koriander og ved, at andre er lidt mere forbeholdne, men så kan man bare bruge andre krydderurter efter smag.

(Og så fornægter det sig ikke, at efteråret er så meget en realitet, at sen aftensmad er lig med gullige billeder i kunstig belysning…)

fredag den 10. september 2010

Og så lidt mere mad…

 

 

Bruschetta og bianca

 

Når fredagstapas begynder at blive hverdag, er det på tide at holde en pause. For det særlige ved tapas er, at det er noget særligt. Et strejf af luksus.

Og selvom vi ikke fik tapas i dag, var mange af elementerne faktisk de samme. Bare på en anden måde.

Saml-selv-bruschetta er et hit her i familien. Godt brød, og forskellige toppings som hjemmelavet pesto, en god chorizo, tomat, ost  og grillet peberfrugt.

Sidstnævnte er forøvrigt genialt, hvis man har gamle, rynkede peberfrugter i sit køleskab. Halver dem, befri dem for kerner og hinder, og læg dem på en bageplade, gerne godt fladtrykte (flæk dem evt. lidt i enderne, så de bliver fladere). Giv dem en god hedetur i ovnen ved højeste temperatur, indtil skindet er sortplettet. Tag dem ud, dæk dem med et viskestykke, indtil de er nogenlunde afkølede, og så er skindet lige til at trække af. Peberfrugterne kan holde sig i køleskabet i en lille uges tid, og er geniale i salater, sandwich og meget andet.

Nå, men tilbage til bruschettaerne. Hver topper sin egen bruschetta efter smag og behag, og de kommer i ovnen ved 200 grader, indtil brødet er sprødt og osten smeltet.

Nogle skiver brød blev bare penslet med olivenolie, før de kom i ovnen sammen med de andre, mere veludrustede – bagefter var det deres tur til at blive toppet, med østershatte, der havde fået en tur på panden sammen med hakket hvidløg. Et drys med flagesalt og friskkværnet peber, og så var de en himmerigsmundfuld i sig selv, eller sammen med lidt grillet peber.

Sidst, men ikke mindst, havde jeg min debut med pizza bianca – og hvilken debut!

 

Pizza bianca

 

Dejen blev lavet af 15 g økogær, udrørt i 1½ dl lunet vand og blandet med 1/4 tsk salt og 1 spsk olivenolie. Det blev æltet i 300 g pizzamel, dejen hævede til dobbelt størrelse og blev formet til 3 små pizzabunde. Bianca blev lavet i 3 varianter – en med pesto, en med creme fraiche og en med både-og. Alle fik derpå et lag tynde kartoffelskiver, et drys hakket hvidløg, olivenolie, flagesalt og friskkværnet peber, og endelig – rosmarinkviste fra haven. En tur i ovnen i 25 minutter ved 200 grader, og så var de klar.

Det var jeg også. Helt klar! Mums!

Vitaminboost

 

Smoothie

 

Det sker ikke så tit, som jeg kunne drømme om.

Men når det sker, forundres jeg igen over, hvor enkelt det er.

Frosne hindbær, lidt aronia fra haven (med mellemlanding i fryseren), appelsinjuice, A38, ahornsirup og en håndfuld havregryn for ekstra fibre.

Vroooommmm.

Et voilá – ny energi til alle!

torsdag den 9. september 2010

Nogle gange kan man bare være så fjollet…

 

Som jeg f.eks. har været det i ugerne op til det kursus, jeg var på i går. En kursusdag i improvisation, arrangeret af min kollega, med deltagelse af kun seks håndplukkede organister, og med besøg af en professor fra Tyskland. Sådan et masterclass, som det hedder i de kredse, hvor vi på skift sidder på orgelbænken og forsøger os frem, mens professoren øser sine visdomsord over vore hoveder.

For et par måneder siden fik jeg kompendiet, der kunne inspirere min forberedelse til kurset.

Men min forberedelse har mest bestået i en tiltagende mavepine og stressfølelse. Over at skulle sidde der foran alle de andre og ikke mindst den tyske professor, der sikkert ville krumme tæer og tænke deres. Jeg var tæt på at bakke helt ud, men et eller andet holdt mig tilbage.

Det “et eller andet” var tanken om, at det måske også kunne være helt vildt rart at tilbringe en hel dag sammen med kolleger af samme slags som mig selv. At jeg måske kunne lære en masse af sådan et kursus. At jeg måske endda kunne øve mig i at være ligeglad med, hvad de andre måtte tænke, og få det ud af kurset, jeg nu kunne, med det niveau, jeg nu engang er på.

Og det gjorde jeg så. Øvede mig i at vende min tankegang til noget konstruktivt.

Og hvad skete der?

Jeg havde en helt fantastisk dag. Sammen med kolleger, der havde været lige så nervøs som jeg selv. Sammen med en tysk professor, der var godheden selv, og bare gerne ville øse ud af al sin inspiration, og syntes vi gjorde det godt (det var i hvert fald, hvad han sagde).

Ja, jeg var nervøs, mens jeg var “på”. Men jeg kom over det, og tænkte faktisk ikke meget på, hvad de andre mon tænkte. Jeg lærte helt vildt meget – og har fået redskaber til at fortsætte arbejdet med at blive bedre til at improvisere. Og hyggede mig vildt sammen med mine kolleger!

Altså, nogle gange kan man bare være så fjollet…

Men heldigvis bliver man også hele tiden klogere!

tirsdag den 7. september 2010

Mild og cremet kalkungryde

 

Kalkungryde med pasta

 

Der er langt mellem madindlæggene for tiden – det er ikke så meget nyt, der sker på den front, og de gamle travere er I efterhånden blevet præsenterede for.

Denne er en af dem, en gammel traver, der støves af med jævne mellemrum – en kalkungryde, der ikke har meget pang på smagsstofferne, men er venlig og lys i smagen, og selv Brian, der ellers er meget til chili og bestemt ikke er til squash, får julelys i øjnene, når han ser, den er på menuen.

Så here goes…

1 spsk sennepskorn udblødes i ½ time i ½ dl koldt vand.

250 g broccoli deles i buketter, stokken skæres i terninger.

1 squash skæres i halve skiver.

Broccolistokken svitses, 500 g kalkun i tern svitses med.

Oven i gryden kommes: broccolitoppe, squash, 3 dl hønsebouillon, 100 g flødeost, 2 tsk sherryvineddike og sennepskorn, og det hele snurrer sammen 5 minutter.

Jævn sovsen med majsstivelse udrørt i vand, og smag til med salt og peber.

Server med pasta, vores favorit er frisk fettucine.

Velbekomme!

mandag den 6. september 2010

Doktoren i Mariannelund

 

Kaffepastiller - når suget efter kaffe sætter ind

 

Med på picnikturen var et levn fra vores sommerferie – bolcher fra Karamelkogeriet i Mariannelund.

Lad mig i den anledning straks anbefale den hyggelige lille butik med kig til kogeriet, hvis man er på de kanter (tæt på Vimmerby) og har en god, sød tand.

 

Mariannelunds Karamellkokeri

Mariannelunds Karamellkokeri  Mariannelunds Karamellkokeri

Mariannelunds Karamellkokeri

 

Butikken er nysseligt indrettet med romantik for alle pengene, og der er utallige varianter af (især) bolcher og karameller – og ikke mindst, smagsprøver overalt til fri afbenyttelse. Dejligt, at man kan prøve sig frem, ikke mindst for børnene, der var i slaraffenland de to gange, vi var der – ja, vi var jo lige ved at løbe tør, allerede mens vi var deroppe, og det kunne virkeligt ikke gå, derfor måtte vi lige forbi igen på vejen hjem...

 

Mariannelunds Karamellkokeri

 

Og så er det jo en sjov lille detalje, at alle bolcherne er rekommanderede af Doktoren i Mariannelund (ganske vist er scenen, hvor Emil fra Lønneberg tager til doktoren i Mariannelund for at komme af med sin suppeterrin, optaget i Vimmerby, men det er jo kun en biting).

Glemte jeg at sige, at bolcherne (der er lavet efter gammel opskrift) smager helt fortrinligt?!

Sensommer i det grønne

 

     Sdr. Anlæg

 

Sikke skønne sensommerdage, vi får med i hatten for tiden!

Mit sygeleje var heldigvis ultrakort, og i går pakkede vi picnickurven (som vi godtnok ikke ejer, men en glad plastpose fra Søstrene Grene kan også gøre det) og mødtes med et par venner i Søndre Anlæg. Vi begyndte med en tur i Knudmosen, før vi pakkede eftermiddagskaffen ud, og det er bare godt for sjælen med sådan en tur ad de smukkeste stier, forbi vandløb, heste og ridebaner, med plads til snak og børn, der løber frem og tilbage og beretter om frøer og svampe, mens solen gavmildt spreder sine stråler.

 

Godt for sjælen

Knudmosen

 

Det er netop i disse skønne omgivelser, jeg begiver mig ud på mine løbeture – en mere fantastisk kulisse kunne jeg ikke drømme om til mine udfoldelser, og jeg udnyttede straks chancen til at tage kameraet i hånden, da vi i går gik i et  tempo, der indbyder mere til at have kamera med på farten.

 

Knudmosen  Picnic

Picnic

 

Vores forsyninger indtog vi i passende nærhed af legepladsen, så børnene kunne løbe frem og tilbage, som de havde lyst, og efter en dejlig stund i solen, blev vi enige om en impulsiv sammenskuds-aftensmad hos vore venner. Grillen blev tændt, salat blev snittet, en hurtig blommedessert (set hos Betty – og den var god!) blev lavet til, og hyggen fortsatte, indtil det var tid at få puttet børn, der skulle være klar til en ny uge.

Ren nydningssøndag…

fredag den 3. september 2010

Der læses stadig…

 

Stadig i små bidder – men jeg har tygget mig igennem rigtigt gode bøger i sommervarmen.

 

  michael laudrups tænder

 

Den første var en genopfriskning – Michael Laudrups Tænder er lige så god som første gang – god til at røre lattermusklerne og samtidigt meget rammende, ærlig og fyldt med hverdagsstof til eftertanke. Sådan en bog, hvor siderne vender sig selv.

 

Charlie Hotel Oscar Kilo

 

Jeg havde lyst til at genopfriske den, fordi jeg havde fået to’eren, Charlie Hotel Oscar Kilo – og den er mindst lige så god. Og noget mere hudløs. Der er kommet drama i de to forfatteres liv. Imens Camilla Stockmann bliver mor for første gang, går Maise Njors forhold i opløsning. Det er en bog, man både griner og græder sig igennem og ikke sådan lige slipper igen. Især, hvis man selv har været igennem nogle af livets op- og nedture, vil jeg tro. Jeg kan kun sige – læs den (hvis du er en af de få, der ikke har været der endnu).

 

De sendte en dame

 

Den tredje forfatter, jeg har stiftet nærmere bekendtskab med i sommer, er Lise Nørgaard. Jeg læste første del af hendes biografi, Kun en pige, med stor begejstring i foråret, og jeg blev bestemt ikke skuffet, da jeg gav mig i kast med fortsættelsen. De sendte en dame, beskriver Lise Nørgaards voksenliv, hendes arbejdsliv og en flig af privatlivet med ægtemænd og børn. Jeg bliver dybt fascineret, når jeg møder et menneske med så stor personlighed, med sådan et klarsyn på sig selv om sine omgivelser, med så mange ben i næsen og så skarp en pen. Jeg fascineres af hendes mod til at gå imod strømmen, til at holde på sin ret som kvinde i et mandsdomineret samfund, og hendes evne til at gøre det med humoren og ironien i behold. Ofte må man tage sig til hovedet over hendes tildragelser, ikke mindst hendes møde med husholdningsskolen og husholdningsrådets værdier, der blev trukket ned over hovederne på uskyldige kvinder – og man må bare glæde sig over at være født i en anden tid (se evt. dette udsnit fra bogen på kvinfo.dk). En bog, der talte sit klare sprog til min indre rødstrømpe. 

 

Sofies verden

 

Nu har jeg bevæget mig over i en helt anden genre. Sofies verden af Jostein Gaarder har jeg hørt meget om, og jeg er spændt på, om den vil fange mig. Filosofi er et emne, jeg gerne ville interessere mig for og vide mere om, men det kan hurtigt blive for tørt og langhåret for mig. Så hvis det virkelig lykkes bogen at give mig en indføring i filosofiens verden og samtidigt holde mig fanget, tager jeg hatten af for det.