tirsdag den 30. november 2010

Nedtællingsklar

 

 

DSC03454

DSC03456

DSC03455

DSC03460

 

En sød lille lyseholder fangede min opmærksomhed i yndlingsbutikken for nogen tid siden. Sammen med 24 små lys skal vi nok kunne holde rede i de næste 24 dage.

24 dage fuld af hygge, travlhed, lys, forberedelser, kæl for smagssanserne, sul på sidebenene, overraskelser, traditioner, forventninger, sange og salmer, papirklip og hækleri, bageri og sylteri, glimmer og stads, juleevangeliet og Peters Jul, Christmas Carols, klokker, koncerter og juleafslutninger og meget, meget mere…

Og den første af de 24 er en ganske særlig dag…

 

DSC03458

mandag den 29. november 2010

Yeahh, det er gløgg-tid

 

 

DSC03352

 

Og ingen anledning er for lille til at blive fejret med et godt krus gløgg! I aften har jeg for eksempel spillet til koncert. Den første julekoncert i rækken. Jeg var akkompagnatør og spillede klaver til sangene – faktisk lidt en udfordring, for det var hovedsageligt rytmisk musik, og selvom jeg ikke er grønskolling på det felt, er det dog ikke det, jeg er uddannet i og ikke der, min spidskompetence ligger. Men sjovt var det, selv om jeg til tider har fortrudt, at jeg sagde ja til opgaven – og jeg vil nok sige ja, hvis jeg skulle blive spurgt en anden gang. Det er altid godt at lave musik sammen med andre, for jobbet som organist kan godt blive lidt enspænderpræget, så det er med at udnytte en god chance for at spille sammen med andre.

Hvorom alting er, så er det værd at fejre med et godt krus gløgg – og den er endda hjemmelavet! Inspirationen har jeg fra Ulla, og det er en gløgg, der er værd at gentage.

Essensen lavede vi for en uges tid siden – den har stået og trukket og fristet, inden den i lørdags blev varmet op med 2½ flasker rødvin. Rosiner og mandler blev lagt i blød i lige dele rom, portvin, cognac og vodka, inden de kom i gløggen. Jeg vil nok anbefale at si krydderierne fra, inden rosiner og mandler tilsættes – det er en… skal vi sige sansemættet oplevelse at bide i en nellike eller allehånde ;o)

Heldigvis er der rester fra lørdagens gløgg, så det var nemt lige at fylde et krus og smække det i mikrobølgeovnen. MUMS!

En dejlig søskendeweekend er forbi

 

 

DSC03439

 

Englene suser rundt og rundt, og imens sidder jeg og lader roen sænke sig over mig.

En hektisk weekend har sat sine tydelige spor i form af en række forkølelsessår på overlæben. Det lever jeg med, for min kære familie sætter sig også spor i hjertet, hver gang, jeg har været sammen med dem, og det betyder langt mere end en række dumme forkølelsessår.

Det er dem, jeg hygger mig sammen med. Dem, jeg elsker at kræse om og forkæle med god mad. Dem, der kan få mig til at grine, så tårerne triller. Dem, der holder mig oppe alt for sent, fordi jeg slet ikke har lyst til at forlade det gode selskab for at gå i seng. Dem, der lægger ører og masser af knus til, når det hele bliver for meget, og tårerne triller. Uden at blive forskrækkede og forlegne over mit pludselige følelsesudbrud. Den slags skal der også være plads til. Og det er dem, jeg savner, når de er kørt igen. Samtidig med, at jeg nyder roen og en fridag, der ligger helt blank og ubrugt foran mig.

Og englespillet… Det er et levn fra min barndom, kitch eller ej, det hører med, og englene flyver og bimler lidt endnu, indtil lysene er brændt ned, og de får ro får denne gang.

fredag den 26. november 2010

Dejlige udsigter

 

 

DSC03390

 

Morgensolen varslede en smuk og dejlig dag.

Det er fredag.

Jeg har friweekend, og om få timer lander de første af mine søskende og deres familier, efter en forhåbentlig smertefri tur gennem det ganske, danske, sneklædte land.

Hele weekenden skal tilbringes sammen med min yndlingsflok, der bliver hygge, snak, sang, fest og ballade, og jeg glæder mig helt vildt.

Og forbereder, men endnu i et tempo, hvor jeg kan følge med og hygge mig med det.

Det bliver en skøn weekend. Håber også jeres bliver lige, som I kunne ønske jer den!

torsdag den 25. november 2010

JGS

 

 

DSC03414

DSC03418

 

Ja, det er altså svært at oversætte på skrift, men JGS er jysk, det står for (altså, hvis jeg SKAL prøve at skrive det – det fungerer bedst pr. lyd) Jenne Gue Sawer. Ja, sådan siger man altså her i Herning – det betyder på almindeligt dansk Ene Gode Sager, men det lyder jo lissom ikke lige så godt… ;o) JGS siger man om mad, der alene ud fra ingredienslisten kan forhåndsvurderes til kun at kunne ende godt!

Sådan en er denne blommechutney. Ja, det er jo ikke fordi, det ligefrem er sæson for friske blommer lige nu. Men vi har (sammen med huset) fået kummefryser. Og på bunden af sådan en kan der gemme sig lidt af hvert… F.eks. faldt jeg lige over en pose blommer fra sidste år(!) – måske ikke de mest friske af slagsen, men blommeduften var intakt, og i selskab med en masse andre smagsgivere, endte alting godt.

Juleduften har bredt sig i hele huset, mens blommechutneyen har simret her til aften – udover blommer, æbler, løg og rosiner, indeholder den nemlig næsten alt, hvad hjertet kan begære af (julede)krydderier. Kanel, vanille, korianderfrø og nellike foruden salt og peber. Og chili. Og så selvfølgelig masser af sukker og eddike. JGS!

Opskriften har jeg fra Rollinger og Roulader. En veninde var så flink at lade mig skrive den af. Men bogen står på min ønskeseddel, det lover jeg!

Sne i sol

 

 

DSC03407

DSC03408

DSC03409

DSC03410

DSC03412

 

Jamen, det er da bare helt fantastisk smukt!!

Julebling for alle pengene…

 

 

DSC03398

DSC03405

 

Den (eller rettere de!) store julekasse(r!) er fundet frem, og indholdet er fordelt med rund hånd i alle kroge og på hver en ledig plads. Jeg elsker det! Jeg elsker at gense de gamle elskede ting og det nye, der kom til sidste år. Noget må falde for smag, der skifter gennem tiden, noget kommer op på børnenes værelser, og noget bliver bare stille og roligt pakket ned igen. Et kort øjeblik får jeg en klaustrofobisk følelse af, at der hænger tingel-tangel overalt, men det er kun et øjeblik, indtil tingene har fundet sin plads, og helheden gør godt. Jeg har brug for lys, glimmer og rigeligt pynt i denne mørke tid.

 

DSC03395

 

Lidt nyt er der også kommet til i år (og jeg vil ikke garantere, at der ikke kommer mere) – jeg er svær at styre på syv tønder land, når jeg forvilder mig ud i julehandelen, for der er så meget, der ikke er til at stå for. To søde og farvestrålende fugle, og bling-bling-perler i form af et hjerte og en stjerne fandt vej til kurven i går. Køkkensnoren er en idé, der undfangede sig sidste år, og jeg elsker den allerede. Den hænger tværs hen over køkkenvinduerne med det kitchede og farvestrålende pynt. Snoren er fra gemmerne, den er turkis, og det kunne ikke være bedre!

Den skal nok sprede rigeligt med godt julehumør i de mange timer, jeg forventer at tilbringe ved køkkenbordet i den næste måneds tid…

 

DSC03401

tirsdag den 23. november 2010

Smukt…

 

 

DSC03387

 

Nu vil jeg bevæge mig ud i det…

Rigtig glædelig snevejrsdag!

Pyntet

 

 

DSC03373

 

I går fandt vi julekassen frem.

I nat har naturen gjort sit.

Den grå tante November synger på sidste vers, og jeg elsker det!

mandag den 22. november 2010

Om chronos og kairos

 

Mere om den mystiske overskrift senere…

Vi har nydt vores weekend. Har nydt tosomheden, og spist lækkert italiensk på Ravello, en ny restaurant i Herning, som på kort tid er blevet en af mine favoritter.

 

DSC03362

 

I går mødtes vi med børnene og svigerfamilien i Den Gamle By, hvor omkring en million andre (cirka!) havde fået samme idé. Der var tæt med folk, men det var okay, for vi har været der før og kommer der nok igen, og vores fokus var naturligt nok på børnene. Så vi havde ikke travlt med at se alt det, vi ikke kunne komme til, men hyggede os sammen, og provianterede lidt til julehyggen, bl.a. en julekalender af den gammeldags slags, der næsten ikke er til at opdrive længere. Sådan en med låger, hvor der ikke er chokolade eller legetøj, men bare et lille billede, der gør glad. Så er min julelykke gjort (og så elsker jeg, når den høflige boghandler i nobelt jakkesæt kalder mig Frue…)!

 

DSC03364

 

Vores børnefri weekend startede med en lørdag sammen med valgmenigheden, hvor vi snakkede om hviledagen. Hørte et par oplæg om, hvorfor hviledagen er vigtig, og hvordan den kan udforme sig for os.

Hvadenten man holder den hellig eller ej (om man tror på Gud eller ej), tror jeg, hviledagen er vigtig for os. Vi har brug for at lade op, har brug for en dag, der adskiller sig fra de andre, og hvor der ikke er en masse “burde”. Jeg tror, oplægsholderen har ret i, at Gud har givet os hviledagen som en gave, en dag, hvor tiden ikke skal skal bruges på alt det, vi skal have gjort, men på at være. En dag til fest, hvile, leg og tilbedelse.

Han fortalte, at der på græsk er to ord for begrebet tid. Det ene, chronos, er det, vi kender fra ordet kronologi. Det er tid, der går, tiden, vi planlægger, tid, der er hastig, tiden, der løber fra os.

Det andet ord, kairos, er øjeblikket. Som Søren Kierkegaard har beskrevet som “der, hvor evigheden berører tiden”. Det er tiden som en gave, en tid, hvor man standser op og er nærværende.

 

DSC03368

 

Chronos-tiden er uundværlig. Det er i den, vi får udrettet noget, det er i den, vi arbejder, og den, vores samfund er hængt op på. Men det kan også blive for meget. Jeg har rigtig meget chronos-tid i mit liv. Selv når jeg synes, jeg standser op, slapper af og hviler, er det altid med et øje på uret, med visheden om, at jeg nu har den og den afmålte tid til at være. Tiden kan på den måde blive en fjende, den der hele tiden minder os om, at livet er forgængeligt.

Jeg vil øve mig i at give slip. I at være. At lade øjeblikket fylde og være nærværende. For kairos-tiden er lige så uundværlig for os. Det er i den, at vi hviler, sanser og lader op. Den, der minder os om, at tiden er en gave, en ven, en mulighed…

 

DSC03366

fredag den 19. november 2010

Tyvstart

 

 

DSC03341

 

Guirlander i lange baner. Snedrys i massevis. Stjernestrimler og flettede hjerter. Julesalmer og Last Christmas. Pasta, kødsovs og gnavegrønt. Den Lilla Møghætte og pulven. Og til slut Nanny McPhee med slik, popcorn og clementiner.

Det var i korte træk en lang, men god aften i selskab med kirkens to kor. Godt tyve piger (og en dreng!) mellem 8 og 17 år har storhygget og taget forskud på julerierne. Jeg har hygget med, men er også temmeligt flad efter sådan en aften, hvor man helst skal kunne være 20 steder på en gang. For spørge- og fortællelysten er stor, nogle vil gerne lære at flette stjerner, andre skal have tråd i pynten, en konflikt skal løses, nogle har kærestesorger at dele, og nogle vil bare gerne give en lille sød overraskelse i form af et kærligt julekort til korlederen.

Hvor er jeg glad for alle mine korpiger (og -dreng!) – og hvor er jeg glad for at finde hjem til min sofa. Nu sidder jeg mutters alene og prøver på at lande. Det tager tid at finde hvilepulsen, men jeg har weekenden for mig. En friweekend er begyndt, endda en helt uden børn. Brian er kørt et smut til Århus, hvor børnene skal tilbringe weekenden. To gange om året prioriterer vi helt fast at holde børnefri weekend, for ligesom det er vigtigt at have tid sammen med børnene, ligeså vigtigt er det at dyrke tosomheden. Ligenu må jeg indrømme, at jeg savner mine børn, for det blev ikke meget, vi sås i dag. Men jeg vil også nyde at bruge tid på bare at være os.

Rigtig god weekend til jer!

Eventyr for viderekomne

 

 

Grimmere end Grimm

 

Det kan godt være, det er en gammel nyhed, men for mig var det en ny verden, der åbnede sig, da Emil forleden kom hjem med en ny bog fra biblioteket.

Den er ikke for sarte sjæle og naive små puslinger, der stadig skal have deres barnetro i behold – men for dem, der har opdaget velsignelsen i tyk ironi og sort humor, er der underholdning for alle pengene.

Det er Rune T. Kidde, der har taget Grimms gamle eventyr under kærlig behandling i bogen Grimmere end Grimm.

Hvis man er i tvivl om underholdningsværdien, kan man bare se lidt på Emil, der er så flad af grin, at han næsten ikke kan læse op, og jeg er også solgt fra første side…

 

Hør bare, hvordan det gik Den Lilla Møghætte og pulven:

 

“ - Hvorfor har du dog så store øjne, oldemor? sagde den Lilla Møghætte og kiggede på pulven.

- Nåja, det er da, fordi jeg har set tv-bingo hele natten, sagde pulven.

- Hvorfor har du så sådan nogle kæmpestore ører, oldemor?

- Det er, fordi jeg er kommet til at bruge min røremaskine i stedet for mit høreapparat.

- Nå, men så farvel, din gamle nathue, sagde Den Lilla Møghætte, og så begav hun sig igen hjemad, mens hun sang:

Hejhå, hejhå,
fra skoven hjem vi gå
med flæskepølser, jordbærtud
og hætte på.

Men bag et kroget træ i den skumle Skyggeskov lurede en senil, gammel skovhugger, som ikke var rigtig klog og lidt til en side og havde knald i låget og cement i roen og pip i papkassen og svip i kasketten. Han var kort sagt bims i bøtten, og han sprang frem fra sit skjul bag et bøgetræ og skar Den Lilla Møghætte i ti tusinde små bitte stykker med sin kæmpestore motorsav, og så giftede han sig med pulven, og de levede lykkeligt til deres dages ende.”

 

Godnat – og sov godt ;o)

PS. H. C. Andersens eventyr er kommet under samme kærlige behandling i H.C. Anderledes – jeg tror da lige, vi skal et smut på biblioteket…

torsdag den 18. november 2010

Undskyld!

 

 

DSC03320

 

Nu gjorde jeg det igen.

Var ikke den mor, jeg gerne ville være.

Blev stresset og gik op i ligegyldige petitesser – og så ikke, at du blev ked af det og bare gerne ville ses for den, du er.

Opdagede det først på vej til skole, hvor tavsheden var trykkende, og jeg formåede ikke at nå ind til dig. Men jeg kunne se i dine øjne, da vi sagde farvel, at noget var gået i stykker inden i dig.

Nu sidder jeg her og kæmper med tårerne, mens jeg i virkeligheden skulle gøre mig klar til en lang arbejdsdag. Og langt hellere ville bruge dagen på at sidde med dig i min favn og gøre alting godt igen.

Nogle gange er det bare svært at være mor.

Jeg lover dig, at jeg øver mig hele tiden i at blive bedre!

onsdag den 17. november 2010

Anskueliggørelse

 

 

DSC03264

 

Et blad, der hænger i en tynd tråd og kastes hid og did efter vindens forgodtbefindende…

Eller en lille alf, der danser sin morgendans, snurrer og drejer og føler sig fri som fuglen. Pyntet i efterårsfarver, med diamanter og solståler på…

Det kommer an på øjnene, der ser…

Rigtig god solskinsdag til dig!

tirsdag den 16. november 2010

Hvis jeg skulle ha’ en “konebil”…

 

 

DSC03307

 

…så ville det være helt i orden for mig med sådan en Flower Power Beetle!

- men det skal jeg selvfølgelig ikke, det er jo slet ikke nødvendigt, alt for dyrt og cyklen kan vist ikke udkonkurreres som det mest miljørigtige valg (for slet ikke at snakke om al den motion, jeg får helt gratis… her i DK’s fladeste by…;o)).

Selvom jeg må indrømme, at på visse regnvejrsdage drømmer jeg om mit eget lille blomstrede lyn. Eller bare en lille cremefarvet Fiat 500. Det ville også være helt okay…

Beetlen var forøvrigt Frejas første bil, og da den faldt for den hårdhændede sortering, kunne jeg bare ikke nænne at skille mig af med den.

Så nu står den og spreder lidt humør i stuen…

mandag den 15. november 2010

Frokostpause

 

 

DSC03329

 

Nogle gange trænger jeg til at puste ud og slappe af, når jeg er under pres. Andre gange er det, der skal til, at få sat nogle flueben, at få elimineret nogle punkter på den evindelige to-do-liste. Og det, der virker allerbedst, er at gøre nogle nogle af de ting, der ikke er jævnligt tilbagevendende, men noget af det, jeg ikke lige plejer.

Min mandagsfridag er efterhånden begyndt at køre i en fast rytme (det er jeg rigtig god til, det med rytmer, men de kan også gå mig på nerverne, når de bliver grænsende til ufravigelige) – sådan noget med lidt sump ved den bærbare (man skal jo lige i gang med en kop kaffe), oprydning, støvsugning, vasketøj, sump igen, og pludselig fløj dagen afsted, uden jeg følte at have fået det ud af den, jeg havde forestillet mig.

Men i dag har været anderledes. Jeg har været ude. I haven! Sådan på den aktive måde – taget dahliaknolde ind, sat forårsløg og hængt en lyskæde op. Med masser af sol på. Og det har været SÅ godt. Nu er frokostpausen slut, og jeg er klar til en svingom med støvsugeren. Med en fantastisk følelse af at have et par to-does færre hængende over hovedet.

Og solen skinner stadig!

søndag den 14. november 2010

Søndag

 

 

DSC03300

 

Sådan en søndag eftermiddag i familiens skød, med ludo og godt humør, med Ella Fitzgerald, Count Basie, Miles Davis og mange flere lækkerheder i CD-afspilleren, så begynder skuldrene at falde ned, hvor de hører hjemme, og vejrtrækningen finder sit normale leje.

Ja, jeg lever skam endnu, men den forløbne uge har haft program nok for to. Alt, hvad man kan putte ind i en uge, har der stort set været – koncert, spaghettigudstjeneste og menighedsrådsmøde hhv. tirsdag, onsdag og torsdag aftener, tilsat skolebio, zumba og det sædvanlige arbejde – og endelig et korstævne fredag til lørdag, med en flok overstadige, forventningsfulde, festlige og fjantede korpiger. Et stævne, hvor jeg var tovholder, akkompagnatør til afslutningskoncerten, kasserer og ansvarlig for mine “egne” piger. Krydret med et hold i ryggen, der var så belejligt at indfinde sig i løbet af torsdag – så jeg synes, jeg har haft min sag for.

Heldigvis er alt gået godt, ryggen er også i bedring, hvis bare jeg ikke begynder at forlange, at den skal kunne ligge ned (hvilket jeg jo så gør hver nat, men den løsner sig i løbet af dagen) – og med udsigt til en fridag og en uge, der har lidt mindre i posen, så kan jeg efterhånden begynde at overskue mit liv igen.

December er i sigte med alt dens hygge, Duke Ellington giver den gas, og Brian steger bøffer.

Alt er godt.

onsdag den 10. november 2010

Sofies Verden

 

 

 

Sofies verden

 

 

En yderst pædagogisk indførelse i filosofihistorien. En bog, der stiller spørgsmål og vender tingene lidt på hovedet.

En pudsig bog, skrevet til en yngre aldersgruppe end min, men fængende også for min årgang. Et hyggeligt bud på en 15-årigs tankegang og spekulationer. Et venligt spark til de voksne læsere, der er forfaldet til vanetænkning og fordomsfuldhed. En opfordring til at se ud over egne sfærer, se verden lidt fra oven og forundres.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på handlingen, for det er essentielt for læseoplevelsen, at man ikke kender handlingen på forhånd. Så af hensyn til nye læsere, vil jeg bare fortælle, at bogen er bygget op af en rammehistorie, der handler om Sofie. En 15-årig pige, der på mystisk vis får begyndelsen på et filosofikursus i postkassen. Et kursus, der vender op og ned på hendes liv.

Kurset er indholdet i rammen – en grundig indføring for læserne i filosofihistiorien, om de forskellige tidsepoker, deres tænkemåder og vigtige filosoffer. Meget pædagogisk forklaret for sådan nogen som mig, der ikke havde meget forhåndskendskab. Lidt irriterende sine steder, som når Sofie fra tid til anden afbryder filosofigennemgangen med ligegyldige kommentarer. Til tider lidt tungt og langsommeligt at komme igennem, men jeg havde lysten til at vide mere, og lysten driver som bekendt værket. De faktuelle afsnit er forholdsvist korte, og idéen med at pakke filosofigennemgangen ind i en spændingsroman, gør den noget mere spiselig for novicer som mig.

Jeg er blevet klogere, men meget glemmes også hurtigt igen. Heldigvis kan bogen også bruges som et opslagsværk, hvis jeg trænger til lidt repetition.

mandag den 8. november 2010

Skødedyr

 

 

DSC03277

 

Vores børn bliver aldrig sådan rigtigt rå og hårdkogte, så længe der er kattedyr i huset. Det forestiller jeg mig nu heller ikke alligevel, at de bliver – og man skal ikke lade sig bedrage af skindet, når Emil ruster sig efter alle kunstens regler. Indeni er han blød som smør.

Og når det kommer til de to firbenede familiemedlemmer, er der ikke grænser for, hvor bløde i stemmen, børnene kan blive.

Der går ikke en dag, uden der skal kæles og hygges, siges godnat i det uendelige – og ofte også slåsses om det sagesløse dyr, der tilfældigvis er i nærheden (hvis det er så uheldigt, at makkeren er forduftet, så der ikke er en til hvert barn). Og dyrene… – de finder sig i hvad som helst.

Næsten.

Heldigvis kan de også sige fra, hvis bølgerne går for højt, men grænsen ligger langt udover, hvad man kunne forestille sig, at sådan et dyr ville finde sig i.

Hvem ville for eksempel tro, at en kat ville synes, det var sagen at sidde på skødet som et andet barn? Tilsyneladende hygger den sig med det – og jeg glæder mig over, at børnene får ansvar og omsorg for et levende væsen ind, næsten med modermælken.

Faktisk har jeg også en lille blød plet for de to firbenede – når de ikke fylder mig med kattehår, eller går imellem mine ben, når jeg har travlt, som kun en kat kan gøre det. Eller sætter kløerne i sofaen. Men når de så kigger sig om efter en at lægge sig op ad og nøje udser sig netop mig, der ikke ofrer dem mange klap, så må man da overgive sig… (og jeg indrømmer blankt, at det faktisk var mig, der insisterede på at få dyrene skaffet til huse – dengang var de helt små og totalt uimodståelige, og det er kun fordi, jeg ved, at alle killinger vokser sig store, at jeg ikke tager imod flere med åbne arme. Der må trods alt være en grænse…)

Morgenkrystaller

 

 

DSC03228

DSC03232

DSC03237

DSC03240

DSC03244

DSC03245

DSC03248

DSC03260

DSC03251

DSC03258

DSC03270

DSC03262

 

Det var skønt at mærke Frejas begejstring over en verden klædt i hvidt, da vi fulgtes ad til skole i morges (og hun kan mellem os sagt ellers godt være noget af et brokkehovede, når onde-mor forlanger, at transporten til og fra skole foregår på gåben).

Det var virkelig også smukt at gå i et landskab pyntet med isblomster og krystaller overalt. Vi tog os tid til at studere de små diamanter, inden solen begyndte at sprede sine stråler og med bløde strøg at male farver på den vågnende verden.

På sådan en smuk fridag vil jeg forsøge at skubbe alle tanker om arbejde til side, selv om det er svært, når tingene hober sig op og fylder for meget i mit lille hovede. Weekenden har været godt fyldt, og jeg trænger til både at være og agere i min egen hule. Rengøringen er overstået, vaskemaskinen snurrer, og lidt netbank er den næste “burde”, men så er der altså også lystbetonede ting på programmet. Måske lidt have, måske en lyskæde, måske lidt hækling og helt sikkert lidt bloglæsning.

Og dagens første kop kaffe.

Rigtig god solskinsdag til dig!

fredag den 5. november 2010

Efterårshi

 

 

DSC03217

 

Når mørket sænker sig, allerede før aftensmaden er på bordet, forsvinder min virketrang. Jeg kan mærke, at trangen til at gå i hi kommer over mig – også i meget højere grad end tidligere år, men jeg tænker, at det hænger sammen med et overskud, der ikke er overvældende stort, og sådan må det så være.

Det er fredag, og der er ikke andre planer, end en dreng, der skal hentes fra en fødselsdagsfest om lidt. Og så må det være helt i orden at gå lidt i hi. Heldigvis er der stadig energi at tage af, når dagen er ny, og lyset indfinder sig igen.

I sådan et hi er det helt på sin plads med en gang fredagstapas, der er genoplivet efter en pause. På efterårsmåden med ristede kastanjer, grillet peberfrugt og semitørrede tomater. Stadig med godt brød og lækre pølser og oste. Og alt det andet nips, der lige giver det sidste pift. Og rødvin, selvfølgelig – bare lige et enkelt glas, inden jeg skal på farten.

Og så kunne man jo lige nippe et par kastanjer mere. De er så hyggelige at sidde og pille. Og lækre med smør og salt. Det eneste, vi mangler, er en brændeovn, der knitrer lidt i hjørnet…

BØH!

 

 

Græskar2

 

Græskarudskæring for lettere øvede…

Man behøver jo ikke altid gøre, som man plejer…

 

Græskar

 

(PS. Jeg kan desværre ikke tage rosen for de fantastiske græskar – billederne er fra en af de mange mails, der florerer…)

torsdag den 4. november 2010

Kulør på hverdagen

 

 

DSC03210

DSC03215

 

Jeg har længe været træt af mit skrummel af en kalender. Filofax’ den store… Den vejer som et ondt år og fylder i den “kommode”, der også skal rumme alt de andre nødvendigheder, jeg slæber med mig hver dag.

Og jeg er bestemt ikke klar til at digitalisere min hverdag. Jeg skal have det på papir, så jeg kan se det hele for mig, tegne kruseduller og lægge små notater ind, der skal gemmes. Der er næsten ikke grænser for, hvor tyk sådan en kalender kan blive…

Men jeg har bestemt mig for, at pocket-udgaven må kunne gøre det. Det er jo bare et spørgsmål om at skrive med lidt mindre skrift. Så jeg har foræret mig selv en ny kalender. I den skønneste sennepsgul, og med mini-skrivegrej til. I lilla og turkis. Farver, der gør mig glad.

Og jeg har lige opdaget, at den kan bruges allerede nu, og ikke bare fra 2011, som jeg forventede. Hvor skønt – men først vil jeg lige nyde alle de blanke sider et par dage. Drømme om, at min kalender så sådan ud. Velvidende, at det ikke ville vare længe, før jeg gjorde noget ved den sag, for jeg trives jo med alt det, jeg gør – nogle gange tårner det sig bare op, når aftalerne har tendens til at ligge lidt for tæt.