Livet slår sine knuder for tiden, og jeg har ikke den samme ro til egne tanker, som jeg har haft tidligere…
Sammenlagt med ledige minutter, der bliver færre og færre, efterhånden som fødselsdags- og julesæsonen er skudt godt i gang, giver det mindre overskud til bloggen.
Men jeg er her endnu og har det i det store og hele godt, selvom jeg indimellem føler, der bliver rykket i mig fra alle sider.
Man lærer af livet, og at holde hovedet oven vande er en af de ting, jeg efterhånden føler mig godt i stand til, trods bølgegang. At bølgerne så indimellem flyder ud af tårekanalerne, er også helt ok.
Og jeg føler mig også overbevist om, at alting nok skal falde på plads i de vante gænger igen. Indtil da vil jeg glæde mig over alle de lyspunkter, der heldigvis stadig er masser af.
For eksempel den guldgrube af kære familiemedlemmer, der har fyldt ikke bare husrum, men også hjerterum i denne weekend. Det er efterhånden en tradition af de uangribelige, at vi i weekenden omkring 1. søndag i advent invaderes af min store familie og fejrer, at min fødselsdag er lige om hjørnet, og især bare nyder at være sammen. En weekend fyldt med højt humør, latter, snak, rigeligt med mad og drikke, madrasser på næsten alle ledige flader og hygge i overflod.
Den kommende julemåned er skudt godt i gang, og selv om tiden har det med at blive knap, og tankerne indimellem kører i selvsving, vil jeg også i år glæde mig over alle dens dejlige traditioner.