mandag den 28. april 2008

Farmor

 

Vi besøgte min farmor på plejehjemmet i går. Måske for sidste gang - det er ikke til at vide, hvor langt hun har igen. Hun er blevet mere og mere senil gennem de sidste par år, og det er nu kommet så vidt, at hun ikke altid kan genkende os. I går syntes jeg dog, jeg fornam, at hun kunne kende mig - hun spurgte, om jeg spillede musik - hun har altid været stolt af mine musikalske evner, og det, at jeg blev ansat i kirken, gjorde bestemt ikke anerkendelsen mindre.

I løbet af de seneste måneder har hun tabt sig en del, og hun er meget træt - hun er også 89 år, så det er forståeligt nok, og det ville måske også være det bedste for hende, hvis hun kunne få fred.

Men det er en mærkelig fornemmelse at besøge hende og vide, at det måske er sidste gang.

Minderne trænger sig på. Jeg husker, da hun var 20 år yngre og regerede i sit køkken i hendes og min farfars lille husmandssted. Det var et lillebitte hus, der lå afsides på en grusvej - med kostald og lade i den ene ende af bygningen og stuehus i den anden. De havde et par marker, lidt køer og grise, i en periode et par får, og altid en flok katte, som min farmor puslede om. De fik lidt middagsrester og mælk fra køerne derude i stalden, og lidt kælen var der også altid tid til.

Vi børn elskede at boltre os ude i halmen, at gå på opdagelse mellem spindelvæv og ubrugte maskiner, at finde killinger i de inderste hjørner, at hjælpe til, når grisene blev fodret, og at snige os forbi køerne uden, at de nåede os med deres lange tunger.

Det var et lille samfund, hvor alle kender alle, og min farmor skulle da også altid lige holde øje med, hvem det var, der kørte forbi - så vinkede hun gerne ud gennem de små køkkenvinduer. Der var tit en flæskesteg i ovnen og jordbærgrød på komfuret. Viskestykkerne hang til tørre hen over kakkelovnen, og min farmor gik og nynnede salmer eller lyttede til middagsradioavisen. Der var en ro, som gør godt langt ind, også nu, hvor jeg sidder og tænker tilbage.

Min mormor bor i Holstebro, ikke så langt derfra, så det var oplagt at kigge ind til hende, nu vi var i nabolaget. Hun er noget yngre (77 år), og heldigvis stadig meget frisk - hun har lige købt en mobiltelefon, så hun kan sms'e med sine børnebørn! Det var dejligt med en god snak, og så var vi lige et smut i haven - hun har så meget og vil så gerne dele ud, så med i bagagerummet kom et sideskud af en hvid julerose, to anemoner og en engletrompet. Jeg håber, de vil finde sig godt tilrette hos os - det er dejligt med planter, hvortil der knytter sig minder om mennesker, jeg holder af.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har fået lov at have mine bedsteforældre så længe, for alt det, de har lært mig om livet og om min egen forhistorie, og for al den nærvær og omsorg, de har vist mig.

10 kommentarer:

  1. Kære Annette.
    Det var dog dejligt at læse om dine minder hjemmefra. Du er fantastisk til at fange og huske små detaljer, og selv for mig gamle gubbe vækker dine ord minder, som giver et lille stik af vemod. Men ting kommer og går og kommer aldrig tilbage. Sådan er livet.
    Tak skal du have.
    Kærligst
    Far

    SvarSlet
  2. Det er dejlig læsning, på trods af at jeg så godt kender det med, at det er svært at gå fra et besøg hos ens kæreste gamle familiemedlemmer, med viden om at det kan være sidste gang.

    Dine barndomsminder, minder mig om mine bedsteforældre på Fyn, hvor vi nød landlivet og sommerferierne i et lille bysamfund med gadekær og bindingsværkhuse. Min bedstemor er her desværre ikke mere, men alle minderne er så rare at have.

    SvarSlet
  3. Kære Annette!
    Jeg blev lige mindet om min farmor, som desværre døde for en del år siden.
    Og mine kære gamle mormor lever endnu - hun runder de 90 til august. Og ja de gamle bedstemødre var og er nu noget særligt. Tak for dit indlæg, så jeg kom til at tænke på dem som har beriget mit liv.
    Knus fra Pia

    SvarSlet
  4. Selv tak, Far - det var også dejligt at skrive lidt af det ned, som jeg husker.

    Valdemarsro - det lyder også som rigtig rare minder, du har.
    Minderne er nemlig så gode at have - og dem kan ingen tage fra os.

    Pia, det er dejligt, at vi har og har haft mennesker omkring os, som har beriget vores liv.

    SvarSlet
  5. Hvor er du god til at beskrive dine minder og detaljerne i dem, Annette ! Jeg kan lige se det hele for mig...
    Bliver næsten helt berørt til tårer, men der skal nu heller ikke så meget til...

    SvarSlet
  6. Tak, Helle. Og det er en god ting at kunne røres :o)

    SvarSlet
  7. Bedsteforældre er virkelig en gave i livet, som man må huske at påskønne så længe man har dem. Ligesom dig....

    Mine bedsteforældre levede rigtig længe, men nu har jeg kun min farfar tilbage. Han er også ved at være mæt på livet, er senil og har rundet de 90.

    Mine bedsteforældre har givet mig og mine børn så meget i form af kærlighed, oplevelser og inspiration. Ja, de har vel bare været deres helt egen guldgrube for os andre.. :0)

    SvarSlet
  8. Ja, Ulla - de er en stor gave. Vi er heldige, os der har haft den glæde at have et nært forhold til vores bedsteforældre.

    SvarSlet
  9. Ja, det var godt at læse! Jeg kan huske mange af detaljerne, særligt dem fra stalden, hvor jeg måtte løftes forbi køerne - og vel også grisene - fordi jeg var bange for dem :o) Farmor har jeg aldrig været tæt på, men det er alligevel - eller måske netop derfor - trist, at vi måske snart mister hende og må sige på gensyn ...

    Landsbysamfundets ro må man skyde en hvid pil efter, når man bor i en by som København; der er jo både gode og dårlige sider ved det meste (jf. din kommentar på min blog).

    KH lillebror III

    SvarSlet
  10. Thomas, du har heller ikke haft så mange år sammen med farmor, mens hun var frisk, som jeg.
    Jeg ved nu heller ikke, hvor tæt jeg har været på hende, men jeg holder meget af hende, og husker meget den rare stemning, der var i deres hjem.
    Ja, man kan jo ikke få det hele - jeg kan godt lide roen, men til hverdag nyder jeg nu også, at der sker lidt :o)

    SvarSlet