onsdag den 14. november 2012

Lyspunkter

 

 

Römertopf i sol

 

Gæster, god mad, liv, hygge, latter og hjertevarme. Det er vigtige ingredienser, for at et hjem rigtigt bliver til hjem for mig. Heldigvis har jeg både familie og nære venner, som gerne tropper op og fylder rammerne med alt det, der gør så godt. Som stadig er der med deres støtte og omsorg, selvom sådan en separation også kan være svær for omgivelserne at forholde sig til.

Jeg mener det, når jeg siger, at jeg har det godt. Jeg har virkeligt meget at glæde mig over og være taknemmelig for. Og så alligevel er humørsvingningerne til at tage og føle på for tiden. Nogle dage er bare grå.

Jeg tænker, at det nok er ret naturligt ovenpå så store omvæltninger, og prøver at holde fokus på lyspunkterne, mens de grå dage går deres gang.

Og så gør det godt at tænke tilbage på en dag som i søndags. Hvor kære venner fyldte mine rammer med alt det gode. Hvor børnene også oplevede leg og latter med deres venner i deres nye hjem. Hvor Römertopf blev behørigt indviet med Camilla Plums flæskesteg i kokosmælk med spændende sager som limeblade, stjerneanis, kardemomme, chili og hvidløg. Det blev stegen bestemt ikke ringere af. Og Römertopf kommer forhåbentligt ikke til at leve så længe i glemsomhed, som den gjorde inden indvielsen.

Det var da forøvrigt også (kan jeg se på billederne) en dag, hvor solen var gavmild med sit lys. Godt at blive mindet om, hvor godt det også gør for sjælen, det der lys – og at det nok skal komme igen…

 

Bad til svinet gøres klar

2 kommentarer:

  1. Selvfølgelig svinger det, men jeg er glad for at høre, at du har det godt også selvom det bare er indimellem og ikke alle dage. Jeg håber, at det gode laaaangsomt men sikkert vil fortrænge alt det andet. ;-)

    Lækker Rømertopf! ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for din kommentar, Erika.
      Jeg er også stadig ved godt mod - især på de gode dage ;-)

      Slet