Lidt nørdet har man vel lov at være…

 

Det er vist længe siden, der har været orgelmusik her på bloggen. Ikke at den skal være et hverken helt eller halvt nørdet forum for indforståede eller særligt orgelinteresserede læsere.

Men i betragtning af, hvor meget orgelmusikken fylder i min hverdag, må det være på sin plads med en lille smagsprøve her.

Jeg har spillet min årlige orgelkoncert i aften. En tilbagevendende begivenhed, jeg glæder mig til, arbejder hårdt frem imod og forbereder i månedsvis. Selvom man er konservatorieuddannet, betyder det ikke (hvad nogen tror), at man så bare kan spille alt. Der skal øvning til. Altid. Og meget af det.

På programmet i aften var bl.a. musik af den franske komponist, Jehan Alain.

Alain levede i 1911-40. Han faldt som kun 29-årig på slagmarken i Nordfrankrig i åben kamp med en tysk deling i Anden Verdenskrig, før den knapt var kommet i gang. Og nåede derfor kun at komponere ganske lidt, men det er til gengæld kræs for øregangene, det der er fra hans hånd. I hvert fald mine øregange. Jeg bliver vist aldrig træt af at lytte til hans musik. Og nød at spille tre af hans kompositioner i aften.

Det sidste af de tre var hans nok mest kendte værk, Litanies.

Værket stammer fra 1937, samme år som søsteren Odile Alain omkom ved en klatreulykke i bjergene. Familien var i chok og sorg, og det er formentlig forklaringen på det lille forord, der senere er blevet kendt i forbindelse med stykket: ”Hvis den kristne sjæl i sin fortvivlelse ikke finder nye ord til at anråbe om Guds barmhjertighed, så gentager den uophørligt den samme anråbelse (supplication). Fornuften når sin grænse. Troen alene fortsætter sin opstigning”. I denne forbindelse er det helt bevægende at læse Jehan Alains egen forståelse af begrebet bøn, og hvordan Litanies dermed skal spilles: ”En bøn er ikke en klage, men en tornado, der fejer alt til side på sin vej: en slags besættelse, der må fylde ørerne på mennesker og også på Gud. Hvis man ikke er fuldstændig udmattet til sidst, har man hverken forstået stykket rigtigt eller spillet det sådan, som jeg forestiller mig det”.