For første gang i noget, der føles som meget lang tid, har jeg lavet mad, bare til mig selv. I kategorien en-gang-rode-sammen-mad-der-nok-ikke-falder-i-børnenes-smag og derfor ikke er på menuen, når de er her.
Lavet ud fra devisen: hvad har jeg i køkkenet, der trænger til at blive spist? Sådan kan jeg altså godt lide at lave mad. Især når det ender godt ;-)
I skålen er:
- 4 rødbeder, skåret i stænger, bagt i ovnen med olivenolie og et snittet fed hvidløg
- 1½ dl kogt perlespelt
- en håndfuld tørrede abrikoser, skåret i små tern
- et æble, der har fået samme behandling
- 1 gulerod, strimlet med en skrællekniv
- det hele vendt i en dressing af olivenolie, æblecidereddike, akaciehonning, timian, flagesalt.
- drysset med en håndfuld ristede græskarkerner.
Og så var der endda også til madpakken…
Kæreste Annette. Nu har jeg læst tilbage på din blog og sidder tilbage med et stort behov for at give dig et virtuelt kram. Jeg synes du er et meget modigt og dejligt menneske og er imponeret over at du er så god til at holde fast i taknemmeligheden også når der er nok at slås med. Du har jo været på vej ud af denne vej længe fornemmer jeg men derfor er det jo alligevel kun naturligt at svinge mellem forventning og nervøsitet når terrænet er ukendt.
SvarSletJeg ønsker alt det allerbedste for dig og børnene. Må I få et fantastisk år med masser af latter og lykke.
Tusind tak for din dejlige kommentar, Marina!
SletDen varmer mig meget, selvom jeg ved, at du kun kender den del af mig, der bliver vist frem her.
Taknemmeligheden og fokus på de glæder, jeg har, er min måde at holde mig ovenvande. Jeg ved, at det er en gave, at jeg kan det. Og jeg har vitterligt meget at være taknemmelig for, selvom jeg selvfølgelig også indimellem kan blive modløs.
Kram til dig.