Fællesskab

 

 

 

I går eftermiddags havde vi et arrangement i kirken, hvor jeg arbejder. Et af den slags arbejdsopgaver, hvor jeg får meget mere med, end jeg giver – skønt!

Vi havde besøg af Jens Grøn, bl.a. tidligere forstander på Vestbirk Højskole, og han gav os en dejlig eftermiddag i selskab med højskolesangbogen, hvor han øste ud af sin store viden om Ingemann og Weyse, om statsbankarotten og fællessangens betydning for statens genopbygning, om fællessangens betydning for fællesskabet og for os som mennesker, og meget, meget mere.

Jeg elsker at få fyldt på af den slags dannelse!

 

En af de mange, vi sang, er Jens Sejer Andersens skønne ord om fællesskab. Ord der rammer mig, og som jeg kan lide at gå at tygge på…

 

Hvor du sætter din fod,
drysser frø af de drømme du driver imod.
Ved de veje du finder,
vil man snart plukke minder.
Om du flyver omkring eller står og slår rod,
bli´r der spor af din fod. 
 
Når du åbner din hånd,
ser du synlige spor af usynlige bånd.
Du har fat i et stykke
af dit medmen´skes lykke.
Det kan føles som fnug eller veje et ton:
Det er lagt i din hånd. 
 
Vil du vugge dit skød,
går du med i en dans som fra skabelsen lød.
Vores fremtid bli´r farvet
af den klang du har arvet.
Det er slægternes rytme der rører dit kød,
med musik i dit skød. 
 
Når du husker at le,
lukker hovedet sig op og gi´r lyset entré.
Vi begriber med latter
hvad logik ikke fatter.
Det er ligesom et kærtegn fra livets idé
når du vover at le. 
  
Du er en del af os.
Der skal mere end én til at elske og slås.
Vil du yde dit bedste
for dig selv og din næste,
må du vælge hver dag mellem tillid og trods:
Er det mig eller os?
 
Fra din tå til din top
er du skabt i et stykke der ikke går op.
Hvad du gi´r til det fælles
bli´r til mer´ end der tælles.
Det la´r tro, håb og kærlighed vokse og nå
fra din top til din tå.

Sigurd Barrett/Jens Sejer Andersen