Om det levede livs konsekvenser…

 

 

 

Jeg har vendt sidste side i Ida Jessens trilogi. Tre selvstændige bøger om livet i den lille fiktive landsby, Hvium. Tre på hver sin måde meget gribende bøger, der giver stof til eftertanke.

Især den sidste, Børnene, rumsterer i mit indre univers. Den rammer mig på mange måder i mit liv og de tanker, jeg gør mig om det. Om konsekvenserne af de valg, vi tager – ikke mindst for vores børn.

Jeg har lige siddet og læst en række interviews af Ida Jessen i forbindelse med udgivelsen af sidstnævnte bog. Bl.a. taler hun her om den i vores tid meget herskende dårlige samvittighed overfor vores børn. Om at ville leve det perfekte liv og være uklanderlige. Og hun sætter spørgsmålstegn ved, om det at se sine børn som ofre og have dårlig samvittighed overfor dem i virkeligheden gavner børnene. Det ramte mig!

Et andet sted siger hun:

“I dag opdrager vi vores børn med stor og udelt opmærksomhed. Det gør vi selvfølgelig for at møde børnenes behov og for at vise dem vores store kærlighed, men jeg tror også, vi gør det af angst for at blive dømt af vores børn.”

Og om konsekvenserne af det levede liv:

“- At være til har en konsekvens. Jeg tror ikke på, at der er bevidst ondskab i de almenmenneskelige ting, jeg skriver om, men jeg tror meget på, at mennesker kan handle rigtigt, og mennesker kan handle forkert. Vi skal altid bestræbe os på at handle rigtigt, men når vi handler forkert, er der ofte en forklaring på det.
- Det er de forklaringer, som jeg er så optaget af at nå frem til. For mig er det meget vigtigt at forstå, hvorfor mennesker handler forkert eller siger de forkerte ting. Jeg tror, der er masser af situationer, hvor man bliver presset til at handle forkert, og det er vigtigt for mig at forstå for ikke at komme til at fordømme.
- Det rareste er, hvis man kan sige til sig selv, at man altid gør alting så godt, som man kan. Jeg vil med mine bøger gerne henlede opmærksomheden på de her hverdagsproblematikker, hvor man spørger sig selv: Gør jeg nu tingene så godt, jeg kan? Jeg mener, at vi altid skal kæmpe for at gøre vores bedste. Vi skal ikke lægge skylden på andre, men reflektere over, hvordan vi hænger sammen med andre mennesker.”

Det er tanker, jeg nok aldrig bliver færdig med. Og hurra for det. Så længe, man stiller spørgsmålstegn ved sine valg, tror jeg også på, at man gør sig umage.

Skylden slipper jeg nok ikke af med, men jeg håber, jeg kan lære at forstå, sådan rigtigt, at det er en uundgåelig del af det at være menneske, at man tager valg, der har konsekvenser, også for andre end en selv, og at man må gøre det bedste, man kan.

Og så er det bare godt at blive rusket igennem af bøger som Ida Jessens.

Hver generation har sine hundelorte, som hun siger – sine præcise steder, hvor det trykker i samvittigheden. Skilsmisserne er en af vores.