Yeahh, det er gløgg-tid

 

 

 

Og ingen anledning er for lille til at blive fejret med et godt krus gløgg! I aften har jeg for eksempel spillet til koncert. Den første julekoncert i rækken. Jeg var akkompagnatør og spillede klaver til sangene – faktisk lidt en udfordring, for det var hovedsageligt rytmisk musik, og selvom jeg ikke er grønskolling på det felt, er det dog ikke det, jeg er uddannet i og ikke der, min spidskompetence ligger. Men sjovt var det, selv om jeg til tider har fortrudt, at jeg sagde ja til opgaven – og jeg vil nok sige ja, hvis jeg skulle blive spurgt en anden gang. Det er altid godt at lave musik sammen med andre, for jobbet som organist kan godt blive lidt enspænderpræget, så det er med at udnytte en god chance for at spille sammen med andre.

Hvorom alting er, så er det værd at fejre med et godt krus gløgg – og den er endda hjemmelavet! Inspirationen har jeg fra Ulla, og det er en gløgg, der er værd at gentage.

Essensen lavede vi for en uges tid siden – den har stået og trukket og fristet, inden den i lørdags blev varmet op med 2½ flasker rødvin. Rosiner og mandler blev lagt i blød i lige dele rom, portvin, cognac og vodka, inden de kom i gløggen. Jeg vil nok anbefale at si krydderierne fra, inden rosiner og mandler tilsættes – det er en… skal vi sige sansemættet oplevelse at bide i en nellike eller allehånde ;o)

Heldigvis er der rester fra lørdagens gløgg, så det var nemt lige at fylde et krus og smække det i mikrobølgeovnen. MUMS!

En dejlig søskendeweekend er forbi

 

 

 

Englene suser rundt og rundt, og imens sidder jeg og lader roen sænke sig over mig.

En hektisk weekend har sat sine tydelige spor i form af en række forkølelsessår på overlæben. Det lever jeg med, for min kære familie sætter sig også spor i hjertet, hver gang, jeg har været sammen med dem, og det betyder langt mere end en række dumme forkølelsessår.

Det er dem, jeg hygger mig sammen med. Dem, jeg elsker at kræse om og forkæle med god mad. Dem, der kan få mig til at grine, så tårerne triller. Dem, der holder mig oppe alt for sent, fordi jeg slet ikke har lyst til at forlade det gode selskab for at gå i seng. Dem, der lægger ører og masser af knus til, når det hele bliver for meget, og tårerne triller. Uden at blive forskrækkede og forlegne over mit pludselige følelsesudbrud. Den slags skal der også være plads til. Og det er dem, jeg savner, når de er kørt igen. Samtidig med, at jeg nyder roen og en fridag, der ligger helt blank og ubrugt foran mig.

Og englespillet… Det er et levn fra min barndom, kitch eller ej, det hører med, og englene flyver og bimler lidt endnu, indtil lysene er brændt ned, og de får ro får denne gang.

Dejlige udsigter

 

 

 

Morgensolen varslede en smuk og dejlig dag.

Det er fredag.

Jeg har friweekend, og om få timer lander de første af mine søskende og deres familier, efter en forhåbentlig smertefri tur gennem det ganske, danske, sneklædte land.

Hele weekenden skal tilbringes sammen med min yndlingsflok, der bliver hygge, snak, sang, fest og ballade, og jeg glæder mig helt vildt.

Og forbereder, men endnu i et tempo, hvor jeg kan følge med og hygge mig med det.

Det bliver en skøn weekend. Håber også jeres bliver lige, som I kunne ønske jer den!

JGS

 

 

 

Ja, det er altså svært at oversætte på skrift, men JGS er jysk, det står for (altså, hvis jeg SKAL prøve at skrive det – det fungerer bedst pr. lyd) Jenne Gue Sawer. Ja, sådan siger man altså her i Herning – det betyder på almindeligt dansk Ene Gode Sager, men det lyder jo lissom ikke lige så godt… ;o) JGS siger man om mad, der alene ud fra ingredienslisten kan forhåndsvurderes til kun at kunne ende godt!

Sådan en er denne blommechutney. Ja, det er jo ikke fordi, det ligefrem er sæson for friske blommer lige nu. Men vi har (sammen med huset) fået kummefryser. Og på bunden af sådan en kan der gemme sig lidt af hvert… F.eks. faldt jeg lige over en pose blommer fra sidste år(!) – måske ikke de mest friske af slagsen, men blommeduften var intakt, og i selskab med en masse andre smagsgivere, endte alting godt.

Juleduften har bredt sig i hele huset, mens blommechutneyen har simret her til aften – udover blommer, æbler, løg og rosiner, indeholder den nemlig næsten alt, hvad hjertet kan begære af (julede)krydderier. Kanel, vanille, korianderfrø og nellike foruden salt og peber. Og chili. Og så selvfølgelig masser af sukker og eddike. JGS!

Opskriften har jeg fra Rollinger og Roulader. En veninde var så flink at lade mig skrive den af. Men bogen står på min ønskeseddel, det lover jeg!

Sne i sol

 

 

 

Jamen, det er da bare helt fantastisk smukt!!

Julebling for alle pengene…

 

 

 

Den (eller rettere de!) store julekasse(r!) er fundet frem, og indholdet er fordelt med rund hånd i alle kroge og på hver en ledig plads. Jeg elsker det! Jeg elsker at gense de gamle elskede ting og det nye, der kom til sidste år. Noget må falde for smag, der skifter gennem tiden, noget kommer op på børnenes værelser, og noget bliver bare stille og roligt pakket ned igen. Et kort øjeblik får jeg en klaustrofobisk følelse af, at der hænger tingel-tangel overalt, men det er kun et øjeblik, indtil tingene har fundet sin plads, og helheden gør godt. Jeg har brug for lys, glimmer og rigeligt pynt i denne mørke tid.

 

 

Lidt nyt er der også kommet til i år (og jeg vil ikke garantere, at der ikke kommer mere) – jeg er svær at styre på syv tønder land, når jeg forvilder mig ud i julehandelen, for der er så meget, der ikke er til at stå for. To søde og farvestrålende fugle, og bling-bling-perler i form af et hjerte og en stjerne fandt vej til kurven i går. Køkkensnoren er en idé, der undfangede sig sidste år, og jeg elsker den allerede. Den hænger tværs hen over køkkenvinduerne med det kitchede og farvestrålende pynt. Snoren er fra gemmerne, den er turkis, og det kunne ikke være bedre!

Den skal nok sprede rigeligt med godt julehumør i de mange timer, jeg forventer at tilbringe ved køkkenbordet i den næste måneds tid…

 

Smukt…

 

 

 

Nu vil jeg bevæge mig ud i det…

Rigtig glædelig snevejrsdag!

Pyntet

 

 

 

I går fandt vi julekassen frem.

I nat har naturen gjort sit.

Den grå tante November synger på sidste vers, og jeg elsker det!

Om chronos og kairos

 

Mere om den mystiske overskrift senere…

Vi har nydt vores weekend. Har nydt tosomheden, og spist lækkert italiensk på Ravello, en ny restaurant i Herning, som på kort tid er blevet en af mine favoritter.

 

 

I går mødtes vi med børnene og svigerfamilien i Den Gamle By, hvor omkring en million andre (cirka!) havde fået samme idé. Der var tæt med folk, men det var okay, for vi har været der før og kommer der nok igen, og vores fokus var naturligt nok på børnene. Så vi havde ikke travlt med at se alt det, vi ikke kunne komme til, men hyggede os sammen, og provianterede lidt til julehyggen, bl.a. en julekalender af den gammeldags slags, der næsten ikke er til at opdrive længere. Sådan en med låger, hvor der ikke er chokolade eller legetøj, men bare et lille billede, der gør glad. Så er min julelykke gjort (og så elsker jeg, når den høflige boghandler i nobelt jakkesæt kalder mig Frue…)!

 

 

Vores børnefri weekend startede med en lørdag sammen med valgmenigheden, hvor vi snakkede om hviledagen. Hørte et par oplæg om, hvorfor hviledagen er vigtig, og hvordan den kan udforme sig for os.

Hvadenten man holder den hellig eller ej (om man tror på Gud eller ej), tror jeg, hviledagen er vigtig for os. Vi har brug for at lade op, har brug for en dag, der adskiller sig fra de andre, og hvor der ikke er en masse “burde”. Jeg tror, oplægsholderen har ret i, at Gud har givet os hviledagen som en gave, en dag, hvor tiden ikke skal skal bruges på alt det, vi skal have gjort, men på at være. En dag til fest, hvile, leg og tilbedelse.

Han fortalte, at der på græsk er to ord for begrebet tid. Det ene, chronos, er det, vi kender fra ordet kronologi. Det er tid, der går, tiden, vi planlægger, tid, der er hastig, tiden, der løber fra os.

Det andet ord, kairos, er øjeblikket. Som Søren Kierkegaard har beskrevet som “der, hvor evigheden berører tiden”. Det er tiden som en gave, en tid, hvor man standser op og er nærværende.

 

 

Chronos-tiden er uundværlig. Det er i den, vi får udrettet noget, det er i den, vi arbejder, og den, vores samfund er hængt op på. Men det kan også blive for meget. Jeg har rigtig meget chronos-tid i mit liv. Selv når jeg synes, jeg standser op, slapper af og hviler, er det altid med et øje på uret, med visheden om, at jeg nu har den og den afmålte tid til at være. Tiden kan på den måde blive en fjende, den der hele tiden minder os om, at livet er forgængeligt.

Jeg vil øve mig i at give slip. I at være. At lade øjeblikket fylde og være nærværende. For kairos-tiden er lige så uundværlig for os. Det er i den, at vi hviler, sanser og lader op. Den, der minder os om, at tiden er en gave, en ven, en mulighed…

 

Tyvstart

 

 

 

Guirlander i lange baner. Snedrys i massevis. Stjernestrimler og flettede hjerter. Julesalmer og Last Christmas. Pasta, kødsovs og gnavegrønt. Den Lilla Møghætte og pulven. Og til slut Nanny McPhee med slik, popcorn og clementiner.

Det var i korte træk en lang, men god aften i selskab med kirkens to kor. Godt tyve piger (og en dreng!) mellem 8 og 17 år har storhygget og taget forskud på julerierne. Jeg har hygget med, men er også temmeligt flad efter sådan en aften, hvor man helst skal kunne være 20 steder på en gang. For spørge- og fortællelysten er stor, nogle vil gerne lære at flette stjerner, andre skal have tråd i pynten, en konflikt skal løses, nogle har kærestesorger at dele, og nogle vil bare gerne give en lille sød overraskelse i form af et kærligt julekort til korlederen.

Hvor er jeg glad for alle mine korpiger (og -dreng!) – og hvor er jeg glad for at finde hjem til min sofa. Nu sidder jeg mutters alene og prøver på at lande. Det tager tid at finde hvilepulsen, men jeg har weekenden for mig. En friweekend er begyndt, endda en helt uden børn. Brian er kørt et smut til Århus, hvor børnene skal tilbringe weekenden. To gange om året prioriterer vi helt fast at holde børnefri weekend, for ligesom det er vigtigt at have tid sammen med børnene, ligeså vigtigt er det at dyrke tosomheden. Ligenu må jeg indrømme, at jeg savner mine børn, for det blev ikke meget, vi sås i dag. Men jeg vil også nyde at bruge tid på bare at være os.

Rigtig god weekend til jer!

Eventyr for viderekomne

 

 

 

Det kan godt være, det er en gammel nyhed, men for mig var det en ny verden, der åbnede sig, da Emil forleden kom hjem med en ny bog fra biblioteket.

Den er ikke for sarte sjæle og naive små puslinger, der stadig skal have deres barnetro i behold – men for dem, der har opdaget velsignelsen i tyk ironi og sort humor, er der underholdning for alle pengene.

Det er Rune T. Kidde, der har taget Grimms gamle eventyr under kærlig behandling i bogen Grimmere end Grimm.

Hvis man er i tvivl om underholdningsværdien, kan man bare se lidt på Emil, der er så flad af grin, at han næsten ikke kan læse op, og jeg er også solgt fra første side…

 

Hør bare, hvordan det gik Den Lilla Møghætte og pulven:

 

“ - Hvorfor har du dog så store øjne, oldemor? sagde den Lilla Møghætte og kiggede på pulven.

- Nåja, det er da, fordi jeg har set tv-bingo hele natten, sagde pulven.

- Hvorfor har du så sådan nogle kæmpestore ører, oldemor?

- Det er, fordi jeg er kommet til at bruge min røremaskine i stedet for mit høreapparat.

…

- Nå, men så farvel, din gamle nathue, sagde Den Lilla Møghætte, og så begav hun sig igen hjemad, mens hun sang:

Hejhå, hejhå,
fra skoven hjem vi gå
med flæskepølser, jordbærtud
og hætte på.

Men bag et kroget træ i den skumle Skyggeskov lurede en senil, gammel skovhugger, som ikke var rigtig klog og lidt til en side og havde knald i låget og cement i roen og pip i papkassen og svip i kasketten. Han var kort sagt bims i bøtten, og han sprang frem fra sit skjul bag et bøgetræ og skar Den Lilla Møghætte i ti tusinde små bitte stykker med sin kæmpestore motorsav, og så giftede han sig med pulven, og de levede lykkeligt til deres dages ende.”

 

Godnat – og sov godt ;o)

PS. H. C. Andersens eventyr er kommet under samme kærlige behandling i H.C. Anderledes – jeg tror da lige, vi skal et smut på biblioteket…

Undskyld!

 

 

 

Nu gjorde jeg det igen.

Var ikke den mor, jeg gerne ville være.

Blev stresset og gik op i ligegyldige petitesser – og så ikke, at du blev ked af det og bare gerne ville ses for den, du er.

Opdagede det først på vej til skole, hvor tavsheden var trykkende, og jeg formåede ikke at nå ind til dig. Men jeg kunne se i dine øjne, da vi sagde farvel, at noget var gået i stykker inden i dig.

Nu sidder jeg her og kæmper med tårerne, mens jeg i virkeligheden skulle gøre mig klar til en lang arbejdsdag. Og langt hellere ville bruge dagen på at sidde med dig i min favn og gøre alting godt igen.

Nogle gange er det bare svært at være mor.

Jeg lover dig, at jeg øver mig hele tiden i at blive bedre!