På sådan en kold vinterdag kan man jo passende lune sig ved tanken om sommer…
Om Toscana…
Og særligt om et hus, der netop er bestilt og til sommer vil være vores residens i to uger!
Sidste år var vores debut i det skønne land, der forhåbentlig må trækkes med vores selskab mange år endnu!
Jeg glæder mig allerede vildt!
Det er ikke alle mine hæklede dyr, der falder ud på den søde og indtagende måde… Dette misfoster er mig noget tykhovedet, men om det er fordi, jeg ikke skulle have brugt dobbelt garn, eller hovedet skulle monteres anderledes på kroppen, har jeg faktisk ikke forsket mere i – for Freja, der tålmodigt har ventet på, at det blev hendes tur til at få et dyr, har taget skildpadden til sig med stor kærlighed.
Hypno-skille hedder den – p.g.a. sine hypnotiske øjne (jeg havde ikke lige filt og forsøgte mig derfor med hæklede øjne). Og den er mildt sagt mere skæg, end den er køn!
Men lidt hjælpeløs, hvis den skal bære hovedet selv… ;o)
Opskriften er fra Flere hæklede dyr, og garnet er Rasmillas yndlingsgarn.
Alle tanker om forår er sendt ud i kulden, verden er klædt i den fineste, hvideste vinterdragt, og det er helt okay med mig. Det var alligevel alt for tidligt at få forårsnykker, så dem pakker jeg pænt ned og glæder mig over det smukke landskab.
Søndag eftermiddag gik med en rask sneboldkamp i haven og en tur i Sdr. anlæg, der ligger kun 10-15 minutters rask gang fra vores hjem – og sluttede perfekt med varm kakao og irish coffee, stearinlys og hygge. Lige hvad jeg trængte til efter en hektisk uge…
Og nej, jeg snakker ikke om det ubetydelige drys, der landede på vores del af verden i går, og hurtigt blev til et vådt søle, jeg lige så gerne er foruden.
Men her i vores tørre, lune stue har en flok snefnug slået sig ned for at sprede lidt vinterstemning.
Efterhånden som vinterdagene går uden udsigt til sne, kan jeg godt mærke, at min længsel efter sne trækker sig til fordel for en lidt tidlig længsel efter forår. Jeg prøver at overbevise mig om, at det er alt for tidligt, men de lune vinterdage prikker til mine forårsfornemmelser, så hvis vinteren skal vise tænder i år, må det altså gerne blive snart…
Idéen til snefnuggene har jeg fra Marinas store kreative guldgrube, og de er efterhånden blev et fast indslag. Lidt madpapir, en saks, godt selskab og en stund i ro og mag – sådan fik vi lidt vinter her…
Omsider blev den færdig, min uldtrøje, der har lidt den tort at blive sat på standby hver gang et andet projekt trængte sig mere på.
En fin lille sag, med snoninger og masser af rib, figurstrikket og tætsiddende, lige som jeg kan lide den.
Garnet er endnu en gang supersoft 100% uld fra Holst, strikket med dobbelt garn, opskriften fandt jeg hos Twist Collective, og alt var såre godt – lige indtil jeg tog den færdige trøje på.
Trods strikkeprøve viste trøjen sig at være lige rigeligt tætsiddende. Som i at den åbner sig mellem knapperne, og der er ikke noget at gøre, uanset hvor meget jeg hiver og trækker i trøjen.
Jeg var klar til at forære den væk til den første, den bedste med mindre brystmål end mit – men har fået en idé… Jeg vil prøve at pille den forreste ribkant op, strikke en bredere af slagsen, og måske strikke den dobbelt i håb om, at den kan holde formen lidt bedre.
Og krydser fingre for, at resultatet bliver tilfredsstillende…
Håbet er jo som bekendt lysegrønt…
Der er flere fordele ved den mørke tid…
En af dem er stearinlys.
I hobetal!
Jeg kan slet ikke lade være…
Jeg var i Århus i går! En fridag i smilets by, der kan få mit smil helt op til begge ører. Faktisk føltes det som en evighed siden sidst, og det tror jeg også omtrent, det må have været. Jeg lovede mig selv, at der ikke går så længe næste gang…
Der var NoaNoa-gavekort og julegavepenge, der brændte i lommen. Der var januarudsalg, og der var en rigtig god høst at hjembringe.
Skønt!
Udover tøjbunken faldt jeg over denne dørmåtte, der godtnok ikke var på tilbud, men insisterede så voldsomt, at jeg blev nødt til at tage den med hjem. Den er SÅ meget lige mig!
Og hvor fantastisk at blive mødt med fred med det samme, man træder ind ad døren.
Den er allerede godkendt, kan jeg se…
På fredsommeligste vis…
Hvor perfekt er det lige, at magnoliaknopperne stod klar til at tage over, da julepynten omsider kom væk?
Temmeligt perfekt, hvis man spørger mig! Også lidt surrealistisk sådan at have blomstrende magnolia i januar, men så længe det er i stuen og ikke udendørs, kan jeg nu sagtens leve med det. Og så vil jeg prøve ikke at bekymre mig om de udendørs af slagsen, der stikker snuden så langt frem, at jeg ikke er sikker på, de ville kunne klare en snevinter, hvis en sådan skulle finde på at kigge forbi.
Al julestadsen er pakket i kasser, fladerne er skinnende rene og enkle, og jeg nyder det! Kun juletræet står stadig med sin lyskæde og spreder lidt varmt lys i udestuen. Og så de to hvide fugle blandt magnoliablomsterne. Men dem kan man jo bare vælge at kalde vinterpynt…
Mine intentioner i december måned er mange (ja, også i december!) – men tiden rækker ikke til alt det, jeg gerne ville. Noget lader jeg ligge, måske som en god idé, der kan tages op en anden god gang, andet bliver aldrig ført ud i livet, og det er nok også godt det samme.
Men hvem siger, man ikke også kan lave kræmmerhuse i januar? I hvert fald dette ene, som blev påbegyndt i december, men måtte vente til efter jul med at blive færdiggjort. Nu hænger det og glæder mig, indtil al stadsen bliver pakket væk på lørdag – og så kan det jo heldigvis komme til ære og værdighed igen næste år. Måske sammen med en eller flere fæller i samme stil. Eller måske ikke – hvem ved, hvad tiden og lysten er til, til den tid…
Vi hoppede godt ind i det nye år. Rigtigt godt endda. En superfestlig og dejlig aften rumsterer stadig i mine tanker og gør mig glad.
Og det endda selvom januar allerede er godt i gang. Har på de få dage både nået at vise sig fra sin kønneste og mest ucharmerende side.
I går, på den smukkeste solskinsdag, blev jeg endda så opstemt, at jeg vaskede vinduer! Det er så exceptionelt, at jeg bliver nødt til at dele det med nogen ;o) Det ville være synd at sige, at jeg har brugt meget tid i mit liv på vinduesvask, og mens byggeriet hos genboen har lagt et fint støvfilter på vores vinduer, har jeg helt lagt den aktivitet på hylden. Så meget des mere nyder man, når det endelig sker!
Og så i dag. Den første rigtige hverdag. Selvom min jul ikke har været så ferieagtig, har jeg nydt at sove lidt længere, at børnene har været hjemme, og har uden problemer undværet madpakkesmøring og morgenpostyr.
Men nu er det slut. På en rigtig ruskumsnuskedag, i skærende kontrast til den smukke solskinsdag i går, larmede clockradioen ubarmhjertigt tidligt, og jeg kan lige så godt prøve at vænne mig til den døgnrytme først som sidst. Selv om det føles totalt naturstridigt at stå op længe før solen…
Og faktisk er jeg meget glad for hverdage. Og for januar. Måneden, der ikke gør det store postyr af sig, men giver plads til at puste ud ovenpå den begivenhedsrige december. En tyst måned, rigtig smuk, hvis den vil. Selv om den lige nu viser sig fra sin ret så voldsomme side.
Men man kan da håbe på, at den på et tidspunkt får lyst til at pynte vores verden med et lille, fint drys.
Bare en smule hvidt.
Jeg behøver ikke snestorm og kaos, men lidt klingrende frost ville bestemt ikke genere mig…
Og juletræet… – det bliver stående indtil hellig tre konger! MED pynt! Og hvem ved, når stadsen er pillet af, får det måske endda lov at hygge sig i udestuen lidt længere… Bare med lidt lys på for hyggens skyld ;o)
