torsdag den 31. juli 2008

Dildhachis

 

På trods af varmegraderne fik jeg gang i kødgryderne, for det er nu så dejligt nemt at have en frossen kødsovs med i køletasken, som lige kan varmes, når vi når frem.

Kødsovsen her ligner på overfladen en ganske almindelig, brun kødsovs, men helt almindelig er den ikke. Den har et twist af dild, og var alle børns favorit i mit barndomshjem - det er den stadig, og mine børn og manden med er også vild med den, så den er ofte på menuen her. Resten af familien ynder at spise den med ketchup, men jeg vil helst have den naturel.

Opskriften får I her:
2 løg hakkes og svitses. 500 g oksehak svitses med, til det har skiftet farve. 3 tsk soya, 180 g creme fraiche, ½ dl vand, 2 spsk tørret dild, 1 tsk salt og friskkværnet peber tilsættes, og det hele koger ca. 15 min. Jævnes og farves evt. med kulør, og serveres med spaghetti.

Vi håber stadig

 

Vi er trukket ind i skyggen, for middagsheden er så vidt muligt no-go. Det er ellers lige til at holde ud derude - med en vanddunk ved hånden og tilstrækkeligt med læsestof og familien indenfor umiddelbar nærhed, så er jeg godt tilfreds...

Emil er i bedring, og ingen af os andre har vist tegn på sygdom, så vi krydser stadig fingre og holder modet højt.

Vi skal afsted sammen med nogle af vores allerbedste venner, som vi næsten har kendt så længe, vi kan huske. Vi havde en del fælles år i Århus, men så flyttede de til København og vi til Herning, så det kræver lidt større indsats at holde forbindelsen vedlige. Heldigvis er begge parter indstillede på at gøre den indsats, og vi glæder os meget over, at det lykkes os at bevare venskabet trods afstanden. Og vi glæder os meget til at være sammen med dem i en hel uge, både børn og voksne.

Vi skal bo i et feriehus i den vestlige del af Polen, kun små 100 km over grænsen og på linie med Berlin. Hvad vi skal se dernede, vil tiden vise, men hjemmefra har vi bl.a. læst om noget med en nationalpark og byen Poznan, som er en af Polens meget gamle byer og tidligere hovedstad. Og så skal der jo være masser af tid til at slappe af, spille med børnene, og hvad vi nu får lyst til.

Det bliver bestemt ikke dårligt...

tirsdag den 29. juli 2008

Jeg shoppede igennem

 

Min absolut favorutbutik nr. 1, Noa Noa, har sommerudsalg. Så jeg blev nødt til lige at stikke næsen indenfor... Især, da jeg opdagede, at alt var sat ned til 30% af normalprisen. Det er da et udsalg, der er til at forstå!
Her er alt det guld, jeg kom hjem med - mest til mor'en, men også lidt til Freja (+ et par stykker, der allerede roterer i vaskemaskinen). Jeg har været for nærig til at købe tøj i den prisklasse til hende før, for hun vokser jo ud af det efter kun et par sæsoner, men til den pris var der ikke mange undskyldninger tilbage. Og barnet er lige så solgt som mor'en - mon der skulle være en smule slet skjult påvirkning, eller har hun bare også god smag?! ;o)

Man har en plan, indtil man laver en ny...

 

Vi havde tænkt os at tage en tur i Haunstrup Dyrepark i dag (ja, sådan hed det engang - nu hedder det Jyllands Park Zoo, men for os hedder det altså Haunstrup Dyrepark!). Men Emils hals ville noget andet - et besøg hos lægen bekræftede, at det er halsbetændelse, han døjer med. Så nu er han sat på pencillin, og vi krydser fingre for, at han - og alle vi andre - er klar til på lørdag, hvor vi meget gerne skulle vende næserne mod Polen.

Og imens vi krydser alt, hvad vi har, hygger vi os herhjemme. En tur i dyrepark er hyggelig, men det er en dag i haven nu også, så det gør ikke mig så meget - og børnene hygger sig med det ene UNO-spil efter det andet, Emil i vandret stilling på sofaen og Freja siddende ved siden af. De nyder vist også roen.
 

De cremefarvede tagetes stod i fuld flor og ventede på os, da vi kom hjem. Et dejligt syn at blive mødt med! Haven bugner i det hele taget med ærteblomster og løvemund. Den første dahlia er også klar lige om lidt, og minsandten om ikke endda tobaksblomsterne står på spring - dem havde jeg ellers næsten opgivet. Græsset er nu slået, gulvet er støvsuget, og alting ligner efterhånden sig selv. Og nu har jeg vist et tæppe, en vanddunk og et Femina i haven, der kalder...

mandag den 28. juli 2008

Flere Sverige-billeder...

 


Vi boede i et kæmpehus med tre selvstændige lejligheder, men med plads til, at vi alle kunne opholde os i den nederste - en genial indretning til så mange. Det var hyggeligt indrettet med små kludetæpper overalt, skønne møbler og en pragtfuld lysekrone, der nemt kunne have smuttet med i bagagerummet... Stemning for alle pengene!
 


Og vi nød i den grad at bo med udsigt til søen, hvor vi også badede og sejlede ud i den lille båd, der hørte til huset.
 
Far og søn var ude på et par fisketure, dog uden fangst. På vejen ned mod søen var der massser af vilde hindbær, og Freja kunne stå i evigheder og hygge sig med at plukke - og vi kunne glæde os over, at hun kunne tage sig tiden til det.
 
En enkelt løbetur for os to gamle blev det også til, det var faktisk hyggeligt for en gangs skyld at løbe sammen, og rammerne kunne jo ikke være bedre...
 


Vi besøgte en gård (et af de mange, mange smukke træhuse), hvor der var minizoo. De havde både rensdyr, zebraer, høns, påfugle, får og geder - og en af påfuglene foldede sig ud til ære for os og stod længe og poserede, så vi rigtigt kunne nyde den flotte fjerdragt.
 

Vi har sejlet igennem sluser og via en akvædukt (som er en vandbro - altså en kanal, der hænger over landskabet) til de smukkeste søer, vi har sejlet med dampskib og kano, og på vejen hjem til DK så vi det mest fantastiske landskab, ved det store vandfald i Trollhättan. Vandet faldt desværre ikke, mens vi var der, men landskabet var imponerende.
 


Vel hjemme nyder vi solen og varmen, vi vasker tøj, sorterer billeder, hygger os med lidt besøg og glæder os over at kunne tage en dag ad gangen. Det er lige en ferie efter mit hovede...
 

søndag den 27. juli 2008

Svensk idyl

 

Vi har haft en fantastisk ferie i det svenske!!
 

Landskabet var fantastisk, vejret blev bedre og bedre, og min familie er akkurat lige så dejlig, som den plejer at være - hvad mere kan man ønske sig?!!
 

Vi boede lige oven for en smuk sø, som skiftede udtryk med vejret og lyset - og jeg har løbet i fast rutefart med kameraet, for jeg måtte forundres hver gang.
 
Vi har besøgt adskillige antik og loppis, lidt godt kom der med hjem, men mest har vi bare kigget og nydt alle de mange smukke ting.
 
Vi har set dyr og glaspusteri, sejlet, badet og nydt solen. Vi har læst og daset, spillet, grint og pjattet, og mest af alt har vi bare nydt livet. Jeg kunne sagtens have brugt en uge mere i idyllen deroppe, men heldigvis har vi stadig masser af gode ferieoplevelser i vente, og så er det egentlig også helt rart at komme hjem og nyde roen - og få sovet lidt ud...
 

fredag den 18. juli 2008

Sverige, here we go!

 

Tøj, myggenet, fiskegrej, tøj, bøger, blade, hækletøj, legetøj, vanddunke, kort, spil... Der begynder at blive styr på det.
Kufferter pakkes, blomster vandes, katte fodres, de sidste ærinder løbes, snart er vi klar til afgang. I eftermiddag hedder det destination Slagelse, hvor vi mødes med en stor del af familien. I morgen følges vi til destination Sverige, og nu kan det kun gå for langsomt!
Ha' en fantastisk uge!

torsdag den 17. juli 2008

På tur med Damen

 


Vi har fået ny GPS - Damen i Kassen, i daglig omtale bare Damen.

I dag ledte hun mig fra Odder til Herning - og sikke en tur! Jeg har med garanti aldrig kørt den vej før. Hun fandt de mindste veje, hun overhovedet kunne opsnuse mellem Odder og Herning, og jeg fik efterhånden mistanke til, at den måtte være indstillet til korteste og ikke hurtigste vej. Men sikke landskaber, hun kunne finde. Det var virkelig Danmark, når det er dejligst. Jeg begyndte i starten at blive lidt nervøs ved tanken om at skulle guides gennem Sverige af hende - men på den anden side - hvis hun virkelig var indstillet til at finde den mest naturskønne vej, kunne det da blive en fantastisk tur.

Min mistanke om, at Damen var indstillet til korteste vej blev bekræftet, da jeg begyndte at lægge mærke til, at hun ofte ville venstre om midterrabatter og heller, og da hun tilmed ville venstre rundt i en rundkørsel, var jeg ved at klaske mig på lårene af grin. Der gik noget af en prås op for mig, da jeg kom hjem og delte mine oplevelser med Brian, og han kom i tanker om, at han, sidst han brugte den, havde indstillet den til Spadsererute! Og han undrede sig noget over, at der ikke havde ringet nogle klokker hos mig, når Damen lagde ud med at mene, at turen fra Odder til Herning ville tage omkring 8 timer! Ja, hvad kan jeg sige... Jeg havde jo ikke læst brugsanvisningen endnu... ;o)
 
PS. Billederne er taget med min nye mobil - derfor den dårlige kvalitet, men dog bedre end ingen billeder... :o)

onsdag den 16. juli 2008

Snart får vi gæster

 

Tiden flyver afsted, men vi hygger os!
Med venner, ture i svømmehal og bibliotek og en smule arbejde.
Om lidt får vi gæster, og vi er klar. Nogle vil måske mene, at jeg er gået fast i en rille, hvad det kulinariske angår - rabarbermazerinerne må stå for skud igen, men det er helt i orden med mig!
 

mandag den 14. juli 2008

Nu er det snart...

 

Vi læser og suger til os - om dybe skove og spejlblanke søer så langt øjet rækker. Om bævere, elge og fiskeørne. Om fantastiske udsigter. Om kanaler, sluser, broer og klippekløfter. Om små, hyggelige byer. Om Sveriges sydligste vildmark, ældgamle mindesmærker, naturreservater og meget, meget mere.

Brian "pratar svenska", tjekker GPS'en og bestiller myggenet. Jeg bestiller kattepasning, vasker tøj og skriver lange lister.

Om mindre end en uge står et stort feriehus klart til os og hele min store, dejlige og skøre familie lige ved Sveriges største sø, Vänern. Og vi glæder os!

søndag den 13. juli 2008

Museumsbesøg

 


I sommerperioden, hvor der er lidt mere luft i kalenderen, nyder vi at tage på små ture rundt i landskabet og udvide vores horisont med lidt skøn natur, kultur, eller hvad vi nu finder på.

Turen i dag var ret kort, for selvom vi har Herning Kunstmuseum næsten i baghaven, har vi ikke været der endnu, og det måtte der rådes bod på.

Kunstmuseet har til huse i den tidligere skjortefabrik, Angligården, der er cirkelformet og set fra luften tegner et lille a. Den utraditionelle udformning blev bl.a. valgt for at kunne give plads til et stort kunstværk inde i gården, og Hernings stolthed, cobramaleren Carl-Henning Pedersen (1913-2007) fik opgaven at udsmykke den godt 220 meter lange og 5 meter høje mur, hvor han lavede den keramiske frise "Fantasiens Leg om Livets Hjul", som breder sig over 1400 store glaserede stentøjsfliser - et imponerende værk.
 

Børnene afprøvede det imponerende ekko, der var i gården og benyttede lejligheden til at løbe lidt af krudtet af sig på den kæmpe græsplæne, efter at have betragtet udstillingen inde i museet.
 

Derefter gik vi ind i Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, som ligger lige ved siden af og også er beklædt med Carl-Henning Pedersens keramiske friser, hvor vi så værker af både Carl-Henning Pedersen og hans kone Else Alfelt (1919-1974), der også var cobramaler. Der var også billeder af Pedersens udsmykning af Ribe Domkirke, der dengang var anledning til en ophedet debat - hvilket jeg egentlig godt kan forstå.
 

Besøget var tilstrækkeligt langt, til at vi kunne nyde de mange værker og snakke med børnene om motiver og nærstudere malerteknikker og farveleg sammen med dem, men vi kunne også tydeligt mærke, når de havde fået nok - og det er også helt i orden - der er trods alt grænser for, hvor interessant cobrakunst kan være for en 6- eller 10-årig.
 
Midt i rundkørslen ved vejen til museumsområdet troner Obelisken, som blev rejst i 2003, hvor den markerede kunstnerens 90 års fødselsdag.
 


Dagens udflugt sluttede med et sving omkring bageren, hvor børnene valgte sig en kæmpe hjemmelavet flødebolle hver og Brian et stykke kiksekage. Jeg smagte lidt af flødebollernes bund (en hel kage i sig selv!), og sammen med en masse lækkert frugt var det rigeligt for mig i dag :o)
 

lørdag den 12. juli 2008

Lørdagsaktiviteter

 

Jeg har sovet længe i dag - hele ti timer blev det til!
Og nu er jeg frisk som en havørn.

Freja (som forøvrigt har helt fint igen) og jeg har ryddet op i de endeløse bunker på værelset. Sorteret og smidt ud. Genfundet gulvet!
Derefter støvsuget det genfundne gulv.
Og vasket tøj.
Nu er det tid til en ananaspause, og så står den på aftørring og mere sortering.
Det er skønt at have tid til at komme til bunds!
Og senere venter Brian med pandekager - dejlige lørdag!