Nedlagt

 

Vi havde en rigtig hyggelig dag i søndags. Emil blev fejret med god mad, dejlige gaver og masser af hygge med familien (og ja, der er altså 11 lys i kagen - nogen af dem putter sig bare lidt). Indiana Jones Lego er en god kombination af hans passion for militær og god gammeldags leg og konstruktion, og det er blevet flittigt brugt, både i søndags og i går.

I går var så dagen, hvor jeg bukkede under for et eller andet, der invaderede min krop og krævede alt indhold udbetalt i nærmeste spand.

Det startede ellers så fint med et besøg på frisørskolen, men frisøreleven, der ellers var meget sød, endte med at bruge 5½ (skriver: femenhalv!) timer, før læreren var tilfreds. Der var svendeprøve i farvandet, og så skal alt jo være på plads - det er en del af pakken, at man får sin klip og farve uhørt billigt, og til gengæld stiller med en god portion tålmodighed. Men i går synes jeg, citronen blev presset til sit yderste. Det gjorde det jo ikke bedre, at jeg sad med tiltagende hovedpine, og næsten ikke kunne holde ud at skulle have håret vasket igen(!), fordi føntørringen ikke var god nok.

Grædefærdig smed jeg mig på sofaen, da jeg kom hjem med børnene, og der blev jeg resten af dagen. Om det var omgangssygen, der huserer, eller et alvorligt migræneanfald, ved jeg ikke - den manglende feber kunne tyde på det sidste, men så slemt har jeg ikke oplevet dem før - og håber ikke at komme til det igen.

Emil var forståeligt nok noget bekymret for, om jeg bliver klar til hans fødselsdag i morgen, og jeg har lovet ham at gøre alt, hvad jeg kan for at blive rask. Selvom hovedpinen og kvalmen heldigvis er væk, kan jeg godt mærke, at kroppen har det helt fint med et stille og roligt tempo. Så formiddagen er tilbragt sovende, og det gjorde godt! Nu vil jeg prøve at komme til mig selv med et bad og lidt sofahygge, inden jeg mander mig op til at hente børnene.

I morgen får vi 20 børn på besøg, men jeg er optimistisk - vi mangler bare at få køkkenet til at ligne sig selv efter sidste rykind, og at få bagt et læs pølsehorn, men mon ikke, vi klarer den, hvis vi bare tager et skridt ad gangen. Jeg tror på det.