Den kære december er skudt rigtigt godt i gang.
1. december er i sagens natur noget særligt for mig, og jeg elsker, at datoen generelt er noget særligt for de fleste – alle er lidt ekstra glade den dag. Bortset fra, at jeg også kan se fordele i at have fødselsdag om sommeren, kunne jeg ikke forestille mig en bedre dag som min fødselsdag.
Julemåneden er for mig en blanding af lys og varme, dejlige traditioner, travlhed og en masse ekstra arbejde. Men altsammen med en klang af forventning og glæde, der gør både travlhed og arbejde til en stor fornøjelse.
Denne weekend er mestendels en arbejdsweekend. I aften har vi haft hygge-klippe-film-aften med korene. En aften med pizza, juleklip til korlokalet, der nu er begravet i guirlander, engle, stjerner og kræmmerhus – og så til sidst en film, mens popcorn hældes indbords og øjenlågene bliver tunge. En aften med energi, et aktivitets- og lydniveau, der siger spar-to og kræver sit af korlederen og de andre voksne, der er med som medhjælp, men også en aften, der ryster sammen og er rigtig god for korenes sociale liv.
I morgen har vi koncert på biblioteket, og søndag den årlige julekoncert i kirken. Og så tror jeg nok lige, jeg vil puste ud og stornyde min fridag mandag…
Ej, der er slet ikke nogen kommentarer til denne her.. Uaks! Men glædelig 6. december og håber du holder skansen med koncerter og hvad du ellers skal nå ;o)
SvarSletHehe, mange tak for kommentaren, søster ;o)
SvarSletOg rigtig glædelig 6. december - skråstreg...- nat til dig ;o)