Storm

 

 

 

Jeg har længe gået om den varme grød.

For det indlæg, jeg nu må skrive, er ikke et af de lette. Ikke et af den slags, hvor ordene bare flyder og snubler over hinanden for at nå frem.

Men det skal skrives. Bloggen kan ikke bare fortsætte som om, intet var hændt. Selvom jeg ikke udstiller alt her, afspejler bloggen en stor del af mit liv, og mit liv er ikke længere som det var.

Ikke nødvendigvis dårligere – faktisk tror jeg selv på, at der er rigtigt meget godt, der venter mig i mit nye liv; men det tager tid at lande på benene efter det stormvejr, der har været forbi – og stadig raser.

Brian og jeg er ved at blive separeret.

Mange – rigtigt mange praktiske ting mangler at falde på plads. Meget er kaotisk lige nu. Men praktiske ting kan løses, selvom det tager tid og kan være frustrerende og føles temmeligt håbløst, når løsningerne ikke kommer let. Værst er det selvfølgelig at mærke børnenes uforståenhed og sorg over et valg, der ikke er deres, men i høj grad påvirker deres liv og hverdag. En kæmpe opgave er det at bære dem så godt igennem, som det er os muligt. At rumme dem og deres reaktioner. At vise dem, at vi er der for dem. Og ønsker at favne dem. Også midt i dette kaos.

Ikke alle dage raser stormen lige voldsomt. Der er stadig solskin og glæde i mit liv. Og jeg har troen på, at livet vil byde os alle lys og varme – og med tiden også stilhed efter stormen.