I rampelyset

 

Om lidt vil fanbrevene strømme ind. Opkaldene vil ingen ende tage, og folk vil vende sig efter mig på gaden. Jeg har nemlig været i TV. Godtnok kun på regional-TV, men alligevel... Man skal jo starte et sted.

Indslaget handlede om, at jeg underviser i kirkeorgel på Herning Musikskole. Det ser man jo ikke alle steder, og historien var åbenbart god nok til prime time. I halvanden time havde vi besøg af den flinke journalist, 40 minutter fik han i kassen, og 1½ minut var, hvad det blev kogt ned til. Men jeg er godt tilfreds.

Man kan næsten ikke se nervøsiteten, selv om lampefeberen selvfølgelig havde holdt sit indtog. Man er jo ikke helt vant til det mediecirkus. Men det kommer vel med berømmelsen... ;o)

Og så er det forøvrigt i morgen tidligt, vi har en aftale hos ejendomsmægleren. Og kuglepennen er SÅ klar!

Store "bøffer"

 

Ifølge det nye Spis Bedre indeholder spinat rent faktisk et stof, phytoecdy (spørg mig ikke, hvordan man udtaler det!), der giver større muskler - det skulle efter sigende øge produktionen af muskelprotein med 20 procent(!) så Skipper Skræk spiste ikke spinat for ingenting...

Vores børn spiser det også gerne, vist ikke mindst pga. "Skipper-Skræk-effekten", og i aften nød vi en god gang spinat, i nyt selskab.

En porre blev snittet, og et stort stykke pølse af den lækre, lufttørrede, krydrede slags blev skåret i små tern. De blev stegt i smør på panden, og fik derefter selskab af frosset, hel spinat, som forinden var optøet, og lidt vand. Kogte igennem i et par minutter, hvorefter retten blev rundet af med salt og en god skwis creme fraiche (og må derefter ikke koge pga. "skillefare").

Det var et godt selskab til en gang friskkogt pasta, drysset med græskarkerner, som forinden var blevet "poppet" på en tør pande (ja, de popper rent faktisk også en smule, når de får det for varmt, de går bare ikke ud af deres gode skind som majskernerne).

Og nu venter jeg bare på at se "bøfferne" vokse... - måske skulle vi øge indtaget i ugerne op mod flytningen ;o)

Striber

 

Min lille nevø er slet ikke så lille længere. Faktisk blev han et år i onsdags, og i den anledning havde jeg strikket ham en lille trøje. Opskriften fandt jeg hos Liselotte, men i en størrelse 0-3 måneder. Så jeg forsøgte mig med en lettere omskrivning, sådan på prøv-mig-frem-måden - det har jeg aldrig turdet kaste mig ud i før, men det var faktisk ikke så svært. Jeg kunne ikke så godt prøve den på modellen, for den var tænkt som en overraskelse, men sidst vi var sammen, fik jeg listet mig til at måle lidt på ærmelængder osv., bare sådan løseligt med en finger. Og den skulle efter sigende passe på en prik, så det er jo superdejligt!

 

Et lille hyggeprojekt var det, selv om magic loop i størrelse mini-håndled på et tidspunkt var ved at drive mig til vanvid, men det lykkedes jo alt sammen.

 

Jeg fik den ikke vejet, inden jeg sendte den afsted, men den er strikket i ganske almindeligt bomuldsgarn, rester fra mit tæppe, som der heldigvis stadig er rigeligt af.

 

Travetur eller Charlotte Bircow

 

Vægtskålen tippede mest over mod Charlotte Bircow, da jeg hørte den genkendelige lyd af regnens dryppen på taget. Men da jeg kom i tøjet og havde fulgt børnene til skole, lå det lige for at fortsætte turen ud i det grønne. Turen fra skolen til det, der snart skal blive vores hjem var jo oplagt - og derfra kunne man lige prøve afstanden til området omkring mosen og Sdr. Anlæg og konstatere, at det er en tur, der sagtens kan klares på raske ben. Paraplyen forblev sammenklappet, for jeg nød faktisk at mærke forårsregnens friskhed i ansigtet. Fuglene hilste foråret velkommen og gjorde, hvad de kunne for at overdøve bilstøjen i baggrunden.

 

Gummistøvlerne holder, hvad de lover, og var et fornuftigt valg til en svuppende tur gennem mosen. I anlægget flød søen i et med græsplænen, og var man i tvivl, kunne man bare læse på skiltet, at isen er usikker. Ja, det tror jeg!! Og det håber jeg, den bliver ved med at være indtil næste vinter, for nu er foråret her, og det er meget velkomment! Dorotheliljen har også foldet sig ud i løbet af weekenden, og jeg elsker alle de forskellige små, men sikre tegn på, at vi går lysere tider i møde.

 

Livstræet

 

Der er kommet skred i hus-sagen. Faktisk så meget, at vi er blevet enige om en pris. Der mangler bare detaljer som en tur i banken og underskrifter, før vi endegyldigt erklærer os for rette husejere at være. Pludseligt rykker det tæt på, det føles faktisk ret vildt, og det giver ikke færre spekulationer - for der er mange beslutninger, der skal tages om både dette og hint, mange ting, der skal tages med i overvejelserne, prioteringer der skal gøres osv.

Så meget var der, at min hjerne valgte at stoppe med at sove for at genoptage spekulationerne kl. 5.50 i det morges - selv om min krop overhovedet ikke følte sig klar til at vågne. Hvilket egentlig var lidt dumt, for hele dagen stod på hårdt arbejde og masser af oplevelser. Men sådan noget tænker hjerner ikke altid over, når der er spekulationer på dagsordenen.

Til gengæld har det været en rigtig god dag, trods det hårde arbejde. Jeg har nemlig været til korstævne, og det var været en dag fyldt med velklingende korsang, masser af glade børn, en kompetent korleder og et dygtigt band. Ca. 180 børn fra hele Viborg Stift var mødt op, og Hans Holm var den yderst kompetente korleder, der instruerede i en kirkemusical om David fra egen hånd. Hele kirkerummet swingede, da dagen sluttede af med en koncert for fulde huse. En af fællessangene faldt helt i tråd med snakken, jeg havde med min far i går. Vi var i det filosofiske hjørne og kom ind på emner som forråelse af samfundet, den voksende brutalitet, kynisme og ensomhed - kontra den medmenneskelighed, der heldigvis stadig er rundt omkring - og jeg følte pludseligt, at sangen talte lige ind i den situation.

Sangen er med melodi af Hans Holm og tekst af Erik Lindenberg.

Der er så meget, der kan trykke,

gøre dagen trist og grå.

Se de folk, der uden lykke

bare går og går i stå.

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Der er så mange uden varme,

uden ånd og uden liv.

Folk bli'r fattige og arme,

tænker kun på tidsfordriv.

Lad dem lege...

Der er så mange uden venner,

uden kærlighed og kys.

Folk, som ingen andre kender

hvor skal de mon finde lys?

Lad dem lege...

Der er så hård en kamp om magten,

alle kæmper for sig selv.

Er der ingen, der har sagt dem,

at de slår sig selv ihjel?

Lad dem lege...

Der er så mange, der er slaver,

lænket fast til job og tid -

hvorfor bruges vore gaver

uden tanke, uden vid?

Lad os lege i livstræets krone,

lad os føle, at livet er stort,

lad os skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

The Mom Song

 
 

Den har floreret flere steder i blogland - jeg så den hos Anita for nogen tid siden - og nu dukkede den op igen hos Sifka. Og jeg bliver bare nødt til at dele den med jer!

Jeg har ligget flad af grin over den - den er bare SÅ rammende - faktisk skræmmende/tankevækkende meget!!!
Og fantastisk godt fremført - hun kan sit kram!

På natbordet

 

Det bliver ikke til så mange halve aftener i selskab med bøgerne for tiden. Jeg må nok indrømme, at bloglandet sluger en del tid - på godt og ondt. Og så kan jeg ikke strikke, mens jeg læser - så jeg ynder at finde mine yndlings TV-programmer på nettet. Lige nu er det Kender du typen, der står for skud - en skøn og let tilgængelig kombination af indretning, personlighedstyper, kendisser og snagen, når det er bedst. Og så elsker jeg samspillet mellem værten Jens Blauenfeldt og livsstilseksperterne Niels Erik Folmann og især Christine Feldthaus.

 

Til gengæld har jeg nu altid en bog liggende på natbordet, og ynder et kvarters læsning, inden jeg begiver mig til drømmeland, og en bog varer nu så dejligt længe, når den bliver fortæret i småbidder. Dronningeofret af Hanne-Vibeke Holst har jeg længe glædet mig til at gå ombord i - og Holst skuffer bestemt heller ikke denne gang. Hun har sproget i sin magt, formuleringerne er holdbare og lækre, og hun kan strikke et plot sammen, der fænger fra side 1. Persongalleriet og begivenhederne er tydeligt inspireret af virkelighedens Danmark, og jeg er dybt fascineret af hendes måde at beskrive en sag fra mange forskellige vinkler - både fra "de godes" og "de ondes". Jeg er kun ca. en fjerdedel inde i bogen, så der er heldigvis mange gode timer endnu - og de behøver ikke gå hurtigt for min skyld - det er en af den slags bøger, man ville ønske, kunne vare i det uendelige...

Påskeglad

 

Foråret nærmer sig, og dermed også det, der efterhånden er en lang tradition i blogland - Operation Påskeglad. En dejlig lille, og overskuelig lysspreder, og jeg er da med igen!
Er du? Klik her og læs mere...

En god start

 

I en by af en forholdsvist begrænset størrelse, er det begrænset hvor mange, der stikker ud fra mængden. Derfor mødes jeg også af en del smil, når jeg cykler rundt med min blomstrede cykelhjelm. Jeg elsker den, og jeg betragter mig gerne som byens småskøre og glade indslag. I dag blev den luftet ekstra godt - jeg udnyttede, at jeg var tidligt ude for at følge børnene i skole - og fortsatte ud over markerne, ud mod Gjellerup.

Luften var mild og venlig, vinden let, og fuglene sang, så det var en lyst. Nu er jeg ikke ornitolog eller det, der ligner - men jeg synes bestemt, det var lærker, jeg så - og ikke mindst hørte - da de dansede over engene og fyldte luften med vellyd og forårsfornemmelser (kan det passe??).

Jeg elsker, at jeg efter 5 år i Herning stadig kan finde uopdaget terræn, stier jeg end ikke anede eksistensen af - da jeg cyklede nedad mod Hammerum for så småt at vende snuden hjemad igen, fandt jeg en skøn sti - der bugtede sig ind over engene, bagom hovedvejen - forbi hyggelige kolonihaver, åer, og flaksende fasaner.

Nu er jeg helt klar til en ny arbejdsdag - på en dag der også byder på fristende bogudsalg. Mon ikke jeg lige skal slå et slag forbi et par boghandlere på vejen hjem...

Foråret er på vej

 

Havesæsonen er skudt i gang! Godtnok bare med et kvarters oprydning i de hedengangne sommerblomster, så forårsbebuderne kan finde vej, men lidt har vel også ret. Det var i hvert fald skønt at mærke fornemmelsen af at gå derude med solen i ryggen og fuglesang i øret - foråret er uigenkaldeligt på vej. Se bare, hvad jeg fandt derude!

 

Og eftermiddagens aktivitet stod i skærende kontrast til formiddagens ugidelighed, hvor jeg dog fik klaret en gang støvsugning og tøjvask, men derudover stod den mest på navlepilleri og netsurfing. Nogle gange må jeg undre mig over, hvor lidt jeg kan få ud af sådan en hjemmedag, men jeg tror, energien kommer med foråret.

 

Stilhed på bloggen...

 

...skyldes masser af glæder i det virkelige liv.

 

Brian havde fødselsdag i går - vi fejrede den i familiens skød sammen med hans forældre, og det var en rigtig dejlig og hyggelig dag.

 

For nogen tid siden så vi en "overfrakke" til stempelkanden, som for nyligt blev hevet frem af sit dunkle skjul i det store, bundløse hjørneskab. Vi snakkede om, at sådan en overfrakke kunne være hyggelig i en hjemmestrikket udgave, og jeg så hurtigt muligheden for en lille hjemmenørklet overraskelse til Brians fødselsdag. Som tænkt, så gjort.

 

Jeg har brugt et enkelt nøgle Easy merino uld fra Sandnes garn, pinde nr. 9, og en lækker kæmpeknap fra Panduro Hobby. Det var hyggeligt med sådan et lille lynprojekt, der kunne klares på en aften, det var sjovt at strikke i garn med farveskift - det har jeg ikke prøvet før - og farverne er skønne, jeg elsker kombinationen grøn og lilla. Og overfrakken vakte stor lykke hos modtageren, så det var jo dejligt.

 

Fredag så vi på huse igen-igen - denne gang sammen med en god ven, der kan se alle de detaljer og fejl og mangler, vi ikke opdager - det var bare guld værd at have ham med. Og dejligt at tilbringe resten af aftenen hos ham og hans skønne familie. Der var burgere, Disney Sjov og X-Factor på menuen (og Blå Mænd, da børnene var puttet - vildt sjov film!!), og en overraskelseskagemand og -hus havde de også lige lavet, mens vi andre var på huskig. Hustankerne fylder stadig rigtig meget, det er superspændende, og jeg glæder mig til at se, hvad det ender med!

 

En stille og rolig søndag var lige, hvad vi trængte til at runde weekenden af. En tur i det grønne var god til at give frisk ilt til hjernen, fælles oplevelser og energi i kroppen - dog sev energien hurtigt ud af min igen, da kulden blev fordrevet med en kop varm kakao og en fastelavnsbolle.

 

Jeg trænger vist bare til en rolig aften uden de store armbevægelser...

Forårsbebuder

 

Jeg tog mig sammen, gjorde jeg! Efter en lang arbejdsdag, lå det lige til højrebenet at kaste sig i sofaen, men jeg overvandt trangen og gik i gang med at skille den kæmpepotte perlehyacinter, jeg købte i går. Efter i et par måneder at have boltret mig i hyacinter, er det som om, jeg får nok, og så er det tid for min første indendørs forårsbebuder - perlehyacinterne. Jeg elsker de små, sarte klokker, der sidder som perler på en snor og varsler forårets komme. Det er livgivende for mig at have grønt for øjet spredt rundt om i huset - og det var egentlig også hyggeligt at stå med jord under neglene og lidt blid jazz i ørerne. Olivier Antunes spiller klaver, Jesper Lundgaard spiller bas, og sammen spiller de salmer i de lækreste jazzede versioner. Der er kræs i øregangene, der er forår på mit sofabord, og hyggelige dage i farvandet - livet er bestemt ikke værst!