Dagens haus-frau-tip

 

Når nu man ikke længere har småbørn i huset, men stadig har et hav af stofbleer liggende, hvad er så mere nærliggende end at klippe dem i småstykker?!

 

 

De kan nemlig bruges som afsmitnings-indikator. Når jeg køber nyt tøj, vasker jeg det altid sammen med en stump stofble – så kan jeg nemt se, om det smitter af, eller jeg roligt kan vaske det sammen med andet tøj fremover. Smart, ikke? Og sådan et læs stofbleer rækker til mange år (vil tro, man også kan bruge aflagte lagener eller andet hvidt ;o)

PS. Jeg plejer nu ikke at have stofprøverne stående til pynt i vindueskarmen – men hvorfor gå glip af en chance for at indfange lidt af al den dejlige solskin…?

Kusmi som lille…

 

 

De berømte kusmi-dåser har jeg, som så mange andre, et særligt øje til. De er utroligt smukke, og var jeg hard-core tedrikker, havde jeg sikkert adskillige stående på hylden, alene på grund af deres æstetik. Men selv om jeg godt kan lide te, er det begrænset, hvor meget jeg får indenbords, og det ville derfor være helt omsonst at invistere formuer i de smukke dåser.

Nogle af varianterne har jeg også prøvet uden at have armene helt oppe over hovedet – jo, det smagte da udmærket, men ikke så jeg ville investere større summer i indholdet af dåserne.

Imidlertid har jeg længe været nysgerrig over for varianten med chokolade. Det lød for mig som en besynderlig kombination, der meget vel kunne score pluspoint. Og pludselig faldt jeg over Spicy Chocolate i en lille prøvedåse til et beløb, selv min privatøkonomi ville kunne klare.

Nu er den prøvet – og jo, den er god! Dejlig krydret, lidt over i retning af en julete. Og chokoladen kan man godt ane, især når man stikker næsen i dåsen, og det i sig selv er en glæde, man godt kunne unde sig i ny og næ. Og så kan jeg nyde æstetikken i den lille miniature, så længe det varer – for det bliver ved miniaturemodellen, der skal jo også være plads til lidt kaffe…

Sidste side er vendt

 

Vi er, omend modvilligt, oppe i de sædvanlige omdrejninger efter en skøn ferie. Selvom jeg ikke selv har haft ferie, tillader jeg mig at kalde den sådan, for også jeg har nydt familiens lave gear, og det var ikke med min gode vilje, at jeg hev de morgensøvnige børn ud af sengen, for derefter at småstresse som vi plejer trods alle intentioner om god tid. Men vi kommer jo derop efterhånden, i hverdagsgearet, og hverdagen er jo også god, især når det lykkes os at lave små oaser, at se hinanden og at give hinanden udelt opmærksomhed midt i alt ræset. En evig øvelse, som vi ikke må glemme.

Det pragtfulde forårsvejr hjælper med til overskuddet, lyset vælter ind af alle sprækker i hjem og sind, og haven trækker, som den ikke har gjort det længe. Plænen blev slået for første gang og sendte kaskader af dufte ind af den åbentstående terassedør, pelargonierne blev klippet ned, og afklippene plantet i nye potter, som står spredt overalt – jeg kan jo ikke nære mig, men må have en eller anden form for planteyngel at passe.

 

 

Og aftenen var dedikeret til de sidste sider i Dronningeofret, som efterhånden har fulgt mig i en rum tid, og som har holdt mig hen i en stadigt tiltagende spænding. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Den roman er bare så veldrejet, at man må overgive sig. Den rummer masser af spænding, indblik, stof til eftertanke, er velskrevet og utroligt medrivende. Stort bifald til Hanne-Vibeke Holst. Jeg venter utålmodigt på nye udgivelser fra hendes hånd!

 

Påskehygge

 

Morgenen emmede af god tid og påsketraditioner. I mit barndomshjem malede vi altid påskeæg (som vi derefter spiste) påskedags morgen. Men jeg skal jo altid tidligt op for at spille påskedag, så derfor har vi flyttet traditionen til påskelørdag. Og hvor vi hygger os med at male, beundre hinandens æg og spise, for derefter at vende den tomme skal på hovedet i æggebægeret og tilbyde et nyt æg til den, der måtte hoppe på den. Det er der nu mærkeligt nok ikke nogen, der gør, men det giver megen morskab alligevel.

 

 

 

Nu daffer vi østpå – resten af påskedagene skal tilbringes hos svigerfamilien, jeg kører hjem for at spille i morgen, og så bliver der et døgns tid til tosom hygge for Brian og mig. Det bliver skønt!

Rigtig glædelig påske til jer alle!

Brunkulslejer

 

Vejret har været skønt i dag, helt lunt og solrigt – og Brian benyttede anledningen til at arrangere en lille udflugt for hele familien. Han pakkede picnickurven med hemmeligheder, og vi kørte ud i det blå.

 

 

Turen gik til Haunstrup Brunkulslejer, hvor Brian tidligere har været på en herretur. Nu var det vores tur til at se det besynderlige landskab, hvor der har været gravet brunkul helt tilbage i 1917 og frem til 1969.

 

 

Vi kunne læse os til, at der ved udgravningen blottedes jordlag med stoffet pyrit. Det stof bliver til jern, når det kommer i forbindelse med luftens ilt, og udfældedes som okker i vandet i lejet. Derfor begyndte man at kalke afløbsvandet, men stoppede imidlertid med kalkningen, da brunkulsgravningen sluttede i 1969. Resultatet blev en omfattende okkerforurening af de omkringliggende vandløb, og da staten overtog lejerne, blev området beplantet, tilsat 80 tons jordbrugskalk pr. ha. – og en neutralisering af det syreholdige vand blev påbegyndt.

I den såkaldte Turbinesø tilsatte man kalk og blandede det op i vandet med et stort piskeris. Piskeriset ses i søen på billedet – det bruges ikke længere.

 

 

Efterfølgende forsøgte man at anlægge dæmninger for at hæve vandstanden og derved dække pyritten med vand, så den ikke længere kunne iltes. Desuden har man lavet et okkerfældningsanlæg, hvor okkeren bundfældes og lægges i et depot .

 

 

Okkeren ses som et rødbrunt lag overalt i søer, på sten, og i udtørrede søer. Her ligger de som et gruslag, men de små stenlignende okkerstykker er bløde og porøse.

 

 

Det var specielt at se hele den okkerfarvede natur – men det var også et flot landskab med masser af beplantning i et forholdsvist kuperet terræn (når man tager i betragtning, at vi befinder os i midtjylland ;o).

Og dejligt var det at blive luftet i det skønne, spirende forår.

 

 

Freja fandt mad og sengeleje til snegle og andet godtfolk, pinde, som blev mere og mere personificerede, blev slæbt afsted på hele turen, mens hun tålmodigt irettesatte, når de blev for krævende i deres ønsker om alt lige fra tøj til kærester. Det er i hvert fald ikke fantasi, hun mangler!

 

 

Og det kan man heller ikke sige om Emil, der selvfølgelig havde udstyret i orden og var klædt i grønt, når han nu skulle på skovtur. Øjnene var på stilke, der var fjender overalt, men heldigvis var der helikoptere udstationeret, så der skulle ikke være mange chancer for at gemme sig, hvis man var ondsindet. Terroristhætten var også monteret, men han føjede dog forældrenes ønske om på noget af turen at følges med en Emil og glemme soldaten for et øjeblik.

 

Rigelig smør!

 

 

Der blev ikke sparet på kalorierne, da vi havde dejligt vennebesøg i går. Skal der være fest… – og det er jo kun påske én gang om året… Så brødrene Prices mantra blev flittigt repeteret, mens vi mæskede os i Annes kardemommelækkerbisken af en kæmpebolle om eftermiddagen og Heibergs udgave af den traditionelle Bread and butter pudding om aftenen. Her ser I de sølle rester…

 

 

I mellemtiden var der dog også sundere ting på bordet, da farsbrødet med feta og basilikum og peberfrugter på toppen fik følgeskab af en tomatsalat og en salat med spinat, rucola, avocado, mango og ristede cashewnødder. Tomatsalaten er jo en klassiker, som aldrig slår fejl, og sidstnævnte salat var jeg rigtig godt tilfreds med, så den kombination er skrevet bag øret til senere brug.

Men vigtigst af alt var dog, at vi havde en fantastisk dejlig eftermiddag og aften sammen. Snakketøjet gik, strikketøj blev fundet frem og farvekombinationer diskuteret – og jeg fik inspiration til en rigtig sød pigetrøje, jeg måske, måske ikke, kaster mig ud i engang. På pigeværelset var alle prinsessekjoler i brug, hår blev sat i kunstfærdige frisurer, og kaffebordet var fint dækket op. Emil sad i fuld militærmundering og holdt vagt, så alle kunne føle sig trygge.

Endnu engang kan jeg glæde mig over at sidde med følelsen af dyb taknemmelighed over alle de dejlige mennesker, der beriger vores liv.

Påsken er over os. Og med den helligdage, hvor der udover påskens gudstjenester kun er nydelse på programmet. Arbejdsdagene er korte, hjemmet skinner, og der er god tid til bare at være sammen. Skønt!

 

Aftennydning

 

 

En skumringstur i haven med fuglesangen som eneste lydkulisse – efterfulgt af en humpel friskbagt rugbrød med en skive gyldenrød. Det er lige til at klare…

Spirer

 

 

Ved denne årstid plejer jeg normalt at have alle vindueskarme fyldt med spirer. Alskens sommerblomster-babyer, der bliver puslet om på bedste vis, så de om sommeren kan fylde haven og vaserne i stuen med farver og liv.

Sådan er det ikke i år. Det er ikke lige sagen at skulle flytte med et hav af små potter, og der er da slet ikke til overskud til at skulle tage sig af den slags babyer, når man står i flytterod til halsen. Og det er lige, som det skal være. Men lidt mærkeligt er det også, når frøkatalogerne vælter ind, ikke at vælge og vrage mellem alle de dejlige blomster, selv om jeg ved, min tid nok skal komme igen. Næste år, så vender jeg frygteligt tilbage.

I mellemtiden sår vi karse. Masser af karse. Det er lige til at overskue. Og det smager skønt.

Nicoise med sej

 

 

En sommerlig salat var oplagt på sådan en forårsdag. Opskriften fandt jeg i Spis Bedre, og variationen af den kendte salat med sej i stedet for tun faldt i god jord hos alle familiemedlemmer.

Ansjos har jeg aldrig prøvet før, de har en lækker, koncentreret og salt smag. I opskriften stod der sardeller – de var ikke at finde i den lokale Føtex, men jeg har indtryk af, at ansjoser sagtens kan gøre det ud for dem. Efter en nærlæsning på de forskellige glas fandt jeg ud af, at der findes ansjoser, som i virkeligheden er brisling – og så findes der ægte ansjoser. Sjovt! De ægte fås i et lillebitte glas, og da vi ikke skulle bruge de store mængder, gjorde det jo ikke noget, at prisen var den samme som for et stort glas af de uægte.

Udover ansjos består salaten af kartofler, bønner, spinat, tomater, æg, oliven og stegt sej. Dressingen af dijonsennep og honning (jeg brugte honningdijon) og olivenolie gik også rent ind hos mig – den skal jeg helt sikkert prøve igen.

Dejlige forår

 

 

En skøn aften hos kære venner, lækker, lækker, grillet lam, og god tid til al den samvær og snak, vi ikke har haft alt for længe – og en hjemmedag helt uden planer, med morgensøvn og udeliv, en indkøbstur og en ven, der kiggede forbi. Så kan man da vist ikke ønske sig meget mere af en weekend, der ikke engang er slut endnu.

Feriedage for resten af familien smitter af, kan jeg mærke, og solen og det gode vejr giver et energiboost uden lige. Vi trak udenfor, selvom der var projekter nok indendøre – men de må vente, for det er med at nyde solen, mens den er på visit.

 

 

Den hætteklædte far var på besøg i restauranten, og han måtte vente længe, for kokkene var omhyggelige, og der var meget mad, der skulle laves. Imens hev jeg vasketøjet udenfor, det er ikke dårligt at stå med solen i ansigtet og lægge tøj sammen. Med de kulisser bliver selv de mest trivielle opgaver en fornøjelse.

 

 

Bagerst i haven er tulipanerne godt på vej. De overraskede mig sidste år, da jeg havde glemt, at jeg havde lagt løg i jorden om efteråret. Og dem glemmer jeg ikke igen, for det er de smukkeste tulipaner, jeg nogensinde har set. Om lidt er de her igen, og jeg glæder mig!

En plads i solen

 

 

Det er helt fantastisk, når foråret pludseligt folder sig ud i al sin pragt. Jeg har for første gang i år siddet derude i det grønne, med læsestof ved hånden, sol på næsen og nydt varmen og lyset, duftene, fuglene og alle blomsterne.

Det er skønt, og vi er først lige startet på sæsonen, så der er masser af godt i vente…

Jeg er lige inde for at finde lidt frugt, og så er det ellers ud igen. Denne gang tror jeg, jeg vil se lidt nærmere på alt det ukrudt, der uforstyrret har bredt sig i bedene. Nu er freden forbi, og jeg glæder mig til at få jord mellem hænderne igen.

Påskelys

 

 

Påskegule lys, blomster, kyllinger og meget mere er spredt med lind hånd rundt om i stuen. Børnene har pyntet op på værelserne, og solen har hjulpet til med sit klare, gule lys.

Påsken falder ikke tidligt, men kommer alligevel lidt bag på mig i år. Der har vist været så meget andet at tænke på, og selvom jeg arbejdsmæssigt selvfølgelig startede forberedelserne for nogen tid siden, så er det alligvel med nød og næppe, at jeg er klar. Men det går. Og det skal såmænd nok blive påske alligevel. I morgen har vi koncert med koret, og så er påsken rigtigt skudt i gang.

Egentlig kunne jeg sagtens bruge noget af den ferie, de fleste automatisk får i godteposen, når der er helligdage i farvandet, men jeg nyder også godt af at have familien hjemme, at mine arbejdsdage er korte, og så elsker jeg påskens gudstjenester, salmer og muligheden for at fordybe mig i den vigtigste højtid i kirkeåret. Og der skal nok blive rig mulighed for at jeg nyde de åndehuller, der er ind i mellem.

 

 

Strikketøjet skrider godt frem, det er faktisk ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Variationen mellem strik og klip er god, jeg har fundet teknikken til afklippene, og når jeg så strikker, går det jo så hurtigt på pinde nr. 8, at jeg har strikket en halv meter, før man får set sig om. Det store spørgsmål er, om det ender med en cardigan eller en almindelig op-og-ned trøje. Jeg ved det ikke helt endnu – venter spændt på, at svaret vil åbenbare sig…