tirsdag den 28. juli 2009

Sikke en sommerdag!

 

Skøn, skøn sommerfuglebusk

 

Ferien er slut, og hverdagen banker på. Heldigvis banker den meget stille og roligt, for det er stadig ferietid, og derfor ingen hastværk på arbejdet. Børnene har ferie en uge endnu, og vi benytter os af vores mulighed for at flexe og tage halve arbejdsdage. Så en uge, der startede med min sædvanlige mandagsfridag og fortsætter med en halv arbejdsdag efterfulgt af den mest fantastiske eftermiddag i sol og sommervejr – er da lige til at klare!   

 

Haven i sol

 

Vi har haft besøg af min mor og hendes mand, og havde derfor sat eftermiddagen af til afslapning og ingen projekter. Og sådan en sommereftermiddag i haven var lige, hvad jeg trængte til. Børn, far og kat slog sig løs i kåd sommerleg, mens vi vendte verdenssituationen i mere magelige positurer.

 

Far og datter

 

Kattene er endelig sluppet på græs efter 4 trange ugers indespærring. Det er tydeligt at se, hvordan de nyder at boltre sig derude og følge os på vores færden i det grønne.

 

Hvad gemmer sig mon her?

Hver en krog skal undersøges…

 

Fla' u'

 

Felix benyttede straks friheden til en strejfetur i et par dage – vi nåede så småt at blive nervøse for, om den havde forladt os for altid, da den endelig i aftes stod ved havedøren og kaldte på os. I dag har den forskanset sig i sin velkendte kælder. Den er mere sky en Tumle og har det ind i mellem bedst i eget selskab – det er også helt okay med mig, især nu, hvor jeg ved, at den føler sig hjemme her.

mandag den 27. juli 2009

Udsalg

 

Der har ikke været meget tid til at frekventere sommerudsalget i år. Men da jeg fik en nyhedsmail fra en af mine yndlings-webshops, Nordhjem.dk, der venligt, men bestemt, gjorde opmærksom på at det var sidste udsalgsdag, kunne jeg ikke lade den chance gå forbi og gik ombord i de mange fristende tilbud.

Det er efterhånden nogle uger siden, pakken landede på matriklen, men bloggen bærer mildt sagt præg af en smule stilstand for tiden – og bedre sent end aldrig – her er høsten:

 

Lækkerier

 

Lidt til huset, lidt til mor og lidt til datter. Sådan! En rigtig god høst, til næsten ingen penge – lige som jeg kan lide det. Clox-skoene fik jeg for en halvtredser (sat ned fra 400 kr.), og de er som en drøm at have på. Og blomster kan man aldrig få for mange af!

søndag den 26. juli 2009

Hjemvendt!

 

Nordjylland har dannet ramme om den forløbne uge, hvor vi har slappet af, moret os, hygget og ladet op i selskab med hele min fantastiske familie. I et stort sommerhus med plads til alle, og en pool, hvor der blev tilbragt mange timer. Vi har været på udflugter til både Hirtshals, Skagen og Frederikshavn.

 

Saxilds Gaard ved Michael og Anna Anchers Hus

 

Skagen har jeg besøgt før, og håber at gøre det mange gange endnu. Byen er mange postkort værdig, og jeg elsker at høre om tiden, da skagensmalerne slog deres folder der, at se deres skønne kunst og hyggelige huse.

 

 Skagen i regn

 

Vi besøgte byen to gange i løbet af ugen, og oplevede den både i regn og sol. Vejret har jo været temmligt ustadigt, og det kunne da have været rart med et stabilt højtryk, nu hvor vi havde tiden til at nyde det, men det betyder knap så meget, når bare selskabet er godt, og vi kunne sagtens finde ud af at hygge os alligevel.

 

Råbjerg Mile

 

Råbjerg Mile var en oplevelse, der gjorde indtryk. Vi læste om vandreklitten, der bevæger sig 10-20 meter om året og dækker alt på sin vej. Når milen efter en god menneskealder er passeret, dukker de tidligere marker, brønde osv. igen op. Tænk, at naturen i lille Danmark kan være så mangfoldig og fascinerende!

 

Råbjerg Mile

Råbjerg Mile

Ørkenlandskab

 

Kort sagt, en uge, jeg kan leve højt på længe. Vi trængte til at komme væk fra det hele, og har fået fyldt godt op, både på oplevelses- og afslapningsiden, og vi har nydt det intensive samvær med alle mine søskende, forældre med familier.

 

Vandsjov

mandag den 13. juli 2009

Begejstring

 

På pirattogt

 

Allerede inden sommeren rigtigt indfandt sig, lovede vi børnene en tur i Legoland. Og især Freja har i den grad glædet sig og snakket så meget om den forestående kæmpe-oplevelse, at vi var lige ved at blive nervøse for, om hun ville blive skuffet. Det blev hun ikke! Det var endnu bedre, end hun havde drømt om, bedyrede hun, og begge har de suget til sig med alle sanser, hele dagen, indtil Freja dejsede omkuld midt i familiebuffeten og måtte melde udsolgt for i dag. Emil kunne lige klare en tur mere sammen med Brian, mens jeg sad på en bænk med en sovende Freja på skødet og studere alle de forbipasserende mennesker. En beskæftigelse, jeg nyder rigtigt meget, når jeg ellers har tiden til det. Altså både at sidde med mine børn på skødet, men også at se på mennesker. Det er fascinerende at studere alle de forskellige typer, og at sidde og forestille sig, hvordan deres historie måske, eller måske ikke er.

 

Kæmpeænder

 

Nu er jeg også ved at melde lukket og slukket for i dag. Al den larm, alle de indtryk og alle de mennesker tærer på energien, og det var dejligt at gå i haven i den stille aftenluft og falde lidt ned igen. Legoland er meget godt, men det er nu også meget godt at komme hjem igen. Men børnenes umiddelbare glæde og begejstring er gemt i mit hjerte – det var bestemt det hele værd, og grund nok til, at jeg hellere end gerne gør det igen!

lørdag den 11. juli 2009

Små fremskridt

 

Vi var begyndt at få en smule orden visse steder. Altså langt fra kommet på plads, men følelsen af nogenlunde styr på tingene var der, og alle kasserne i kælderen kan man jo sagtens se bort fra, hvis man ikke kommer der for tit…

Og så tog vi i IKEA i går. Med penge på lommen, vel at mærke. Fed fornemmelse – og vi gjorde også, hvad vi kunne. Altså for at hjælpe dem af med alle de mange ting. Og nu er her helt kaotisk igen! Papkasser og blå IKEA poser flyder overalt. Vi prøver at samle os igennem indholdet i alle de brune kasser, og det skal nok komme efterhånden. Små skridt ad gangen. I dag er børnenes reoler samlede, og legetøjet begynder så småt at titte frem ad kasserne og finde deres plads på hylderne. Og gensynsglæden er stor!

 

Blå kommode

 

Imens jeg kæmper for at få system i rodet, kan jeg hvile øjnene på de små hvilepladser, jeg har fået skabt rundt omkring. Lidt smukt skal man da ha’ at se på. Kommoden har været min mors – hun malede den selv, da hun var helt ung, og jeg elsker, at den er kommet til ære og værdighed i vores nye stue.

tirsdag den 7. juli 2009

Det holdt hårdt…

 

To lange, lange arbejdsdage – men nu er de også helt færdigmalede, de to børneværelser med tilhørende hemse.

 

Emils værelse med kig til hemsen  Og Frejas...

 

I morgen håber vi at få gulvtæpperne lagt, og efter at have dampet lidt af, er værelserne klar til at blive indtaget. Og børnene glæder sig! Emil har jævnligt stukket hovedet op og kommet med opmuntrende tilråb a la “Jeg kan mærke, det bliver godt, det her” og “Mand, hvor bliver det godt!”. Freja er lidt mere afventende, har måske lidt svært ved at forestille sig et hyggeligt børneværelse i det malerrod, der har huseret. Men hun glæder sig til at få legetøjet pakket ud. De har da også begge to været med til at male, men det bliver hurtigt kedeligt, og heldigvis har de været gode til at hygge sig med hinanden. Måske ikke mindst, fordi de fik tanket godt op på opmærksomhedskontoen i søndags.

Det bliver nu også helt godt at få soveværelset for os selv, selv om jeg må indrømme, at det nu har været hyggeligt med fælles sovesal på gulvet i soveværelset. Og en tryg start for børnene i deres nye hjem.

Snart vil jeg lægge mig op til de sovende små, men først er det tid til en tiltrængt kop kaffe og benene op! Aaahhh…

søndag den 5. juli 2009

Livet på egen matrikel

 

Hvem behøver at drømme om sommerblomster, når man har sådan et flor?

 

De kom, de så, flyttede ind, fik internet, lavede blogindlæg – og så valgte den bærbare at stå af… Eller det vil sige, det der med internettet vil den i hvert fald ikke være med til mere. Heldigvis kom den stationære op i køkkenet, hvor den også med tiden skal have en varig plads – ved et lille hjørnebord i barhøjde, og ikke ved Emils skrivebord, som vi midlertidigt har lånt til formålet. Og det kommer til at fungere rigtig godt, kan jeg mærke, det der med computer i køkkenet. Et rigtigt hyggeligt hjørne at opholde sig i, at have børnene i, på sidelinien, når der laves mad, at finde opskrifter på, som lige kan stå klar, når man skal bruge dem. Det skal nok blive brugt godt, vores nye computerhjørne.

Og nu er windows live writer også installeret på den stationære, så der er banet vej for flere indlæg i fremtiden. Så I slipper ikke helt for mig, selv om det en overgang kunne se sådan ud.

Og vi nyder livet her i vores nye hus! Og vejret, selv om vi stadig mest har opholdt os indendørs. Vi har gispet rundt i varmen og prøvet på at finde os selv imellem kasser og løsøre. Der er stadig et stykke vej endnu, men der sker da lidt hver dag. Nu er børneværelserne klar til at blive malet, så med lidt held har de fået første gang i morgen. Børnene glæder sig til at rykke ind, men da de blev spurgt, hvordan søndagen helst skulle bruges – på at få børneværelserne gjort klar, eller på at slappe af og være sammen, lød prioriteringen uden tøven på kvalitetstid i familien! Rart at få bekræftet, at værelser ikke er det vigtigste i livet, og at poderne stadig nyder at være sammen med os “gamle”. Så vi har nydt en dag med afslapning, morgensøvn og rundstykker, tampen brænder, fælles blomstervanding og afslapning på et tæ ppe i haven.

 

Udsigten fra mit tæppe

 

En tur på Bones var den perfekte afslutning på en dejlig dag – hvor har vi nydt det alle mand, og hvor var det skønt at mærke børnenes begejstring over den lækre mad, balloner og små dyr i gaveposerne, softice ud over alle grænser, ja selv tandstikkerne til fri afbenyttelse.

Og i morgen er vi klar med malerullerne!

mandag den 29. juni 2009

I dag

 

En lille hyggelig leg, set hos Anne – et øjebliksbillede, der vil bære stærkt præg af den nylige flytning…

 

Udenfor mit vindue er der… sval sommerluft og en ny og spændende udsigt.

Jeg tænker på… at jeg er et heldigt og rigt menneske.

Jeg er taknemmelig for… vores fantastiske hus, og al den hjælp, vi har fået.

I køkkenet er der… pakket ud! Og i badeværelset ligeså.

Jeg er klædt i… sommertop og trekvart-jeans – praktisk og let.

Jeg laver absolut ingenting.

Jeg skal…  snart i seng.

Jeg læser… “Quentins” af Maeve Binchy – letfordøjelig feel-good-roman.

Jeg håber… at det dejlige vejr vil fortsætte til vi får ferie og lidt mere tid til at nyde det.

Jeg hører… fuglesang og et tog i det fjerne.

Rundt om i huset… er der flyttekasser.

En af mine yndlingsting er… det nye, skakternede gulv i køkkenet, og de franske døre.

I løbet af weekenden skal jeg nå... at pakke ud og male børneværelserne.

Af billeder har jeg lyst til at dele… udsigten fra min sofa – med flytterod, dårlig belysning og det hele… Take it or leave it.

 

Kig til køkkenet

Flyttet!

 

Roser

 

Vi er meget trætte, men også meget, meget glade og taknemmelige. Alt er bare gået så godt, ikke mindst takket være vores familie og venner, som har været utroligt søde og villlige til at hjælpe.

Ugen op til flyttedagen var hård. Der var stadig meget at lave her i huset, samtidig med at der stadig var meget at pakke (vi har rigtig mange ting!!!), og arbejdet skulle også have en smule opmærksomhed hist og her. Heldigvis kunne det holdes på et minimum, en klar fordel ved mine skæve arbejdstider, så jeg skal bestemt ikke klage! Men det gik alt sammen, og selve flyttedagen kørte på skinner.

Kattene hentede vi om aftenen på flyttedagen, efter at alle vores hjælpere var taget hjem – og de ser faktisk også ud til at kunne føle sig hjemme her. De holder sig mest i kælderen, hvor de blev lukket ud, og hvor deres mad står, men de går mere og mere på opdagelse i resten af huset, og begynder også at spinde og slappe af i sofaen sammen med os andre.

 Lavendel

 

Nu går vi og hygger os med at pakke ud, sætte på plads og føle os tilrette. Det pragtfulde vejr sætter prikken over i’et, selvom det ellers ikke er meget, vi er ude i det – det er mest det indendøre, der trækker i os lige nu – men ind imellem er det skønt at vende en tur i den pragtfulde have og indsnuse sommeren.

Der er stadig arbejde at gøre. I dag har vi gjort rent i rækkehuset – en sur opgave, når man egentlig bare har lyst til at forskanse sig her, men med en god venindes selskab – og hjælp – blev det faktisk rigtigt hyggeligt. Børnenes værelser blev ikke færdige inden indflytningen, der mangler maling og gulvtæpper, men jeg prøver at tage tingene som de kommer, og så er alting stadig så nyt og spændende, at energien – næsten – kommer af sig selv…

 

Med skur/legehus i baggrunden

søndag den 21. juni 2009

Afbræk

 

I fredags smed jeg malerpenslerne og løsrev mig for at tage på weekendtur med kirkens pigekor til København. Ikke det mest velvalgte tidspunkt for sådan en tur, men det var planlagt og ikke lige til at ændre, så jeg måtte omstille mig, selvom det var svært.

En mærkelig fornemmelse at pakke en weekendtaske og sætte kroppen ind i toget, mens hovedet stadig huserer i huset og omkring alt det, der skulle ske der. Men det lykkedes mig faktisk efterhånden at få hovedet med, og så var det et skønt afbræk, og jeg nød at komme til København igen.

 

Fantastisk udsigt fra værelset

 

Hele turen er bare gået så godt, der har ikke været nævneværdige problemer, pigerne har nydt turen, og det har jeg faktisk også. Selvom der var meget at holde styr på, var der også tid til afslapning og til at nyde staden. Vi var tre voksne, så det kunne lade sig gøre at give hinanden et lille frirum ind imellem, og så er det så dejligt at komme lidt tættere på pigerne og mærke det fællesskab, der udvikler sig mellem dem i løbet af sådan en weekend.

 

Spræl og slankende spejleffekter i Experimentariet

 

Vi boede på et vandrerhjem, der ligger helt centralt, og det viste sig at være  rigtigt lækkert og velfungerende, og jeg anbefaler det gerne til andre, der har brug for overnatning i hovedstaden. Vores værelser var på 16. etage, og sikke en udsigt, der var over byen. Jeg kunne stå længe og fordybe mig, både ved dagslys, og om aftenen, når byen tændte lysene.

 

By night

 

På programmet var shopping (selvfølgelig, vi snakker piger i alderen 11-16 år), Experimentariet og Tivoli (også et obligatorisk programpunkt) lørdag. Søndag var vi til gudstjeneste i domkirken, og så kunne vi lige klare en kanalrundfart, inden turen gik hjemad. En rent social tur uden andre udfordringer for pigerne end at bruge de medbragte lommepenge, holde de trætte ben gående og klare sig med et minimum af søvn. Det er godt, de snart har ferie…

 

Creme de la creme i domkirken

 

Vel hjemme var det tid til endnu en omstilling, for nu går vi ind i den sidste uge inden flytningen, og der er nok at se til, både i det ene og det andet hus. Brian har fået masser af hjælp, mens jeg har været afsted, og der er sandelig sket meget! Hvor er det skønt at komme hjem og bese det hele – men også lidt mærkeligt at forholde sig til og overskue at skulle op i det gear igen. Heldigvis tror jeg, det kommer helt af sig selv, når jeg kommer i gang i morgen – nu vil jeg starte med at tanke søvndepotet op igen, det er vist tiltrænkt…

mandag den 15. juni 2009

Solnedgang i egen have

 

Solnedgang

 

Aaaahhh…

Så er vi i gang!

 

Den længe ventede dag oprandt endelig, og huset er nu vores! Pænt og nysseligt blev det afleveret, og få timer senere så det sådan ud:

 

Gebrokkent

 

Det er vores gode ven, håndværkeren, der står for ødelæggelserne, men heldigvis også for genopbygningen med flotte franske døre, og det hviler trygt i hans hænder. Imens har jeg kørt fra Herodes til Pilatus, købt malergrej og hvad der nu hører sig til, og påbegyndt grundrensningen.

Emil har også taget sin tørn – det er hyggeligt at kunne være fælles om opgaverne.

 

Fejedreng

 

Imens er Freja på lejr (overnatning på skolen), og Tumle har tilbragt dagen hos dyrlægen, pga. betændelse i et led i benet – den stakkel kan næsten ikke gå – så der er nok at holde styr på. Men vi er glade og ved godt mod – har været hjemme at vende omkring noget aftensmad, og er nu på vej igen. Vores fremtidige hjem kalder…