Fyldt på…

 

Billedet er lånt her

 

Efter to weekends med korture og korkoncert, var jeg ærligt talt ikke stemt for at skulle tilbringe endnu en weekend med kor på programmet. Så det var mere af pligt end af lyst, at jeg pakkede kufferten fredag og begav mig til Løgumkloster for at deltage i et kursus med inspiration til korarbejdet – og hvor var det bare en positiv oplevelse! I modsætning til de tidligere weekends var det jo ikke mig, der skulle give og være på. Til gengæld var det mig, der med glæde lod mig fylde på, nød at være sammen med kollegaer, og lod sanserne suge til sig i de fantastiske omgivelser.

Jeg har ikke tidligere været i Løgumkloster, men blev straks begejstret for stedet. Så mange kirke- og kulturinstitutioner samlet på et sted. Så meget historie, flotte gamle bygninger og stemning – alt sammen i en lillebitte by i Sønderjylland. Dybt fascinerende!

Der var ikke tid til at se på byen, så den oplevelse har jeg til gode til en anden gang, men jeg kunne fornemme stemningen, de gamle huse og charmen.

 

 

Kurset foregik på Løgumkloster Højskole, et sted, der emmer af liv og ånd, imødekommenhed og livsklogskab. Som en del af kurset, deltog vi i aftensang i den imponerende, middelalderlige klosterkirke, og morgensang i kapitelsalen, hvor man næsten kan fornemme, hvordan munkene i sin tid har levet på samme sted. Vi gik over engen, når vi skulle fra højskolen til kirken – i den skønneste natur. Vi gik igennem glasgangen til refugiet, hvor jeg også sagtens kunne forestille mig engang at tilbringe tid til rekreation og fordybelse. Vi så nodebiblioteket i de dejlige omgivelser under hvælvingerne i den gamle klosterbygning, hvor vi som korledere har mulighed for at tilbringe tid til at dykke ned i de store mængder af repertoire, der findes der.

 

Billederne af kirke og kapitelsal er lånt her

Til morgensangen talte Vita Andreasen, der er en del af forstanderparret på højskolen, bl.a. om forundringsparathed som en pendant til samfundets evige krav om forandringsparathed.

Jeg elsker det ord – forundringsparathed…

Som en dejlig sløjfe på en god weekend, havde vi en søndag herhjemme med masser af liv – gode venner kom forbi, vi nød det dejlige vejr og hinandens gode selskab, lavede mad sammen, grillede, spiste, drak og snakkede, mens børnene legede overalt, både inde og ude.

Nu venter en lille oprydningsopgave, men jeg tager det stille og roligt – på sådan en fridag er der intet, der haster – jeg kan mærke, at sommeren lister sig ind på mig, og jeg har meget godt at forundres over…

Hækle-snakke-smovseaften

 

 

En tradition er vist født. En flok søde veninder, der mødes i min stue – for at hækle og blive inspireret, spise masser af kage medmer’, og mest af alt for at røre snakketøjet og nyde at være sammen.

Jeg håber i hvert fald, de har lyst til at gøre det igen, for jeg nyder deres selskab!

Mursten

 

 

 

I dag er det præcis et år siden, vi overtog denne bunke mursten. Denne skønne krog af verden, som er så meget mere end mursten. Som er rammen om vores liv, om sorger og glæder, hverdage og festdage, grådage og solskinsdage.

I disse dage tænker jeg meget tilbage på, hvordan vores liv så ud for et år siden.

For præcis et år siden stod jeg i stuen og vaskede loftet. 6 timer før havde vi ringet på en dør, der ikke var vores, blev modtaget af det søde par, der dengang var ejerne og deres mægler, snakkede om stort og småt, fik en nøgle og sagde farvel. Og så var huset vores. 6 timer senere lignede det jeg-ved-ikke-hvad, for vores gode håndværkerven havde i den tid, det tog mig at køre Brian på arbejde og indkøbe diverse rense- og malegrej, lavet et kæmpemæssigt hul mellem stue og køkken og var godt i gang med at forvandle førstesalen til ukendelighed. Der var rødt murstøv overalt, og opgaven ville i dag næsten have forekommet mig uoverkommelig. Det var den ikke for et år siden, for med sådan et spændende skridt følger en enorm bunke energi, og med mange villige hænders hjælp blev huset lige som vi kunne ønske det, og om 13 dage er det et år siden, vi flyttede ind i det, der i det sidste år har været rammen om vores liv. Som har lagt mure til sorger og glæder, hverdage og festdage, grådage og solskinsdage. Fire årstider er gået, haven har vist sig fra alle sine bedste sider, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre ramme.

 

Sommer i sigte…

 

 

Jeg sidder helt alene, med en kop kaffe, og nyder roen og de vante omgivelser i mit køkken. Udenfor skinner solen, fuglene synger, og jeg fornemmer, at sommeren er på vej tilbage. Den skal være så hjerteligt velkommen.

En weekend har jeg været væk. To døgn. I haven ser det ud som om, det er evigheder. Af begivenheder har der også været mange. Og det har været lang tid at undvære min familie. Men dog kun to døgn. To døgn, fyldt med fart over feltet, hormonramte teenagepiger, film, slik og chips, grin, domkirke-forundring, shopping, regn og blæst, mange, mange skridt, kaffe til de voksne, godmodige drillerier, museums-kiggeri, Tivoli-hvin, gode snakke, gudstjeneste og korsang – og træthed… Det har været herligt at være afsted, godt at være sammen med hinanden i andre omgivelser og under mere afslappede forhold, at grine sammen og komme lidt ind under huden på hinanden.

Og skønt at komme hjem til familien igen.

At have en eftermiddag uden andet på programmet end at suge til os af hinanden. At mærke mine børn. Spille sammen, snakke sammen, putte sammen, være sammen.

For allerede i dag er det deres tur til at tage afsted. For Frejas vedkommende er det en enkelt overnatning på skolen, for Emil er det tre overnatninger på en stor fælleslejr i den nordlige ende af landet for skolens 2.-9. klasse. Dage med masser af gode oplevelser, sammentømrende for klasserne og udviklende for børnene. Hvor jeg under dem det! Hvor jeg glæder mig over, helt gratis og uplanlagt at få en aften i tosomhed med min mand. Og hvor jeg glæder mig til at få dem hjem igen. For tingene har det med at klumpe sig sammen for tiden, og der har ikke været lange dage  med tid til bare at være familie på det sidste, og vi begynder at savne.

Og så er det jo skønt, at det lige præcis er det, vi har i sigte. En lang sommer med nærvær på programmet. En uge i Holland, tæt på Amsterdam, med hele min store og skønne familie – og en uge i Sverige, i et svenskrødt, lille træhus, tæt på Vimmerby og Astrid Lindgrens Verden for os fire. Og lange sommerdage og –aftner i vores dejlige hjem.

Er det så mærkeligt, at jeg glæder mig? 

 

Billedet er lånt her

Op med hovedet, ven!

 

 

En fantastisk, farvemættet, krøllet og mystisk kæmpevalmue fik jeg af min veninde, da hun var på besøg den anden dag. Den syntes, det var lidt hårdt at komme ind og skulle bo i en vase, så næste dag hang den med hovedet – og jeg overvejede at klippe hovedet af (altså blomstens!), så den kunne flyde i en skål vand i stedet. Men fik aldrig gjort noget ved det – og pludselig opdagede jeg i går, at den havde fået livsmodet tilbaget og rettet hovedet op.

Jeg har nydt dens skønhed, og da jeg i morges kom anstigende med kameraet for at forevige den, opdagede jeg, at det var i sidste sekund. Den havde valgt at åbenbare sit inderste, for derefter, da jeg havde skudt billedet, at smide det sidste pynt, så den nu står med hovedet bart. Men stadig smuk.

Jeg ønsker mig kæmpevalmuer i haven…

Og nu må jeg hellere få pakket. Foran venter en hæsblæsende weekend i Århus med pigekoret. Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg hellere have tilbragt weekenden hjemme med familien – men jeg ved, at det bliver hyggeligt og sjovt, når vi først er i gang.

Hep, hep!

Rigtig god weekend til jer!

Ny genbo

 

 

 

Lige uden for vores vinduer har vi den skønneste udsigt. På grunden overfor lå engang et dobbelthus ligesom vores – og som de andre, der ligger i denne nederste del af vores gade. Husene blev bygget til jernbanearbejderne i 1920’erne, og de er alle bygget efter samme forskrift. Da vi f.eks. skiftede døren mellem stue og køkken ud med dobbelte, franske døre, fik vores nabo den aflagte, gamle dør, da hans trængte til udskiftning. Det er sjovt, at det er de samme døre, trappegelændre osv., der går igen, hvor de ikke er skiftet ud med nyt.

Huset, der lå overfor vores, brændte, blev revet ned, og siden har grunden fået lov at vokse til. Bag grunden var svinestaldene, der udgjorde Herning og Omegns Eksportmarked.

 

Billedet er lånt af Herning Folkeblad

 

En jævn trafik af svinetransporter har der været uden for vores hoveddør, men det er heldigvis fortid. Svinestaldene er lige blevet revet ned, huset ved siden af den tomme hjørnegrund venter på samme skæbne, og om et halvt års tid forventer vi, at de påbegynder et større byggeri. Den 3000 kvm store grund, der strækker sig herfra og ud til rundkørslen, der hilser velkommen, hvis man kommer ad motorvejen fra Silkeborg, skal huse den nye retsbygning, der efter lokalplanen skal ligge helt ud til fortovskanten lige over for vores hoveddør.

 

 

Billederne er lånt fra Hernings Huse

Jeg skal være den første til at hilse byudvikling velkommen, det er godt, at der kommer tidssvarende og gode forhold for retten, og vi var også forberedt på, at bygningen sandsynligvis ville komme til at ligge overfor vores hus. Vi havde bare fået at vide, at der ud til vores vej ville være parkeringspladser, og de ville unægteligt have taget  lidt mindre lys fra vores stue, end en høj bygning vil gøre.

Når det er sagt, er jeg glad for, at det er forsiden af huset, og ikke haven, der vender mod nybyggeriet – og så er jeg jo nysgerrigt anlagt og synes, det bliver enormt spændende at følge byggeriet og alt det liv, vi vil få uden for vores fordør.

Og så vil vi nyde udsigten, så længe vi har den – og børnene vil nyde en spændende, blomsterrig naturgrund, der kan bruges til alt lige fra camoufleret spionage i græsset til blomsterplukning, der kommer mine vaser til gode.

 

Rhododendron-fest

 

 

 

Haven er fyldt med farveklatter – og jeg er dybt fascineret af de mange forskellige udtryk og former, der er i de forskellige variationer over samme slags plante.

Og på en overskyet dag som denne, vil jeg lade en rest solskin fra i søndags lyse op og sprede lidt kulør og humør.

Min favorit lige nu er denne koralfarvede farveeksplosion med en skøn, orange plet lige over støvdragerne.

 

 

 

Helt anderledes i udtrykket er denne romantiske, hvide rhododenron, med lyserøde kanter – det er jo ren marengs.

 

 

Og så kan jeg slet ikke stå for denne lille hvide miniversion. Så sart og ren og uskyldig ser den ud!

 

Sæsonafslutning

 

 

 

Sommerferien nærmer sig med raske skridt – før vi ser os om, er det vores egen, der banker på, men inden vi når så langt, er det kirkens kor, der gør klar til at lukke ned for sæsonen. Det bliver gjort behørigt, der bliver lagt tid og kræfter i sagen, men jeg tror også, det er godt for korene at få de gode oplevelser med, dem der gør det lidt sjovere at synge i kor og lidt lettere at leve med de mere grå hverdagskorprøver, hvor der nogle gange skal terpes, indtil satserne fungerer, som de skal, og det bliver til rigtig god musik.

I går var det børnekoret, der var på tur – vi tilbragte hele dagen i Djurs Sommerland, og til det brug kunne man da ikke drømme om mere fantastisk vejr! En gang soleksem på fødderne kostede det mig – og en skoldet femtedel af ryggen (den, jeg ikke selv kunne nå med solcremen) – men bortset fra den slags småting, gik turen rigtigt godt. Vi var to voksne og syv børn afsted, og børnene prøvede forlystelser, spiste slik, svømmede i vandland og var lige så trætte, som man skal være efter sådan en dag, da vi vendte tilbage til Herning.

I aften har vi sommerkoncert, hvor begge kor deltager, forældre og andre interesserede fylder kirken op, og ikke et øje vil være tørt, når korene synger, med og uden fagter og “salmedans”. Derefter holder børnekoret sommerferie – pigekoret slutter med hygge her hos mig i den normale korprøvetid på torsdag, og så lige en weekendtur til Århus, hvor vi skal i ARoS, domkirken, Tivoli, på shopping og synge til en gudstjeneste i byen.

Så er jeg også helt klar til at sende pigerne på sommerferie, og jeg vil nyde roen og freden til oprydning, arkivering og ikke mindst fordybelse ved orglet i de sidste uger, inden jeg selv går på ferie.

Lige nu har jeg bare fri, og jeg vil nyde et par timer i haven, inden det går løs med de sidste prøver og koncerten i aften – og ja, jeg skal nok huske solcremen, og i dag har jeg en skat til at hjælpe mig med ryggen…

 

En kølende pause

 

 

Lige dér, på min yndlingsplet, i døråbningen til havestuen, sidder jeg og lader mig gennembage af solen. Med udsigt til den skønneste have, med Isabellas havebog i hånden, med børnenes stemmer i øret, og med planer om ingenting.

Efter en stund i varmen, er det tid til solcreme til store og små, og noget koldt til ganen. Børnene får juice med isterninger, jeg trænger til en kop kaffe, men ikke af den varme slags. Nej tak, må jeg osse be’ om noget is…

Blenderen mixer hurtigt 1½ tsk neskaffe, 2 dl minimælk og et godt skvæt ahornsirup. Den får lov at køre, til der er godt med cremet skum, og så er det bare op i et højt glas med kaffen, og masser af isterninger oveni.

Og så kan jeg vist godt lige holde til en omgang mere i solen… Aaaah…

Solglimt

 

 

Solen spreder guld i vores gang, med lidt hjælp fra Frejas pailletbesatte discokasket.

Foran venter en solskinsfredag, der ser ud til at blive helt fantastisk.

Glædelig sommerdag!

Verdens bedste bolognese, meine Meinung nach…

 

 

1 hakket løg og hakket hvidløg svitses i olivenolie.

500 øko-oksehak brunes – det skal egentlig ske hver for sig, men jeg plejer nu bare at hælde kødet op til løgene.

5 kviste frisk timian tilsættes sammen med 2 dl rødvin.

2 fintrevne gulerødder og 1 dåse hakket tomat kommes i bolognesen, der krydres med salt og peber og simrer i mindst 30 minutter, men gerne i flere timer. Rør jævnligt, og tilsæt lidt vand, hvis den bliver før tør.

Smag til, og server med fuldkornsspaghetti og masser af friskrevet parmasan.

Jeg laver normalt en ordentlig skudefuld af gangen og fryser ned i passende portioner. Så har jeg hurtig mad til en lang arbejdsdag som i dag – og begrebet færdigmad får pludselig en meget bedre klang…

I baggrunden er en salat fra årstidskassens opskrift – et halvt monsterløg (ja, det hedder det – og det ER megastort!) skæres i papirtynde skiver, krydres med en knivspids sukker, flagesalt og peber, og citronskal og lidt -saft (vi var udgået for citron og brugte citronolie) – trækker i 10 minutter.

Bønner dampes (i kassen var gourmetbønner, men de nåede at gå i fordærv, inden jeg kom så langt – så det blev ganske udmærkede, frosne bønner) – blandes med to tomater i tern, vendes med olie, citronsaft (olie + citronsaft = citronolie ;o)), salt og peber. Toppes med løgene.

Som altid enkelt og godt. Jeg tror nu, jeg holder en pause fra årstidskassen. Jeg har sådan set været godt tilfreds, men nu trænger jeg til at vælge selv blandt alle de nye, danske grøntsager, og så kan det jo være, jeg forsøger mig med en af de andre kasser, når jeg engang trænger til nye indspark.

Tirsdagsmorgen

 

En lille leg florerer i blogland – og nu også på Kammertonen:

Morgenens nedtur var, at clockradioen ubønhørligt vækkede mig kl. 6.15 – også selv om det igen-igen var lykkedes mig at komme for sent i seng i går. Jeg lærer det vist aldrig…

Morgenens optur – en rask gåtur i solen. Endnu en sommerdag banker på, og den slags er da bare lige til at gå ombord i…

Udenfor mit vindue er udsigten til min skønne have – blomstrende æbletræer, tulipaner på sidste vers, rhododendron og grønt-grønt-grønt. Jeg bliver aldrig træt af at se derud, og da slet ikke i denne tid.

I mit fjernsyn kører ingenting. Jeg ser meget lidt fjernsyn, og da slet ikke om morgenen. Til gengæld er radioen indstillet på P2 – den bedste måde at starte dagen på efter min mening.

Jeg vil til at høre J.S. Bachs triosonate i G-dur for orgel – som er den, jeg øver på i øjeblikket, og om lidt er jeg smuttet i kirken…

Mit tøj er lunt, trods vejrudsigten, for i kirken er der koldt!

I dag vil jeg nå at plante de sidste spirer ud – der er både løvemund i hobetal, nogle forkølede stokroser, jeg håber, vil overleve – og så har jeg frø af klokkeblomst og stolt kavaler, der skal spredes på udvalgte pletter. Måske bliver plænen også slået, hvis klaveret virkelig spiller…

Men jeg vil hellere… Det er faktisk det, jeg allerhelst vil. Men bagefter vil jeg nyde en rolig stund i solen, måske med en kop kaffe eller en saftig nektarin. (Ja, okay – jeg vil selvfølgelig hellere tilbringe en måned sammen med min familie i Italien!)

I min vindueskarm er masser af pelargonier, og selvfølgelig et par stearinlys. Jeg elsker pelargonier, og der er gået sport i at få dem til at blive til mange. Hver gang, en er ved at blive ranglet, klipper jeg den ned, sætter toppen i vand, og før man ser sig om, har den slået rødder, og jeg har en ny plante! Om lidt skal nogen af dem flyttes udenfor.

Dette billede har I aldrig set – og nu skal det snart til at være, hvis det skal ligne – for på mandag skal jeg på frisørskolen igen, og man ved aldrig, hvad det ender med…

 

 

Hvis nogen har lyst til at tage stafetten op, griber I den bare!

Ha’ en dejlig solskinstirsdag.