Den smukkeste film

 

Hvis man som jeg følger Claus Dalbys blog eller har studeret hans bøger, kan man næppe være uenig i, at den mand kan noget med planter og med et kamera. De to ting i kombination giver de smukkeste udtryk, som jeg jævnligt glæder mig over, når jeg kigger forbi på bloggen.

Nu kan man fornøje sig med endnu en bog, der kommer på markedet om et par dage – en havedagbog, til egne notater, men allerede nu er den et studie værd. Den er nemlig fyldt med de smukkeste billeder. Hele årets gang set gennem Claus Dalbys kameralinse.

 

 

På forlagets hjemmeside kan man smugkigge i bogen, hvis man klikker der, hvor der står “Se hele bogen. Klik her” – men gør det ikke, hvis du har travlt! Man bliver suget ind i det eventyrlige univers. Den er utroligt smuk! Jeg har lige siddet og ladet alle siderne bladre igennem - havde slet ikke lyst til at stoppe igen. Det er ro og skønhed for krop og sjæl at lade et år defilere forbi på den måde!

Stædighed kan være godt for meget

 

 

 

Det kan godt være, at jeg i sommers mente, at det var både god motion og beroligende og alt muligt andet positivt at slå græs med en håndskubber.

De ord vil jeg måske også tage i brug, når det igen bliver sommer, og jeg suser hen over plænen, mens fuglene synger og børnene leger.

Men i dag har piben en anden lyd.

Hold op, hvor er det bare tungt og vådt og langt – bare fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at fjerne de tusind millioner æbler, der ligger på græsset, før jeg er kommet så langt som til overhovedet at tage plæneklipperen frem fra skuret, og græsset derfor får lov at køre sit løb i alt for lang tid.

Til gengæld er jeg temmelig rolig og afklaret med, at jeg droppede løbeturen i går og fyldte mig med kage. Den time, jeg nu har orkset rundt med plæneklipperen, må da kunne have gjort det ud for mindst 5 løbeture! Og jeg er kun halvvejs.

Det er godt, jeg stadig har en stor del af min stædighed i behold!

Hækleaften #3

 

 

   

Lidt hygge med blomster og lys…

 

Lækker kage…

 

Og ditto frugt…

 

Masser af garn og hæklenåle til fri afbenyttelse…

 

Og opskrifter og prototyper til inspiration… – denne svamp fandt jeg hos Wenche.

Så er rammerne sat til en hyggelig aften.

Men det, der gør aftenen rigtig god, er de skønne kvinder, der kommer i min stue og fylder den med snak, grin og lyst til at være sammen, mens vi forsøger os frem med hækleri på forskellige niveauer.

Og de er guld værd! 

Et hjørne

 

 

 

Da vi flyttede ind i yndlingshuset for godt et år siden, stillede vi vores sofastykke her i hjørnet, med bagsiden udad, som man ofte gør, for at beskytte glasset. Vi blev hurtigt enige om, at billedet ikke længere skulle være sofastykke, men hvad det så skulle, kunne vi ikke rigtigt finde ud af. Og så stod det bare der. Med ryggen til, og blev hurtigt noget, jeg ikke så.

I går læste jeg noget i et gammelt blad om billeder, og om at de ikke altid nødvendigvis behøver at hænge på den traditionelle måde, men f.eks. kunne stå langs fodpanelet. Og kom i tanker om vores (formerly known as) sofastykke, og hvor skørt det var, at det stod der og puttede sig, når man ligeså godt kunne vende det med den pæne side udad. Om vi nogensinde finder ud af, hvad vi vil med det, ved jeg ikke – men indtil da står det da meget pænt der ;o)

Og sådan kan man med få ændringer bringe nyt liv i et lille hjørne. Det er forøvrigt et hjørne, jeg er meget glad for. Et bogskab fuldt af bøger, nogle har jeg læst og glædet mig over, og mange har jeg endnu til gode at begrave mig i (jeg drømmer om en hel væg fuld af bøger, men det bliver vist engang i et andet liv, i et større hus). Min farmors broderi og en gammel symaskine, fundet på et loppemarked. Uret, som er en ret uundværlig del af vores liv – og som er et meget pænt et af slagsen. Ikonet er en indflyttergave fra kære venner. Og så vores lænestol, der en sommer stod udenfor et hus på Fanø og kaldte på os.

Hygge og minder, lidt gammelt og lidt nyt. Brugbart og lidt slidt. Personligt og lidt skævt. Sådan kan jeg lide det.

Stilhed efter storm

 

 

 

- men en storm af den gode slags, vel at mærke.

Vi har haft besøg af hele min store, glade, skøre, snakkesalige, sangglade og dejlige søskendeflok og co. i weekenden. Det har været et par dage i højt gear, især for os, der stod for forplejningen – der har været nok at rive i og forholde sig til, men vi har også i den grad nydt at være sammen igen.

Og nu er det også helt ok, at vi er lidt flade…

Hver ting til sin tid – jeg elsker, når de er her og fylder huset til sidste kvadratmeter, og jeg nyder roen og stilheden, når sidste mand er kørt. Måske nyder jeg især, fordi jeg ved, at der kun går en uge, før vi ses igen til min fars 60 års fødselsdag. Jeg savner nemlig meget, når der går for længe mellem, at vi ses.

Men nu nyder vi bare stilheden…

Rydder lidt op hist og pist, samler legetøj op, mens jeg smiler lidt for mig selv over min nevø, der har hygget sig med Emils hengemte biler. Forbereder lidt nemt aftensmad og tænker, at aftenen nok bliver tilbragt tilpas henslængt i sofaen.

Med hovedet fyldt af weekendens samvær, der gør godt i hele systemet…

Flittiglise

 

 

 

Eller flittigpeter… De har i hvert fald været yderst aktive, de små spindere. Freja og jeg er lidt uenige om skønheden i alle de små spind – hun synes mest, at det bare er ulækkert, selvom jeg gjorde,  hvad jeg kunne for at overbevise hende om det fantastiske i alle de små kunstværker, da vi sammen gik til skolen.

Jeg er så fascineret af de små spind, deres perfektion og fine detaljer – og så pynter de bare i landskabet, som de hænger der,  med små perler af dug, mens solen begynder at trænge igennem tågen. Løvet flammer rigtigt nu i de smukkeste farver, og man kunne da vist ikke ønske sig en smukkere oktobermorgen.

Rigtig glædelig torsdag!

Kulør

 

 

 

På sådan en grå efterårs-eftermiddag som denne, hvor mand og børn er i skolebio, og jeg lander stille og roligt, er det godt at fornøje sig med kulør på stearinlys og Halfdan Rasmussens tosserier.

Jeg har lånt Halfdans Digte på biblioteket, og den fandt hurtigt vej til min ønskeseddel. Jeg er vild med hans leg med ord, hans humor og hans evne til at vende alting på hovedet! I digtsamlingen er der både tosserier, børnerim og den mere alvorlige afdeling, og jeg elsker det altsammen, men mest af alt tosserierne.

Jeg har sådan lyst til at dele det hele med jer, men må jo begrænse mig – og hvad er så mere oplagt for en organist end at dele noget om kammermusik…?

 

Noget om kammermusik

I mit lille hoved er der tomt og meget stille.
Der er osse stille i det store tomme rum.
Men et sted i mørket kan jeg høre nogen spille
noget glemt musik af Bach på et harmonium.

Jeg har slukket lampen. Og nu sidder jeg og lytter,
mens jeg adspredt klør mig der hvor ingen bærer hat.
Og de skønne toner er som dråbefald i pytter,
skønt det fryser fjorten grader celsius i nat.

Rolig og harmonisk hviler Afrodites søster
på min ringe divan og har glemt det sjette bud.
Men ved hovedgærdet, med en hånd på hendes bryster,
står Johann Sebastian og ser uartig ud.

Overrasket rejser jeg mig op fra stolens hynde
og er ganske målløs og en lille smule stødt,
da jeg ser den gamle mester med en egen ynde
smutte under dynen, hvor min pige sover sødt.

Hvad skal det betyde? spør jeg. Hvad vil De, min herre?
Denne hormonale harmoni er dekadent.
Og hvis De vil spille Don Juan, må jeg desværre
be Dem komponere på et andet instrument!

Lille grå Sebastian står ud på gulvets tæppe
tripper lidt og skutter sig ved kakkelovnens blus:
Goe herre, ha medlidenhed med en som næppe
udendørs kan overleve Anders Celsius.

Undskyld mine ord, jeg tænkte ikke over disse
kolde kuldegrader, sier jeg på mit ringe tysk.
Hvis De går og fryser, må De gerne puttevisse
hos min kønne pige, der er mere varm end kysk!

Gamle Bach tar kjolesættet af og kryber stille
ned til min veninde, der er både sund og stærk.
Og i stuens mørke kan jeg høre nogen spille
gamle melodier på min divans orgelværk.

Fra Tosserier i udvalg 1960.

Go’morgen sol

 

 

 

Det bliver vist aldrig min yndlingsbeskæftigelse at stå op før solen.

Men nogle fordele er der da, når man har kæmpet sig ud af den lune seng og bløde dyne. Den oplagte er, at børn og voksne kommer afsted til tiden og får en god start på dagen.

Og så er der fordelen, som er til at få øje på – guf for de endnu ikke helt åbne øjne. En himmel så skøn, at den måtte foreviges, selv om tiden ikke er rigelig før kl. 8.

Måske vil den minde mig om, at dagen sagtens kan byde på lyspunkter – også selvom målsætnings- og visionsmøde og gruppearbejde ikke umiddelbart lyder som min kop te. Man kan jo altid blive positivt overrasket…

Rigtig god dag til dig!

Vupti – og så var den en cardigan

 

 

 

Frem og tilbage på symaskinen (temmeligt uvant materiale at sy i, by the way…)

Dyyyyb vejrtrækning…

Og en-to-tre…

KLIP-KLIP

 

 

Det var jo faktisk ikke så slemt!

Nu mangler bare forkanterne, og så tusind ærmetråde, der skal fæstnes.

Iiihaaaa!!!

Bagte kanelæbler

 

 

 

Temaet for tiden er æbler, når der skal dessert og kager på bordet. Denne dessert, der forsødede vores søndag aften, fandt jeg i Tessa Kiros’ “Opskrifter for livet”, og den er i al sin enkelhed superlækker!

4 æbler halveres, kernehuset fjernes, og de lægges i et ovnfast fad med skæresiden opad. Drys med 80 g farin, blandet med 1 tsk kanel, kom en klat smør på hvert æble, og dryp 2 spsk portvin hen over æblerne. Kom 1 1/4 dl vand i bunden af fadet, og bag ved 180 grader i ½-1 time, til æblerne er bløde. Øs saften i fadet over æblerne undervejs – og hæld gerne rigeligt over æbler og is, når det skal fortæres.

Isen – det er yoghurtis med vanilje fra samme bog – og den kan i øvrigt også kraftigt anbefales :o)

Lørdagsro

 

 

 

I gamle dage var det manden, der gik på jagt, mens kvinder og børn blev i det trygge hjem. Nu om dage er det ofte kvinder og børn, der tager på forsyningstur i det pulserende og trættende handelsliv for at skaffe tøj på kroppen. I dag blev børnene næsten rustet til vinter, bøger er lånt på biblioteket, og vi sidder og puster ud efter den vilde jagt.

Der hersker en salig stille ro, Emil sidder med en pelsklump inden for rækkevidde og bliver (endnu) klogere på 2. verdenskrig. Eneste lyd, der høres, er min klapren i tastaturet og Freja, der lejlighedsvist læser højt, mens hun leder efter Holger og Flunkerne.

Når jeg ikke lige sidder ved tastaturet, hygger jeg mig med de allersidste striber. Jeg kommer til at savne de striber – men jeg glæder mig vildt til at bruge den trøje! Inden jeg kommer så langt, skal den lige have en tur med saksen (skrig!!!), men der er ikke langt til vejs ende…

Små glæder

 

 

Fantastisk fuldendthed og renhed…

 

En dejlig høstblomst…

 

Overflod fra haven…

 

   

Englene i vores liv – konkret og billedligt talt…

 

Et minde om min farmor…

 

Min farmors halskæder pynter blandt mine egne…

 

Sommerferieminder…

 

Lidt sommer på glas…

 

Blomster + spejl = dobbelt glæde…

 

Min hyggelige køkkensnor…

 

Blomstrende pelargonier i sol…

 

Farveglade fibre…

 

At studere en gammel globus…

 

En pelsklump i en solstribe…

 

…som får selskab

 

Smuk emballage-genbrug…

 

De første kastanjer – med pragtfuld glød og “åretegninger”…

 

Pakkepost fra Nordhjem.dk…

 

Søde svampeservietter fra Søstrene Grene…

 

Og en kat, der stadig elsker at lægge sig de særeste steder – til stor morskab for os andre.

 

Og så er der alle de store glæder og lyspunkter i mit liv. Skønne, raske børn, der varmer mit hjerte. En elskelig mand, der følger mig gennem tykt og tyndt og har elsket mig i over halvdelen af mit liv. Familie og venner, der gør mit liv rigt. Et dejligt hjem. Uddannelse, arbejde, sundhed, fred i mit hjørne af verden og en liste så lang af privilegier.

Jeg har stor grund til at være taknemmelig, og det er godt at minde mig selv om, når jeg engang imellem falder ned i jeg-har-det-så-hårdt-og-kan-ikke-overskue-mit-liv-hullet.

Jeg har travlt, ja. Men har det ikke rigtigt hårdt. Faktisk rigtigt, rigtigt godt, og det vil jeg fokusere på og være meget taknemmelig over.