Familieforøgelse

 

 

 

Faste læsere af bloggen her har nok anet, at jeg har et eller andet med pelargonier. Især Dronning Ingrid står mit hjerte nær, de minder mig om sommer, gamle bindingsværkshuse og oldemor. Og så er de så godmodige, at de godt vil leve med, at vandingen mildest talt ikke er regelmæssig – faktisk kvitterer de ofte for en god tørkeperiode med en overvældende blomstring. Det kan man da kalde taknemmelighed!

En del af mine pelargonier døde under sidste års isvinter, der bredte sig til vores udestue, hvor alle pelargonierne havde deres vinterhi. Det blev dem for koldt, og mange måtte bukke under for Kong Frost.

Heldigvis kan man let lave nye planter – det kommer faktisk helt af sig selv, når de gamle bliver så ranglede, at de trænger til beskæring. Så er det bare med at stå klar med nye potter til alle de små unger – og så huske at opbevare dem lidt varmere denne gang…

Så håber jeg på masser af nye planter til næste sommer.

Små glæder #2

 

 

De første hulsten i samlingen…

 

En lille hjertelighed på min frokost…

 

Pelargonieyndighed…

 

De sidste, farvestrålende blade, inden de også må give slip…

 

Hjemmebag, hytteost og hjemmelavet æble på toppen…

Sting og Prokofiev

 

 

Noget af det, jeg elsker ved at høre radio, er at blive oplyst, at få mere viden og se nye sammenhænge.

Noget af det, jeg elsker ved musik, er, at den rummer så meget, kan drejes, bruges i nye sammenhænge, udvikles i det uendelige og vise nye sider af sig selv.

Og tænk, med hjælp fra P2 har jeg lige opdaget en forbindelse mellem to af mine yndlingsmusikere/komponister, som jeg ikke lige havde set komme.

Russians er en sang, jeg holder rigtigt meget af. Da Sting skrev den, lånte han et tema af den russiske, klassiske komponist, Prokofiev. Temaet er en romance fra en symfonisk suite ved navn Lieutenant Kijé, der handler om en fiktiv soldat.

 

 

Er det da ikke fantastisk?

Drengestreger

 

 

 

 

Det er ikke alle børn forundt at have en far, der kan svinge en blyant, som mine børns far kan.

Jeg elsker, når han slår sig løs og tegner skæve, sjove og underfundigt søde universer. På sådan en lidt melankolsk sidste-feriedag er det godt at sidde og smile skævt af sådan nogle søde streger.

Jeg har været lidt irritabel i aften – og ved godt, at det dybest set skyldes, at jeg er ked af, at ferien er slut. Og det er da ikke den fede måde at lade det komme til udtryk på, sådan at sidde og bare være lidt mut og “edgy”. Men sådan er livet også nogle gange – ikke lutter lagkage og efterårsferie, men også et kræsent barn, en stiftblyant der går i stykker på et ubelejligt tidspunkt og vælter en præteenagers verden, og metervis af lektier, der har været udskudt til sidste øjeblik, så børnene ikke kommer så tidligt i seng, som jeg havde tænkt det.

Heldigvis lykkedes det at få en god stemning, inden vi lukkede og slukkede, og nu vil jeg sætte mig med en kop kaffe og for min del lukke ned for en ferie, der ellers har været rigtig god. Og mon så ikke mit indre smil også kan lokkes lidt frem igen ved tanken om en mandagsfridag, der trods fødselsdagsforberedelser på programmet, også levner plads til at starte hverdagen op i et tempo, hvor selv jeg må kunne følge med.

Jeg har jo i virkeligheden ikke meget at klage over…

Fin, fiks og færdig

 

 

 

 

Jeg ved det godt, det er ikke pænt gjort, sådan at holde jer hen i åndeløs spænding. Det var jo noget af en cliffhanger, jeg efterlod jeg med i går, og jeg håber ikke, at jeg har forstyrret jeres nattesøvn…

Det var selvfølgelig Folkloren, der roterede i vaskemaskinen. Den er helt klar til at blive brugt, til den ikke længere kan hænge sammen. Jeg ved, at jeg kommer til at bo i den trøje, og den har oven i købet været rigtig sjov og lækker at strikke. Jeg har lært nyt undervejs, bl.a. om hvordan man strikker en lille inddækning til de strittende ender på vrangsiden, så det er også første gang, jeg nogensinde har strikket noget, der var så pænt og gennemarbejdet bag facaden.

 

 

Knapperne fandt jeg i Stof og Stil. Jeg kunne ikke stå for de skæve blomster, men ved også godt, at strittende blade og løst strikkede knaphuller ikke er den oplagte kombination – hvis jeg bliver for træt af dem, kan jeg jo bare skifte dem, værre er det ikke.

Opskriften købte jeg hos Anne, eneste ændring er, at jeg har lavet et lille svaj i livet og strikket den lidt længere, både i krop og ærmer. Garnet er supersoft 100% uld fra Holst, og farverne har jeg helt bevidst lagt så tæt op ad Annes, som jeg kunne, for de er bare så meget lige mig!

 

Luft til fantasien

 

 

 

Et overskueligt værelse giver fantasien nye vinger. Jeg har set det før, og alligevel måtte jeg knibe mig i armen, da jeg i morges stod op til et værelse, der talte sit tydelige sprog om et barn, der i stedet for målrettet at vælte ned til passiv morgenTV-underholdning, havde hygget sig med at kombinere på kryds og tværs. At lave små opstillinger (og rejse dem igen, hver gang en selskabelig kat valgte at vade henover det altsammen) og at hygge og pusle om de små dyr, der for tiden får hendes omsorgsgen til at blomstre.

Det er da til at blive varm om hjertet af!

Og den skarpe iagttager kan nok se, at ålerusen i baggrunden endnu ikke har været udsat for den hårdhændede sortering. Den er fyldt til bristepunktet med tøjdyr og er det næste, der står for tur. Jeg er noget spændt på, om hun frivilligt skiller sig af med en eneste…

En ferie lige efter min smag

 

 

 

I går havde vi endnu et besøg af den skønne slags. Venner, der desværre bor alt for langt væk, tilbragte dagen sammen med os, og vi nød det.

Lige dele familie- og vennebesøg, hjemlig langsommelighed og ro, og projekter af den slags, hverdagen ikke levner plads til. Det er sådan en blanding, der gør mig rigtig godt og tanker mig op på alle måder. Og sådan en ferie har vi nu. Uha, som jeg nyder, og jeg kunne snildt klare en uge mere af samme slags – men så godt spiller klaveret trods alt ikke. Så jeg suger alt ud af de sidste feriedage.

Emil er sendt på et par dages ferie hos sin faster. Jeg har hørt rygter om både vikingemuseum og artillerimuseum, og for vores videbegærlige dreng er det lige i øjet. Imens hygger vi om Freja herhjemme. Hun har det som blommen i et æg, med to forældre, der gider spille vendespil og fjolle, som kun fjollede forældre kan (ja, vi fjoller jo altså også, når Emil er hjemme, kan slet ikke lade være – det ligger i jobbeskrivelsen…), med en kat, der gider sove middagssøvn i sofaen i hendes favn – og så har vi fået taget endnu en tørn på hendes værelse. Vi er endnu ikke færdige, men vi har nået længere, end jeg turde drømme om. Der er efterhånden rigtig god plads til fødselsdagsgaver / der er nu som noget helt nyt luft imellem sagerne på hylder og i vindueskarm. Hun har været helt klar til at få ryddet godt og grundigt ud, og det bliver godt for hende at få et værelse, der er til at overskue.

Imens jeg tog i byen og fik klaret de sidste gaveindkøb til Frejas fødselsdag (en hel uge før tid – det er stort!), har Brian taget livtag med den del af græsplænen, jeg aldrig fik klaret i sidste uge.

Sikke nogle skønne flueben, vi får sat! Det er, så jeg efterhånden føler, jeg kan begynde at ånde frit igen…

Aaaahhh….

 

Og PS: Gæt, hvad der roterer i vaskemaskinen…? ;o)

Hjemme bedst

 

 

 

Et dejligt besøg, der endelig kunne lade sig gøre, hygge, gode snakke og grin, ostekage med blåbær og cookies, skattejagt arrangeret af pigerne for alle “de gamle”, mere hygge og snak, indtil øjnene begyndte at klappe i – det var i går…

I dag – lækkersøvn og langsom formiddag, mere vasketøj og oprydning, og så var vi efterhånden i gear. Og klar til henholdsvis æbleopsamling og sortering af Frejas legetøj. Sidstnævnte er et større projekt, der har været udskudt i det uendelige og ikke sådan bliver overstået på en eftermiddag, for der skal vurderes og studeres, før man som snart 9-årig kan beslutte sig for at beholde eller sige farvel til alt det, der bugner på hylderne. Projektet er skudt godt i gang, vi hyggede os med det, og jeg er klar til næste bid, når tiden er til det.

En tur i byen afsluttede vores hjemmedag. Vinterstøvler og sportstøj var på indkøbssedlen, og selv om det var en udfordring at finde fodtøj til en forvokset dreng med str. 41 (!) på bundlinien, lykkedes det til sidst, og alle er glade.

Lidt kagerester sætter et sødt og godt punktum for en dejlig dag, og om lidt er jeg klar til mere lækkersøvn…

Dejlige, glade ferieliv…

Ferienydning

 

 

 

Vi holder ferie efter bedste beskub.

Krydrer den med en ordentlig gang hoste, men det går endda.

Sent i aftes landede vi efter en forlænget weekend i det sjællandske, med familiehygge og fest, fejring af min far, der har rundet de 60, med festlig, flerstemmig sang leveret af søskendeflokken og co. (åh, hvor jeg elsker at synge sammen med mine søskende – det er en stor gave, vi har fået, at kunne gøre det sammen!), med grin og nevø-charme (I ved, ham den lille (efterhånden knapt så lille, men stadig charmerende, på 2½ år), der med lethed kan sno mig om sin lillefinger…), med tid til at sove længe, læse bøger og bare være. Jeg elsker at vågne op hos min søster, i stuen, hvor vi har fælles sovesal med børnene, til lyden af morgenTV, der kører på svageste lydstyrke, og med visheden om, at der slet ikke er noget, man lige kunne gøre, sætte en vask over, skrive en indkøbsseddel osv. – man kan bare ligge der i sofaen og vågne langsomt, læse lidt i en bog, strikke et par pinde eller hygge lidt med pc’en. Det er ferie.

Nu er vi hjemme igen, hos vasketøj og kufferter, der skal pakkes ud, gulve der trænger til støvsugning og en smule oprydning hist og her. Jeg sidder og plejer hosten med en spand ingefærthe, og når den er indtaget, har jeg intentioner om at gøre en indsats for at få pligterne ud af verden, for ferie er der stadig bunker af, og jeg har tænkt mig at fortsætte med at nyde.

Planer har vi ikke mange af – et par vennebesøg er der på programmet, og så har vi ellers tænkt os at nyde at være sammen som familie. Så må vi se, om den står på ture ud af huset, eller vi bare forskanser os her med spil og hygge.

Og det er nu slet ikke så ringe endda…

Så var den her…

 

 

 

Det er lige nu.

Det er længe ventet.

Det er ferie – og det skal nydes!!!

Ha’ det godt så længe…

Man har jo altid lov at drømme…

 

 

Tasken er lavet i bøffellæder – set hos Nordhjem.dk – og den måtte meget gerne blive min…

Suk…

Om forandringer og babyer

 

 

 

- Og nej, dette indlæg handler ikke om det, I tror… ;o)

Jeg er i en periode, hvor arbejdslivet byder på omvæltninger, nedskæringer og nytænkning. Noget af det er rigtigt godt, noget vil måske vise sig at være meget godt, og meget af det er bare surt.

Og jeg mærker mere og mere, at omstillingsparathed ikke er min force. Jeg er tryghedsnarkoman og befinder mig godt ved, at det meste er, som det plejer. Hvilket er noget af et paradoks, for jeg er også en evntyrer, der keder mig, hvis hverdagen begynder at køre i en rille. Men det er vel bare et typisk eksempel på, at vi mennesker er komplekse personligheder, der ikke er sådan at sætte i bås. Og det er nok dybest set det, der bl.a. gør det så spændende at være menneske og møde andre mennesker.

Når omvæltningerne trækker på mine rescoursser, og jeg føler, at al min tid går med møder og stigende mængde kontorarbejde, så er det godt at fordybe sig i den slags arbejde, der er helt nede på jorden og så dejligt livsbekræftende.

Det er den slags, jeg har hygget mig med i formiddag, hvor vi havde babysalmesang – den sidste gang i dette forløb, og jeg vil savne alle de små babyer og deres mødre.

Babysalmesang er for babyer på 1-9 måneder og deres forældre. Vi breder et stort tæppe ud midt i kirken, og her bruger vi 3 kvarter med salmer og børnesange, fagter og dans, rasleæg og klokke, kulørte tørklæder og sæbebobler, orgel, klavermusik og blokfløjte. Og masser af ro, gentagelser, nærvær mellem forælder og barn, og sanseindtryk, der kan gøre den mest energifyldte baby træt efter sådan en formiddag.

Både før og efter de 3 kvarter er der god tid til kaffe og snak, amning og bleskift, nye venskaber stiftes, og der bliver sat ord på alle de usikkerheder, der følger med i barselsgaven.

Og jeg hygger mig i den grad. Nyder at betragte de små størrelser og deres glæde og genkendelse ved sangen. At lade mig charmere af det herligste, tandløse grin. Nyder at give børn og forældre en god oplevelse med i bagagen og føler, at jeg får lige så meget igen, som jeg giver.

Efter sådan en formiddag er jeg klar til med lidt mere energi og optimisme at imødese de mange udfordringer og forandringer.

Og heldigvis er der bred enighed om, at der ikke skal pilles ved babysalmesangen – så jeg vil glæde mig, til vi starter op med et nyt forløb i det nye år.