Et blad, der hænger i en tynd tråd og kastes hid og did efter vindens forgodtbefindende…
Eller en lille alf, der danser sin morgendans, snurrer og drejer og føler sig fri som fuglen. Pyntet i efterårsfarver, med diamanter og solståler på…
Det kommer an på øjnene, der ser…
Rigtig god solskinsdag til dig!
…så ville det være helt i orden for mig med sådan en Flower Power Beetle!
- men det skal jeg selvfølgelig ikke, det er jo slet ikke nødvendigt, alt for dyrt og cyklen kan vist ikke udkonkurreres som det mest miljørigtige valg (for slet ikke at snakke om al den motion, jeg får helt gratis… her i DK’s fladeste by…;o)).
Selvom jeg må indrømme, at på visse regnvejrsdage drømmer jeg om mit eget lille blomstrede lyn. Eller bare en lille cremefarvet Fiat 500. Det ville også være helt okay…
Beetlen var forøvrigt Frejas første bil, og da den faldt for den hårdhændede sortering, kunne jeg bare ikke nænne at skille mig af med den.
Så nu står den og spreder lidt humør i stuen…
Nogle gange trænger jeg til at puste ud og slappe af, når jeg er under pres. Andre gange er det, der skal til, at få sat nogle flueben, at få elimineret nogle punkter på den evindelige to-do-liste. Og det, der virker allerbedst, er at gøre nogle nogle af de ting, der ikke er jævnligt tilbagevendende, men noget af det, jeg ikke lige plejer.
Min mandagsfridag er efterhånden begyndt at køre i en fast rytme (det er jeg rigtig god til, det med rytmer, men de kan også gå mig på nerverne, når de bliver grænsende til ufravigelige) – sådan noget med lidt sump ved den bærbare (man skal jo lige i gang med en kop kaffe), oprydning, støvsugning, vasketøj, sump igen, og pludselig fløj dagen afsted, uden jeg følte at have fået det ud af den, jeg havde forestillet mig.
Men i dag har været anderledes. Jeg har været ude. I haven! Sådan på den aktive måde – taget dahliaknolde ind, sat forårsløg og hængt en lyskæde op. Med masser af sol på. Og det har været SÅ godt. Nu er frokostpausen slut, og jeg er klar til en svingom med støvsugeren. Med en fantastisk følelse af at have et par to-does færre hængende over hovedet.
Og solen skinner stadig!
Sådan en søndag eftermiddag i familiens skød, med ludo og godt humør, med Ella Fitzgerald, Count Basie, Miles Davis og mange flere lækkerheder i CD-afspilleren, så begynder skuldrene at falde ned, hvor de hører hjemme, og vejrtrækningen finder sit normale leje.
Ja, jeg lever skam endnu, men den forløbne uge har haft program nok for to. Alt, hvad man kan putte ind i en uge, har der stort set været – koncert, spaghettigudstjeneste og menighedsrådsmøde hhv. tirsdag, onsdag og torsdag aftener, tilsat skolebio, zumba og det sædvanlige arbejde – og endelig et korstævne fredag til lørdag, med en flok overstadige, forventningsfulde, festlige og fjantede korpiger. Et stævne, hvor jeg var tovholder, akkompagnatør til afslutningskoncerten, kasserer og ansvarlig for mine “egne” piger. Krydret med et hold i ryggen, der var så belejligt at indfinde sig i løbet af torsdag – så jeg synes, jeg har haft min sag for.
Heldigvis er alt gået godt, ryggen er også i bedring, hvis bare jeg ikke begynder at forlange, at den skal kunne ligge ned (hvilket jeg jo så gør hver nat, men den løsner sig i løbet af dagen) – og med udsigt til en fridag og en uge, der har lidt mindre i posen, så kan jeg efterhånden begynde at overskue mit liv igen.
December er i sigte med alt dens hygge, Duke Ellington giver den gas, og Brian steger bøffer.
Alt er godt.
En yderst pædagogisk indførelse i filosofihistorien. En bog, der stiller spørgsmål og vender tingene lidt på hovedet.
En pudsig bog, skrevet til en yngre aldersgruppe end min, men fængende også for min årgang. Et hyggeligt bud på en 15-årigs tankegang og spekulationer. Et venligt spark til de voksne læsere, der er forfaldet til vanetænkning og fordomsfuldhed. En opfordring til at se ud over egne sfærer, se verden lidt fra oven og forundres.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på handlingen, for det er essentielt for læseoplevelsen, at man ikke kender handlingen på forhånd. Så af hensyn til nye læsere, vil jeg bare fortælle, at bogen er bygget op af en rammehistorie, der handler om Sofie. En 15-årig pige, der på mystisk vis får begyndelsen på et filosofikursus i postkassen. Et kursus, der vender op og ned på hendes liv.
Kurset er indholdet i rammen – en grundig indføring for læserne i filosofihistiorien, om de forskellige tidsepoker, deres tænkemåder og vigtige filosoffer. Meget pædagogisk forklaret for sådan nogen som mig, der ikke havde meget forhåndskendskab. Lidt irriterende sine steder, som når Sofie fra tid til anden afbryder filosofigennemgangen med ligegyldige kommentarer. Til tider lidt tungt og langsommeligt at komme igennem, men jeg havde lysten til at vide mere, og lysten driver som bekendt værket. De faktuelle afsnit er forholdsvist korte, og idéen med at pakke filosofigennemgangen ind i en spændingsroman, gør den noget mere spiselig for novicer som mig.
Jeg er blevet klogere, men meget glemmes også hurtigt igen. Heldigvis kan bogen også bruges som et opslagsværk, hvis jeg trænger til lidt repetition.
Vores børn bliver aldrig sådan rigtigt rå og hårdkogte, så længe der er kattedyr i huset. Det forestiller jeg mig nu heller ikke alligevel, at de bliver – og man skal ikke lade sig bedrage af skindet, når Emil ruster sig efter alle kunstens regler. Indeni er han blød som smør.
Og når det kommer til de to firbenede familiemedlemmer, er der ikke grænser for, hvor bløde i stemmen, børnene kan blive.
Der går ikke en dag, uden der skal kæles og hygges, siges godnat i det uendelige – og ofte også slåsses om det sagesløse dyr, der tilfældigvis er i nærheden (hvis det er så uheldigt, at makkeren er forduftet, så der ikke er en til hvert barn). Og dyrene… – de finder sig i hvad som helst.
Næsten.
Heldigvis kan de også sige fra, hvis bølgerne går for højt, men grænsen ligger langt udover, hvad man kunne forestille sig, at sådan et dyr ville finde sig i.
Hvem ville for eksempel tro, at en kat ville synes, det var sagen at sidde på skødet som et andet barn? Tilsyneladende hygger den sig med det – og jeg glæder mig over, at børnene får ansvar og omsorg for et levende væsen ind, næsten med modermælken.
Faktisk har jeg også en lille blød plet for de to firbenede – når de ikke fylder mig med kattehår, eller går imellem mine ben, når jeg har travlt, som kun en kat kan gøre det. Eller sætter kløerne i sofaen. Men når de så kigger sig om efter en at lægge sig op ad og nøje udser sig netop mig, der ikke ofrer dem mange klap, så må man da overgive sig… (og jeg indrømmer blankt, at det faktisk var mig, der insisterede på at få dyrene skaffet til huse – dengang var de helt små og totalt uimodståelige, og det er kun fordi, jeg ved, at alle killinger vokser sig store, at jeg ikke tager imod flere med åbne arme. Der må trods alt være en grænse…)
Det var skønt at mærke Frejas begejstring over en verden klædt i hvidt, da vi fulgtes ad til skole i morges (og hun kan mellem os sagt ellers godt være noget af et brokkehovede, når onde-mor forlanger, at transporten til og fra skole foregår på gåben).
Det var virkelig også smukt at gå i et landskab pyntet med isblomster og krystaller overalt. Vi tog os tid til at studere de små diamanter, inden solen begyndte at sprede sine stråler og med bløde strøg at male farver på den vågnende verden.
På sådan en smuk fridag vil jeg forsøge at skubbe alle tanker om arbejde til side, selv om det er svært, når tingene hober sig op og fylder for meget i mit lille hovede. Weekenden har været godt fyldt, og jeg trænger til både at være og agere i min egen hule. Rengøringen er overstået, vaskemaskinen snurrer, og lidt netbank er den næste “burde”, men så er der altså også lystbetonede ting på programmet. Måske lidt have, måske en lyskæde, måske lidt hækling og helt sikkert lidt bloglæsning.
Og dagens første kop kaffe.
Rigtig god solskinsdag til dig!
Når mørket sænker sig, allerede før aftensmaden er på bordet, forsvinder min virketrang. Jeg kan mærke, at trangen til at gå i hi kommer over mig – også i meget højere grad end tidligere år, men jeg tænker, at det hænger sammen med et overskud, der ikke er overvældende stort, og sådan må det så være.
Det er fredag, og der er ikke andre planer, end en dreng, der skal hentes fra en fødselsdagsfest om lidt. Og så må det være helt i orden at gå lidt i hi. Heldigvis er der stadig energi at tage af, når dagen er ny, og lyset indfinder sig igen.
I sådan et hi er det helt på sin plads med en gang fredagstapas, der er genoplivet efter en pause. På efterårsmåden med ristede kastanjer, grillet peberfrugt og semitørrede tomater. Stadig med godt brød og lækre pølser og oste. Og alt det andet nips, der lige giver det sidste pift. Og rødvin, selvfølgelig – bare lige et enkelt glas, inden jeg skal på farten.
Og så kunne man jo lige nippe et par kastanjer mere. De er så hyggelige at sidde og pille. Og lækre med smør og salt. Det eneste, vi mangler, er en brændeovn, der knitrer lidt i hjørnet…
Græskarudskæring for lettere øvede…
Man behøver jo ikke altid gøre, som man plejer…
(PS. Jeg kan desværre ikke tage rosen for de fantastiske græskar – billederne er fra en af de mange mails, der florerer…)
Jeg har længe været træt af mit skrummel af en kalender. Filofax’ den store… Den vejer som et ondt år og fylder i den “kommode”, der også skal rumme alt de andre nødvendigheder, jeg slæber med mig hver dag.
Og jeg er bestemt ikke klar til at digitalisere min hverdag. Jeg skal have det på papir, så jeg kan se det hele for mig, tegne kruseduller og lægge små notater ind, der skal gemmes. Der er næsten ikke grænser for, hvor tyk sådan en kalender kan blive…
Men jeg har bestemt mig for, at pocket-udgaven må kunne gøre det. Det er jo bare et spørgsmål om at skrive med lidt mindre skrift. Så jeg har foræret mig selv en ny kalender. I den skønneste sennepsgul, og med mini-skrivegrej til. I lilla og turkis. Farver, der gør mig glad.
Og jeg har lige opdaget, at den kan bruges allerede nu, og ikke bare fra 2011, som jeg forventede. Hvor skønt – men først vil jeg lige nyde alle de blanke sider et par dage. Drømme om, at min kalender så sådan ud. Velvidende, at det ikke ville vare længe, før jeg gjorde noget ved den sag, for jeg trives jo med alt det, jeg gør – nogle gange tårner det sig bare op, når aftalerne har tendens til at ligge lidt for tæt.
Hele dagen i går kunne jeg høre motorsavene hærgen.
Og i dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var det et trist syn, der mødte mig.
De er ved at fjerne min udsigt.
Vi vidste godt, da vi købte huset, at vi formentligt ville få den nye retsbygning som genbo, så vi har været forberedte på, at det ville ske, og det er også, som det skal være. Den skal jo være et sted, og man kan ikke forvente sådan at have en naturgrund uden for sin hoveddør, når man har valgt at bo inde midt i byen.
Men jeg vil nu savne det smukke efterårsløv, der har strålet lige uden for mit vindue. Og de enorme brombærbuske, hvor vi har forsynet os flittigt. Man kunne hurtigt vænne sig til sådan et stykke med grønt på den anden side af gaden…
Jeg har bevilget en næsten fri fridag til mig selv.
Weekenden har været aldeles dejlig, med fejring fredag og søndag, med familiehygge og nevøcharme, med forberedelser i køkkenet og en tur på arbejde søndag formiddag.
Så der er ikke noget at sige til, at jeg er en smule flad i dag. Der skal svinges en støvsuger og ryddes lidt op i krogene. Og vaskes lidt tøj. Men så er der heller ikke mere, jeg SKAL. Har jeg lovet mig selv. Der må flades ud. Måske vil jeg endda færdiggøre den bog, der har tryllebundet mig i de seneste måneder. Hvem ved, hvad jeg finder på…?
Men allerførst – en kop kaffe. Aaahhh…
