Motorsavsmassakren

 

 

 

Hele dagen i går kunne jeg høre motorsavene hærgen.

Og i dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var det et trist syn, der mødte mig.

De er ved at fjerne min udsigt.

Vi vidste godt, da vi købte huset, at vi formentligt ville få den nye retsbygning som genbo, så vi har været forberedte på, at det ville ske, og det er også, som det skal være. Den skal jo være et sted, og man kan ikke forvente sådan at have en naturgrund uden for sin hoveddør, når man har valgt at bo inde midt i byen.

Men jeg vil nu savne det smukke efterårsløv, der har strålet lige uden for mit vindue. Og de enorme brombærbuske, hvor vi har forsynet os flittigt. Man kunne hurtigt vænne sig til sådan et stykke med grønt på den anden side af gaden…

Og puuust ud…

 

 

 

Jeg har bevilget en næsten fri fridag til mig selv.

Weekenden har været aldeles dejlig, med fejring fredag og søndag, med familiehygge og nevøcharme, med forberedelser i køkkenet og en tur på arbejde søndag formiddag.

Så der er ikke noget at sige til, at jeg er en smule flad i dag. Der skal svinges en støvsuger og ryddes lidt op i krogene. Og vaskes lidt tøj. Men så er der heller ikke mere, jeg SKAL. Har jeg lovet mig selv. Der må flades ud. Måske vil jeg endda færdiggøre den bog, der har tryllebundet mig i de seneste måneder. Hvem ved, hvad jeg finder på…?

Men allerførst – en kop kaffe. Aaahhh…

I morgen må de ha’ mig i en kop…

 

 

 

Der går en lille nisse rundt i vores have.

Han går i hælene på Brian, der river æbler sammen, og river flittigt med sin lille rive. Ind imellem finder han en regnorm, tramper i en vandpyt med et lille glædeshvin eller laver en mudderkage til katten.

Det er min lille charmetrold af en nevø, vi har til låns. Hans forældre kom i aftes og hyggede om os, mens vi fladede ud efter en vellykket, men også udmattende eftermiddag i selskab med Frejas klasse.

Og i dag har vi æren af at hygge om den lille purk, mens hans forældre er til fest. I morgen kommer de igen og fejrer Freja sammen med flere familiemedlemmer. Inden da skal jeg lige have lavet lidt mere is, et læs pølsehorn og en bolledej. Jeg må vist hellere komme i omdrejninger, inden han smelter mig helt, den lille…

Ni…

 

 

Beklager den forringede billedkvalitet – morgenlys er ikke, hvad det har været…

For stor til Barbie og dukkestel. Forlængst vokset fra alt med lyserødt og flæser. Men heldigvis ikke for stor til at sidde på skødet, holde i hånd og smutte ind under sin mors dyne, når man vågner alt for tidligt på sin fødselsdag.

Ikke for stor til at være spændt, så hænderne dirrer, når gaverne pakkes op, og slet ikke for stor til at have talt ned til denne dag i ugevis.

Så gammel, at veninderne betyder rigtigt, rigtigt meget, men ikke ældre, end at den trygge base derhjemme er altafgørende. Stadig noget genert og utryg ved det ukendte, men med ben i næsen og sine meningers mod, når hun er tryg. Med en personlighed, der vokser mere og mere frem og bliver sin egen…

Hjerteligt tillykke med dagen, min kære, lille, store pige!!!

Skår i glæden…

 

 

 

Når man midt i arbejdstiden pådrager sig et albuestød, der trækker smerter op i armen i flere timer efter…

Når man efter at have brugt det, der minder om en evighed på at samle små glasskår op fra et glas, der i morges valgte at smadre sig ud over hele køkkenbordet, vil sætte sig med en velfortjent kop kaffe – og taber kruset…

Så ved man, at det er sådan en dag, hvor man skulle være blevet i sin seng ;o)

Forhåbentligt er der grænser for, hvor meget man kan nå at smadre i løbet af en times zumba!

Familieforøgelse

 

 

 

Faste læsere af bloggen her har nok anet, at jeg har et eller andet med pelargonier. Især Dronning Ingrid står mit hjerte nær, de minder mig om sommer, gamle bindingsværkshuse og oldemor. Og så er de så godmodige, at de godt vil leve med, at vandingen mildest talt ikke er regelmæssig – faktisk kvitterer de ofte for en god tørkeperiode med en overvældende blomstring. Det kan man da kalde taknemmelighed!

En del af mine pelargonier døde under sidste års isvinter, der bredte sig til vores udestue, hvor alle pelargonierne havde deres vinterhi. Det blev dem for koldt, og mange måtte bukke under for Kong Frost.

Heldigvis kan man let lave nye planter – det kommer faktisk helt af sig selv, når de gamle bliver så ranglede, at de trænger til beskæring. Så er det bare med at stå klar med nye potter til alle de små unger – og så huske at opbevare dem lidt varmere denne gang…

Så håber jeg på masser af nye planter til næste sommer.

Små glæder #2

 

 

De første hulsten i samlingen…

 

En lille hjertelighed på min frokost…

 

Pelargonieyndighed…

 

De sidste, farvestrålende blade, inden de også må give slip…

 

Hjemmebag, hytteost og hjemmelavet æble på toppen…

Sting og Prokofiev

 

 

Noget af det, jeg elsker ved at høre radio, er at blive oplyst, at få mere viden og se nye sammenhænge.

Noget af det, jeg elsker ved musik, er, at den rummer så meget, kan drejes, bruges i nye sammenhænge, udvikles i det uendelige og vise nye sider af sig selv.

Og tænk, med hjælp fra P2 har jeg lige opdaget en forbindelse mellem to af mine yndlingsmusikere/komponister, som jeg ikke lige havde set komme.

Russians er en sang, jeg holder rigtigt meget af. Da Sting skrev den, lånte han et tema af den russiske, klassiske komponist, Prokofiev. Temaet er en romance fra en symfonisk suite ved navn Lieutenant Kijé, der handler om en fiktiv soldat.

 

 

Er det da ikke fantastisk?

Drengestreger

 

 

 

 

Det er ikke alle børn forundt at have en far, der kan svinge en blyant, som mine børns far kan.

Jeg elsker, når han slår sig løs og tegner skæve, sjove og underfundigt søde universer. På sådan en lidt melankolsk sidste-feriedag er det godt at sidde og smile skævt af sådan nogle søde streger.

Jeg har været lidt irritabel i aften – og ved godt, at det dybest set skyldes, at jeg er ked af, at ferien er slut. Og det er da ikke den fede måde at lade det komme til udtryk på, sådan at sidde og bare være lidt mut og “edgy”. Men sådan er livet også nogle gange – ikke lutter lagkage og efterårsferie, men også et kræsent barn, en stiftblyant der går i stykker på et ubelejligt tidspunkt og vælter en præteenagers verden, og metervis af lektier, der har været udskudt til sidste øjeblik, så børnene ikke kommer så tidligt i seng, som jeg havde tænkt det.

Heldigvis lykkedes det at få en god stemning, inden vi lukkede og slukkede, og nu vil jeg sætte mig med en kop kaffe og for min del lukke ned for en ferie, der ellers har været rigtig god. Og mon så ikke mit indre smil også kan lokkes lidt frem igen ved tanken om en mandagsfridag, der trods fødselsdagsforberedelser på programmet, også levner plads til at starte hverdagen op i et tempo, hvor selv jeg må kunne følge med.

Jeg har jo i virkeligheden ikke meget at klage over…

Fin, fiks og færdig

 

 

 

 

Jeg ved det godt, det er ikke pænt gjort, sådan at holde jer hen i åndeløs spænding. Det var jo noget af en cliffhanger, jeg efterlod jeg med i går, og jeg håber ikke, at jeg har forstyrret jeres nattesøvn…

Det var selvfølgelig Folkloren, der roterede i vaskemaskinen. Den er helt klar til at blive brugt, til den ikke længere kan hænge sammen. Jeg ved, at jeg kommer til at bo i den trøje, og den har oven i købet været rigtig sjov og lækker at strikke. Jeg har lært nyt undervejs, bl.a. om hvordan man strikker en lille inddækning til de strittende ender på vrangsiden, så det er også første gang, jeg nogensinde har strikket noget, der var så pænt og gennemarbejdet bag facaden.

 

 

Knapperne fandt jeg i Stof og Stil. Jeg kunne ikke stå for de skæve blomster, men ved også godt, at strittende blade og løst strikkede knaphuller ikke er den oplagte kombination – hvis jeg bliver for træt af dem, kan jeg jo bare skifte dem, værre er det ikke.

Opskriften købte jeg hos Anne, eneste ændring er, at jeg har lavet et lille svaj i livet og strikket den lidt længere, både i krop og ærmer. Garnet er supersoft 100% uld fra Holst, og farverne har jeg helt bevidst lagt så tæt op ad Annes, som jeg kunne, for de er bare så meget lige mig!

 

Luft til fantasien

 

 

 

Et overskueligt værelse giver fantasien nye vinger. Jeg har set det før, og alligevel måtte jeg knibe mig i armen, da jeg i morges stod op til et værelse, der talte sit tydelige sprog om et barn, der i stedet for målrettet at vælte ned til passiv morgenTV-underholdning, havde hygget sig med at kombinere på kryds og tværs. At lave små opstillinger (og rejse dem igen, hver gang en selskabelig kat valgte at vade henover det altsammen) og at hygge og pusle om de små dyr, der for tiden får hendes omsorgsgen til at blomstre.

Det er da til at blive varm om hjertet af!

Og den skarpe iagttager kan nok se, at ålerusen i baggrunden endnu ikke har været udsat for den hårdhændede sortering. Den er fyldt til bristepunktet med tøjdyr og er det næste, der står for tur. Jeg er noget spændt på, om hun frivilligt skiller sig af med en eneste…

En ferie lige efter min smag

 

 

 

I går havde vi endnu et besøg af den skønne slags. Venner, der desværre bor alt for langt væk, tilbragte dagen sammen med os, og vi nød det.

Lige dele familie- og vennebesøg, hjemlig langsommelighed og ro, og projekter af den slags, hverdagen ikke levner plads til. Det er sådan en blanding, der gør mig rigtig godt og tanker mig op på alle måder. Og sådan en ferie har vi nu. Uha, som jeg nyder, og jeg kunne snildt klare en uge mere af samme slags – men så godt spiller klaveret trods alt ikke. Så jeg suger alt ud af de sidste feriedage.

Emil er sendt på et par dages ferie hos sin faster. Jeg har hørt rygter om både vikingemuseum og artillerimuseum, og for vores videbegærlige dreng er det lige i øjet. Imens hygger vi om Freja herhjemme. Hun har det som blommen i et æg, med to forældre, der gider spille vendespil og fjolle, som kun fjollede forældre kan (ja, vi fjoller jo altså også, når Emil er hjemme, kan slet ikke lade være – det ligger i jobbeskrivelsen…), med en kat, der gider sove middagssøvn i sofaen i hendes favn – og så har vi fået taget endnu en tørn på hendes værelse. Vi er endnu ikke færdige, men vi har nået længere, end jeg turde drømme om. Der er efterhånden rigtig god plads til fødselsdagsgaver / der er nu som noget helt nyt luft imellem sagerne på hylder og i vindueskarm. Hun har været helt klar til at få ryddet godt og grundigt ud, og det bliver godt for hende at få et værelse, der er til at overskue.

Imens jeg tog i byen og fik klaret de sidste gaveindkøb til Frejas fødselsdag (en hel uge før tid – det er stort!), har Brian taget livtag med den del af græsplænen, jeg aldrig fik klaret i sidste uge.

Sikke nogle skønne flueben, vi får sat! Det er, så jeg efterhånden føler, jeg kan begynde at ånde frit igen…

Aaaahhh….

 

Og PS: Gæt, hvad der roterer i vaskemaskinen…? ;o)