Jeg elsker, når tingene er pakket pænt ind.
(På alle måder – måske har jeg indimellem tendens til at pakke lidt for pænt ind, når jeg skal sige, hvad jeg mener – men det er jo en helt anden snak.)
Sådan en emballage som på denne papvin, falder jeg pladask for. Så meget, at jeg nu har købt den to gange. Og endeligt konkluderet, at vinen desværre ikke er noget at skrive hjem om… Så det bliver ved de to.
Men den er da smuk… – en af livets mange små glæder, som er værd at samle på.
En lille fornyelse til stuen. Af den fredelige slags. Der er en lille skabshippie gemt i mig, og jeg er glad for at have fået lidt peace i sofaen.
Udførelsen er til gengæld ikke noget at prale af. Symaskinen og jeg ses så sjældent, at vi aldrig bliver rigtigt dus – og jeg var uforberedt på, at det var strech i babyfløjlen.
Anyway.
Jeg kan nu godt lide den, og man kan jo bare lade være med at studere den på nært hold ;-)
Mirabellegrenene i stuen stod i fuldt flor, da jeg i går kom hjem efter nogle dage hos min kæreste. Et vidunderligt syn at blive mødt med.
Det svinger, hvor meget jeg er hjemme i ugerne, hvor jeg ikke har mine børn. I denne uge har der ikke været så meget arbejde, så jeg har tilladt mig at tage det lidt let og nyde et par dages frihed, selvom jeg ikke har ferie.
Når jeg kommer hjem efter nogle dage hos kæresten har jeg altid følelsen af lige at skulle bo mig ind her – at nusse lidt rundt, skrue op for varmen, kæle med kattene, vande blomsterne osv., før det rigtigt føles som hjem igen. Nu mangler jeg bare lidt indkøb, før jeg er helt klar, til børnene i aften kommer hjem til mig igen.
Men først en tur i haven – det er jo helt forårsagtigt skønt derude…
Dejligt!
Udenfor er der gråt, men der er unægteligt forår i luften.
Dagene bliver længere og lysere, jeg mærker det, og nyder det!
Det pibler frem i haverne derude, og jeg følger ivrigt de små spirers vej gennem den brune, vintertrætte jord.
Solskinsdagene bliver stille og roligt til flere (det kunne også umuligt gå den anden vej…) – jeg mærker, hvordan jeg langsomt vågner af min vinterdvale og får energi, når solen fylder mig med lys.
Også i min stue pibler det med små forårsfornemmelser. Hyacinterne er fast inventar fra jul til tidligt forår, dem kan jeg slet ikke være foruden. Vibeæggene var en sød værtindegaver fra dejlige venner forleden – jeg nyder dem herinde, og vil glæde mig, til de flytter ud i haven og pynter der næste år.
Grenene er fra mit mirabelletræ, der blev kraftigt beskåret, efter at stormen Bodil var forbi. Nu ligger grenene på græsplænen og sætter knopper, og jeg tager dem ind lidt ad gangen, så de kan sprede forår i min stue.
Det går helt klart den rigtige vej.
Aaaahhh…
Jeg har vendt sidste side i Ida Jessens trilogi. Tre selvstændige bøger om livet i den lille fiktive landsby, Hvium. Tre på hver sin måde meget gribende bøger, der giver stof til eftertanke.
Især den sidste, Børnene, rumsterer i mit indre univers. Den rammer mig på mange måder i mit liv og de tanker, jeg gør mig om det. Om konsekvenserne af de valg, vi tager – ikke mindst for vores børn.
Jeg har lige siddet og læst en række interviews af Ida Jessen i forbindelse med udgivelsen af sidstnævnte bog. Bl.a. taler hun her om den i vores tid meget herskende dårlige samvittighed overfor vores børn. Om at ville leve det perfekte liv og være uklanderlige. Og hun sætter spørgsmålstegn ved, om det at se sine børn som ofre og have dårlig samvittighed overfor dem i virkeligheden gavner børnene. Det ramte mig!
Et andet sted siger hun:
“I dag opdrager vi vores børn med stor og udelt opmærksomhed. Det gør vi selvfølgelig for at møde børnenes behov og for at vise dem vores store kærlighed, men jeg tror også, vi gør det af angst for at blive dømt af vores børn.”
Og om konsekvenserne af det levede liv:
“- At være til har en konsekvens. Jeg tror ikke på, at der er bevidst ondskab i de almenmenneskelige ting, jeg skriver om, men jeg tror meget på, at mennesker kan handle rigtigt, og mennesker kan handle forkert. Vi skal altid bestræbe os på at handle rigtigt, men når vi handler forkert, er der ofte en forklaring på det.
- Det er de forklaringer, som jeg er så optaget af at nå frem til. For mig er det meget vigtigt at forstå, hvorfor mennesker handler forkert eller siger de forkerte ting. Jeg tror, der er masser af situationer, hvor man bliver presset til at handle forkert, og det er vigtigt for mig at forstå for ikke at komme til at fordømme.
- Det rareste er, hvis man kan sige til sig selv, at man altid gør alting så godt, som man kan. Jeg vil med mine bøger gerne henlede opmærksomheden på de her hverdagsproblematikker, hvor man spørger sig selv: Gør jeg nu tingene så godt, jeg kan? Jeg mener, at vi altid skal kæmpe for at gøre vores bedste. Vi skal ikke lægge skylden på andre, men reflektere over, hvordan vi hænger sammen med andre mennesker.”
Det er tanker, jeg nok aldrig bliver færdig med. Og hurra for det. Så længe, man stiller spørgsmålstegn ved sine valg, tror jeg også på, at man gør sig umage.
Skylden slipper jeg nok ikke af med, men jeg håber, jeg kan lære at forstå, sådan rigtigt, at det er en uundgåelig del af det at være menneske, at man tager valg, der har konsekvenser, også for andre end en selv, og at man må gøre det bedste, man kan.
Og så er det bare godt at blive rusket igennem af bøger som Ida Jessens.
Hver generation har sine hundelorte, som hun siger – sine præcise steder, hvor det trykker i samvittigheden. Skilsmisserne er en af vores.
I går eftermiddags havde vi et arrangement i kirken, hvor jeg arbejder. Et af den slags arbejdsopgaver, hvor jeg får meget mere med, end jeg giver – skønt!
Vi havde besøg af Jens Grøn, bl.a. tidligere forstander på Vestbirk Højskole, og han gav os en dejlig eftermiddag i selskab med højskolesangbogen, hvor han øste ud af sin store viden om Ingemann og Weyse, om statsbankarotten og fællessangens betydning for statens genopbygning, om fællessangens betydning for fællesskabet og for os som mennesker, og meget, meget mere.
Jeg elsker at få fyldt på af den slags dannelse!
En af de mange, vi sang, er Jens Sejer Andersens skønne ord om fællesskab. Ord der rammer mig, og som jeg kan lide at gå at tygge på…
Hvor du sætter din fod,
drysser frø af de drømme du driver imod.
Ved de veje du finder,
vil man snart plukke minder.
Om du flyver omkring eller står og slår rod,
bli´r der spor af din fod.
Når du åbner din hånd,
ser du synlige spor af usynlige bånd.
Du har fat i et stykke
af dit medmen´skes lykke.
Det kan føles som fnug eller veje et ton:
Det er lagt i din hånd.
Vil du vugge dit skød,
går du med i en dans som fra skabelsen lød.
Vores fremtid bli´r farvet
af den klang du har arvet.
Det er slægternes rytme der rører dit kød,
sød musik i dit skød.
Når du husker at le,
lukker hovedet sig op og gi´r lyset entré.
Vi begriber med latter
hvad fornuft ikke fatter.
Det er ligesom et kærtegn fra livets idé
når du vover at le.
Du er del af os.
Der skal mere end én til at elske og slås.
Vil du yde dit bedste
for dig selv og din næste,
må du vælge hver dag mellem tillid og trods:
Er det mig eller os?
Fra din tå til din top
er du skabt i et stykke der ikke går op.
Hvad du gi´r på din færden
mangedobles af verden
og la´r tro, håb og kærlighed vokse og nå
fra din top til din tå.
Sigurd Barrett/Jens Sejer Andersen
Populært er det ikke, kattedyret, når det vælger at ødelægge mit kamera!
Det kan godt være, jeg havde sat det (kameraet, altså), så snoren hang ud over bordkanten og så yderst fristende ud.
Og det kan godt være, jeg burde have lært af erfaring, når jeg faktisk tidligere har reddet kameraet fra selvsamme skæbne, da jeg opdagede legen i sidste øjeblik.
But still!!!
Faktisk virker kameraet endnu – forstået på den måde, at det stadig kan fotografere. Jeg kan bare ikke se, hvad jeg indfanger, da skærmen er gået helt i hvidt. Og det endda uden sne.
ØV!
(jeg er bange for, at det heller ikke ligefrem vil virke befordrende på indlægsfrekvensen her på siden…)
En af de helt store fordele ved weekendarbejde og skæve arbejdstider, er min mandag, som er fast fridag. Jeg kan ikke forestille mig en meget bedre måde at begynde ugen på, end med en lang travetur i bidende kulde mens lyset bryder frem, efterfulgt af en tur under uldtæppet, varm morgenkaffe, stearinlys og en rundtur i blogland, før jeg letter mig fra sofaen og bliver lidt mere aktiv.
Det skulle da lige være at have kæresten inden for rækkevidde, lidt af al den sne, de har fået på nordligere breddegrader, eller bare en smule sol.
Men min mandagsfrihed vil jeg stornyde – senere kommer børnene hjem fra skole, og så skal der nok blive brug for lektiehjælp og lyttende ører…
Stille dag.
Alene hjemme dag.
En dag med tid til egne tanker, til oprydning, sumperi ved computeren, lidt kor-forberedelser, Mads & Monopolet, en tur på genbrugsstationen og lidt udsalgskig. Det blev dog ved kigget.
Og nu er jeg hjemme igen. Nyder stilheden. Og glæder mig til selskab senere.
Inden computeren tager mere af min tid (det er den nemlig god til, hvis jeg ikke passer på), vil jeg rejse mig og gøre noget ved den rengøring, jeg har skubbet foran mig.
Hvis jeg lokker med kaffe og en god bog bagefter, får jeg det nok snart klaret…
Kønt er det ikke, når jeg fotograferer mad i dunkel belysning på denne årstid – til gengæld smagte det lige så godt, som det plejer, når kæresten og jeg står i køkkenet sammen. Vi er gode til at supplere hinanden med idéer og forslag, og han skal have størstedelen af æren for denne…
Mængder har jeg ingen af – men gjorde noget i retning af dette:
Spelt koges efter anvisningerne. Imens steges bacon i tern, en bunke frosne ærter tøes, og en dåse tun åbnes og drypper af.
En dressing blandes af olivenolie, citronsaft og –skal, hvidløg, der er hakket og “mast” med lidt groft salt på skærebrættet, sennep, salt og peber.
Spelten blandes i dressingen sammen med tun, bacon, ærter, kapers, finthakket rødløg, æble i tern og cherrytomater i halve. Og en god bunke hakket persille. Lidt nødder havde også været godt, f.eks. cashew, men det blev ved tanken denne gang…
Siden jeg i foråret sprang ud som køkkenhaveejer, er der sket meget på havefronten.
Hvor har jeg dog nydt at kunne høste af de anstrengelser, der slet ikke var så mange, som jeg havde forventet, da det kom til stykket.
Og vi høstede længe. Af kartofler, gulerødder, radiser, ærter, bønner og en smule spinat. Og senere salat. Udover selvfølgelig alle krydderurterne, men det har jeg jo prøvet før….
Og så var der blomsterne, der forskønnede rækkerne. Det var et smukt syn. En dejlig måde at bruge haven på. Godt for økonomien, miljøet og alt muligt andet.
Jeg er med andre ord helt solgt, og har lige gravet et stykke mere ud, så der til næste år er næsten dobbelt så meget at gøre med.
Behøver jeg sige, at jeg glæder mig til at kunne nyde sådan et syn igen…?
Killingerne fulgte opmærksomt med og var også på nippet til at komme med samme vej, da julestadsen blev pakket ned. Juletræet har været en legeplads, der har været godt brugt, og det undgik bestemt ikke deres opmærksomhed, da det blev tømt og båret ud i udestuen.
Jeg nød, at solen valgte at sprede sit tiltrængte lys, mens børnene og jeg ryddede fladerne – det er det helt perfekte vejr til den slags forehavender, og hvor jeg nyder at finde pynten frem og sprede hygge, så meget des mere nyder jeg at pakke det væk, når det til helligtrekonger har gjort, hvad det skulle.
Nu er jeg helt klar til enkelhed, lys og hvide blomster.
Kom, hverdag.
