24 dage

 

 

 

December er ventetid. 24 dage, der tælles omhyggeligt. Fuld af forventning, hos nogen med travlhed, grænsende til stress, hos andre med utålmodighed. En måned, der på én gang er meget lang og meget kort.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker december med alle dens gerninger og alt dens væsen.

Men jeg ville ønske, at jeg ikke havde så travlt. Jeg elsker mit arbejde, især i december, men jeg ville også ønske, at hele december var til min egen rådighed. En måned til fordybelse i klip og hemmeligheder, snevejr og bagværk, julehistorier og byture.

Det har jeg ikke, så jeg må prøve at fordele sol og vind lige. Arbejdet skal have den tid, det skal, men så heller ikke mere end det. Især ikke i år, for jeg trænger til alt det andet. Og roen især.

Og det, jeg egentlig bare havde tænkt med dette indlæg, var at fortælle om vores julekalendere. Dem, der holder styr på de 24 dage. Men nogle gange tager det ene det andet med sig, og hver af de 24 dage er jo fyldt med gøremål, arbejde, hygge, forventninger og nellikeduft.

Jeg elsker de gammeldags julekalendere, dem med låger, der gemmer på et lille billede. Uden chokolade eller legetøj. Bare en lille glæde. Vi fandt jo en i Den Gamle By. Den er skøn! Og så har jeg en lille miniature. De er svære at opdrive, men utroligt søde, synes jeg. Men den bedste er den, vi har fået af Freja. Med en omhyggelig, vidunderlig tegning på forsiden og små overraskelser bag lågerne. Hun har haft travlt med at få den færdig, har næsten ikke haft tid til at blive hentet i SFO’en, og jeg har hver dag måttet kigge den anden vej, mens hun gjorde sig klar til at gemme den væk.

 

 

Ja, og så har vi en skrabekalender. Den hører sig til. Den eneste gang om året, hvor vi giver vores held en chance. En lillebitte chance er det vist, men man kan jo altid drømme lidt, mens man skraber sig igennem årets korteste og længste måned.