Min bytur formede sig ikke helt, som jeg havde regnet med. Efter første ærinde stod jeg ved min cykel uden for butikken – og opdagede pludseligt et stykke tændt fyrværkeri lige ved siden af mig. Hvor det kom fra, ved ingen, måske fra en passerende bil. Jeg nåede ikke engang at tænke “kanonslag”, men nåede lige at gå et par skridt væk og vende hovedet bort, før det eksploderede med et brag, der fik folkene fra butikken ud på gaden i en vis fart. Jeg var selvfølgelig meget chokeret, og en ringen for det ene øre gjorde mig temmeligt bange, men jeg kunne heldigvis hurtigt fornemme, at det aftog. Menneskene omkring mig var utroligt søde, og at snakke det igennem hjalp mig til blive klar til at fortsætte min bytur. Men det varede lang tid, før hjertet igen sad, hvor det plejer, og jeg er stadig temmeligt rystet over, at sådan noget kan ske. For mig. I lille Herning.
Og er samtidigt taknemmelig over, at der ikke skete mere…
Efterhånden som jeg får rystet den grimme oplevelse af mig, vil jeg vende mig ud mod den smukke verden igen, for det er da heldigvis den, der er mest af i mit lille hjørne.
Og hvor er den bare ekstra smuk i dag, efter at Kong Frost har været der med sin tryllestav…
Uha Anette, godt der ikke skete dig noget. Håber der er én, der fik sig en forskrækkelse og tænker sig om, inden han/hun næste gang tænder fyrværkeri blandt mennesker.
SvarSletJeg kan fint følge dine reaktioner, Annette - både forskrækkelsen og den efterfølgende taknemlighed...
SvarSletOg ja, jeg har også lagt særligt mærke til Kong Frosts smukke værk i dag!
Sikke altså noget - det er bare ikke i orden at smide sådan noget fyrværkeri. Godt at folk var søde til at tage sig af dig.
SvarSletOg ja jeg nød også frostvejret i dag - dog mest indefra i dag, da jeg har haft barnets 1. sygedag.
Knus fra Pia
Lene, jeg er bange for, at det var med fuldt overlæg og ingen forskrækkelse der, for der var altså ingen at se i miles omkreds - men man kan da altid håbe...
SvarSletHelle, der løber lige nogle tanker gennem hovedet i løbet af meget kort tid. Jeg blev virkelig bange for at miste min hørelse - godt at det ikke gik så galt!
Nej, det er det virkelig ikke, Pia - bare man kunne fortælle sådan nogle rødder det...
God bedring til Thomas, håber I holder jer raske nu.
Sikke en forskrækkelse. Jeg kender godt det, når uroen bliver siddende i kroppen, og adrenalinen pumper rundt. Jeg håber, at det smukke hvide skue, kan få roen til at sænke sig igen i krop og sjæl. :-)
SvarSletErika, det er sådan en oplevelse, der sætter sig i kroppen, og sekunder, der står lyslevende for mit indre blik - jeg er heldigvis faldet til ro igen, men det tog sin tid...
SvarSletPuha, sikke noget. Jeg kan godt forstå at du er/var chokeret. Hvor er det tarveligt at der er nogen der gør sådan noget. Men smukke billeder - især det sidste!
SvarSletTrine Louise, det er mig virkelig også en gåde, at nogen kan finde på det!
SvarSletTak, motiverne kaldte på at blive foreviget :o)
Og velkommen her på bloggen!
Puha, sikke en oplevelse. Godt det ikke gik værre.
SvarSletVirkelig godt, Marianne, jeg tør ikke tænke på, hvad der kunne være sket...
SvarSlet