Regnen siler ned og gør hurtigt kål på det sidste snepynt. Trist synes jeg, godt synes andre. Jeg gør mig ikke forhåbninger om forårsvarme, grønne knopper og fuglekvidder på denne årstid – det bliver skønt, når tid er, men når det er vinter, drømmer jeg om frost og ikke grå og våde plusgrader.
Det er vi åbenbart flere om at bestemme, så indtil videre må jeg nøjes med vores papirklippede snefnug. Dem bliver der til gengæld mange af, hvis ellers tiden bliver til det, for jeg elsker at eksperimentere med klip og se, hvordan resultatet overrasker, når papiret foldes ud. Idéen har jeg fra Marina, og det er vist blevet en tilbagevendende ting, at Freja og jeg klipper snefnug sammen, når julen er pakket sammen. Emil bliver af og til nysgerrig nok til at klippe en enkelt, men han har så meget andet, der trækker mere.
Og så må jeg altså lige pippe lidt om byggeriet igen. Jeg er bevidst om, at dette ikke skal blive en klageblog om de gener, der følger med at være nabo til sådan et projekt. Vi følger det da også med en stor del nysgerrig interesse – men lige nu er det altså ikke særligt sjovt at være hjemme i dagtimerne. Der funderes stadig. De første dage var det med hamren og banken, men nu er de gået over til at vibrere de store plader ned i jorden. Og jeg skal love for, at de vibrerer! Hele huset ryster, og vi ryster med. Alt glas og porcelæn i køkkenet klirrer, bordets egenfrekvens er også ramt, så det brummer alle sine kvaler ud, ind i mellem falder der et par parfumeflasker på gulvet ovenpå, og vi sidder midt i herligheden og må råbe til hinanden for at kunne kommunikere. Jeg har forsøgt at fange vibrationerne med kameraet – jeg ved ikke, om man kan fornemme bølgegangen i vandglasset på billedet…
Og så må vi tilsyneladende leve med de onde projektørøjne, der gennemlyser huset og er tændt i næsten alle vores vågne timer. Jeg ved ikke, hvorfor det er vigtigt, at de er tændt efter fyraften, men vi må da kunne spare en del på belysningskontoen.
Hyggeligt er det ikke. Det er lige før, jeg overvejer at købe gardiner…
Og så ikke et ord mere om byggeri (foreløbigt… ;o)) – det lover jeg!
Sikke smukke snefnug - og sikke intenst stirrende projektørøjne!
SvarSletDet er jo en bloggers privilegie at blogge om det der fylder og med sådan en støjende, vibrende og pjojekttørgloende nabobyggeplads MÅ det da fylde. Jeg synes slet ikke du har blogget for meget om det og jeg synes heller ikke du virker som en der brokker dig.
SvarSletTil gengæld er jeg virkeligt glad for at se at I også i år har hygget jer med snefnuggene. Mig og min yngste har også klippet lidt men jeg har en helt vild ide inde i hjernen der nok vil kræve en noget større ihærdighed med saksen.
Mange kærlige kram
Marina
Tak, Helle, det er virkelig en fornøjelse at klippe snefnug - og øjnene... de var til vores store glæde slukkede, da vi kom hjem sidst på eftermiddagen. Skønt at kunne holde weekend i stearinlysskær :o)
SvarSletDet er jeg glad for, at du synes, Marina - jeg har ikke lyst til at være et brokkehovede, så jeg prøver også for min egen skyld at fokusere på det positive.
Det lyder spændende med din idé, det kan være, vi ser mere til den på bloggen din :o)
Åh, jeg håber snart, at den jordskælvsrystende del af byggeriet er overstået!
SvarSletMht, til projektører efter fyraften, tror jeg, at det er for at undgå tyverier på byggepladsen, men det er da pænt irriterende set fra jeres hjem. :-/
Jeg håber også, Erika...
SvarSletI mellemtiden har de sat projektører op i hvert hjørne af byggepladsen - de ser ud til at lyse lidt mere ned på pladsen og ikke ind af vores vinduer. Er spændt på at se dem tændt - i weekenden har alt lys været slukket, og det har været skønt :o)