lørdag den 29. januar 2011

Samling

 

 

DSC04528

 

Brian er på vej hjem fra København. Freja har sovet hos en klassekammerat og tilbragt hele dagen der. Emil har været til floorballstævne og fandt selv hjem, og jeg har været på korlederkursus hele dagen – en dag med guldkorn på guldkorn og rigeligt med inspiration til korarbejdet. Men også en dag, hvor jeg som medlem af den arrangerende bestyrelse agerede praktisk gris ind imellem, at jeg sad og sugede til mig.

Nu er jeg træt. Og har det bedst, når der er helt samling på familien igen.

Jeg drømmer om en lang og elastisk formiddag med plads til lækkersøvn og ro på alle fronter. Men det er ønsketænkning, for arbejdet kalder, dog heldigvis kun om formiddagen. Resten af dagen er til fri disposition.

Til gengæld er det slet ikke ønsketænkning, at yndlingssøster har planer om at lande her sidst på dagen i morgen. Det er den skinbarlige og vidunderlige virkelighed. Vi har en mandagsfridag til fælles, og jeg er så heldig, at hun gider at rejse gennem landet for at tilbringe den sammen med mig!

Behøver jeg sige, at jeg glæder mig…?

2 kommentarer: