Vi når det nok…

 

 

 

Jeg ved ikke, om jeg arbejder bedst under pres – men jeg arbejder ofte under pres. Og det skyldes nok mestendels, at jeg vil for meget og derfor har det med at udskyde meget, og især de lidt større projekter, til de ikke kan vente længere.

Således sidder jeg nu igen-igen i 11. time og syr fastelavnstøj. Tintin er Emils store dille for tiden, og invitationerne til 13-års fødselsdagen, der venter om hjørnet, er i bedste Tintin-stil og ligger klar til uddeling.

Så der var heller ikke et øjebliks tvivl hos Emil, da vi sad og surfede rundt efter fastelavnsinspiration og kiggede alle Marinas links igennem. Tintin skulle det være, også selvom jeg fik kolde fødder ved tanken om den orange paryk, der lige skal filtes sammen. Det har han lært i skolen, det der filtning, så ingen problemer der. Jeg er stadig spændt på resultatet, men lige nu er det de mere almindelige klædestykker, der udfordrer mig. Jeg er ikke den store syerske, men kan følge en syvejledning og lærer også meget nyt undervejs. Det er sjovt, men det bliver nu ikke mig, der er at finde ved symaskinen i tide og utide fremover. Dertil er det for larmende et maskineri. Der er ikke plads til meget hyggesnak, mens jeg skramler løs. Nej, må jeg så bede om mit strikketøj ;o)

Idéen til udklædningen er udtænkt af Anne Dorte, og jeg er godt på vej. Bukserne er færdige, trøjedelene er klippet, så jeg er fortrøstningsfuld. Og Terry finder vi nok et sted i lageret…

Frejas udklædning kommer vi nemmere om ved i år – én større udfordring ad gangen er rigeligt. Sidste år kæmpede jeg med pels i massevis, da jeg syede hendes stinkdyrskostume. Så da hun begyndte at snakke om flyveegern, jordegern og det, der var værre, gjorde jeg, hvad jeg kunne for at få hende på andre tanker.

Og da hun til sidst foreslog at være mus, klappede jeg i mine små hænder. Gråt tøj har hun masser af (ja, i modsætning til sin farveglade mor, holder hun sig mest til gråt og sort tøj…), en hale påmonteres med løs hånd, en hårbøjle med et par papører limet på, og så en sød, lille snude og knurhår med ansigtsmaling, så er den i skabet.

Med lidt held bliver vi også klar til fastelavn i år…

Og så venter lige en fødselsdagsfejring, men den tid, den glæde…

Slet ingen grund til at klage…

 

Jeg søber stadig rundt i min Kim Larsen-rus, finder gamle hits og svælger i nostalgiske klip fra en grønnere tid.

 

 

Og faldt over denne, der fik mig til at standse op et øjeblik. For selvom jeg finder meget glæde i de små ting og er bevidst om, at jeg har meget at være taknemmelig for, ved jeg også, at jeg tilhører en forkælet generation, der er blevet vant til, at man kan få det meste, som man vil have det. Vi har været vant til at have alle muligheder for os, at man kan fikse det meste af det, der måtte gå os imod, og det kan nemt få fokus til at være på alle mulige små ligegyldigheder og overfladiskheder. Selv om jeg ved, at hver dag er en gave, kan jeg alligevel nemt glemme det og fortabe mig i bekymringer over ting, der i det store billede egentlig ikke betyder så meget.

Og glemmer, at den verden, jeg kender, kan vælte på et øjeblik, hvis det skulle være. Det er ikke en tanke, der skal fylde mig med angst og bekymring. Men det er en tanke, der er god til at få mig til at standse op, glæde mig over det, jeg har, og vide at alt ikke står og falder med de små rammer og systemer, jeg har det med at bygge op omkring mig.

 

SÅ LÆNGE SKUDEN KAN GÅ
Tekst og Musik: Evert Taube. Dansk tekst: Otto Leisner

Så længe skuden kan gå
så længe hjertet kan slå
så længe solen den blinker
på bølgerne blå
er der så mer' du vil nå
nej prøv engang at forstå
at der er mange som aldrig
et lysglimt kan få

Og hvem har sagt
du ska' ta' det for givet
er der for dig kun er lykke i livet
hver gang en dag den er endt
og stjernerne bliver tændt
så tænk på alle de dejlige ting som er hændt

Og hvem har sagt at netop
du sku' høre og se
høre bølgernes brus
og kunne synge
og hvem har sagt at netop
du sku' juble og le
og som fuglen på bølgerne gynge

Og syn's du bakken er lang
så lyt til nattevindens sang
skræk dem der klokken for dig
min ven Ding-Dang
så længe skuden kan gå
så længe hjertet kan slå
så længe solen den blinker
på bølgerne blå

Så har du slet ingen grund til at klage
husk denne dag vender aldrig tilbage
hver gang en dag den er endt
og stjernerne bliver tændt
så tænk på alle de dejlige ting som er hændt

Og hvem har sagt at netop
du sku' høre og se
høre bølgernes brus
og kunne synge
og hvem har sagt at netop
du sku' juble og le
og som fuglen på bølgerne gynge

Så længe skuden kan gå
så længe hjertet kan slå
så længe solen den blinker
på bølgerne blå
er der så mer' du vil nå
nej prøv engang at forstå
at der er mange som aldrig
et lysglimt kan få

Kim Larsen & Kjukken

 

 

 

I går var en gylden aften. Sådan en, der bliver boende i hjernevindingerne og spreder lidt ekstra guld på hverdagene.

Børnene efterlod vi hjemme med en bid tegnefilm, formaninger om sengetider og kærlige kys (dog kun til Freja, altså kyssene…) (skønt, at de nu har alderen til at have mod på sådan en alene-hjemme-aften), og Brian og jeg mødtes med et par skønne venner og en god bid af Familien Danmark, bedsteforældre, forældre og deres voksne børn, for at opleve det, der snart må betegnes som en legende. En bedstefar, der rykker endnu. Den folkekære og rapkæftede sanger. Kim Larsen.

En koncert, vi har ventet på siden oktober, hvor turnéen måtte afbrydes pga. en diskusprolaps. Men den var ventetiden værd!

Det er faktisk ikke fordi, jeg er nævneværdigt stor fan af Kim Larsen. Jeg er en yderst sjælden koncertgænger til rytmiske koncerter (noget jeg godt kunne få lyst til at lave om på efter den oplevelse i går) – og der er mange andre, jeg lige så godt kunne forestille mig at opleve live. Men han er jo en del af mit livs soundtrack. Jeg er vokset op med Kim Larsen, og vi var ikke svære at overtale, da vi blev spurgt om at komme med. Det er jo heller ikke til at vide, hvor længe man har chancen.

Så det var egentlig ikke med de helt store forventninger, jeg gik til koncert. Men der, midt i folkeskaren (og der var mange!), med en kold fadøl i hånden og strækkende hals for at se nationalskjalden (næste gang skal jeg huske stiletter!), fik jeg følelsen af at være med l noget stort. Et lille stykke danmarkshistorie. Noget helt unikt.

Og det var bestemt ikke sådan, at han virkede affældig, deroppe på scenen. Man kunne da godt se, at han efterhånden har nogle år på bagen. Men han kunne fyre den af og få hele salen til at koge. Der var en skøn blanding af de gode gamle sange fra dengang, verden var en anden, og de nyeste nye (som vi i dagens anledning har erhvervet os på cd og hørt til hudløshed. Man ville jo heller ikke risikere at stå der og ikke kende sangene).

 

 

Fru Sauterne, som var mit livs første møde med Kim Larsen. Stor kærlighed var det. Jeg gik rundt på mit værelse og sang Med forlov, fru Solterne – ja, det troede jeg, han sang – måske forestillede jeg mig noget med en fugl… Der er løbet meget vand i åen siden dengang, og nu elsker jeg bare hans rapkæftethed, hans evne til at skrue melodier sammen, der sidder lige i skabet, hans lyd og stemme, der er helt hans egen, hans rammende tekster og evnen til at provokere på en måde, der både er kærlig og rammende. Og de nye hits holder også hundrede!

 

 

Og hvor er det svært at vælge ud – jeg kunne også linke til denne (med hilsen til Bamse) og denne (med en meget ung Larsen) og denne – det er jo en guldgrube af vidunderlige sange…

Blop!

 

Jeg har været på udsalg.

I ro og mag, med musen i hånden. Klik.Klik.Klik.Læg i kurv.

Vi har længe levet med kaos i kurven med huer og vanter. Eller rettere sagt – ikke bare I kurven, men i en radius af 1 meter rundt om kurven, der aldrig vil kunne rumme det bjerg, der af en eller anden grund samler sig, når hele familien skal ekviperes.

Og pludselig var den der. I et nyhedsbrev fra Nordhjem. Løsningen, der var helt optimal, enkel og farveglad på én gang. Klik.Klik.Læg i kurv!

 

 

Og når man nu var i gang med at bruge penge på porto, var det da med at få et par farveglade tilbudsvarer mere med i kurven. Klik.Klik.

 

 

Nu er pakken landet – det var en fryd at pakke ud og få genopfrisket, hvad det var, der kom i kurven.

Og ikke mindst, hygge sig med indpakningen.

Bobleplast!

Jeg elsker bobleplast!

Blop.Blop.Blop.Blop.Blop!

 

Kaffepause

 

 

 

Dagens dont er klaret, Brian er til skolebio med børnene, og jeg har en date med mig selv, den bærbare (med ny, lækker mus!) og en kop kaffe, mens vaskemaskinen snurrer, og øllebrøden passer sig selv.

Aaaaaaaaahhhhhhhhhhh……………

Hverdagen ruller alt, hvad den har lært.

Til tider synes jeg, den kan være frygteligt uoverskuelig med alle dens klokkeslet, opgaver og ubekendtheder, der har det med at vokse sig meget større i mit hovede, end de viser sig at være i virkeligheden.

Og til andre tider finder jeg mig selv trallende rundt, med en god følelse i maven efter et nyt hold babysalmesang, der blev skudt godt i gang og en følelse af at være nogenlunde velforberedt til alle morgendagens aktiviteter.

Det er vist lige, som det skal være.

Og i aften giver jeg den gas til zumba!!

Hip hip

 

 

 

En ny serie hverdage er startet festligt – i dag er nemlig Brians fødselsdag. Og mens staklen tilbragte det meste af sin dag på job, har jeg fejret den med en tur på frisørskolen.

Hvis tid virkelig var penge, var der ikke meget sparet, for jeg kunne kun få min længe ventede klip og farve ved at blive klippet i dag og farvet i morgen. Men det må jeg så tage med, for nu kunne den ikke strækkes længere.

Vel hjemme igen fortsatte fejringen med en morfar på sofaen (man har jo været tidligt oppe…), en lækker, svampet banankage med chokolade og nødder blev bikset sammen, og da fødselaren vendte hjem, blev han fejret med maner.

 

 

Festmiddagen bød på oksecuvette (desværre ikke helt rød – bedre held næste gang – men mør og velsmagende) med hvidløg og timian, hasselbackkartofler, svampe, ristet i smør, kogt ind med basillikum og drysset med saltflager og friskkværnet peber – og en salat af rødbeder, gulerødder og æbler, kørt til ukendelighed i foodprocessoren og rørt med creme fraiche. Dertil en god Ripasso. I al beskedenhed var det en fantastisk menu, vi der fik bikset sammen!

Og med højt humør, discodans i køkkenet (af den galeste slags) og sjov med børnene, blev der sat et dejligt punktum for den dag. Nu er vi flade, ugen er først lige begyndt, og der samles kræfter…

En uge gik…

 

 

 

En uge, hvor…

- dagene fløj afsted, mens vi var optagede af at være sammen

- jeg fik en smuk buket af min dejlige gemal (og nej, det var ikke på valentins dag)

 

 

 

- jeg fik endnu et stykke hemmeligt strikketøj på pindene

- børnenes værelser blev gennemgået helt ind i krogene og nu fremstår så overskueligt som aldrig før

- vi fik tanket op på hygge-sammen-med-dejlige-venner-kontoen

- et læs småkager er bagt – og spist

- solens stråler er indtaget i rå mængder, på gåture både med og uden stave (ja, det med stavene er ikke mit påhit, men et indslag til en tøse-fødselsdagsfest, og det viste sig at være rigtig godt, men dog ikke noget, jeg vil byde mine albuer i stor stil – og så har man jo også sit rygte at værne… ;o))

 

 

- Emil og Brian har brugt det meste af en eftermiddag på at klippe-klistre en sniper-riffel (spørg mig ikke nærmere ind til, hvad det er…) i bedste Shane-stil. Kom ikke og sig, at militærnørder ikke kan være endda yderst kreative

- jeg købte de gladeste strømper, jeg til dato har ejet – bare fordi jeg ikke kunne lade være

 

 

- jeg lavede aftensmad i fuldt dagslys

- vi har bestilt et mobilhome i Italien til sommer (YES!!)

- vi blev de lykkelige ejere af en discokugle (Emil bliver teenager om lidt, og det skal efter hans ønske fejres med maner)

- jeg stadig ikke er begyndt på børnenes fastelavnsdragter, der ellers kunne tyde på at kræve noget mere end en eftermiddag…

 

 

En dejlig uge har det været, men også en uge præget af en smule træthed, for selvom jeg ikke har kunnet sove lige så længe som de feriende, smitter deres forskudte søvnmønster af på mig om aftenen.

Og jeg er da også en smule træt på forkant ved tanken om en hverdag, der skal rulle igen. Men mon ikke det går altsammen, hvis jeg nøjes med at forholde mig til den i små bidder.

Lige nu vil jeg f.eks. forholde mig til en kop kaffe, der står og venter – og om lidt en seng, der med garanti vil tage rigtigt godt imod mig…

 

Hvem spiller trommer

 

 

Vi suger det sidste ud af denne skønne, solbeskinnede søndag/feriedag.

Og griner, for jeg ved ikke hvilken gang, af denne…

 

 

Den er “tusse-gammel”, men kan stadig få os til at flække af grin.

Især Emil, hvis stemme knækker helt ned i det dybe leje, når det bliver rigtig sjovt… ;o)

Et ben i hver lejr

 

 

 

Et i arbejdsvirkeligheden, derhenne, hvor jeg plejer at lægge mange timer ad gangen, tænker tanker, sætter flueben, fordyber mig…

Og et i ferieland, hvor resten af familien er nede i gear, hvor en formiddag med lethed sumpes væk, og hvor der bare nydes at være…

Det er en balancegang. Arbejdet skal have det, den skal. Men i denne uge  helst ikke mere end netop det. Og herhjemme skal jeg finde ind på den bølgelængde, der huserer.

Men stadig ind imellem med et øje på klokken, i eftermiddag kalder arbejdet igen, og jeg er derfor hjemme på lånt tid.

Men jeg nyder den snert af lavt gear, der stadig falder i min turban. At have tid sammen med familien. Og ikke mindst, at de har tid.

At vi i går havde besøg af venner, der gør os godt og varmer os. At de efterlod sig de skønneste tulipaner til os, der spreder glæde i dag.

At der er flere skønne timer i vente sammen med mennesker, vi holder af.

At sådan en uge nu heller ikke er spor ringe endda…

 

Der er arbejde, og så er der arbejde…

 

 

 

Og jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal hænge deroppe i 20-25 meters højde (sådan målt pr. øjemål) og samle en kran! Gulp, siger jeg bare…

Lige nu ser det ud, som om arbejdet i luften er indstillet, og det forstår jeg godt, for der blæser en halv pelikan udenfor, og jeg tror, man gør klogt i at holde sig ved jorden.

Til gengæld er de igang med at fræse vejen op, så asfalten lige nu ser ud som en smuldredej. Spændende om vi kan komme ud med bilen, når vi om lidt tager på lossepladsen.

Her på matriklen fortsætter vi nemlig den store udmugning. Jeg har brugt en stor del af min ferie på at ordne hængepartier – de sidste to års papirer har holdt til huse i en stor skuffe, hvor de er stuvet ned, når der skulle ryddes op i en fart. Ikke den mest hensigtsmæssige løsning, men den virker. Nu er alle papirer sorteret og sat i mapper, billederne på computer og kamera er sorteret og sat i andre slags mapper/sendt til fremkaldelse, og Frejas værelse har fået afsluttet det projekt, jeg satte i gang i efterårsferien med sortering i legetøjet. Nej, vi rider ikke samme dag, som vi sadler her i huset, men nu er det færdigt, og der er ikke et hjørne, hvor vi ikke har været.

I skrivende stund er Brian i gang med samme proces på Emils værelse, der forhandles om udsmidning eller ej, for Emil er en samler uden lige, men er også helt klar til den store oprydning, og jeg kan høre stoltheden i stemmen, når han gør status på projektet.

Det gør godt med sådan en omgang, og jeg føler mig faktisk mindst lige så opladet efter sådan en ferie, som jeg ville have gjort, hvis jeg havde brugt den på ren afslapning.

Søndag morgen

 

 

 

Normalt er søndag for mig noget med at stå tidligt op (dog lidt senere end til hverdag), nyde min morgenmad med pc’en ved hånden, til lyden af morgenhår, der underholder børnene – og så afsted til kirken, hvor den står på forberedelse ved orglet, korprøve med de morgensøvnige korpiger og derefter gudstjeneste. Mit arbejde giver rigtig god mening for mig, og jeg er glad for det – men hvis jeg skulle vælge en søndag morgen i min favoritversion, ville det være noget med at være så veludhvilet, at jeg vågnede forholdsvist tidligt og havde tid til både at vågne langsomt i min elskedes favn, spise morgenmad med rundstykker sammen med familien og følges ad til gudstjeneste i en kirke med masser af mennesker, humør og god musik. Det er bare en søndag, der hverken er kompatibel med resten af familiens ønsker eller min arbejdssituation, så det bliver ved drømmene. Og det er også helt ok.

 

 

I dag har nemlig også været en skøn søndag morgen. Min sidste feriedag (men ikke sidste fridag) – med morgenhygge i sengen og god tid. Med familien omkring mig – men dog ikke med søndagsjazz eller Agnes Obel i ørerne, som kunne sætte prikken over i’et. To børn, der kom på kant med hinanden gav nemlig en pludselig trang hos den ene til at høre Linkin Park for fuld udblæsning, og så kunne vi ellers sidde der med morgenkaffen og råbe til hinanden ;o)

 

 

Sådan må man indimellem sluge et par kameler, når man er flere under samme tag, og det er helt i orden. Nu er stormvejret drevet over, og jeg sidder her i stilheden og kigger ud på sneen, der åbenbart har tænkt sig at male verden hvid igen. Jeg plejer at være til vintervejr om vinteren og råbe hurra for sne og frost – men må indrømme, at jeg faktisk var begyndt at vænne mig ganske meget til tanken om forår. Den må jeg lige sætte på pause for en stund, og om lidt tror jeg, vi pakker os godt ind og vover os ud i vejret, for vi trænger til luft og en tur ud af huset. Og kakaoen står klar, til når vi lander igen.

Sådan en frisøndag er nu slet ikke værst…

 

 

Og det var sidste afsnit i føljetonen om hverdagsbilleder hos Hanne…

Jeg–en samler?

 

 

Dagens emne har voldt mig en smule hovedbrud, for der er ikke noget, jeg som sådan samler på.

Men en tur rundt i huset med kameraet i hånden afslørede alligevel en hel del samlinger – mere eller mindre bevidste…

 

 

Garn – jeg vil dog mene, at min samling endnu er alt for lille til at være noget at tale om…

 

 

Ting, var Brians første indskydelse, da jeg spurgte, om han mente, jeg havde nogle samlinger. Dimserier, nips og loppefund. Lots of it!

 

 

Kogebøger – jeg elsker dem, men bruger dem alt for lidt. Den samling er dog heller ikke noget at tale om.

 

 

Ukurante tallerkner. Og det er en helt bevidst samling. Det er det første, vi kigger efter på vores elskede ture til loppemarkeder og genbrugsbutikker. En god samling efterhånden med tallerkner af mange slags, med hver sin historie…

 

 

Gamle magasiner. Jeg kan bare ikke få mig selv til at smide dem væk.

Og det lykkes mig da også en gang imellem at finde den opskrift eller idé, jeg leder efter…

 

 

 

Børnenes smil! Og det er den bedste samling af dem alle!

 

1. Jeg samler på de små børns smil
- de små børns lyse smil,
og brød man op mit hjertes skal
med bor, med dirk, med fil –

2. Man fandt den største samling smil,
som nogen tid er set
- man fandt det blide genskin af,
hvad tusind børn har let.

3. Og trådte du mit hjerte ned
og knuste det til slut,
så skete kun, i samme stund
dets arme væg var brudt –

4. At små børns smil, de lyse smil
brød ud, kom løs, blev fri
og fyldte mig og fyldte dig
med sollyst skælmeri.

5. Se derfor plukker jeg, hvergang
der blomstrer smil på kind,
et lille smil og lukker det
i hjertets skatskab ind.

Nis Petersen 1950

Jeg sætter min hat, som jeg vil…

 

 

Ikke jeg…

Men Emil, han er über-cool!

 

                   

 

Jeg selv er langt mere til højt hår!

 

 

Dagens bidrag til Hannes fotoleg…