søndag den 14. februar 2010

Klar til fest

 

    Antiterrorsoldat

 

Emils kostume har nu været klar længe og allerede brugt ved flere lejligheder.

Det har været et nemt projekt, for det startede med, at han manglede bukser. Og da H&M ikke havde et tilfredsstillende udvalg af camouflagebukser eller det, der bare mindede om, tilbød jeg at sy ham et par. Opskriften er den samme som sidst, og jeg er sikker på, at bukserne vil blive lige så skattet, som de gamle stadig er.

Det var Emil selv, der fik den idé at bruge dem til fastelavn, og da det lød som et let løsning for mig, var jeg ikke den, der protesterede…

 

Klar til kamp

 

Og lad mig så straks korrigere mig selv – jeg har vist luftet, at han skulle være antiterroragent – og det er jo helt misforstået. Det er antiterrorsoldat, han er – og en sej en af slagsen. Udstyret, bortset fra bukserne, er hentet fra lageret på drengeværelset, der til forveksling ligner et mindre militærlager (dog med noget mere rod…)

 

Freja

 

Freja er stinkdyr – hun er meget glad for dyr, og har tidligere været både kat og leopard, alle i hjemmesyede kreationer. Der går dog så lang tid mellem hver gang, at det ikke lykkes mig at lære af tidligere erfaringer. F.eks. så som at starte i god tid. Og jeg må indrømme, at jeg synes, dragten bærer en smule præg af at være færdiggjort efter, at min træthedsgrænse var nået.

Dragten er syet i fri stil – et par af Frejas bukser og en trøje blev lagt på stoffet for at have lidt at måle ud fra, og så sjussede jeg mig ellers frem – fordelen ved at sy i pels er, at ingen kan se syningerne, så det betyder ingenting, hvordan de lige snor sig.

Det var Frejas klare ønske, at dragten skulle være med luffer, så man ikke kunne se, at hun havde rigtige hænder. Jeg løste det ved at sy et par luffer på, der har åbning under hånden, lidt ligesom på babyflyverdragter (sådan som jeg husker dem…).

 

Stinkdyr med luffer

 

Halen voldte mig lidt kvaler – hvordan skulle man få sådan en flot busket hale, der sidder på dyret (og især Disney-versionen, som datteren havde i tankerne). Jeg løste det ved at sy en tyk pølse, nærmest bladformet, som jeg derefter fyldte med pelsrester (pudefyld havde måske været et bedre valg, men når man laver sådan en dragt efter lukketid, må man ty til forhåndenværende midler). Efter at have syet hvid pels på hale, ryg og hovede, riede jeg halen fast på ryggen, så den vendte opad. Det bevirker så, at hætten trækkes lidt bagover, så den sidder ikke så langt fremme i panden, som hensigten var. Men alt dette er småting, som vist ikke betyder det store for Freja – og så længe hun er tilfreds, er jeg det også.

 

Stinkdyr bagfra

Stinkdyr bagfra

4 kommentarer:

  1. Hvor er de bare skønne begge 2!
    Ja, det er klart... Hvor kunne jeg dog tro, at Emil skulle være andet end noget med militær ?? Jeg troede ellers, det var ved at være en smule på retur, men det er åbenbart ikke tilfældet.

    Hun vælger da heller ikke lige de nemmeste dyr, hende Freja... Bagfra kan man jo nærmest ikke se, at der er et menneske indeni !!
    Supergodt gået, Annette : )

    SvarSlet
  2. Nej, det er bestemt ikke tilfældet, Helle - sjovt, at du havde fået det indtryk :o)

    Jeg synes bestemt heller ikke, stinkdyr var det nemmeste valg, men det lykkedes jo alligevel. Tak for rosen :o)

    SvarSlet
  3. Super flotte begge to. Stikdyret er især imponerende bagfra. Og Ihhh hvor jeg kender det der med at måtte ty til forhåndværende matriale fordi man ikke lige har været i god tid. Når jeg tænker over det kender jeg faktisk slet ikke til andet...

    SvarSlet
  4. Mange tak, Marina :o)
    Det er jo også en kunst at kunne bruge det, man har - og jeg imponeres tit over din idérigdom.

    SvarSlet