onsdag den 30. september 2009

Blankt papir

 

Solopgang

 

Solen hilser dagen velkommen. Hver dag er i princippet som et blankt stykke papir, klar til de første tegninger – det føles bare ikke sådan, når man allerede fra kanten kan se masser af opgaver, der venter, og den næsten føles overtegnet, inden man er begyndt.

Sådan er mange dage for tiden, vi hænger på det bedste, vi har lært, og prøver også at huske at nyde undervejs. Der er mange gode elementer i vores dage, alt går bare i for højt et tempo, og jeg kan have svært ved at overskue mit liv. Derfor prøver jeg at nøjes med at overskue i små portioner, og minder mig selv om, at de fleste af de ting, jeg glemmer eller skubber foran mig undervejs, ikke er rigtigt alvorlige. Det går nok altsammen alligevel, og om halvanden uge, efter endnu en koncert, har jeg ferie!

mandag den 28. september 2009

Hvedegrød

 

Hvedegrød med creme fraiche og figenkompot

 

På sådan en gråvejrsdag er det godt med en gang grød, der varmer helt ud i tåspidserne, og denne er et godt alternativ til risengrøden, som jeg godt kan løbe lidt træt i (men som børnene eeelsker og derfor får jævnligt).

200 g bulgur (groft) og 50 g skårne rugkerner koges i 2 dl vand i et halvt minuts tid, og tilsættes 1 liter mælk. Grøden koger ved svag varme i ca. 20 min, tilsættes salt, koges igennem og vendes med 1½ dl creme fraiche.

Mens grøden koger, klippes spidsen af 200 g figner, som klippes i strimler og koges i 2½ dl vand i 10 minutter. 50 g lyse rosiner og 50 g tørrede tranebær tilsættes og koges i 5 minutter til.

Hvedegrøden er superlækker med en klat creme fraiche og figenkompot på toppen. Børnene foretrækker det kendte kaneldrys, og så er der bare så meget mere figenkompot til mig. Den kan også gemmes i køleskabet og er f.eks. god til ost.

fredag den 25. september 2009

Nøgleperson

 

Nøglesnor

 

Okay, overskriften er måske lidt søgt, men et eller andet skal man jo finde på …

Min arbejdsnøgle har jeg altid haft i mit nøgleknippe sammen med alle de andre nøgler, men jeg blev træt af at dingle rundt med alle de nøgler, når jeg var i kirken. Derfor tog jeg nøglen ud og puttede den i lommen. Med det resultat, at den hver anden dag lå herhjemme og puttede sig i en lomme, når jeg var i kirken og skulle bruge den. Eller jeg lagde den i tasken, hvor den på ingen tid kunne grave sig allerdybest ned og krævede, at man tog alt indholdet op af tasken, før den lod sig finde.

Det blev jeg også hurtigt træt af. Derfor har Frejas top måttet holde en pause (ja, du læste rigtigt, jeg har faktisk gang i flere projekter på én gang!), mens en nøglesnor blev hæklet. De hedder vist også et eller andet fancy, men jeg ved ikke hvad.

Lænkerne er hæklet af 10 lm, der samles i en ring med en km (fra 2. lænke og frem: husk at sætte lænken omkring den foregående lænke, inden du samler). Derefter har jeg hæklet fm omkring ringen, ca. 18 i alt, slut med en km i første fm. Sidste ring, der samler kæden, er hæklet af 22 lm.

Så var der bare tilbage at hæfte tusind ender, før nøglesnoren kunne tages i brug, og jeg er sikker på, at den nok skal blive slidt op!

torsdag den 24. september 2009

Lyse tider

 

Havestuen

 

Igen i aften er aftensmaden fortæret i vores elskede havestue. Vi kan allerede begynde at mærke, at den har en begrænset tid – hvis solen ikke har skinnet, er havestuen allerede for kold at sidde i, men lige så snart der har været lidt sol, rykker vi ud og nyder lyset og udsigten til haven. Der er højt til loftet, enormt hyggeligt og bare så meget lysere derude end i resten af huset, så det må helt klart give plus på lux-kontoen.

 

Havestuen

 

Jeg læste forøvrigt i Isabellas om forskellen på vinterhave, havestue og udestue. En udestue tæller ikke som en tilbygning, fordi den ikke er isoleret. Det er en vinterhave derimod, og en havestue er en slags mellemting. Den er mere sparsomt isoleret end en vinterhave og kan derfor ikke bruges hele året.

 

Havestuen

Havestuen

tirsdag den 22. september 2009

Nye tider og nye drikke…

 

Aftennydning

 

Der er mange forskellige slags dage i mit arbejde. Dage fyldt med aktiviteter. Dage med ro og tid til forberedelse og fordybelse. Dage med fest og farver, ensomme dage, og ganske få dage som i dag. En dag fyldt med møder. Med masser af kolleger samlet på et sted. En luksus for sådan nogle enspændere som os organister.

På dagsordenen var orientering om nye ansættelsesformer. Tjenestemandsansættelsen skal udfases, og en overenskomst er forhandlet på plads. Jeg er en af de yngste tjenestemænd og bliver ikke umiddelbart så berørt af de nye regler, men nogle ting får dog en afsmittende effekt for os – som noget helt nyt går vi fra en 6-dages til en 5-dages arbejdsuge, 8 gange om året skal to ugentlige fridage samles på en weekend (hvor vi før havde 6 friweekends udover ferien). Det er jo ren luksus og falder tørt!

Spændende, hvordan de nye ansættelsesformer vil udmønte sig i praksis.

Og nu vil jeg sætte mig med en kop te, dagen har vist budt på rigeligt med kaffe, og jeg er hoppet med på chai-bølgen – den er fantastisk god, den, man kan få i Søstrene Grene…

søndag den 20. september 2009

Alt godt fra haven

 

Æblekrans

Dagens buket

Skøn høst

Med Marie-pynt

 

Hvilken rigdom!!

Om en af de mange forskelle mellem mand og kvinde…

 

 Pynt

 

- ikke mænd og kvinder, for det er svært at generalisere, men mellem mand og kvinde her på matriklen…

Der er mange forskellige måder at “lande” på, når man kommer hjem efter en lang arbejdsdag.

Når jeg kommer hjem, kaster jeg mig over alle de opgaver, der har ventet på mig – rydder op i køkkenet, tjekker posten, sætter vaskemaskinen i gang, rydder op, laver aftensmad, lægger vasketøj sammen, osv. osv., garneret med små blogpauser og snakke med mand og børn. Når alt er klaret, og jeg synes, her er til at ånde, og  jeg har fortjent at slappe af, sætter jeg mig i sofaen med en kop kaffe og hvad jeg nu vil hygge mig med.

Ikke forstået sådan, at jeg så først hygger mig, når jeg sætter mig – nej, jeg hygger mig meget med alle de små gøremål, og nyder at få orden på alting.

Brian, derimod, lander ved at sætte sig i sofaen, graver sig ned i sin hule, og samler kræfter der, indtil han er klar til at komme i omdrejninger igen. Til gengæld kan han være aktiv til langt ud på aftenen, og natten med, hvis det skulle være.

Kunsten for mig er så at lære at respektere og acceptere, at vi har hver vores facon, ikke at irritere mig over, at Brian bare sidder der i sofaen, mens jeg ordner alting – og ikke mindst, at lade være med at ordne alting, så vi deles om opgaverne, som vi har aftalt, selvom vi gør det på hver sin måde.

Det er faktisk ikke så svært, hvis man er lidt bevidst om det – men jeg øver mig stadig…

fredag den 18. september 2009

Æblesjov

 

Æbler med meget mere...

 

Der er gang i æblerne her i efterårskøkkenet. I den store gryde putrer Liselottes æblechutney – den er fyldt med spændende ting, der spreder dufte i hele huset, og jeg glæder mig meget til at smage! Ved siden af koger skrællerne – de skal blive til æblesirup.

Er det ikke bare husmoderligt?! Det føles i hvert fald godt at bruge rub og stub.

Ny forsyning

 

Supersoft 100% uld

 

Så er der uld på lager.

Anita fristede med tilbudsgarn fra Holst, og jeg kunne hurtigt overbevise mig selv om, at det ville være en god idé at købe garn til den top, der venter mig, når jeg engang bliver færdig med Frejas … Damask er en lækker lilla farve, der passer rigtigt godt i mit klædeskab.

Jeg kunne så også hurtigt overbevise mig selv om, at det ville være en endnu bedre idé at købe rigeligt – bliver mere og mere overbevist om, at et velassorteret lager er vejen frem

Brændt af

 

Gæsteklar...

 

Jeg ventede en gæst. Først skrev hun, at hun blev forsinket – senere, at hun desværre var forhindret. Det er jo, hvad der kan ske. Men så står man der med alle sine talenter. Og har taget tidligt fri for at være hjemme. Så er det faktisk rigtigt godt timet, at Freja i dag blev hjemme pga. ondt i maven (selvfølgelig er det aldrig godt at have ondt i maven, men dejligt at have hende hjemme). Så føles det overhovedet ikke spildt at have taget fri. Og lidt oprydning blev klaret, mens jeg ventede, så weekenden er lige til at gå ombord i … Heldigvis er Frejas mavepine gået over, og vi har begge to nydt de ændrede planer med tid til perleplader og stille, tosom frokost.

Og så tror jeg da bare lige, aftensmaden bliver en nem en af slagsen – grønsagsstænger og humus, bruschetta og boller – så er den fredagsged vist barberet.

torsdag den 17. september 2009

Keramik til fordøren

 

Møllestien

 

Jeg havde en dejlig dag i Århus i går. Sjovt var det at spille firhændigt – et dejligt afbræk i alt soloarbejdet. Og det er altid hyggeligt at mødes med en kollega og god ven og få vendt dette og hint.

Solen skinnede, og der var også tid til både shopping og en sandwich i solen.

 

Møllestien  

Møllestien er et af mine – og mange andres – yndlingssteder i Århus. Den emmer af atmosfære og historier om svundne tider, og der er bare så idyllisk!

 

Gavlhuset Keramik

 

Her, i Gavlhuset Keramik, har jeg nu bestilt vores nye navneskilt – det er færdigt om et par måneder, for det er en lang process med lange tørretider – men godt håndværk tager tid, og vi har ikke travlt.

Gavlhuset har forøvrigt, naturligt nok, sit navn fordi det, som det eneste, vender med gavlen udad mod gaden – og så er det gadens ældste hus, bygget i ca. 1690. Og måske kommer der lidt ekstra med hjem, når jeg engang skal hente vores færdige skilt – jeg er ret vild med hendes ting…

onsdag den 16. september 2009

Bogkup

 

Jeg er blevet medlem af en ny bogklub – igen-igen! Havde ellers meldt mig ud af de tre, jeg var medlem af før, men efter en god pause lod jeg mig friste igen. Denne gang er det Bolig & Livsstil, der frister – i første omgang, fordi de har Isabellas havedagbog på tilbud, den bog, jeg har sukket efter længe. Og når man så kan få velkomstbøger til ingen penge, så lader jeg mig let friste.

 

Gode madbøger

 

Havedagbogen må jeg vente på lidt endnu, men velkomstpakken er kommet – og jeg glæder mig til at fordybe mig. Men det bliver ikke lige nu, for jeg står med det ene ben ude af døren, på vej til Århus.

Søndag d. 27. september skal jeg spille koncert i Fredenskirken i Århus, sammen med kirkens organist – vi spiller hver for sig musik af jubilaren Mendelssohn, som i år fylder 200 år, og hans samtidige, og slutter koncerten af med bravour – “Stars & Stripes forever” og “The Washington Post March” for firehændigt orgel – det er amerikansk, når det er bedst!

 

 

Orglet i Fredenskirken er knapt så stort, men det skal nok blive sjovt! I dag skal vi øve sammen, og mon ikke også der bliver tid til en lille bytur i smilet by… En dejlig dag venter!

mandag den 14. september 2009

Morgenlur og Morgentur

 

Efterårstræ

 

På sådan en mandag morgen, hvor energiniveauet er helt i bund, er det skønt at have fridag  – så man kan tillade sig en morgenlur på sofaen, efter at børnene er sendt i skole. En mulighed, jeg sjældent benytter mig af, men hvor er det godt, når man virkelig trænger!

Efter en god lækker-søvn og et par omgange på strikketøjet var det dog lidt svært at vågne igen, så en rundtur i haven gjorde godt. Solen skinner lejlighedsvist, luften er kølig, men klar, og en let brise fejer rundt med de blade, der så småt begynder at samle sig på plænen.

 

Efterårstræ

 

Jeg ved ikke, hvad træet her hedder, men det står så flot med de begyndende efterårsfarver, og sorte bær i hobetal.

Og nu er jeg klar til at gå i vaskerummet – der er lige en gang kalk, der skal vaskes ned, før jeg kan gå i gang med at male…

søndag den 13. september 2009

Blommesnaps

 

Blommer i vodka

 

Byen blev finkæmmet for sylteglas, for vi havde blommerne og vodkaen, og det kløede i vores fingre efter at eftergøre Bettys blommesnaps. Men når vi ikke har været vant til det overflod af frugt, vi oplever lige nu, er sylteglas ikke lige det, vi har haft flest af. Og heller ikke lige det, man ser flest af i bybilledet. Til sidst lykkedes det, i Kvickly, med patentlåg og det hele, så der kan komme gang i sylteriet, når vi får stunder til det.

Blommesnapsen er let – blommerne overhældes med rørsukker, kanelstang og vodka, og så kommer den svære del – at vente i hele tre måneder (!), før vi kan smage resultatet. Jeg glæder mig!

fredag den 11. september 2009

Fredagshygge

 

Skønne unger!

 

To dejlige børn, 110% koncentreret om et af ugens højdepunkter – Talentshowet på DR. Hatten fandt vi til Emil hos en af festugens gadehandlere i sidste weekend – en agenthat til en agent/militærnørd… Og som han i aften konstaterede: Jeg ligner vist Jokeren lidt med den hat :o)

Fredagsaften-sofahygge med strikketøj og blogs, garneret med lidt vasketøj og oprydning, toppet med en kop kaffe, mørk chokolade og lidt is – så er den cocktail hjemme, og det er på tide at se dyner…

Og maden…

 

Min arbejdsplads er lille, vi er 4 ansatte, der har vores daglige arbejdsplads der – udover de to præster med hjemmekontor – så der er desværre ikke basis for en stor og velassorteret kantine (kunne ellers have været godt!).

Når vi er der samtidigt, hygger vi os med at spise vores frokost sammen i det lille personalerum – men er jeg alene, er det nu også godt at sidde med avisen som selskab. Det sker især tit om fredagen, og i Kristeligt Dagblad, som naturligt nok er den avis, kirken abonnerer på, er der en god madklumme på bagsiden.

I dag var der idéer til fyldige salater, og da jeg havde to skal-helst-spises-i-dag-avocadoer, var denne salat oplagt:

 

Salat med laks

 

1 krus spelt koges og afkøles let, blandes med letkogt broccoli, 2 avocado overhældt med citronsaft, 200 g ærter, 100 g feta, mynteblade og en håndfuld ristede græskarkerner. Græskarkernerne må gerne blive til flere næste gang, men ellers var salaten meget lækker, med mange smagsnuancer. Den fik følgeskab af laks, godt krydret med citronpeber og salt, og så et par gode boller fra fryseren.

torsdag den 10. september 2009

Efterårsmad

 

  Blommer

 

Vores have er et sandt overskudslager af frugt. Æbler og blommer i kilovis drysser ned fra træerne, hvis ikke vi når at plukke dem inden. Brian samler ind og udstener blommer, så det er en lyst. Fryseren nærmer sig bristepunktet – det er godt, vi har den, for overskuddet til at sylte og bage er ikke overvældende for tiden. Efter at hverdagen for alvor har holdt sit indtog, trækker det ekstra tænder ud at have maleprojekter og mange andre gøremål i baghånden.

Men vi holder skindet på næsen, og med fryseren fuld af frugt, skulle vi nok kunne klare os vinteren over. Og så vil jeg glæde mig, til der igen bliver overskud til at gå amok i køkkenet.

 

Blommer

 

Aftensmaden i går var let, lækker og fuld af efterårsstemning.

Bruschetta af lækkert hjemmebag fra fryseren, med valgfrit fyld – hver lavede sine varianter og kunne vælge imellem, hvad køleskabet gemte: rød pesto, spegepølse, soltørret tomat i olie, tomatskiver og ost.

Dertil lavede jeg en salat med nogle af de mange blommer, ristede svampe (østershatte og champignon), babyspinat og hasselnødder.

 

Bruschetta med efterårssalat

onsdag den 9. september 2009

Once in a lifetime

 

Klokken er nu 09:09 – og det er i dag d. 09.09.09.

 

Ville bare lige nævne det.

(Det er jo stort!!)

mandag den 7. september 2009

Fredfyldt lykke

 

Villa Provence

Villa Provence Villa Provence

Villa Provence

Villa Provence

Villa Provence                     

En fantastisk oase, et lille stykke Provence midt i Århus – det er Villa Provence. Vi havde ikke en finger at sætte, alt var bare så gennemført og fantastisk smukt!

 

Villa Provence

Villa Provence

 

Morgenmaden var uovertruffen, servicen var i top, og hyggen var i højsædet overalt på hotellet. Når man sad i de bløde sofaer i loungen med fransk musik i ørerne, nippede til oliven og gulerodsstave, der stod fremme, og bladrede i nogle af de mange bøger om alt fra fransk indretning til Claus Dalbys havebøger, eller sad i eftermiddagssolen i den skønne gårdhave og lyttede til den stille rislen fra springvandet og så på alle blomsterne – så var man nærmest i himlen.

 

Villa Provence

Villa Provence Villa Provence

 

Vi nød at hotellet lå helt nede i midtbyen, så vi nemt kunne gå til og fra, kigge lidt på festugen, hygge på hotelværelset, finde en restaurant, lytte til en kvart koncert (da vi endelig fandt et alternativ til ølteltenes dansktopsange), bare nyde stemningen…

 

Villa Provence

Villa Provence Villa Provence

Villa Provence

 

Søndag eftermiddag smuttede vi til Ingerslev Boulevard, hvor der er bagagerumsmarked 1. og 3. søndag i måneden, sommeren igennem – et skønt sted, hvor der var masser af gode fund. Så vi var glade for, at vi havde bilen med til at transportere de to zinkbaljer, denne skønne lampe og lysestage, et udtjent DSB-skilt og lidt flere småting, der fandt vej til vores bagagerum.

 

Ingerslev Boulevard

Ingerslev Boulevard

Fund

 

Weekenden sluttede af med genforening med børnene, aftensmad og hygge hos mine svigerforældre – en skøn weekend har det været, dejligt at nyde tosomheden og blive tanket op til alle de hverdage, der følger.

 

Villa Provence

fredag den 4. september 2009

Forkælelse

 

Image1 Image6 Image3 Image7 Image4 Image2 Image5

 

Her skal vi tilbringe natten mellem lørdag og søndag! Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig?!

Faktisk faldt alt på plads – de ringede fra værkstedet lige over middag i dag, bilen var færdig, og spinder nu som en mis. Og vi valgte at holde fast i vores hotelreservation, “because we deserve it” eller noget… Det var godt med en “god undskyldning”, der kunne sætte gang i planerne, så vi ikke altid bare gør, som vi plejer. Et billigt sted kan man vist ikke just kalde det – til gengæld er jeg sikker på, at det bare bliver SÅ godt! Og måske kan man både blæse og have mel i munden…

Alle billeder er lånt fra hotellets hjemmeside