lørdag den 27. april 2013

Glimt fra en særlig dag…

 

 

Trip, trap, træsko...

 

Det er efterhånden en tre uger siden, men nu er billederne landet, og jeg nyder at sidde og lade tankerne gå tilbage til den dag, der var helt særlig for Emil – og såmænd også for hans mor…

 

Bordkort

Tidsler

En blandet flok

Flot, ung mand...

Lakseroulade

Roser

En sang...

Bær

Citronmåne

søndag den 21. april 2013

Mere ruskomsnusk

 

 

Grøntsager og oksebryst på panden...

Med hjemmebag og rødvin til...

 

Bare fordi det sådan en god måde at undgå madspild og få brugt alt det, der trænger…

Et par trætte porrer, et par ditto stængler bladselleri og en peberfrugt blev snittet og kom på panden sammen med en pålægspakke med oksebryst, der nærmede sig slutdato.

Da grøntsagerne var ved at være møre, fik de et drys chiliflager, salt og peber, et godt skvæt soya og lidt fløde. Sidst men ikke mindst skal og saft af en halv lime.

Med en nybagt bolle, et glas rødvin og en god solstribe til var jeg godt kørende…

Men det var i går. I dag kalder arbejdet, og derefter er jeg den, der er smuttet sydpå :-)

Og solen skinner ligeså skønt som i går!

Glædelig søndag!

lørdag den 20. april 2013

Lørdag med sol på

 

 

Frokost i det grønne

 

Jeg nyder en helt-alene-fridag hjemme.

Når et langdistanceforhold skal plejes, samtidigt med, at børnene naturligvis får deres del af opmærksomheden i hveranden uge, og arbejdet og vennerne også skal have deres del af kagen, er der efterhånden langt mellem dagene, hvor jeg er helt mig selv.

Og det er lige, som det skal være. Men så meget des mere nyder jeg, når sådan en dag falder i min turban. Oven i købet med sol på. Og ingen andre planer end, hvad der falder mig ind.

Formiddagen har stået på tiltrængt rengøring. Med Mads & Monopolet i ørerne og godt humør. Og leg med neglelak. Sæbespåner til spisebordet. Dej til boller. En af den slags formiddage, hvor dagen er helt ny og lige til at bruge løs af.

Havemøbler ejer jeg ikke (endnu) – men en picnictur i haven med sol i ansigtet gjorde en skøn frokostpause, og nu er jeg helt klar til at gå om bord i den ventende have.

Hvor er livet skønt sådan en solskinslørdag…

fredag den 19. april 2013

Fotoleg

 

 

Orkide

 

Nå ja, og så har jeg forøvrigt fået nyt legetøj.

Turen til Flensborg gav konkret udbytte i form af et kamera, der slet ikke i størrelse og muligheder lever op til det, jeg havde til låns. Til gengæld er det til at stikke i tasken, og det kan forevige både på lang og kort afstand – og passer derfor supergodt til mit behov. Jeg er, når alt kommer til alt, ikke særligt nørdet med teknikken – kan bare godt lide at tage en masse billeder, selvfølgelig helst så gode som muligt, men det må blive et kompromis, når man ikke vil nørde…

Og derfor kan man jo godt stadig lege… :-)

onsdag den 17. april 2013

Ej blot til pynt…

 

 

Gravearbejde...

 

Før jeg mødte ham, der får mit hjerte til at boble, havde jeg en følelse af at være forholdsvist kyndig udi havebrug. Men med ham på sidelinien, er jeg en ren novice.

Så jeg lærer, opdager nyt, suger til mig, mens min nye have langsomt, men sikkert udvikler sig til at blive meget mere spændende, end den var ved første øjekast.

Nyeste skud på stammen er et hjørne af græsplænen, der er på vej til at blive køkkenhave. Trods mine år på bagen som haveejer, har jeg faktisk ikke før haft decideret køkkenhave, men tanken om at blive mere selvforsynende på det felt er bestemt ikke frastødende.

Jeg tror bare, jeg har forestillet mig, at en køkkenhave ikke kunne være til meget pynt – men med blomster imellem grøntsagerne er det jo pludseligt en anden sag. Og med en på sidelinien til at give gode råd, skal det nok blive godt. Ih, hvor jeg glæder mig til at smage…

Til gengæld er jeg spændt på, hvor mange muskler, jeg i morgen vil opdage, at jeg hidtil ikke havde anet eksistensen af…

lørdag den 13. april 2013

At sætte sin hat, som man vil…

 

 

Studenterhue

HF-blåt

 

Før konfirmationen havde jeg ikke kun travlt med forberedelserne til festen, men også med at lægge sidste hånd på et værk, der har været et stykke tid undervejs. Og som skulle være færdigt i søndags, da det var sidste gang, vi mødtes, inden den skulle i brug.

Studenterhuen til min lillebror.

Nej, han er ikke som folk er flest – helt sin egen, på den totalt fede måde.

Og stolt og beæret var jeg, da han spurgte, om jeg ville hækle hans hue.

Opskrifter fandt jeg ingen af, og der er da detaljer, der kunne rettes til, hvis det skulle være en anden god gang…

Jeg har hæklet rundt og rundt i rent bomuld, med dobbelt garn og en 3.5 mm nål. For hver omgang har jeg taget 6 masker ud, og prøvet at fordele det lidt, så den forblev rund og ikke 6-kantet.

Da cirklen var stor nok, hæklede jeg i bagerste løkke i en omgang, så kanten blev markeret, og derefter hæklede jeg et antal omgange uden udtagninger, de nederste rækker i blåt efter endnu en omgang med nedtagning i bagerste løkke.

Skyggen er formet i fri fantasi, og en rem blev det også til, som blev sat fast med knapper. Enblemet med korset er syet i en sen aftentime i sidste øjeblik, så et nærfoto af det vil jeg ikke udsætte jer for, men på afstand ser det da ganske vellignende ud…

Hvorom alting er – brormand er glad – og jeg var glad for tilliden og for at prøve kræfter med projektet.

mandag den 8. april 2013

Dagen derpå…

 

 Blomster fra torvet

Blomster fra torvet

 

Hvor ER jeg glad og taknemmelig!

Alting gik bare så godt, Emil strålede som en sol og nød dagen, og jeg nød den i lige så høj grad.

Vores familier og venner var der for os, og hvor var det dejligt at mærke al den varme, omsorg og glæde, der strømmede os i møde.

I dag er heldigvis også fridag, inden arbejdet kalder igen. Den bruges til lige det, jeg har brug for – at sove længe, gå lidt rundt og finde mig selv og mit hjem, for snart at tage sydpå og lade mig synke ned i den dejligste favn.

Aaaahhh….

lørdag den 6. april 2013

Hep hep!

 

 

Stille...

 

Sidste dag i køkkenet i denne omgang. Børnene er sendt hjem til deres far, og jeg går lidt rundt om mig selv i de indledende øvelser, før jeg rigtigt kommer i gang. Om lidt tager jeg i byen efter blomster, og så skal jeg nok være helt oppe i gear.

Senere på dagene lander de første gæster her, og snart er festen godt i gang – det bliver godt!

onsdag den 3. april 2013

Brød i ovnen..

 

 

Brød med soltørret tomat

 

Vi går snart ind i sidste og afgørende fase. Konfirmationsdagen nærmer sig med hastige skridt, og forventningerne er høje hos den nyklippede konfirmand. Freja sysler med bordkortene, og jeg selv rumsterer i køkkenet og svinger indkøbsvogne til den store guldmedalje. Fryseren fyldes langsomt, men sikkert. Grovflutes, spinatboller, brød med soltørret tomat, og det lækre, lyse brød med havregryn og hvedemel, sej krumme og masser af lufthuller. For slet ikke at tale om tærterne, tunmoussen, isen osv.

Overblikket er stadig nogenlunde intakt, benene er trætte, humøret er for det meste godt, og jeg er sikker på, det nok skal blive en god dag, også med de udfordringer, den rummer for en nyskilt familie.

Men først er der lige en sofa, der skal siddes... Og i morgen venter atter en dag med ny energi.

Og hey – jeg har jo stadig ferie :-)