fredag den 26. februar 2010

 

Tø

Tø

 

Nu er jeg ikke kendt for at være stille særligt længe ad gangen, så det må vist være pause nok for denne gang… ;o)

Freja havde lidt ondt i maven i morges (uden dog at være rigtigt syg) – jeg havde et stort behov for øve orgel, før en koncert, jeg skal spille på torsdag (og Brian havde vigtige møder). Så vi indgik et kompromis – Freja blev sendt i skole, jeg skyndte mig hen for at øve superkoncentreret i kirken – og så måtte de ringe efter mig, hvis mavepinen blev værre. Det gjorde den ikke, så jeg har fået øvet supergodt, og er helt høj over det. Til gengæld lovede jeg at hente Freja lige efter skole, så nu har vi en lang, skøn eftermiddag herhjemme. En ren win-win-løsning.

 

Tø

 

Da vi kom hjem, tog vi kameraet med om i haven for at kigge efter spirer. Dem fandt vi nu ingen af, men masser af spirende forår var der i luften, som pludseligt er helt anderledes mild. Snegrænsen flytter sig langsomt, men sikkert – man kan begynde at ane lidt af jorden under buskene hist og her.

 

Tø

 

Soppende krukker blev tømt for vand, lidt affald blev taget med, og midt i det hele opdagede jeg en smule kriblen i fingrene. En vågnende interesse for haven – jeg havde næsten troet, at den aldrig ville vende tilbage, men den har bare sovet sin vintersøvn, og nu ved jeg, at den vender tilbage med fuld kraft en skønne dag.

Jeg må vist hellere få bestilt nogle sommerblomster…

 

Tø

torsdag den 25. februar 2010

Pausebillede

 

Pausebillede

 

Jeg er her endnu – gør mit bedste for at hægte mig på hverdagene, der flyver afsted. Og de flyver godt, levner bare ikke så meget plads til udenomsting…

Det drypper fra tage og træer, isen, der gjorde livet usikkert i morges, forsvandt i løbet af dagen – men ord drypper der ikke så mange af.

Derfor dette pausebillede, indtil ordene igen kommer dryppende…

mandag den 22. februar 2010

Brunkulslejer i sol

 

Ved brunkulsmuseet

 

Gårsdagens udflugt gik til Søby Brunkulslejer – et meget naturskønt område, der sikkert også er et besøg værd på årstider, hvor man kan se, hvad snemasserne gemmer, og hvor museet er åbent.

Det må vi have tilgode – i går nød vi bare solen og alt det hvide. Foretog op- og nedstigningen til udsigtspunktet via en trappe, der med måneders sne og is, nærmere var blevet til en kælkebakke – en god udfordring for en sneglad ekspedition, der var glad for at få kadaveret rørt.

Og se, hvad vi fandt deroppe …:

 

  Udsigt

Udsigt

Udsigt

Udsigt

Fødselsdagsmiddagen…

 

Fødselsdagsmiddag

 

… var i al beskedenhed fantastisk!

Når man har fødselsdag, skal man ikke trækkes med at stå i køkkenet, hvis man ikke har lyst, så jeg sprang ind fra højre midt i Brians maduger, og tillavede et festmåltid efter fødselarens ønsker, af allerede indkøbte råvarer – og springer tilbage i sofaen resten af ugen. En god ordning, synes jeg.

Omdrejningspunktet i enhver herremiddag er kødet, har jeg lært, og aftenens kødindslag var oksetournedos, af en mørbrad fra fryseren, skåret i lunser og omviklet med bacon. Stegt på panden, så de var lækkert røde og saftige indeni. Bagefter blev panden kogt af med kalvefond (hjemimporteret på glas), vand og portvin – tilsat gastrik (det hemmelige sauceingrediens, som jeg lavede for et par år siden, og har brugt flittigt siden…), saucen blev kogt ind og tilsat fløde, rørt med lidt maizena, kogt lidt mere ind og smagt til med salt og peber – et voila – en ganske god portvinssauce, hvis jeg selv skal sige det (fik dog ikke den ære at komme med på billedet)!

Kødet blev flankeret af hasselbackkartofler, bagte rødløg og bagte gulerødder (vendt med olie og hakket hvidløg, drysset med birkes og ind i ovnen. Derefter stænket med balsamico) og appelsinsalat – appelsinskiver, hakkede calamataoliven, hakket chili og lidt piskefløde henover herligheden – ganske enkelt og meget lækkert (de to sidstnævnte er set i Suveræne Succeser).

søndag den 21. februar 2010

Forårsfornemmelser

 

Forårsfarver

 

Når foråret ikke kommer til mig, må jeg trække foråret indendøre. Med min skønne blomstrede bakke, kulørte lys, små sprøde perlehyacinter og en lille gæsling, jeg fik af Freja, kan mine fornemmelser få liv – jeg glæder mig stadig over sneen, men trænger snart til farver og spirer, og kan mærke længslen vokse med det tiltagende solskin og tøvejr.

I dag er det Brians fødselsdag – gæsterne får han først i næste weekend, og i dag er reserveret til familiehygge. Vi er startet godt med morgensøvn, gaver i sengen og et bugnende morgenbord.

Om lidt vil vi begive os ud under den blå, blå himmel – i det mest fantastiske solskinsvejr vil vi gå os friske og glade, og resten af dagen vil vi hygge os herhjemme.

Det skal nok blive en rigtig god dag.

lørdag den 20. februar 2010

Familiegalleri

 

Sofastykke i stykkevis

 

Efter at have boet her i snart 9 måneder, må det vel være på tide at tage en dyb vejrtrækning, lukke øjnene og slå huller i de nymalede vægge. Det er dog ikke de første, men sådan et familiegalleri kræver mange huller, og det har været svært at tage en beslutning om, hvor de skulle hænge. Især, når man ikke hører til den kategori, der gør særligt meget overilet…

Jeg er ikke vild med at håndtere boremaskine og det, der er værre – men hammer og søm kan jeg lige klare (uden særligt mange buler i væggen…). Derfor var der ikke langt fra tanke til huller i væggen, da vi endelig fik taget en beslutning.

Jeg er godt tilfreds med placeringen, og det gør godt at have mine kære som fluer på væggen igen. Ved siden af galleriet skal der hænge en væglysestage, men det kræver boremaskine, så det bliver ikke i dag…

fredag den 19. februar 2010

Dejlige feriedage

 

Vi har haft nogle skønne dage med familie og venner. Dage med tid og ro til snak, afslapning, håndarbejde og leg med børnene. Med gåture i den frostklare luft, med god forplejning og ikke mindst – godt selskab.

Nu nyder vi at være hjemme igen, vi landede i går aftes, og turen gennem det snepyntede landskab gik helt uden problemer.

I dag er der god tid til at lande, pakke kufferter ud, vaske tøj, rydde lidt op hist og her, hygge sammen og hver for sig, måske en tur på biblioteket, og gerne et par pinde på strikketøjet.

Lapperne er endelig blevet færdige. Lige nu roterer de i maskinen, for de er lidt løse i kanterne, og jeg håber at lidt pres kan rette op på det, inden de bliver hæklet sammen, og kan pryde vores puf. Jeg glæder mig meget til at se det færdige resultat.

 

Elvira 

 

Og så er der strikketøj på pindene igen – skønt. Det er igen Elvira, men denne gang som voksen, der står for tur, og jeg er endnu engang helt vild med det farvespil, der er i garnet fra Holst. Det garn får gerne en fast plads i mit lager!

søndag den 14. februar 2010

Ferielukket

 

Tørrede roser

 

Når sådan en buket roser afblomstrer, kan jeg ikke få mig selv til bare at smide den ud. Jeg synes næsten, blomsterne er endnu smukkere i tørret tilstand, så jeg glæder mig over de afklippede hoveder, der får lov at pynte i en lille asiet…

Gudstjenesten i formiddags var en festlig fastelavnsgudstjeneste med salmedans ved børnekoret, udklædte børn, tøndeslagning og fastelavnsboller efter gudstjenesten. Musikken, jeg havde valgt til indledning og afslutning (præ- og postludium), var i den mere “skæve” ende, jazz til præludium (en lækker swingversion af en sang, jeg kender fra min barndoms søndagsskole, Tak Gud, for hver en nyfødt morgen), og fransk umba til postludium, som jeg har moret mig med at indstudere i de sidste par uger. Sidstnævnte har jeg fundet på youtube, dog i en noget ulden optagelse, så en del af detaljerne fortaber sig – men lyt med, hvis I har lyst:

 

 

Og hermed er min ferie indledt. De næste dage bliver stille på bloggen, for vi vil hygge os sammen med familie og venner, og det er lige, hvad jeg trænger til.

Huset er rengjort, symaskinen er pakket væk – sågar juletræet er røget ud i kulden, og vi er klar til afslapning og hygge i godt selskab!

Ha’ en dejlig uge!

Klar til fest

 

    Antiterrorsoldat

 

Emils kostume har nu været klar længe og allerede brugt ved flere lejligheder.

Det har været et nemt projekt, for det startede med, at han manglede bukser. Og da H&M ikke havde et tilfredsstillende udvalg af camouflagebukser eller det, der bare mindede om, tilbød jeg at sy ham et par. Opskriften er den samme som sidst, og jeg er sikker på, at bukserne vil blive lige så skattet, som de gamle stadig er.

Det var Emil selv, der fik den idé at bruge dem til fastelavn, og da det lød som et let løsning for mig, var jeg ikke den, der protesterede…

 

Klar til kamp

 

Og lad mig så straks korrigere mig selv – jeg har vist luftet, at han skulle være antiterroragent – og det er jo helt misforstået. Det er antiterrorsoldat, han er – og en sej en af slagsen. Udstyret, bortset fra bukserne, er hentet fra lageret på drengeværelset, der til forveksling ligner et mindre militærlager (dog med noget mere rod…)

 

Freja

 

Freja er stinkdyr – hun er meget glad for dyr, og har tidligere været både kat og leopard, alle i hjemmesyede kreationer. Der går dog så lang tid mellem hver gang, at det ikke lykkes mig at lære af tidligere erfaringer. F.eks. så som at starte i god tid. Og jeg må indrømme, at jeg synes, dragten bærer en smule præg af at være færdiggjort efter, at min træthedsgrænse var nået.

Dragten er syet i fri stil – et par af Frejas bukser og en trøje blev lagt på stoffet for at have lidt at måle ud fra, og så sjussede jeg mig ellers frem – fordelen ved at sy i pels er, at ingen kan se syningerne, så det betyder ingenting, hvordan de lige snor sig.

Det var Frejas klare ønske, at dragten skulle være med luffer, så man ikke kunne se, at hun havde rigtige hænder. Jeg løste det ved at sy et par luffer på, der har åbning under hånden, lidt ligesom på babyflyverdragter (sådan som jeg husker dem…).

 

Stinkdyr med luffer

 

Halen voldte mig lidt kvaler – hvordan skulle man få sådan en flot busket hale, der sidder på dyret (og især Disney-versionen, som datteren havde i tankerne). Jeg løste det ved at sy en tyk pølse, nærmest bladformet, som jeg derefter fyldte med pelsrester (pudefyld havde måske været et bedre valg, men når man laver sådan en dragt efter lukketid, må man ty til forhåndenværende midler). Efter at have syet hvid pels på hale, ryg og hovede, riede jeg halen fast på ryggen, så den vendte opad. Det bevirker så, at hætten trækkes lidt bagover, så den sidder ikke så langt fremme i panden, som hensigten var. Men alt dette er småting, som vist ikke betyder det store for Freja – og så længe hun er tilfreds, er jeg det også.

 

Stinkdyr bagfra

Stinkdyr bagfra

lørdag den 13. februar 2010

Efter en laaang dag ved maskineriet…

 

 

Pels i maskinen

 

Det endte faktisk med noget, der ligner et stinkdyr.

Men det holdt også hårdt! Ikke at projektet har drillet mig, det er egentlig gået fint derudad – men det har det bare med at tage længere tid, end jeg lige forestiller mig. Ellers også har jeg det bare med at komme for sent i gang.

Og alligevel siger jeg år efter år, at jeg da snildt lige kan sy… hvad-de-nu-finder-på… til årets kostume.

Og jeg ved godt hvorfor. Det er jo fordi, jeg elsker, at de får fantasien i gang og finder på noget andet end supermarkeds- og legetøjsbutikkernes seriefremstillede superhelte og prinsessekostumer. Og fordi jeg gerne vil støtte dem i at gøre dagen til en fest og komme i en udklædning, de bliver glade for, og som holder til mange timers leg bagefter, og ikke kun lige til fastelavn.

Derfor gør jeg det igen – år efter år.

Og nu vil jeg klappe mig selv på skulderen og nyde en velfortjent kop kaffe!
(Jeg håber at få skudt billeder af børnene i deres udklædninger i morgen…)

Læg hovedet i blød, og fyr op under symaskinen…

 

Stinkdyr-wannabe

 

Og det skal så blive til et stinkdyr… hmmm…

Det er godt, det først er i morgen, det er fastelavn…

fredag den 12. februar 2010

Den er god nok…

 

Spise med Price

 

Brødrene Price er tilbage! Gæt hvem, der sidder klar ved skærmen på tirsdag… (eller nok nærmere ved net-TV, når en ledig stund byder sig).

Og for dem, der ikke kan se DR2, er der ikke længere nogen undskyldning – Adam og James er blevet forfremmet, eller noget… og vises denne gang på DR1. Betragt dette som en servicemeddelelse.

Cookies på en kold vinterdag

 

Cookies

 

Til den søde tand, til en varm kop kaffe, til sidebenene (som om de trænger!), til Disney Sjov, til vinterferien, til hygge med vennerne – bringer jeg her, på efterspørgsel, opskriften på de lækreste cookies.

Dejen blandes af:

250 g blødt smør

125 g sukker

250 g mørk farin

2 æg

2 tsk vanille

1 tsk natron

350 g mel

250 g chokolade

100 g valnødder

Placeres i klatter med et par skeer (på bagepapir, hvis man er doven som jeg), og bages i 9-10 min. v. 200°, til de er lige, som de skal være – sprøde i kanten, og lækkert seje i midten.

Af hensyn til min valnøddeforskrækkede familie, halverer jeg mængden af valnødder og tilsætter dem kun i halvdelen af dejen – og så er kunsten bare at holde styr på, hvad der er med, og hvad der er uden nødder… – og at holde fingrene i ro, når kagedåsen er i nærheden!

onsdag den 10. februar 2010

Horisontudvidelse

 

Sejr

 

Det ville være synd at sige, at jeg er ud af en sportsinteresseret familie. Som barn har jeg aldrig gået til sport – mine erindringer om holdsport handler mest om følelsen af altid at blive valgt til sidst, når der skulle vælges hold.

Det afholder mig dog ikke helt fra at dyrke sport, for jeg kan godt lide at leve sundt (ikke at jeg nødvendigvis altid gør det..), og kan også godt lide at holde mig i form, men jeg holder mig mere til de solistiske udfoldelser, og rigtig entusiast bliver jeg nok ikke sådan lige…

Holdgejst har jeg til gengæld oplevet masser af på det musikalske felt, så jeg føler ikke, at jeg er gået glip af noget der.

Men interessant er det at opleve en helt ny verden, når jeg så følger Emil til floorball (hockey), som han nu har gået til i et halvt år. Emil gør ikke noget halvt, så når han begynder på en sport, så går han op i det, og det er skønt at mærke hans entusiasme. I aften overværede jeg en kamp på sidelinien, i forældreflokken, hvor jeg måske stak en smule ud fra mængden, som jeg sad der med kamera og hækletøj. Men hvad gør det – jeg hyggede mig, var stolt som en pave – og lærer måske med tiden at falde ind med passende hepperåb på de rigtige tidspunkter…

 

Energi

mandag den 8. februar 2010

Og så lige en mere for Prins Knud…

 

 

Jeg kører vist et trip for tiden…

søndag den 7. februar 2010

Tornerosesøvn

 

 Engel

Hortensia

 

Haven ligger i dvale, kold og hvid. Sådan har det nu været i ugevis, der er ingen tegn på forandring, og der er i virkeligheden ikke meget, der trækker mig derud for tiden. Sneen har mistet nyhedens interesse, og jeg begynder at lægge mere og mere mærke til lyset, der vinder mere og mere frem, fuglene der med deres sang gør opmærksom på, at nye tider nærmer sig, og de dage med tø, der efterhånden bliver til flere.

Og jeg ved, at der nedenunder sneen et sted er masser af liv. Med kameraet i hånden kigger jeg utålmodigt på snedriverne, men der er ikke noget at spore. Og jeg ved ikke engang helt hvor og efter hvad, jeg skal kigge i denne nye have. Jeg ved, at der er tulipaner, men det er jo alt for tidligt for den slags. Jeg ved også, at jeg har sat alle vores medbragte løg, men om de har fundet sig så godt tilrette i deres nye hjem, at de har lyst til at stikke hovederne op, ved jeg ikke.

Så jeg venter.

Efterhånden en smule utålmodigt.

Men stadig med glæden i behold over det dejlige vintervejr, der er forundt os i år.

 

Magnolia

lørdag den 6. februar 2010

Udsigten fra min sofa…

 

Aften i stuen

 

Ja, det er juletræet, der stadig pynter derude i havestuen…

Og ja, det skal da snart smides ud – man må jo give efter for presset…

Og ja, jeg er godt tosset, jeg ved det. Men det er da bare så hyggeligt. Og hvem siger, det er et juletræ? Man kan jo også bare kalde det et grantræ med lys…

(Og ja, pelsklumpen i nederste, venstre hjørne er en kat. Den anden ligger på en stol under spisebordet. Ikke meget bevægelse at spore der…)

Genbrug

 

Desværre, Simone – den titel er taget…

 

 

Og pludselig var man tilbage i de gode gamle dage.

“Lars, det er jo Whitney – det har du jo aldrig spillet før…” Suk.

Brugeroplysning: Citatet er fra dengang, Lars Klingert huserede hver fredag (så vidt, jeg husker) på formiddagsprogrammet Strax på P3. Og Whitney Houston var fast indslag. Uhmm…

Tidsoptimist – det er mig

 

Klokken slår, tiden går

 

Det var i en omtale af en bog (jeg husker ikke hvilken), at jeg stødte på det begreb – tidsoptimister. Og det var så rammende at læse om, for det er jo netop det, jeg er! Det er derfor, jeg altid ræser rundt med tungen ud af vinduet og altid har travlt. Man skal som bekendt aldrig tale i absolutter, og jeg har bestemt også perioder eller stunder med god tid, men mønsteret er klart. Tidsoptimister er sådan nogle, der har alt for høje forventninger til, hvad man kan nå på et afmålt tidsrum. Som vil så meget, men ikke tænker realistisk om, hvad tiden rent faktisk rækker til. Lige sådan en som mig.

Jeg vil gerne købe en omprogrammering.

Er der nogen, der ved, hvor de kan fås?

onsdag den 3. februar 2010

Knivskarpt

 

Før så min verden omtrent sådan ud (måske knapt så glamourøst, men sammenligningen med sådan et slør er ikke helt ved siden af…):

 

Med slør

 

Det er utroligt, hvad sådan et par briller kan gøre…

 

Knivskarpt

 

Det er ikke de store styrker, vi snakker om, så jeg havde faktisk tænkt, at jeg bare ville have brillerne for at kunne bruge dem, når jeg havde svært ved at læse noget på lang afstand.

Men sikke et klarsyn – det er en helt ubeskrivelig følelse pludseligt at kunne se alting helt klart! Tænk at så lidt kan gøre sådan en forskel! Jeg er allerede næsten afhængig (i hvert fald, når jeg lige har vænnet mig til at have et stel siddende, at få mit synsfelt indsnævret og at se mig selv i spejlet…)

 

Nu med briller, men stadig ikke helt urystet...

tirsdag den 2. februar 2010

Snefnug ude og inde

 

 Snefnug

 

Mens sneen væltede ned i kaskader, der dog ikke lukkede denne del af landet, har vi pyntet op med indendørs snefnug.

 

Snefnug

 

Idéen har jeg fra Marina, der er leveringsdygtig i masser af kreative idéer til pynt, traditioner til års- og højtiderne og hygge og hjertevarme på sin livsglade blog.

Så mens yndlingssøster stadig var her i går, satte vi os sammen med børnene, med mellemlægspapir og sakse, foldede, klippede og morede os med at se de fantastiske snefnug åbenbare sig, når vi foldede kunstværket ud. Utroligt, hvad et par klip kan blive til – jeg blev helt grebet af det.

 

Snefnug

 

I aftes fik fnuggene en tur med strygejernet, og i mangel af fancy spraylim, fik de en lille klat limstift, og så må jeg leve med rengøringen til den tid.

Jeg kunne forøvrigt også hurtigt blive grebet af computerversionen, men det vil jo aldrig komme på højde med at klippe selv…

 

Snefnug

mandag den 1. februar 2010

Yndlingssøster og Spelt med rodfrugter

 

Min yndlingssøster (og eneste søster) blev født13 år efter mig, og derfor er det begrænset, hvor meget vi havde ud af hinanden som børn, bortset fra, at hun var et sødt indslag i mine sidste år derhjemme – og den længe ventede søster, der endelig kom til verden efter en flok brødre.

Da hun var 6 år gammel, flyttede jeg hjemmefra, og siden har vi boet i hver sin ende af landet – og så meget des mere stornydt, når vi endelig var sammen. Især i de senere år, hvor vi har lært hinanden at kende som voksne.

I skrivende stund har jeg besøg af min yndlingssøster – hun kom i går aftes, og hele dagen i dag er viet til søsterhygge, til ose- og cafétur og til snak i massevis. Og hvor gør det godt!

Hun har efterspurgt opskriften på aftensmaden i går, så i fald andre også skulle være interesserede, kommer den her:

 

Spelt med rodfrugter

 

1 kg rodfrugter renses og skæres i stave – jeg brugte gulerødder, pastinak, søde kartofler og jordskokker, men man kan mikse efter smag og behag. 1 bouillonterning (hønse- eller grønsagsbouillon) smuldres og blandes med 2 spsk olie og 10-12 kviste timian. Blandes med rodfrugterne, som steges i ovnen ved 225 grader i en halv time. Vend et par gange undervejs.

3 dl spelt (eller hvede eller andre korn) koges.

En dressing blandes af:
saften fra 1 citron
1 spsk akaciehonning
2 spsk olivenolie
1 dl sultanarosiner
1 spsk friske timianblade
½ tsk salt
friskkværnet sort peber.

Rodfrugter og spelt blandes med dressingen.

Bon appetit!