onsdag den 25. december 2013

Juleglimt…

 

 

Jul 2013 Jul 2013

 

En jul kan slet ikke indfanges med et kamera. Glæden, nærværet, forventningerne, det særlige lys i juletræ og øjne, musikken, højtideligheden, duften af and, katte på klatretur i juletræet (jeg kan forøvrigt anbefale min løsning med snor og en skrue i loftet – så er træet ikke sådan lige at vælte…) – et stort potpurri af ting, der tilsammen gør en dejlig jul.

Julen er stille i år, vi er i modsætning til tidligere ikke mange, men nyder roen, nærværet og den tid, det giver os.

Julen er slet ikke slut endnu, der er flere dejlige juledage, flere besøg og en enkelt gudstjeneste endnu i godteposen, og jeg nyder det altsammen, både arbejde og familiehygge.

Og ønsker en rigtig glædelig jul til jer, der måtte kigge forbi her.

lørdag den 14. december 2013

Lørdag aften…

 

 

To lys i adventskransen

 

Dagen har jeg nydt i mit eget selskab, med tid til at sove længe, lidt arbejde, en dejlig lang gåtur i skønne Silkeborg, lidt juleforberedelser, men ellers bare stille landing ovenpå en dejlig julefrokost med mine nye kolleger.

Men som mørket sænker sig, mærker jeg savnet. Børn og kæreste er for langt væk, og jeg mangler dem omkring mig. Jeg prøver at fokusere på fordelene ved at have uger uden børn i hjemmet og nyder også de muligheder, de giver. Og jeg ved jo, at de har det godt, hvor de er. Men savner selvfølgelig alligevel…

Heldigvis har jeg gode ting i udsigt, og tanken om at kunne kysse kæresten i morgen gør savnet mindre. Og indtil da vil jeg forsøde aftenen med et krus gløgg, Dirch Passer og co. i baggrunden og en bunke sovende killinger ved siden af mig, mens jeg klippe-klistrer årets julekort.

søndag den 8. december 2013

Tillad mig at præsentere…

 

 

Søskendekærlighed...

 

Samba og Mambo – de to senest tilkommende i familien her.

Et par charmerende små gårdkatte, søster og bror, der blev fundet moderløse af min bror og blev taget i kærlig behandling der, indtil jeg var blødgjort nok til at tage dem til mig. Freja er den, der skal have størstedelen af æren for den store indsats, det krævede at få mig blødgjort. Til gengæld har jeg ikke fortrudt et øjeblik. Jo, måske lige da jeg fandt en tisseplet på min dyne – da var småkravlene ikke populære!

Men sikke et par charmerende små energibundter, de er! Legesyge, kælne og nysgerrige og ikke til at indfange med et kamera. Både børn og voksne her på matriklen er totalt solgte. Og lever med at rejse bøgerne i bogreolen hver gang, de bliver væltet ned, at hænge vasketøjet op igen og igen, fordi den sjoveste leg er at hænge sig i tøjet, til det falder ned, at det er komplet umuligt at strikke, når to overgearede killinger sidder og fanger efter garnet. Og jeg kunne blive ved…

Lidt spændt er jeg dog på at se kombinationen killinger og pyntet juletræ i stuen. Men den tid, den glæde…

fredag den 6. december 2013

Blød landing…

 

 

Nedtælling

 

Mens Bodil raser af udenfor, sidder jeg og lander i en blød sofa, med uldtæppet om benene og med en killing indenfor rækkevidde, der gør sig til og beder om opmærksomhed, så jeg jævnligt må slippe tasterne.

Den sidste uge har mildt sagt været hektisk. Der har været meget at sætte sig ind i, og december måned er en voldsom måned at starte nyt job, i min branche såvel som så mange andre. Men det er samtidigt meget opløftende og spændende, og jeg nyder hver dag på arbejdet, også selvom jeg næsten ikke har været hjemme.

Og nu falder der ro på. Børnene er landet, og hvor er det dejligt. Foran os venter en weekend, der udover søndagsgudstjenesten ikke byder på andre planer end de juleforberedelser, vi har lyst til at kaste os over, masser af killingeklap og –kæl, og hygge i læssevis.

Så mon ikke selv kalenderlyset ender med at kunne følge med tiden…

mandag den 2. december 2013

40

 

 

Blomster fra menighedsrådet

Yndig romatik

 

Et hjørne er rundet.

I går var en helt særlig dag. Det var den nok for så mange, fordi den både var første dag i julemåneden og 1. søndag i advent.

For mig var den ekstra særlig, fordi den også var min 40 års fødselsdag og min første arbejdsdag i nyt job.

Det blev markeret på skønneste vis med en festlig gudstjeneste, hvor jeg nød at boltre mig på mit nye orgel, og derefter med reception, pindemadder, taler og gaver. En varm og hjertelig modtagelse har jeg fået der, og jeg er fuld af forventning om det arbejdsliv, der venter mig.

Senere tog vi hjem og fejrede videre med min dejlige, store familie, hvoraf de fleste havde hygget om mig hele weekenden. En dag i det bedste selskab, jeg kunne ønske mig.

I dag har været dagen derpå. På den gode måde. En fridag helt for mig selv med tid og ro til at lande, få skik på huset, og hygge om mine små killinger, der har været under kniven i dag og langsomt kommer til sig selv. En dag med tid til at lade en fantastisk weekend bundfælde sig, at pille lidt ved gaverne, spise lidt rester og glæde sig i sit stille sind.

Hvor har jeg dog meget at være taknemmelig over!

mandag den 25. november 2013

Liv

 

 

November

 

Gad vide, om der stadig er nogle få læsere derude…?

Jeg forstår godt, hvis der ikke er, for der har da ærligt talt ikke været meget at hente her.

Jeg har trængt til en pause. Der har været for meget at spekulere på i det virkelige liv, og sorteringen i, hvad jeg ville dele i det offentlige rum, og hvad jeg ikke ville, har lukket munden på mig.

Jeg ved stadig ikke, om jeg kan finde balancen, for jeg har ikke lyst til at være intetsigende eller fremstille et lyserødt billede af mit liv, som jeg frygter, vil ske, når jeg skal (vil) filtrere – men samtidigt kan jeg mærke, at lysten til at blogge langsomt vender tilbage.

Og lysten til at fotografere. For sammen med bloggen, har kameraet ligget i dvale, og det vil jeg gerne gøre noget ved.

Så jeg prøver. Stille og forsigtigt. Og håber, I stadig har lyst til at hænge på.

Hvor ofte, jeg dukker op her, kan jeg ikke love noget om.

En del af mine spekulationer har nemlig været af jobmæssig karakter, og på søndag begynder jeg et nyt afsnit af mit liv. Jeg har fået noget, der ligner min drømmestilling som organist. Efter næsten 10 år i Herning, skal jeg nu til at pendle til Silkeborg, og jeg er fyldt med forventning, sommerfugle i maven og tanker om alt det nye, der venter mig.

Men nogle pip i ny og næ håber jeg at kunne give her.

onsdag den 1. maj 2013

Haveliv

 

 

Ærteblomster

Åben terassedør

Japansk kirsebær

Med travle bier

Romantisk lyserødt...

Brombær

Køkkenhaven

Narcisser

Solgult

Stenbræk

lørdag den 27. april 2013

Glimt fra en særlig dag…

 

 

Trip, trap, træsko...

 

Det er efterhånden en tre uger siden, men nu er billederne landet, og jeg nyder at sidde og lade tankerne gå tilbage til den dag, der var helt særlig for Emil – og såmænd også for hans mor…

 

Bordkort

Tidsler

En blandet flok

Flot, ung mand...

Lakseroulade

Roser

En sang...

Bær

Citronmåne

søndag den 21. april 2013

Mere ruskomsnusk

 

 

Grøntsager og oksebryst på panden...

Med hjemmebag og rødvin til...

 

Bare fordi det sådan en god måde at undgå madspild og få brugt alt det, der trænger…

Et par trætte porrer, et par ditto stængler bladselleri og en peberfrugt blev snittet og kom på panden sammen med en pålægspakke med oksebryst, der nærmede sig slutdato.

Da grøntsagerne var ved at være møre, fik de et drys chiliflager, salt og peber, et godt skvæt soya og lidt fløde. Sidst men ikke mindst skal og saft af en halv lime.

Med en nybagt bolle, et glas rødvin og en god solstribe til var jeg godt kørende…

Men det var i går. I dag kalder arbejdet, og derefter er jeg den, der er smuttet sydpå :-)

Og solen skinner ligeså skønt som i går!

Glædelig søndag!

lørdag den 20. april 2013

Lørdag med sol på

 

 

Frokost i det grønne

 

Jeg nyder en helt-alene-fridag hjemme.

Når et langdistanceforhold skal plejes, samtidigt med, at børnene naturligvis får deres del af opmærksomheden i hveranden uge, og arbejdet og vennerne også skal have deres del af kagen, er der efterhånden langt mellem dagene, hvor jeg er helt mig selv.

Og det er lige, som det skal være. Men så meget des mere nyder jeg, når sådan en dag falder i min turban. Oven i købet med sol på. Og ingen andre planer end, hvad der falder mig ind.

Formiddagen har stået på tiltrængt rengøring. Med Mads & Monopolet i ørerne og godt humør. Og leg med neglelak. Sæbespåner til spisebordet. Dej til boller. En af den slags formiddage, hvor dagen er helt ny og lige til at bruge løs af.

Havemøbler ejer jeg ikke (endnu) – men en picnictur i haven med sol i ansigtet gjorde en skøn frokostpause, og nu er jeg helt klar til at gå om bord i den ventende have.

Hvor er livet skønt sådan en solskinslørdag…

fredag den 19. april 2013

Fotoleg

 

 

Orkide

 

Nå ja, og så har jeg forøvrigt fået nyt legetøj.

Turen til Flensborg gav konkret udbytte i form af et kamera, der slet ikke i størrelse og muligheder lever op til det, jeg havde til låns. Til gengæld er det til at stikke i tasken, og det kan forevige både på lang og kort afstand – og passer derfor supergodt til mit behov. Jeg er, når alt kommer til alt, ikke særligt nørdet med teknikken – kan bare godt lide at tage en masse billeder, selvfølgelig helst så gode som muligt, men det må blive et kompromis, når man ikke vil nørde…

Og derfor kan man jo godt stadig lege… :-)

onsdag den 17. april 2013

Ej blot til pynt…

 

 

Gravearbejde...

 

Før jeg mødte ham, der får mit hjerte til at boble, havde jeg en følelse af at være forholdsvist kyndig udi havebrug. Men med ham på sidelinien, er jeg en ren novice.

Så jeg lærer, opdager nyt, suger til mig, mens min nye have langsomt, men sikkert udvikler sig til at blive meget mere spændende, end den var ved første øjekast.

Nyeste skud på stammen er et hjørne af græsplænen, der er på vej til at blive køkkenhave. Trods mine år på bagen som haveejer, har jeg faktisk ikke før haft decideret køkkenhave, men tanken om at blive mere selvforsynende på det felt er bestemt ikke frastødende.

Jeg tror bare, jeg har forestillet mig, at en køkkenhave ikke kunne være til meget pynt – men med blomster imellem grøntsagerne er det jo pludseligt en anden sag. Og med en på sidelinien til at give gode råd, skal det nok blive godt. Ih, hvor jeg glæder mig til at smage…

Til gengæld er jeg spændt på, hvor mange muskler, jeg i morgen vil opdage, at jeg hidtil ikke havde anet eksistensen af…

lørdag den 13. april 2013

At sætte sin hat, som man vil…

 

 

Studenterhue

HF-blåt

 

Før konfirmationen havde jeg ikke kun travlt med forberedelserne til festen, men også med at lægge sidste hånd på et værk, der har været et stykke tid undervejs. Og som skulle være færdigt i søndags, da det var sidste gang, vi mødtes, inden den skulle i brug.

Studenterhuen til min lillebror.

Nej, han er ikke som folk er flest – helt sin egen, på den totalt fede måde.

Og stolt og beæret var jeg, da han spurgte, om jeg ville hækle hans hue.

Opskrifter fandt jeg ingen af, og der er da detaljer, der kunne rettes til, hvis det skulle være en anden god gang…

Jeg har hæklet rundt og rundt i rent bomuld, med dobbelt garn og en 3.5 mm nål. For hver omgang har jeg taget 6 masker ud, og prøvet at fordele det lidt, så den forblev rund og ikke 6-kantet.

Da cirklen var stor nok, hæklede jeg i bagerste løkke i en omgang, så kanten blev markeret, og derefter hæklede jeg et antal omgange uden udtagninger, de nederste rækker i blåt efter endnu en omgang med nedtagning i bagerste løkke.

Skyggen er formet i fri fantasi, og en rem blev det også til, som blev sat fast med knapper. Enblemet med korset er syet i en sen aftentime i sidste øjeblik, så et nærfoto af det vil jeg ikke udsætte jer for, men på afstand ser det da ganske vellignende ud…

Hvorom alting er – brormand er glad – og jeg var glad for tilliden og for at prøve kræfter med projektet.

mandag den 8. april 2013

Dagen derpå…

 

 Blomster fra torvet

Blomster fra torvet

 

Hvor ER jeg glad og taknemmelig!

Alting gik bare så godt, Emil strålede som en sol og nød dagen, og jeg nød den i lige så høj grad.

Vores familier og venner var der for os, og hvor var det dejligt at mærke al den varme, omsorg og glæde, der strømmede os i møde.

I dag er heldigvis også fridag, inden arbejdet kalder igen. Den bruges til lige det, jeg har brug for – at sove længe, gå lidt rundt og finde mig selv og mit hjem, for snart at tage sydpå og lade mig synke ned i den dejligste favn.

Aaaahhh….

lørdag den 6. april 2013

Hep hep!

 

 

Stille...

 

Sidste dag i køkkenet i denne omgang. Børnene er sendt hjem til deres far, og jeg går lidt rundt om mig selv i de indledende øvelser, før jeg rigtigt kommer i gang. Om lidt tager jeg i byen efter blomster, og så skal jeg nok være helt oppe i gear.

Senere på dagene lander de første gæster her, og snart er festen godt i gang – det bliver godt!

onsdag den 3. april 2013

Brød i ovnen..

 

 

Brød med soltørret tomat

 

Vi går snart ind i sidste og afgørende fase. Konfirmationsdagen nærmer sig med hastige skridt, og forventningerne er høje hos den nyklippede konfirmand. Freja sysler med bordkortene, og jeg selv rumsterer i køkkenet og svinger indkøbsvogne til den store guldmedalje. Fryseren fyldes langsomt, men sikkert. Grovflutes, spinatboller, brød med soltørret tomat, og det lækre, lyse brød med havregryn og hvedemel, sej krumme og masser af lufthuller. For slet ikke at tale om tærterne, tunmoussen, isen osv.

Overblikket er stadig nogenlunde intakt, benene er trætte, humøret er for det meste godt, og jeg er sikker på, det nok skal blive en god dag, også med de udfordringer, den rummer for en nyskilt familie.

Men først er der lige en sofa, der skal siddes... Og i morgen venter atter en dag med ny energi.

Og hey – jeg har jo stadig ferie :-)

søndag den 31. marts 2013

Endelig påskeferie…

 

 

Tete a tete

Påskeliljer

Påskegult

Får, lavet af Freja

 

 

Jeg holder meget af påskens gudstjenester, de store dramaer, de skønne salmer og de forskellige gudstjenesters særpræg – og mit arbejde synes særligt meningsfuldt i disse dage. Men i år har mine tanker været optaget af meget forskelligt, og en ferie føles særdeles tiltrængt.

Nok især fordi, det netop er, hvad jeg har haft i vente. Nu er den her, min påskeferie, der begynder, hvor de flestes snart slutter. Og den er begyndt så helt vidunderligt med den skønneste forårsdag, man kunne ønske sig. En dag i børnenes selskab, årets første rigtige havedag på denne matrikel, en dag med leg og grin, morfar på sofaen, gadekridt og boldspil, jord under neglene, lamsebamser i maven, tid, ro og hygge.

Foran ligger en uge med konfirmationsforberedelser, travlhed i køkkenet og i hovedet, der skal prøve at bevare overblikket – men også en uge fuld af forventninger. Og hvor vil jeg nyde at have tid til alt det.

Rigtig glædelig påske til jer alle.

tirsdag den 26. marts 2013

Weekendlykke…

 

 

Gerbera

Organisten på sin pind...

Fingerfærdigheder

Dåbskage

Yndige gerbera

 

(billederne er denne gang ikke min, men min svogers fortjeneste – tak for lån :-))

En skøn, forlænget weekend er gået. En weekend med søskendehygge, dåbsfest for min lille, lækre niece, kæresterier, en sviptur til Flensborg, hjertevarme, mavekramper af grin, snedriver med fastkørte biler indtil flere gange (jo jo, der er spændende ude på landet…), tid til snak og bare at være sammen.

Aaahhh…

lørdag den 16. marts 2013

Godt på vej…

 

 

Stue

 

Nu begynder det at ligne noget i min stue. Der er stadig detaljer, der mangler hist og her – og kender jeg mig selv ret, vil det fortsætte. Man bliver jo aldrig helt færdig…

Men en slags mellemstatus. Så godt jeg nu formår at indfange det med et kamera, der egner sig bedst til store afstande…

 

Stue

Stue

Detalje

Lykkedyr og islandsk lava

Stue

Stue

I den hvidmalede...

Glas