Jeg har altid rystet lidt på hovedet af dem, der skiftede hele møblementet ud, bare fordi de skulle flytte.
Men jeg må indrømme, at vi efterhånden får skiftet ud, om ikke alt, så dog en del. Først var det TV og tilhørende –bord, så sofaerne, og nu ryger spisebordet (dog ikke længere end til udestuen) til fordel for et “nyt” med tilhørende stole. Det skal så også siges, at vores møbler har været temmeligt godt brugt, og vi har trukket udskiftningen til det sidste, så de kunne tilpasses nye forhold – hvilket sikkert er forklaringen på mange møbeludskiftninger i forbindelse med et flyt.
Vi satte en veninde og hendes piger stævne, lånte en trailer og satte en eftermiddag af til en osetur i det, der for mig må være næsten Himlen… Smukt og Brugt er en hyggelig gårdbutik lidt uden for Aulum. Her er stemning og atmosfære for alle pengene. Staldbygning, skurvogne, og hele husets overetage fyldt med kræs for øjnene. Alt hvad hjertet kan begære indenfor kategorien alt-til-boligen, og der er både nyt (house doctor, Bloomingville og Krasilnikoff er bare nogle af mærkerne) og brugt i skøn forening, og alt er efter min mening – smukt!
Hovedformålet med turen var spisestuemøbler, og det lykkedes os minsandten at finde, hvad vi søgte. En gang hvid maling til alle stolene, og nyt betræk til nogle af sæderne, så har vi en skøn samling, synes vi selv!
Og så røg der lidt mere med, for hyggens skyld. Slagbordet, som er i en skøn, sart lysegrøn, skal være vores plantebord i udestuen, jeg elsker det allerede!