På min allerførste feriedag gik mit ur i stykker. Der skulle bare en ny stift til, så det var heldigvis nemt at få repareret. Jeg elsker mit ur, det har fulgt mig i årevis og er bare så meget “lige mig”, så jeg ville få svært ved at finde en værdig erstatning.
Men det, at uret strejkede på kanten af min ferie, valgte jeg at tage som et “tegn fra oven” – så ned i tasken kom uret, og blev der. Og det har faktisk været rart (og til tider lidt upraktisk) ikke altid at vide, hvad klokken var. Jeg har det med at dele dagen op i timer og kan være ret dårlig til bare at leve i nuet, så jeg tror, det har været rigtigt sundt for mig.
Men i min hverdag er jeg for afhængig til at kunne undvære at have uret på håndleddet, så nu er det reparet og tilbage på sin faste plads. Det føltes lidt underligt i ca. to minutter. Nu er jeg tilbage i vanen og skæver til uret med jævne mellemrum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar