torsdag den 27. december 2012

Halvhelligdage

 

 

Julekrybbe

I stalden...

Engle, den ene af dem lidt blåfrossen...

 

Her er julen ingenlunde slut endnu. Børnene er landet, vi har vendt de forgangne dage med hinanden, vist gaver, pakket lidt flere op, hygget, kildet, gættet gåder og spist konfekt og småkager.

De næste dage er næsten helt uden program, men med masser af planer om hygge, nærvær, fred og ro.

Hvor skal det gøre godt!

(Julekrybben er ikke bare en hvilkensomhelst – den er en gave fra min lillebror – som tog den med fra Jerusalem for nogle år siden. Og jeg er så glad for at have den her efter deling af al stadsen…)

tirsdag den 25. december 2012

Glædelig jul

 

 

Julestuen...

 

En stille juledags aften, helt for mig selv, men aldrig helt alene.

Mange blandede følelser og tanker myldrer rundt i mellem hinanden, mens jeg lander ovenpå en dejlig juleaften. Jeg sidder og giver dem alle plads, og nyder at jeg har tiden og roen til det.

Men mest af alt er jeg fyldt af taknemmelighed. Jeg har stadig så meget at sige tak for, så meget varme og kærlighed omkring mig og al mulig grund til glæde.

Rigtig glædelig jul til jer, der kigger forbi her.

mandag den 17. december 2012

Glædelig mandag

 

 

Sol

 

Billedet er ikke fra i dag, for solen er knap stået op endnu.

Men det er sådan, jeg har det indeni. Fyldt med solskin, varme, taknemmelighed, forventning, fred og glæde.

I dag er en dejlig dag!

Glædelig mandag til jer.

torsdag den 13. december 2012

Lucia

 

 

Spejdende...

I flok

 

Havde jeg haft et kamera, der kunne hamle op med morgentusmørke, havde et glimt af optoget måske været foreviget – men søde var de nu også, da de bagefter stillede op til fællesfoto.

Mange steder har piger og drenge sunget for Santa Lucia i dag – men det bedste Lucia-optog er selvfølgelig det med eget afkom. At de også sang smukt gjorde jo kun oplevelsen endnu bedre, og selvom jeg har set mange Lucia-optog gennem årene, smeltede jeg en smule indeni, da jeg så Freja koncentreret og stolt komme gående trods den mavepine, jeg vidste knugede i hende.

onsdag den 12. december 2012

Forberedelser

 

 

Pebernødder

 

Vi juler i glad forventning.

Mine forventninger i år er temmligt meget anderledes, end de plejer – for min jul vil for første gang i alle mine år som mor, være en jul uden mine børn.

Det er selvfølgelig en mærkelig tanke for os alle, men jeg har besluttet mig for, at jeg vil glæde mig til jul på trods. Jeg ved, at børnene vil have det godt, hvor de er, og der er familie omkring mig, der sørger for, at jeg er i rigtigt godt selskab. Og så vil vi nyde alle de decemberdage, vi har sammen, både før og efter juleaften. Og vi hygger med pebernøddebagning, julekalender, lys og alt hvad der nu hører sig til. Alt det, der stadig gør december lys og varm.

fredag den 7. december 2012

Vinterbarn

 

 

Solopgang  

 

Tænk, det er allerede snart en uge siden, det var 1. december.

Og det var, som jeg skrev, en ganske særlig dag.

En dag, der begyndte med den smukkeste solopgang i rimfrost, og sluttede med det fineste snedrys. En dag, som fra start til slut blev tilbragt sammen med den dejligste søskendeflok og de dejligste børn, jeg kan tænke mig.

Dagen var min fødselsdag - og hvor var den skøn!

 

Snedrys

 

Det var også en dag med tårer og snakke, der graver dybt, men det skal der også være plads til, for det gør så godt. Det er så meget værd at kunne dele både glæder og sorger, bekymringer, grin og gas, og jeg er så taknemmelig for den flok, jeg fik lov at dele dagen med.

 

Krystaller

 

Siden har dagene skruet op for tempoet, og stille enetid har der ikke været meget af – men dagene går godt. Og snedrysset er her endnu. Som det vinterbarn, jeg er, kan jeg ikke forestille mig noget bedre vejr end det, vi har lige nu. I hvert fald ikke på denne årstid…

 

Solnedgang

fredag den 30. november 2012

Nedtælling

 

 

Pyntet

 

Vi er SÅ klar!

Kalenderlysene venter på, at nedtælling går i gang, selvom vi slet ikke er hjemme i morgen.

 

Nedtælling

 

Den første december er nemlig en ganske særlig dag, og den skal fejres sammen med min dejlige søskendeflok.

OM jeg glæder mig…?! :-)

 

   24 små...

torsdag den 29. november 2012

En engel

 

 

Romantisk

 

En lille engel til en engel i mit liv.

En veninde, der er guld værd.

Indpakningen er meget enkel: bagepapir, der er krøllet sammen, bundet med et yndigt bånd – og sidst, men ikke mindst, skulle der selvfølgelig en engel på til lige netop hende…

(og bemærk: amarylis er kommet på plads i vindueskarmen. Jubii)

tirsdag den 27. november 2012

Tilløb

 

 

Mønstret

Lyst

 

 

De første forberedelser er i gang. Julemåneden nærmer sig, og nogle ting er helt, som de plejer at være. Blandt andet er det ufravigeligt, at der skal være pyntet op inden lørdag, som er en ganske særlig dag.

I går fik jeg min del af julepynten, og inden da gik de kriblende fingre (både små og store) i gang med forhåndenværende midler.

Denne stjerne er jeg ret vild med. Den er foldet af papir fra Rie Elise Larsen, klippet i baner, jeg har lagt dobbelt for at få mønster på begge sider. Det gør det ikke lettere at folde, men med tålmodighed og tungen lige i munden, gik det. Der kunne sagtens brede sig flere af den slags, hvis lysten melder sig…

- og hvis der bliver plads til mere, for selvom pynten er delt i to, er der mildt sagt ikke for lidt af det til denne lejlighed…

søndag den 25. november 2012

Godt i gang

 

 

Morgenmad

 

Morgenmaden er min uundværlige start på dagen, og sådan en skudefuld havregryn med appelsin, mandler og rosiner hører til i kategorien med hverdagens små glæder.

Det er en fryd at mærke appelsinstykkerne sende små eksplotioner af smag rundt i munden, når jeg sætter tænderne i dem.

Og sådan et lille morgenbillede kan måske være en måde at komme lidt i gang med skriveriet igen. Sådan i det små. Man kan komme helt ud af vanen, og efterhånden synes ingen emner værd at skrive om.

Derfor et lille indlæg om ikke særligt meget, som alligevel betyder en hel del. De små glæder…

onsdag den 14. november 2012

Lyspunkter

 

 

Römertopf i sol

 

Gæster, god mad, liv, hygge, latter og hjertevarme. Det er vigtige ingredienser, for at et hjem rigtigt bliver til hjem for mig. Heldigvis har jeg både familie og nære venner, som gerne tropper op og fylder rammerne med alt det, der gør så godt. Som stadig er der med deres støtte og omsorg, selvom sådan en separation også kan være svær for omgivelserne at forholde sig til.

Jeg mener det, når jeg siger, at jeg har det godt. Jeg har virkeligt meget at glæde mig over og være taknemmelig for. Og så alligevel er humørsvingningerne til at tage og føle på for tiden. Nogle dage er bare grå.

Jeg tænker, at det nok er ret naturligt ovenpå så store omvæltninger, og prøver at holde fokus på lyspunkterne, mens de grå dage går deres gang.

Og så gør det godt at tænke tilbage på en dag som i søndags. Hvor kære venner fyldte mine rammer med alt det gode. Hvor børnene også oplevede leg og latter med deres venner i deres nye hjem. Hvor Römertopf blev behørigt indviet med Camilla Plums flæskesteg i kokosmælk med spændende sager som limeblade, stjerneanis, kardemomme, chili og hvidløg. Det blev stegen bestemt ikke ringere af. Og Römertopf kommer forhåbentligt ikke til at leve så længe i glemsomhed, som den gjorde inden indvielsen.

Det var da forøvrigt også (kan jeg se på billederne) en dag, hvor solen var gavmild med sit lys. Godt at blive mindet om, hvor godt det også gør for sjælen, det der lys – og at det nok skal komme igen…

 

Bad til svinet gøres klar

mandag den 29. oktober 2012

Freja

 

 

Flag med sol på

Forventningsfuld

Pyntet

Begavet

Smuk 11-årig...

 

For 11 år siden var det mandag – ligesom i dag. Ikke en hvilken som helst mandag, men den mandag, hvor jeg blev mor til en dejlig pige.

Også dengang var der rutcheture i mit liv, jeg var separeret for første gang, i fuld gang med at finde mine ben, samtidigt med at jeg fik ansvaret for det dejlige lille væsen, som jeg havde god tid til at være i symbiose med. Og som siden har udviklet sig til en skøn pige, der nu mere og mere står på egne, til tider vaklende, men også stærke ben i et liv, der også byder hende både glæder og rutcheture.

Mens fødselsdagsbarnet er i skole, går jeg og hygger mig med oprydning efter en hyggelig fødselsdagsfest i går. Jeg nyder tiden og roen til at tænke tilbage på årene, der er gået, at filosofere lidt over livet, som det kan forme sig, og at være taknemmelig over alt det, der bliver mig givet.

Og glæder mig til igen at få børnene hjem til en eftermiddag, der ikke skal rumme andet end tid, ro, hygge, lidt godt i maven og hvad fødselsdagsbarnet ellers kunne tænke sig.

torsdag den 25. oktober 2012

Her er så stille…

 

 

Solskin

 

… både her i stuen – det er dagen, før børnene igen fylder den med liv, og jeg glæder mig.

… men også på bloggen – og det skyldes egentlig mest, at mit hoved er fyldt med ting, der er for private til at blive luftet her. Og så, at dagene suser forbi uden at levne mig de store pauser.

Men jeg har det SÅ godt. Har fantastisk meget at glæde mig over, og selvom der stadig er sten i vejen og tider med udfordringer og nedture, så er jeg ved godt mod. Jeg ser lyst på fremtiden, og den smiler til mig.

Og det kan man da kun være taknemmelig for!

tirsdag den 16. oktober 2012

Ude godt…

 

 

Hjem

 

- men hjemme er nu bestemt også godt!

Og hvor er det dejligt at lande her efter et par skønne feriedage hos familien – og mærke, at det er mit hjem. Og børnenes hjem. At vi alle hurtigt lander, finder os tilrette og har det godt her.

Mit hjem bærer præg af, at det er midlertidigt. Der er ikke meget på væggene, jeg sover stadig i gulvhøjde, og levende lys er stadig en nødvendig, men bestemt også meget hyggelig lyskilde.

Og det har jeg det helt fint med. Her er hyggeligt og rart at være, og der er stadig feriedage i godteposen for børnene og mig.

Og det har vi planer om at nyde…

fredag den 12. oktober 2012

To’er

 

 

Med kvaster

Gråt og kulørt

Vest 2

 

 

En to’er skal man bestemt ikke altid kimse ad.

Især ikke, når det er to’eren til noget så godt brugt, som min farveglade vest. Den har stort set siddet på mig, siden den blev færdig, og den trænger til aflastning.

Eller… jeg havde bare lyst til at strikke en mere. Endnu engang har jeg mildt sagt ladet mig kraftigt inspirere af Annes farvevalg, for hun gør det så godt, det med at sætte farver sammen. Og endnu engang har jeg bare dykket ned i lageret, Supersoft 100% uld fra Holst. Sådan et lager er nu heller ikke en dum ting at have…

Og jeg er sikker på, at vest 1 og vest 2 fremover vil konkurrere ivrigt om pladsen…

torsdag den 11. oktober 2012

Lidt nørdet har man vel lov at være…

 

Det er vist længe siden, der har været orgelmusik her på bloggen. Ikke at den skal være et hverken helt eller halvt nørdet forum for indforståede eller særligt orgelinteresserede læsere.

Men i betragtning af, hvor meget orgelmusikken fylder i min hverdag, må det være på sin plads med en lille smagsprøve her.

Jeg har spillet min årlige orgelkoncert i aften. En tilbagevendende begivenhed, jeg glæder mig til, arbejder hårdt frem imod og forbereder i månedsvis. Selvom man er konservatorieuddannet, betyder det ikke (hvad nogen tror), at man så bare kan spille alt. Der skal øvning til. Altid. Og meget af det.

På programmet i aften var bl.a. musik af den franske komponist, Jehan Alain.

Alain levede i 1911-40. Han faldt som kun 29-årig på slagmarken i Nordfrankrig i åben kamp med en tysk deling i Anden Verdenskrig, før den knapt var kommet i gang. Og nåede derfor kun at komponere ganske lidt, men det er til gengæld kræs for øregangene, det der er fra hans hånd. I hvert fald mine øregange. Jeg bliver vist aldrig træt af at lytte til hans musik. Og nød at spille tre af hans kompositioner i aften.

Det sidste af de tre var hans nok mest kendte værk, Litanies.

Værket stammer fra 1937, samme år som søsteren Odile Alain omkom ved en klatreulykke i bjergene. Familien var i chok og sorg, og det er formentlig forklaringen på det lille forord, der senere er blevet kendt i forbindelse med stykket: ”Hvis den kristne sjæl i sin fortvivlelse ikke finder nye ord til at anråbe om Guds barmhjertighed, så gentager den uophørligt den samme anråbelse (supplication). Fornuften når sin grænse. Troen alene fortsætter sin opstigning”. I denne forbindelse er det helt bevægende at læse Jehan Alains egen forståelse af begrebet bøn, og hvordan Litanies dermed skal spilles: ”En bøn er ikke en klage, men en tornado, der fejer alt til side på sin vej: en slags besættelse, der må fylde ørerne på mennesker og også på Gud. Hvis man ikke er fuldstændig udmattet til sidst, har man hverken forstået stykket rigtigt eller spillet det sådan, som jeg forestiller mig det”.

 

søndag den 7. oktober 2012

Kontraster…

 

 

 Tomme pladser

 

Glæde – sorg.

Støtte – bebrejdelser.

Travlhed – stilhed.

Solskin og hjertevarme – kulde og ensomhed.

Udsvingene er store for tiden. Efter en dejlig, men også hektisk uge med børn, er her pludseligt alt for stille i lejligheden efter, at de er taget til deres andet hjem.

Jeg ved, de har det godt der, så savnet er på den gode måde. Og jeg ved, at jeg vil nyde min uge for mig selv og udnytte de muligheder, det giver mig. Jeg skal bare lige finde mine ben i den pludselige stilhed. Omstillingen tager lidt tid…

Lyskæden har jeg fået af de dejligste veninder. En skøn farveklat med så kærlige tanker bag, at den varmer mig om hjertet, hver gang jeg ser på den. Jeg har SÅ meget at være taknemmelig for, og med optimisme og glæde vil jeg nyde min søndag.

 

Farveklatter

mandag den 1. oktober 2012

Fra mig til mig…

 

    Solskin

Yndighed

 

Den har faktisk været længe undervejs…

Tidsoptimist som jeg jo er, tænkte jeg, at sådan et par sekskanter måtte være hurtigt hæklede.

Men ret beset skal der en hel del til at dække en pude på begge sider. For slet ikke at tale om sammensyning og kanten, der også tog en del tid…

Så puden, der blev påbegyndt i foråret, nåede at opleve det meste af en sommer, før den var tæt på færdig. Og når det nu var kommet så vidt, besluttede jeg, at det sidste måtte vente, til den var landet i mit nye hjem.

Dermed blev den min helt egen indflyttergave – fra alle mig til alle mig.

Og jeg blev glad for den!

 

Farvelade

 

Facts:

Den er hæklet i helt almindeligt bomuldsgarn – hvad restekassen gemte…

Opskriften på hexagonerne har jeg fra Liselotte.

Puden måler 40 x 40 cm.

 

Farvelade

lørdag den 29. september 2012

En ret linser…

 

 

Linsesalat

 

Jeg begynder allerede at ane et mønster, hvad min madlavning angår. For der er ikke meget ved at lave mad, jeg ved, jeg kun selv kan lide, når børnene er her. Så det vil uundgåeligt blive de mere børnevenlige retter, der er på menuen i de uger. Til gengæld kan jeg eksperimentere så meget, jeg vil i de andre uger. Al den slags mærkeligt sammenrodede mad, der ikke står højt på børnenes hitliste.

Men meget højt på min.

F.eks. denne salat, der ikke engang tager lang tid at lave…

Linser, æble (jeg er glad for, at jeg fik lidt med fra haven..), cherrytomat, agurk, rucola – vendt med hjemmelavet pesto.

Såre enkelt. Såre godt.

fredag den 28. september 2012

Ro…

 

Et hjørne af mit nye køkken...

 

Den første uge i mit nye hjem er snart gået. En meget blandet buket af dage med tid og ro til at komme på plads og finde mine ben, og fyldte dage, der er sust forbi. En blandet buket af glæde, tårer, frustrationer, opgaver – men allermest glæde.

Følelsen af at gå her i mit nye hjem og pakke ud, indrette, skabe nyt, se fremad og mærke, at det er mit – er helt ubeskrivelig.

I morgen lander børnene her – og lige så meget som jeg har glædet mig over at have tiden og roen for mig selv – så meget mere glæder jeg mig til få dem hjem. Og til at gøre alt hvad jeg kan, for at det også må føles som et godt hjem for dem.

lørdag den 15. september 2012

Hjem…

 

 

DSC00171

 

Den første pelargonie er flyttet ind.

I løbet af den næste uge følger resten af det, jeg nu kan kalde mit.

Mange brikker begynder at falde på plads, og efter en lang periode med en følelse af rodløshed, kan jeg blive totalt høj ved tanken om, at der står en lejlighed klar og venter på, at jeg gør den til mit hjem.

Om det bliver for kortere eller længere tid, ved jeg endnu ikke. Pladsen er lidt trang, men det betyder mindre, for der er hyggeligt og rart at være.

I dag var børnene med for at tage det, der også i en del af tiden bliver deres hjem, i øjesyn, og vi indviede lejligheden behørigt med hygge og Minotaurus-spil midt på det tomme stuegulv.

Jeg er fuld af fortrøstning og glæder mig meget til at skabe gode rammer for et nyt kapitel.

mandag den 3. september 2012

Storm

 

 

DSC09971

 

Jeg har længe gået om den varme grød.

For det indlæg, jeg nu må skrive, er ikke et af de lette. Ikke et af den slags, hvor ordene bare flyder og snubler over hinanden for at nå frem.

Men det skal skrives. Bloggen kan ikke bare fortsætte som om, intet var hændt. Selvom jeg ikke udstiller alt her, afspejler bloggen en stor del af mit liv, og mit liv er ikke længere som det var.

Ikke nødvendigvis dårligere – faktisk tror jeg selv på, at der er rigtigt meget godt, der venter mig i mit nye liv; men det tager tid at lande på benene efter det stormvejr, der har været forbi – og stadig raser.

Brian og jeg er ved at blive separeret.

Mange – rigtigt mange praktiske ting mangler at falde på plads. Meget er kaotisk lige nu. Men praktiske ting kan løses, selvom det tager tid og kan være frustrerende og føles temmeligt håbløst, når løsningerne ikke kommer let. Værst er det selvfølgelig at mærke børnenes uforståenhed og sorg over et valg, der ikke er deres, men i høj grad påvirker deres liv og hverdag. En kæmpe opgave er det at bære dem så godt igennem, som det er os muligt. At rumme dem og deres reaktioner. At vise dem, at vi er der for dem. Og ønsker at favne dem. Også midt i dette kaos.

Ikke alle dage raser stormen lige voldsomt. Der er stadig solskin og glæde i mit liv. Og jeg har troen på, at livet vil byde os alle lys og varme – og med tiden også stilhed efter stormen.

onsdag den 25. juli 2012

Toscana–et dejligt gensyn (advarsel: billedspam…)

 

 

DSC09257

 

Lige midt imellem Poggibonsi og San Gimignano, op ad en snoet bjergvej så langt, man tror, man kan komme – og så lige et stykke længere… Her ligger Casaglia, en lille perle af en by bestående af 4 huse, hvoraf en del af det ene dannede ramme for vores to uger i det skønne Toscana.

Et dejligt gensyn med landet, vi stiftede første bekendtskab med sidste år – og forhåbentligt vil jeg have mange gensyn endnu tilgode…

Kameraet var en flittig rejseledsager – her har jeg med hård hånd udvalgt bare et lille udpluk (og lad mig allerede nu advare om, at det ikke er så lidt endda… ;o))

(Hvis man fører musen hen over billedet, kommer der lidt undertekster frem…)

 

DSC08709

DSC08684

DSC08743

DSC08891

DSC08926

DSC08750

DSC08777

DSC08781

DSC08783

DSC08809

DSC08857

DSC08862

DSC09006

DSC09023

DSC09081

DSC09108

DSC09109

DSC09111

DSC09115

DSC09131

DSC09187

DSC09301

DSC09306

DSC09307

DSC09308

DSC09323

DSC09365

DSC09383

DSC09392

DSC09413

DSC09415

DSC09418

DSC09435

DSC09446

DSC09554

DSC09588