tirsdag den 31. august 2010

Musik for alle sanser

 

Mads Granum Kvartet

 

Engang imellem føles det bare som ren foræring at få lov at gå på arbejde.

Som nu i aften, hvor jeg efter at have taget imod, vist til rette, sørget for mad, velkomst og så videre – har kunnet læne mig tilbage og nyde den mest fantastiske koncert.

Aftenens koncertgivere var Mads Granum Kvartet, der spillede, fortalte og legede sig igennem et repertoire, der spændte fra Mozart og en række forskellige salmer over ungarsk klezmer til marrokansk inspireret musik, alt tilsat jazz og calypso i rå mængder. Instrumenterne var klaver, kontrabas, trommer og klarinet/tenorsaxofon. Derudover var der specialiteter som hang (en slags lille omvendt olietønde) og melodika med slangemundstykke.

Kvaliteten var helt i top, musikken var legende og medrivende, musikerne var nærværende, og det var bare en af den slags musikoplevelser, man kan leve højt på meget længe…

Gang i Kenwood

 

Den seneste tids manglende overskud har bl.a. udmøntet sig i en manglende lyst og energi til at bage. Det har selvfølgelig  også noget med årstiden at gøre – det er ikke lige på de varmeste sommerdage, man har lyst til at stå og rode med mel og gær i et overophedet køkken.

Og det er også helt i orden – jeg kan bare undre mig lidt, når jeg nu plejer at sige, at det ingen tid tager lige at røre en dej, og næste dag klatte den på en plade, der stikkes ind i ovnen.

Men man må prioritere sin energi, når den er knap, og jeg har da også klaret mig uden hjemmebagte boller og brød i fryseren, selvom det – indrømmet – har været meget savnet.

Så meget des større er glæden, når jeg igen sætter tænderne i en hjemmebagt bolle. Det gjorde jeg i dag. Og i går. Og i forgårs. For i lørdags samlede jeg mig sammen og fyldte fryseren med et læs boller, så der skulle være til det næste stykke tid. Og nu, jeg var i gang, bukkede jeg under for fristelsen til at bage de knækbrød, jeg fik opskriften på for nogle måneder siden.

 

Knækbrød

 

En kernefest, holdt sammen med mel, olie og vand. Ikke fedtfattige, men fyldt med fibre og god til den lille sult (er det ikke sådan, de siger i reklamerne??).

Og så håber jeg, bagelysten snart indfinder sig igen, sådan for alvor…

mandag den 30. august 2010

Dagens dejlige overraskelse

 

 

Stolt kavaler

 

Længe ventet – men meget værd at vente på!

Hvor er den yndig…

Farver & Striber

 

 

Folklore

 

Hvor er det skønt at have farver på pindene igen!!

Det grå stykke er nu også gået fint og blev strikket på noget kortere tid, end jeg turde håbe, især når man tager i betragtning, at jeg strikkede de 15 af centimeterne 2 gange

Men det er farverne, der tænder mig og får mit hjerte til at slå hurtigere. Det er ren øjenguf, og jeg stornyder striberne, før jeg skal i gang med de grå ærmer.

søndag den 29. august 2010

Sommerhæklerier

 

Vi er inde i en feststime i disse uger. Ikke det værste, man kan rode sig ind i, hvis man spørger mig.

I går var det kobberbryllup, der var på programmet.

Jeg elsker at gøre lidt ekstra ud af kortet, der følger med gaven, hvis jeg ellers har tid og overskud til det. Det havde jeg denne gang. Og da kobberbruden er trofast medlem af hækleklubben, skulle der selvfølgelig hæklerier på kortet. En dejlig stump sommer, før den går på hæld.

 

Blomsterorgie

 

Det blomstrede papir har jeg printet fra Liselottes overskudslager.

Sommerfuglene så jeg her, og maguritten er første forsøg ud fra Karens angivelser.

Hvor finder man meget guld i blogland!

PS. Festen var fantastisk god! Havefest i smukt pyntet telt, med en overflod af dahlia uden for vinduerne, skøn mad, dejlige venner, masser af snak, musik og sjov i gaden! Det er da kun til at blive glad af!

fredag den 27. august 2010

Hvor godtfolk er…

 

Sommerfuglefest

 

Når man sidder og hækler sommerfugle, rejser sig et øjeblik – og kommer tilbage og finder 3 ekstra sommerfugle, der vil være med i legen… Så må man da trække på smilebåndet (og skynde sig ind for at hente kameraet)…

Sommeren er kommet tilbage, om det er for en kortere eller længere bemærkning, er jeg (næsten) ligeglad med. I dag nyder jeg bare.

Det er fredag. Det er weekend. En rigtig god en af slagsen!

Og en rigtig god weekend ønsker jeg jer!

torsdag den 26. august 2010

Der er ikke noget så skidt…

 

… at det ikke er godt for noget.

 

Dahlia

 

Min forliste dahlia er nu ribbet for blomster, og så stor en buket plejer jeg ikke at nænne at tage ind. Så i stedet for at ærgre mig over spildt dahlia, vil jeg glæde mig over min kæmpebuket – den er da skøn!

Og i stedet for at sukke over en hverdag, der igen kører i højt gear, vil jeg glæde mig over, at korene i dag er startet op med bravour. I den forløbne uge har jeg været på reklame-tour i de relevante klasser for at gøre opmærksom på tilbuddet om kor.

Og et eller andet må jo være gået godt, for det væltede ind med børn, da det var tid for børnekorets første korprøve. Det er da lige til at få ny energi af, når man tager hul på endnu en sæson. Skønt, og lige hvad jeg trængte til!

tirsdag den 24. august 2010

Hærværk!

 

Jeg ved godt, at efterårsstorme er godt for miljøet i havene (ikke at forveksle med haverne) – og sikkert også en masse andet.

Men alligevel…

 

Knækket!

 

Hvordan KUNNE den gøre det, blæsten, og så lige mod min dahlia, der havde mange uger foran sig og mange blomster i sig endnu?!!

Heldigvis har jeg flere af slagsen…

Haven i august

 

Da vi kom hjem fra vores weekendtur i søndags, tog jeg kameraet i hånden og gik ud for at tage haven i øjesyn.

Det kom der denne stribe solskinsbilleder ud af.

Lidt sommerstemning fra en augusthave…

 

Sommerfuglebusk

Dahlia

Ærteblomst

Kender ikke navnet, men sød er den!

Purpur solhat

Purpur solhat

Er heller ikke i mit kartotek ;o)

Hortensia

Løvemund  Solhat?

Hyldebær

Haven set nedefra - og ja, hækken trænger...

Roser  Lavendel

Sommerfuglebusk med admiral

Sommerfuglebusk

Trængsel

Dahlia

Solvarme

Stolt kavaler i knop - endelig!!!

En fuchsia som staude?  En fuchsia som staude?

Sommerfuglebusk

mandag den 23. august 2010

Lejrliv, pandekager og belgisk øl

 

 

Velkomst

Velkomst

 

Det er ikke dårligt at blive budt velkommen hjem af solskin, engel, blomster og katte ved døren, når man komme hjem efter en weekend, fyldt til bristepunktet af gode oplevelser.

Vi har været på den årlige menighedslejr med valgmenigheden, hvor vi har vores gang. Som altid har det været en skøn weekend sammen med gode venner, med plads til sjov og alvor, leg, boldspil i hallen, sang og musik, bøn og eftertanker, grin og gode snakke ud på de små timer.

I samme weekend var vi inviteret til 40-års fødselsdag, så vi tog en afstikker lørdag til Kvie Sø, hvor festen blev holdt i Pandekagehuset. Og sikke et sted! Desværre var vejret ikke med os, så jeg holdt mig mest indendøre og gik dermed glip af både sti omkring søen, dyr og majslabyrint. Anderledes frisk var Emil, der sammen med en nyfunden kammerat tog den våde tur rundt om søen i rask løb – ikke bare en, men tre gange. Dejligt at mærke hans energi og glæde over veludført bedrift!

Til gengæld fik jeg fyldt godt op på snakkefronten – mens vi mæskede os i de lækreste hollandske pandekager med fyld, og et stort udvalg af belgiske øl. Stedet ejes af et hollandsk par, der ønskede at introducere deres pandekagetradition for danskerne – og dertil at importere forskellige belgiske øl. Det gjorde det bestemt ikke mindre interessant for os, at vi jo lige har tilbragt en uge i Amsterdam og omegn i vores sommerferie.

Og jeg blev solgt som stanglakrids til kombinationen pandekager og øl. Pandekagerne er forøvrigt bagt med fyld (i mange forskellige variationer), skåret ud i slices, på pizza-måden, og udgjorde buffeten sammen med forskellige, meget spændende salater. Øllene fik en grundig præsentation af værtinden, hvorefter det var op til os at vælge blandt de meget forskellige, men alle utroligt velsmagende øl. Det var mit første møde, men forhåbentligt ikke det sidste, med belgisk øl.

Der var naturligvis også pandekager til den søde tand som afslutning på middagen (også vildt gode, og i mange forskellige variationer), og dagen blev rundet af med en god gang æggekage. Mon ikke jeg har fået fyldt op på æggefronten for det næste stykke tid… ;o)

En fridag falder tørt og godt efter sådan en weekend. En løbetur, tøjvask og lidt udpakning er det blevet til, men ellers er jeg svær at trække i gang – og sådan må det også være en gang i mellem.

 

Hortensia

Stedmoder

onsdag den 18. august 2010

Frokostpause

 

Stearinlys på en regnvejrsdag

 

Det er sensommer. Grænsende til efterår. Ja, jeg ved godt, at man ikke siger den slags højt, men i dag mærker jeg det så tydeligt, at jeg ikke kan sidde det overhørigt.

En rigtig regnvejrsdag er det. Sådan fra morgen til aften, og jeg forskansede mig med regnfrakke og gummistøvler, da jeg i morges tog på arbejde efter en frisk løbetur (til det formål er regnvejr faktisk ikke så ringe endda, hvis bare der ikke er for meget af det).

Og hvor heldigt er det så lige, at jeg lige i dag har bevilget mig selv frokostpause hjemme? Sikke flink jeg er!

Derfor sidder jeg nu og hygger med DR klassisk i øregangene, tændt stearinlys og blogland sammen med min frokost.

Om lidt vover jeg mig ud i regnvejret igen, men det klarer jeg nok også. Med lilla gummistøvler og blomstret regnfrakke kan man klare lidt af hvert – selv heldagsregn…

tirsdag den 17. august 2010

Hvor er naturen forunderlig!

 

Blomstrende tidsel

 

Selv den mest kradse tidsel kan overraske med de yndigste, små blomster. De skal bare have de rigtige betingelser.

Mon ikke det gælder både i naturen og hos mennesker…

mandag den 16. august 2010

Plain and simple

 

Sommermad

 

Karbonader omviklet med bacon.

Nye kartofler.

Hovedsalat med mormordressing.

Danske majs med smør og salt.

Intet andet.

Mums!

Søndagstur med godt udbytte

 

Åh, hvor kan sådan en weekend bare føles alt for kort, når hverdagen kommer tromlende.

Vi kunne godt bruge et par weekenddage mere, tak, for jeg har ikke helt vænnet mig til hverdagsgearet endnu – og har måske heller ikke tænkt mig at gøre det. For jeg vil øve mig i at holde hverdagstempoet nede, men nogen gange kan det godt føles som at slå i en dyne, når alle aftalerne kommer væltende. Som regel aftaler af den gode slags, vel at mærke. Det er et spørgsmål om prioritering, jeg ved det godt, men den kan være så svær.

Det er ellers ikke fordi, weekenden har været fuld af aftaler – lidt arbejde har der været på programmet, men mest hygge og hjemmeliv.

Og så lige en tur i plantecenter.

Det er ikke tit, det står på – og det er også godt det samme, for så ville der hurtigt stå røde tal på bankkontoen. Men hvor er det fedt bare at gå rundt og snuse, lade sig inspirere, opstøve navne på nogen af de vækster, der findes i vores have, mens børnene klapper fisk, leger på legepladsen og drikker varm kakao fra automaten. Et eldorado for haveinteresserede.

 

Kaprifolie Goldflame  Kaprifolie Goldflame

 

Og lidt kom der da også med hjem. Det var jo dybest set derfor, vi tog derud. En kaprifolie havde vi i vores tidligere have. En skøn, stor gammel busk, der frydede mig lige fra den sprang ud med de viltre, farveglade, duftende blomster, og snoede sine grene rundt overalt, til den stod med de skønneste røde bær i efteråret. Den har jeg savnet. Nu står der et lillebitte eksemplar i vores have. Den har fået sin plads i et hjørne ved køkkenvinduet, hvor der lige nu er flisebelagt, bart og kedeligt. I det andet hjørne står en brombær. En busk, jeg længe har drømt om, for jeg elsker de søde, saftige bær og glæder mig, til den vokser sig stor og fyldt med bær. Den kan danne en fin lille portal ved kattenes indgangsdør. Navneskiltet er lavet af Emil, og hvad betyder det, at Tumle er stavet med o – det er en hyggelig detalje, og katten er formentlig ligeglad og finder ind alligevel.

 

Brombær Triple Crown

 

Med tiden forestiller jeg mig, at de to buske vil brede sig og gøre hele krogen ved siden af havestuen grøn og indbydende. Det bliver så godt!

Og så var der lige lidt af det løse… En purpur solhat stod og fristede med sine fantastiske blomster, der kunne sprede lidt sensommer i haven, der er lidt rigelig sart i farverne ligenu. I sensommeren må der godt være lidt pang på farverne, og det har solhatten på smukkeste vis.

 

Purpur solhat

 

Ja, og så faldt jeg lige for denne yndige, randblomstrede hortensia – den har godt nok sarte farver for alle pengene – til gengæld vil den være så smuk ved vores hoveddør.

 

 Hortensia  

 

Og sådan gik der endnu en weekend. Godt fyldt op med lige dele praktiske gøremål og hygge. Garneret med det skønneste sommervejr, der kiggede forbi, blev det en rigtig god cocktail. Og når man så oven i det lægger en mandagsfridag, hvor flere projekter kan vinges af, så ender jeg måske alligevel med at blive klar til en ny uge. Sådan om en støvsugning, et par maskinfulde tøjvask, en kop kaffe, lidt blogging og lidt oprydning + alt det løse. Så er jeg vist så klar, som jeg kan blive.

Rigtig god uge til jer!

lørdag den 14. august 2010

Er der mon nogen, der ved…

 

…hvad dette træ hedder?

 

Træ af ukendt art 

 

Det bugner med klasevis af små sorte bær, og de ligner ikke nogen, der så vidt, jeg ved, kan spises – men den anden dag så jeg en solsort, der sad i toppen af træet og guffede løs. Det skal den være så hjerteligt velkommen til. Og så blev jeg alligevel lidt nysgerrig – for hvis solsorten kan tåle mosten, kan mennesker så også?

 

Med sorte bær i klaser

 

 

Om ikke andet er det et hyggeligt træ at have stående – og det egner sig fint til at pynte med lyskæde i december – men det kunne da være sjovt at vide, hvad det er for et træ.

Så hvis nogen kan gøre mig lidt klogere, vil jeg være meget taknemmelig.

 

Smukt, men hvad hedder det?

fredag den 13. august 2010

Det er nu heller ikke så ringe endda…

 

 Alt godt fra tapasbordet

 

Hverdage er ikke kun vind i håret, tidligt op, arbejde, skole og lektier.

Det er også kys, børn, der inviterer på restaurantbesøg med treretters mudder- og blomstermenu i haven – og fredagstapas.

Uhmmm….

 

Lige til at spise...

torsdag den 12. august 2010

Dagens buket x 3 – og lidt om skolestart…

 

   Dahlia, løvemund og ærteblomst

 

Sart og uskyldsren

 

Dahlia

 

Dejlige Dahlia

 

Ærteblomster

 

Pang på farver og duft

Et nyt skoleår startede i dag. Vi har nydt de sidste uger, der trods vemod over ferie-slut og sommer, der går på hæld, også har været i et tempo, der har været rigtigt godt for os. Børnene har fået lov til selv at bestemme, om de ville i SFO eller tilbringe dagen alene hjemme, så der har været lidt af hvert, både ture med SFO’en, dage med nattøj og morgenhår – og jeg har nydt godt af en sommerstille kirke, hvor jeg har kunnet lave arbejdsdagen næsten, som jeg ønskede, tage hjem og spise frokost med børnene og gøre frokostpausen lige så lang, som jeg følte for.

Nu ruller hverdagene igen.

Første skoledag er altid spændende, jeg har altid elsket at tage hul på et nyt år, med sommerfugle i maven, ny studiekalender eller nyspidsede blyanter alt efter alder og sted i (skole)livet. Jeg længes en smule efter at være den, der skal have nye fag, nye lærere og suge ny viden til mig, men jeg nøjes med at suge til mig fra sidelinien, binde bøger ind, hænge skoleskema op og skrive datoer i kalenderen.

Og så vil jeg gøre mit til også at gøre hverdagene rigtig gode, med masser af nærvær og blomster.

 

Dahlia