Jeg er af den gammeldags type, der nok bruger digitalkamera og mange af de muligheder, computeren giver for billedbehandling og –arkivering – men jeg synes altså først, det er helt rigtigt, når billederne er fremkaldt og sat i album.
Jeg kan godt se det skøre i det, for det koster penge, fylder på reolen, billederne er sværere at se end på en computerskærm, og sidst, men ikke mindst – man bliver nødt til at vælge et begrænset antal billeder ud, hvis ikke det skal tage helt overhånd, både økonomisk og pladsmæssigt.
Og det er et større stykke arbejde, skulle jeg hilse og sige, det der med udvælgelsen.
Hvorfor gør jeg det så, fremkalder billederne?
Tja… Jeg synes altså, der er noget hyggeligt i at sidde med et rigtigt album i skødet, gerne med børnene ved siden af, og se gamle billeder. Med ægte, håndskrevne kommentarer til. Jeg synes også, det er rart at kunne tage et album med til de familiemedlemmer, der måtte være interesseret i at se med – og ja, jeg ved godt, de bare kunne kigge på en computerskærm, men det er altså bare ikke det samme. Basta!
Og nu er det overstået. Billedmassen er beskåret hårdt og brutalt, og jeg er kommet helt ned på 200 billeder, der skal sendes til fremkaldelse. Det er da ikke slemt. Vel???
Og jeg er SÅ klar til en kop kaffe…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar