mandag den 31. maj 2010

Sommeren er tilbage

 

 Dr. Ingrid

 

Vejret slår om, så det kan mærkes for tiden – i dag kom sommeren til Herning, og hvor er det skønt! Sandalerne blev monteret allerede fra morgenstunden, og sidst på dagen var der endda bare skuldre at spotte. Der blev tid og overskud til både at nyde og at få klaret et par småprojekter i haven.

 

Aftensol

 

Vi overtog en have, der var rigtigt flot lagt an, med store buske og meget andet guld. Men alligevel ikke helt som den have, jeg drømte om. Langsomt, men sikkert bliver den nu formet efter vores smag. Jeg kan lide frodighed, landsbyhave, tæt bevoksning, masser af grønt og en overflod af blomster. Heldigvis har vi tiden for os og tilføjer bare lidt ad gangen.

 

Tobak og dahlia

 

Jeg drømmer om, at grusarealerne med tiden bliver til svulmende bede – indtil videre er et hjørne inddraget til krydderurtebed, og en cirkel til ærteblomster. Og så er der krukkerne, der også gerne må blive til flere – men igen i det tempo, overskuddet og økonomien tillader.

 

Tobak

 

Tobaksblomster fik jeg aldrig købt som frø – så stor var min glæde, da jeg faldt over disse yndige eksemplarer, som oven i købet viste sig at blive kastet i nakken af mig for beskedne 5 kr. pr. plante!! Man kan kun undre sig over, at jeg ikke købte flere end de tre… De er sat i baljen sammen med nogle af mine dahlia, der skal forsyne mig med blomster hen over sensommeren – noget, jeg manglede rigtigt meget sidste år.

 

Tobak og dahlia

 

Den skønne akeleje har jeg taget med fra vores tidligere have – jeg håber, den vil blive til mange flere, og har også planer om at supplere op med flere forskellige akelejer, for de fine og livskraftige ballerinaer holder jeg meget af.

 

Akeleje

Akeleje

 

Og se så lige en hosta, der har foldet sig ud i den fineste, grønne farve. Havelivet har sandelig mange glæder…

 

Hosta

søndag den 30. maj 2010

Tærte med laks, spinat og feta

 

Piece of pie

 

En klassiker, der får et lækkert twist med feta i fyldet. Bunden er lavet efter Annes forskrifter – samme bund til alle slags tærter, med salt til middagstærter eller med sukker og vanille til de søde – det er lige til at finde ud af, opskriften er såre enkel og vil for eftertiden blive en fast del af repertoiret herhjemme.

Jeg havde ingen aluforme, og har heller ikke noget imod at forbage, for det klares, mens fyldet gøres klar. Jeg lavede en hel portion dej til en form på ca. 27 cm, for jeg kan lide en solid bund, og hader at skulle strække en dej milimetertynd for at kunne dække hele formen.

100 g koldt smør fik en tur i foodprocessoren sammen med 100 g fuldkornsspelt og 100 g hvedemel, til smøret var findelt. 1 tsk flagesalt blev tilsat sammen med 100 g fromage frais, og dejen fik en tur mere i maskineriet, indtil den var samlet – lettere kan det da ikke blive!

10 min. ved 225°, så var den klar til en gang fyld, som bestod af:

225 g laks, dampet i vand, der lige dækkede bunden af gryden, og lidt salt. Plukket i stykker med en gaffel og fordelt på bunden.

350 g helbladet, frosset spinat, tøet, presset fri for væde og ned til laksen.

2 æg, pisket sammen med 1 dl fromage frais og 1 dl creme fraiche, saft af en halv citron, salt, peber og et drys cayennepeber. En luns feta blev delt i smålunser og plumpet i fyldet, der blev hældt på tærten.

Og så i ovnen igen, denne gang ved 200° i 25-30 min.

Og så lige en gang blandet salat, så var den aftensmad barberet!

Og weekenden? Den har bare været dejlig! Med en god blanding hjemmetid og vennehygge – lige, som jeg kan lide dem…

(Og billedet? Det er da taget med vores nye vidunderkamera – helt uden rystelser, selv på en regnvejrsdag!)

fredag den 28. maj 2010

En helt nødvendig investering…

 

 

Sony DSC-HX5

 

Jeg har fået nyt legetøj. Eller VI har… Jeg tror ikke, jeg får det helt for mig selv, og det er også helt ok.

Det er helt vildt, hvad det kan! Det er lige kommet ind ad døren her til aften, så jeg har kun leget lidt med det (og er ikke kommet til den del, der handler om at få pakket kabler ud og få billederne lagt over på computeren) – men jeg kan allerede tydeligt fornemme, hvordan det slår det gamle med mange tusinde kilometer, når det handler om at fotografere uden blitz i dunkel belysning. Det er som en drøm!

At det så oven i købet også har et batteri, der virker, og dermed kan tage mere end 7 billeder uden at løbe tør for strøm, giver jo helt nye muligheder. Man kan rent faktisk tage kameraet med sig og regne med at kunne tage billeder uden for matriklen. En ikke helt uvæsentlig egenskab, især her på kanten af en sommerferie…

Vidunderlige syren

 

 Syren

 

I vores tidligere have havde vi en stor, vidunderlig syrenbusk, der stod med en sky af små hvide blomsterklaser i denne tid. Der er ikke meget at klage over i den have, vi har overtaget, men syrenen savner jeg. Så stor var min glæde, da jeg i efteråret opdagede, at det da vist var en syren, der blandede sig i baghækken, og jeg var meget spændt på at se, om den vitterligt ville blomstre i foråret.

Det gør den! Mange klaser er der ikke, men lidt har også ret, og jeg henter ind – i små portioner, for ikke at ribbe busken helt.

To små grene har jeg lige klippet, en gang tæsk har de også fået, og så vil jeg glæde mig over duften og de små yndige blomster på mit sofabord, mens weekenden banker på.

 

Syren

onsdag den 26. maj 2010

Lasagne på mexicansk

 

Lag på lag

 

En ret, jeg aldrig havde hørt om, før jeg smagte den til en fest for nogle måneder siden – mexicansk lasagne er med kylling og spinat, og smager aldeles forrygende. De opskrifter, jeg kunne finde på nettet, pegede alle i samme retning, og her er vores tillempede version:

450 g frossen helbladet spinat tøes op.

Et løg hakkes og svitses i olie. Tilsættes en dåse hakket tomat, 2½ dl madlavningsfløde, 3 spsk ketchup, 1 tsk fajita spice mix, 1 tsk spidskommen og 1 tsk koriander (eller mix selv krydderier på mexicansk), oregano, salt og peber. Koger i 15 min. Hvis man kan lide den stærk, kan man roligt tilsætte flere krydderier – spinaten giver et dejligt mildt modspil til den krydrede sovs.

Imens steges 500 g kyllingestrimler i olie med 3 tsk karry.

I et ovnfast fad lægges sovs, spinat, kylling, revet ost (200g i alt) og 10 (fuldkorns)lasagneplader i lag. Slut med sovs og ost. Bages ved 180° i ca. ½ time.

tirsdag den 25. maj 2010

Benløs elefant til dåbsbarnet…

 

 Med en snabel så lang...

 

Langtidsplanlægning er jeg i princippet god til – og har jeg det egentlig bedst med… Men min hverdag er fyldt med så meget, der tager min tid og hjernekapacitet, at der i realiteten er meget, der ikke bliver taget i god tid. Og det er nok i virkeligheden meget godt, for lidt spontanitet er ikke at foragte, og så må jeg bare lære at se stort på det, der smutter i svinget.

Og når man skal til barnedåb og en uges tid før dåben kommer i tanker om, at der skal gaver til (altså det vidste jeg jo godt, men derfra og så til at gøre noget ved det…), og at man egentlig gerne ville lave en lille ting selv – så må man også tage det oppefra og ned, når de sene aftentimer må tages i brug – og elefanten alligevel må ende på gavebordet uden ben…

Og så har vi da bare en anledning mere til at mødes, når elefant og ben skal forenes :o)

Opskriften er fra Stof og Stil, elefanten er hæklet i bomuldsgarn og fyldt med fyldet fra en monteringspude. Den måler omkring 40 cm. incl snabel – og var lidt svær at forevige med mobilkameraet søndag morgen, som den lå der og prøvede at falde i et med fliserne… ;o)

 

Benløs

mandag den 24. maj 2010

Rolig landing

 

Pinsen er tilbragt i det sjællandske – med en dejlig dåbsfest hos gode venner i går, og masser af hygge hos familien resten af weekenden. Og en dejlig køretur gennem det smukke, ganske danske land – en luksus, jeg nægter at tage for givet, for hvor er det altså bare betagende!

 

Forårshaven

 

Og sikke et syn, der mødte os, da vi kom hjem. På bare et par dage har haven foldet sig endnu mere ud. Æbletræet er begyndt at sprede blomstersne på græsplænen, og i rhododendronbedet er der ren marengs! Huset og haven blev taget i øjesyn, vores bonusbørn (mine blomsterspirer og Brians chiliplanter) blev nurset og plejet, og jeg piskede koldskål og ristede havregryn til en let gang aftensmad til maver, der absolut ikke trænger til noget ovenpå den weekend. Nu er der tid til at pakke det sidste ud, vande lidt flere blomster og lande stille og roligt, så vi er klar til en ny uge.

fredag den 21. maj 2010

Æblebrus

 

 Filippa

Filippa  Filippa

 

Det store, gamle Filippatræ er en guldgrube for vores have. Både i efteråret, når det bogstaveligt talt vælter ned med æbler, og nu, hvor det står med det fineste blomsterflor. Træet giver haven form og charme, og jeg er dybt taknemmelig for, at det lykkedes os at få en have med et gammelt træ.

 

Filippa

Filippa

 

Jeg elsker denne tid, hvor alle frugttræerne pynter sig i en sky af små, sarte, fine blomster.

Espaliertræerne er også klædt i deres fineste skrud og pynter hegnet langs hele den ene langside.

 

Pære

Pære  Pære

Pære

Pære

 

Og til sidst et blik på vores magnolia. Sæsonen er kort, så jeg nyder, så længe det varer…

 

Magnolia  Magnolia

 

Pinsen står for døren, for en gangs skyld har jeg kunnet glæde mig til en forlænget weekend som de fleste andre, for jeg har fri – helt indtil tirsdag morgen, og det er skønt!

Rigtig glædelig pinse til alle jer!!

torsdag den 20. maj 2010

Dagens buketter

 

Sart

 

Ja, det er altså blomsterne, der fylder for tiden – det er jo nu, de er her – og nu, de skal nydes!

Og det er da skønt, at man kan hente sådan et par buketter ind af havens overflod…

Rigtig glædelig solskinstorsdag!

 

Farverig

Svulstig

onsdag den 19. maj 2010

En skønhedsplet

 

  Skønne farver

Tulipaner og hyacinter

 

Blomster gør mig glad. Farver gør mig glad. Og et farverigt blomsterhav som dette gør mig meget glad.

Jeg går ofte forbi dette bed i Mindeparken på min morgengåtur, og hver gang tænker jeg, at jeg gerne ville forevige det skønne syn. Men nu må I nøjes med mobilens ringe evne til farvegengivelse, for kameraet får ikke lov at komme med på gåturen – der vil jeg have hænder og skuldre fri.

Så I må tro mig på mit ord, når jeg siger, at det er bed er fænominalt godt sammensat – jeg er vild med farvekombinationen, og mine øjne drages, hver gang jeg kommer forbi sådan en skønhed.

Tænk at nogen gør sig umage for at lave sådanne pletter, der forskønner vores liv! Det er da en luksus!

 

Mmmm...

tirsdag den 18. maj 2010

Aaaaahhhhh…

 

Nydning

 

Kom bare med mere af den slags vejr – jeg er helt klar!!!

Af med sko og strømper, frem med de vinterblege stænger, hækletøjet med ud i solen og så bare nyyyde….

Før det var jeg selvfølgelig også lidt aktiv i haven, plantede om, lugede en smule og hængte vasketøj til tørre i solen, så det er helt velfortjent (som om det behøver at være det…) – men hold op, hvor er det skønt – og længe savnet!

mandag den 17. maj 2010

Indtryk og udsyn

 

 Pelargonie i vindueskarmen

 

Mit liv er godt, jeg holder meget af hverdagen og har bestemt ikke noget at klage over. Min mandagsfridag er mit pusterum, hvor jeg nyder at være alene hjemme, at have tid og luft til at få styr på alting, støvsugning, regnskabet, haven eller hvad jeg nu finder på, og jeg bilder mig ind, at jeg bedst lader op til den nye uge ved at være hjemme og have tiden og roen til at få styr på mit liv.

Men en gang imellem er jeg næsten ved at blive kvalt i hverdage – og jeg må have udsyn, indtryk og eventyr. Så må jeg overbevise mig selv om, at støvsuningen ingen steder løber, nej ikke engang vasketøjet. Og så starter jeg den blå Mazda og kører ud i verden. Ofte er det i Århus, jeg ender – således også i dag. For her er en del af mit hjerte, og her er masser af udsyn, indtryk og eventyr.

 

Blomsterkummer i Århus  Blomsterkummer i Århus

 

Jeg ville gerne have været på Kvindemuseet, for det har jeg stadig til gode – men de har lukket om mandagen, så det var udelukket. Vejret var skønt, og jeg trængte til motion, så jeg kørte til botanisk have, den skønne store park med en mangfoldighed af træer og planter. Jeg sugede til mig af skønheden, gik videre op til Fuglsang Allé, hvor musikkonservatoriet havde sin adresse, dengang for næsten et årti siden, da jeg havde min daglige gang der (tænk, at der er gået så mange år!). Mange af mit livs dramaer er udspillet i det område, og det var en dejlig tur ad Memory Lane, da jeg gik rundt i solen og kiggede på alle de hyggelige haver.

 

Botanisk have

 

En stund på en bænk i solen blev det også til, før jeg kaffetrængende begav mig ned i byen til Vangsgaards, der har boghandel i stueetagen og Sigfreds kaffebar i kælderen. Et fantastisk hyggeligt sted, med hyldemeter efter hyldemeter med bøger til fri afbenyttelse, mens man sidder med sin kaffe og en lækker sandwich.

 

Sandwich i Sigfreds Kaffebar

 

Et besøg i Noa Noa er selvskrevet på min Århustur, ikke mindst efter at de har formastet sig til at lukke butikken i Herning (endda helt uden at spørge mig!) – og den taske, jeg manglede, stod minsandten der på hylden og kaldte på mig. Hvor heldig kan man lige være??

 

Noa Noa taske garneret med Box de Lux

 

Box de Lux fik selvfølgelig også mit besøg, inden det var tid at køre hjemad, men jeg begrænsede mig og nøjedes med et par småting, der kun har til hensigten at gøre hverdagen lidt mere farverig. En farverig hverdag, som jeg kan lide den, med plads til den slags udflugter, der gør livet lidt sjovere…

søndag den 16. maj 2010

Haven er stadig utroligt smuk…

 

… også i regnvejr…

 

Tulipan

Tulipan  Tulipan

Pære

Tulipan  Tulipan

Tulipan

Træ

Rhododendron

Rhododendron