Vejret slår om, så det kan mærkes for tiden – i dag kom sommeren til Herning, og hvor er det skønt! Sandalerne blev monteret allerede fra morgenstunden, og sidst på dagen var der endda bare skuldre at spotte. Der blev tid og overskud til både at nyde og at få klaret et par småprojekter i haven.
Vi overtog en have, der var rigtigt flot lagt an, med store buske og meget andet guld. Men alligevel ikke helt som den have, jeg drømte om. Langsomt, men sikkert bliver den nu formet efter vores smag. Jeg kan lide frodighed, landsbyhave, tæt bevoksning, masser af grønt og en overflod af blomster. Heldigvis har vi tiden for os og tilføjer bare lidt ad gangen.
Jeg drømmer om, at grusarealerne med tiden bliver til svulmende bede – indtil videre er et hjørne inddraget til krydderurtebed, og en cirkel til ærteblomster. Og så er der krukkerne, der også gerne må blive til flere – men igen i det tempo, overskuddet og økonomien tillader.
Tobaksblomster fik jeg aldrig købt som frø – så stor var min glæde, da jeg faldt over disse yndige eksemplarer, som oven i købet viste sig at blive kastet i nakken af mig for beskedne 5 kr. pr. plante!! Man kan kun undre sig over, at jeg ikke købte flere end de tre… De er sat i baljen sammen med nogle af mine dahlia, der skal forsyne mig med blomster hen over sensommeren – noget, jeg manglede rigtigt meget sidste år.
Den skønne akeleje har jeg taget med fra vores tidligere have – jeg håber, den vil blive til mange flere, og har også planer om at supplere op med flere forskellige akelejer, for de fine og livskraftige ballerinaer holder jeg meget af.
Og se så lige en hosta, der har foldet sig ud i den fineste, grønne farve. Havelivet har sandelig mange glæder…
Smukke billeder - og fuldstændig enig i at havelivet giver mange glæder : )
SvarSletDet er så dejligt, Helle - og tak, billederne er jo taget med vores nye superkamera ;o)
SvarSlet