søndag den 30. maj 2010

Tærte med laks, spinat og feta

 

Piece of pie

 

En klassiker, der får et lækkert twist med feta i fyldet. Bunden er lavet efter Annes forskrifter – samme bund til alle slags tærter, med salt til middagstærter eller med sukker og vanille til de søde – det er lige til at finde ud af, opskriften er såre enkel og vil for eftertiden blive en fast del af repertoiret herhjemme.

Jeg havde ingen aluforme, og har heller ikke noget imod at forbage, for det klares, mens fyldet gøres klar. Jeg lavede en hel portion dej til en form på ca. 27 cm, for jeg kan lide en solid bund, og hader at skulle strække en dej milimetertynd for at kunne dække hele formen.

100 g koldt smør fik en tur i foodprocessoren sammen med 100 g fuldkornsspelt og 100 g hvedemel, til smøret var findelt. 1 tsk flagesalt blev tilsat sammen med 100 g fromage frais, og dejen fik en tur mere i maskineriet, indtil den var samlet – lettere kan det da ikke blive!

10 min. ved 225°, så var den klar til en gang fyld, som bestod af:

225 g laks, dampet i vand, der lige dækkede bunden af gryden, og lidt salt. Plukket i stykker med en gaffel og fordelt på bunden.

350 g helbladet, frosset spinat, tøet, presset fri for væde og ned til laksen.

2 æg, pisket sammen med 1 dl fromage frais og 1 dl creme fraiche, saft af en halv citron, salt, peber og et drys cayennepeber. En luns feta blev delt i smålunser og plumpet i fyldet, der blev hældt på tærten.

Og så i ovnen igen, denne gang ved 200° i 25-30 min.

Og så lige en gang blandet salat, så var den aftensmad barberet!

Og weekenden? Den har bare været dejlig! Med en god blanding hjemmetid og vennehygge – lige, som jeg kan lide dem…

(Og billedet? Det er da taget med vores nye vidunderkamera – helt uden rystelser, selv på en regnvejrsdag!)

3 kommentarer:

  1. Hvor pudsigt. Jeg har brugt samme forskrift i dag - bare den søde af slagsen - til en rabarbertærte. Det var årets første høst af rabarber - og de blev nydt :-)

    SvarSlet
  2. Ja, det var da pudsigt, Vibeke!! Uhm, den ville jeg også gerne smage... :o)

    SvarSlet
  3. Hej!

    Din blog har fanget vores opmærksomhed på grund af kvaliteten af de opskrifter. Vi ville være glade, hvis du ønsker at deltage i Findeopskrifter.dk, så vi kunne oprette forbindelse til den.

    Findeopskrifter.dk er en søgemaskine, der samler de bedste danske madlavning blogs fra internettet.

    Flere hundrede blogs er allerede registreret her og drage fordel af den trafik, vi sender til deres websteder.

    For at deltage Findeopskrifter.dk, bare gå til http://www.findeopskrifter.dk/kom-med-i-madblogstoppen

    Hav en dejlig dag!

    Med venlig hilsen
    - Elin, Findeopskrifter.dk

    SvarSlet