søndag den 7. februar 2010

Tornerosesøvn

 

 Engel

Hortensia

 

Haven ligger i dvale, kold og hvid. Sådan har det nu været i ugevis, der er ingen tegn på forandring, og der er i virkeligheden ikke meget, der trækker mig derud for tiden. Sneen har mistet nyhedens interesse, og jeg begynder at lægge mere og mere mærke til lyset, der vinder mere og mere frem, fuglene der med deres sang gør opmærksom på, at nye tider nærmer sig, og de dage med tø, der efterhånden bliver til flere.

Og jeg ved, at der nedenunder sneen et sted er masser af liv. Med kameraet i hånden kigger jeg utålmodigt på snedriverne, men der er ikke noget at spore. Og jeg ved ikke engang helt hvor og efter hvad, jeg skal kigge i denne nye have. Jeg ved, at der er tulipaner, men det er jo alt for tidligt for den slags. Jeg ved også, at jeg har sat alle vores medbragte løg, men om de har fundet sig så godt tilrette i deres nye hjem, at de har lyst til at stikke hovederne op, ved jeg ikke.

Så jeg venter.

Efterhånden en smule utålmodigt.

Men stadig med glæden i behold over det dejlige vintervejr, der er forundt os i år.

 

Magnolia

2 kommentarer:

  1. Hvor skønt med en Magnolia-knop! Jeg ville så gerne have sådan en busk, for blomsterne er SÅ smukke!! Men jeg har desværre ikke rigtig plads til den i mine bede. Jeg har engang haft en dværg-Magnolia i en krukke, men det kunne den ikke lide... Så den har jeg ikke mere.

    Men så vil jeg håbe, at du tager billeder af jeres og nyde synet af de billeder, du forhåbentlig gerne deler : )

    SvarSlet
  2. Det er en rigtig smuk busk, Helle, og jeg er også SÅ glad for, at den stod i vores nye have!
    Jeg vil næsten garantere, at der kommer masser af billeder, når den folder sig ud :o)

    SvarSlet