Udsigten er køn her fra min plads i sofaen. Selv om perlehyacinterne er afblomstrede, synes jeg stadig, de er yndige.
Men meget andet positivt er der ikke at sige om de sidste par døgn, hvor en omgangssyge har fældet mig. Det skulle da lige være, at det lykkedes mig at få afløsere til de forpligtelser i kirken, jeg ikke kunne aflyse eller udsætte, at jeg har et trygt og dejligt hjem, hvor jeg kan ligge og komme mig, cola i læssevis, og en dejlig familie, der holder skuden i gang, en mand, der tager i byen med børnene for at købe de sko, jeg havde lovet dem, og i det hele taget pusler om mig.
At jeg så i løbet af de sidste dage skulle have øvet max, både selv og med den sanger, jeg skal give koncert sammen med på søndag, prøver jeg at lade være med at tænke for meget på, selv om det er svært. For det stresser mig. Og der er jo ikke rigtigt noget at gøre ved det – det må bare gå så godt, som det nu kan. Øv.
Og så krydser jeg fingre for, at jeg kan være bare lidt på benene i morgen. Og ikke mindst i overmorgen…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar