Hvor det tog mig flere måneder at tygge mig igennem Karen Blixens fortællinger, blev den næste bog slugt på under en uge.
Ikke fordi, det var rar læsning. Nej, Ida Jessens ABC er rigtig ubehagelig. Rystende og frastødende i sin beskrivelse af en skilsmisse, der er helt igennem frygtelig. Den begynder ellers med den klassiske sød musik, men hele vejen igennem aner man noget, der ikke er, som det skal være. Sårede hjerter, manglende kontakt med følelserne og stor mangel på evnen og modet til at sige fra er kendetegnende hele vejen igennem bogen. I en grad, så man får lyst til at tage affære. Til at sætte sin fod ned. Og til at lægge bogen fra sig, for man fornemmer derouten, der kun kan fortsætte. Men nysgerrigheden driver alligevel til at vende det næste blad. Og det næste. Det går næsten af sig selv, for bogen er let læst, men ikke let at fordøje. Den taler sit tydelige sprog om børn, der er offer for forældrenes magtkamp, om en lovgivning, der klart er til mødrenes fordel og udpeger tabere og vindere, og om manipulation, når den er værst.
Er det så en dårlig bog? Nej, bestemt ikke. Den er velskrevet, med en rammende dialog og gribende handling. Men mest af alt, fordi det er en vigtig historie at få fortalt.
Hej Annette!
SvarSletJeg er også igang med en af Ida Jessens bøger: "Det jeg tænker på først er". Hun er en spændende forfatter. Og den er næsten heller ikke til at lægge fra sig. Den bog du har læst, er det din egen og en man måske kan låne???
Knus ra Pia
Det kan du i hvert fald, Pia. Jeg har også hendes andre bøger på ønskelisten :o)
SvarSletDet lyder godt :-) Den vil jeg gerne låne.
SvarSlet