Jeg holder meget af påskens gudstjenester, de store dramaer, de skønne salmer og de forskellige gudstjenesters særpræg – og mit arbejde synes særligt meningsfuldt i disse dage. Men i år har mine tanker været optaget af meget forskelligt, og en ferie føles særdeles tiltrængt.
Nok især fordi, det netop er, hvad jeg har haft i vente. Nu er den her, min påskeferie, der begynder, hvor de flestes snart slutter. Og den er begyndt så helt vidunderligt med den skønneste forårsdag, man kunne ønske sig. En dag i børnenes selskab, årets første rigtige havedag på denne matrikel, en dag med leg og grin, morfar på sofaen, gadekridt og boldspil, jord under neglene, lamsebamser i maven, tid, ro og hygge.
Foran ligger en uge med konfirmationsforberedelser, travlhed i køkkenet og i hovedet, der skal prøve at bevare overblikket – men også en uge fuld af forventninger. Og hvor vil jeg nyde at have tid til alt det.
Rigtig glædelig påske til jer alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar