Børnene er sendt videre til deres andet hjem. Og jeg lander stille og roligt i eget selskab. Selvom jeg ved, de har det godt, hvor de er, er det selvsagt svært at sige farvel. Især de første timer efter afskeden er jeg ramt af en underlig rastløshed, og jeg skal lige bruge lidt tid på at omstille mig.
I dag kunne jeg bruge rastløsheden konstruktivt, for møblerne i stuen har taget en større rokade og er nu landet, hvor jeg føler, de står godt. Så jeg har gået og stillet på plads, flyttet lidt rundt hist og her og kræset for de små detaljer, der gør det hyggeligt og rart.
Imens er der god plads til tanker og følelser, der rører på sig – og sådan skal det være. Jeg nyder at have børnene her, og jeg nyder faktisk også min alenetid og de muligheder, det giver, selvom jeg også savner. Og omstillingen – den skal bare have den tid, den kræver. Det hører med. Og det er ok.
Kære Annette.
SvarSletTak for din ærlighed omkring, hvordan du har det. Det er dejligt at læse om, også selvom det selvfølgelig må være svært.
Skønt for dig at du aktivt kunne gøre noget denne gang for at få "det ud" af systemet.
Jeg håber du får en god uge, som du kan nyde i dit eget selskab, hvor du kan få plads til det der rører på sig.
Knus fra Pia
Tak for det, Pia - og rigtig god uge til dig.
SvarSletKnus