Uhmm, den sol gør mig høj!
Det første, jeg gjorde i dag, da jeg landede på matriklen, var at slippe de vinterforsømte fødder ud i friheden. De mærkede på de bløde gulvbrædder, sprædte tæerne ud og nød den genvundne frihed. De skal nok blive spærret inde igen, for jeg trives ikke med kolde fødder og ender bare med at blive syg – men sådan lige for en stund er det da skønt.
Og nu er jeg den, der er smuttet ud i solen!
Arrivederci!
Endelig kom de i jorden – så er der bare tilbage at nurse… og vente…
Sikke en weekend – vejret har været aldeles pragtfuldt, og vi har stornydt at være ude i haven og gøre den forårsklar. Rabarberbedet er gjort klar, de medbragte rabarber, som har hutlet sig gennem det meste af et år i en krukke, er endelig kommet i jorden, og fået luft om rødderne – og jeg drømmer om rabarberkompot, rabarbertærte og rabarbersaft.
Dahlia er sat til forspiring, og blomsterfrø i massevis hygger sig i vores udestue – hvor er det skønt at være haveejer!!
… at have sådan en frodig have, som er helt vores egen
… at solen gavmildt har sendt sine stråler over os hele dagen
… at haven pludselig er ekstra indbydende, og inviterer os til at rykke udenfor
… at alt springer ud, spirer, vokser dag for dag
… at espaliertræerne endelig blev beskåret
… at grenene bare sådan uden videre kunne tages ind og fordeles i hele stuen – og der er masser af dem
… at vi nu har forår i stuen – som en lille forsmag på, hvad der venter os i haven
Min sidste maddag i går, inden 14 dages pause, var også sidste chance for at få den selleri brugt, der lå og ventede tålmodigt i grønsagsskuffen – for en ting kan jeg være sikker på – Brian ville lade den ligge, trygt og godt, hvor den lå.
Jeg er nemlig den eneste i familien, der kan drømme om at spise selleri, og jeg må indrømme, at selleri heller ikke ville være mit første valg i april, efter en lang, lang vinter med rodfrugter. Men ikke desto mindre var det, hvad der var i årstidskassen, og så ville det da være dumt ikke at få den brugt.
Og det lykkedes mig at finde et par opskrifter i arkiverne, der passede mig rigtigt godt.
Sellerien blev delt i to, den ene del blev revet og kom i en salat, og den anden blev til en yderst delikat puré.
I salaten kom udover den halve, revede selleri, et æble i tynde både, 200 g vindruer i halve og 100 g valnøddekerner. Salaten blev vendt med lidt olie-eddike-dressing.
Den anden halve selleri blev skåret i store stykker, kogt med lidt salt og et par kviste timian, og derefter blendet med et halvt løg. Puréen blev afkølet lidt, inden den blev blandet med 1 spsk æbleeddike og 1 spsk mayonaise (brug nu en ordentlig mayonaise, det billige splat er ikke godt for noget – jeg kan f.eks. anbefale den økomayo, der fås hos Søstrene Grene). Smages til med salt, peber og koriander – allerbedst hele korianderfrø, der ristes og stødes, men i en snæver vending kan man også bruge stødt koriander.
Den blege mos smager meget bedre, end den ser ud, og er god til mange ting – som dip til grønsagsstænger, smørelse i sandwich eller hvad fantasien nu rækker til.
Og når nu jeg var den eneste, der spiste af de to gange selleri, var jeg så heldig, at der også var til min frokost – resten af familien fik tomater til bolognesen i går, og så var alle glade!
Min kommentarboks driller mig – når jeg vil svare på jeres kommentarer, er det ikke altid, min kommentar bliver gemt. Det sker efterhånden jævnligt, at de bare forsvinder ud i intetheden. Nogle gange opdager jeg det først efter noget tid, og det kan bl.a. være derfor, der går lidt lang tid, inden I får svar (andre gange er det bare fordi, jeg er optaget af noget andet ;o)
Men jeg vil gætte på, at den ikke kun driller mig, men også jer, der ønsker at lægge en kommentar hos mig – så jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at det ikke er mig, der går og sletter jeres kommentarer. Det er det store tomme cyberspace, der sluger dem – hvorfor ved jeg ikke, og jeg har heller ikke talent til at finde ud af det – jeg håber bare, det snart holder op, for det er da ærligt talt lidt irriterende…
Jeg har tidligere skrevet om lækkert hverdagsdesign, der gør mig glad.
Et andet produkt, der er pakket ekstra lækkert ind, er kalamata-oliven fra Søstrene Grene. Jeg er ganske enkelt vild med de dåser, og det bedste af det hele er, at de jo snildt kan vaskes af og bruges til alt muligt. Jeg har en stående med pensler, og nu troner en dåse med tuscher på vores emhætte. Når vi om lidt har tømt flere dåser – og det går let, for det er tilmed gode oliven, de har puttet i dåserne – så kan jeg vist også lige bruge et par stykker som vaser og urtepotter. Hvem ved, måske finder jeg på flere anvendelsesmuligheder hen ad vejen…
Livet er ikke kun spændende salater og blomster i håret. Nogle gange er det bare øllebrød.
Hverdag med hverdag på.
Med en syg mand i sengen, med en datter der igen periodevis slås med ondt i maven af uforklarlige årsager, med aftenarbejde og for lidt overskud på søvnkontoen.
Men jeg kan faktisk rigtigt godt lide øllebrød!
Jeg er selvfølgelig ikke glad for hverken sygdom i huset eller uforklarlige mavepiner, men hverdagen kan jeg rigtigt godt lide.
Og øllebrød er let at lave, billig og smager godt.
Og hvis man putter en lille klat flødeskum på i ny og næ, bliver hverdagen også lidt sjovere…
Og om lidt er kaffen klar…
…muss ich auch haben, tænkte Brian, da han så min mobiltaske. Så ønskerne blev forelagt, og dem efterkom jeg da gerne, så længe ønsket går på så overkommeligt et projekt.
Begge tasker er hæklet i almindeligt bomuldsgarn med nål nr. 3, og til Brians taske slog jeg 12 luftmasker op, men man må prøve sig frem og måle på sin mobil. Kæden skal være lidt længere, end mobilen er bred i bunden. Så hækles et par rækker fastmasker, frem og tilbage – hvor mange afhænger igen af telefonens størrelse – jeg hæklede fire. Og derefter fortsatte jeg med fastmasker rundt om firkanten og fortsatte i spiral, rundt og rundt. Ved farveskift lægger jeg de to ender dobbelt og hækler videre for rustikt farveskift som på min taske – på Brians taske lavede jeg et rent skift i den ene side, og hæklede enderne med, så jeg slap for at hæfte ender. Fortsæt lige opad, til tasken har den ønskede størrelse. Brians taske er bare en “sok” uden lukning – på min hæklede jeg en klap ved at fortsætte med fastmasker frem og tilbage på den ene side, hvor jeg hæklede en maske mindre i hver ende, indtil den havde den ønskede længde – en række luftmasker og tungekant på til sidst udgjorde knaphullet. Hanken består i al sin enkelthed af 4 fastmasker frem og tilbage, til den ønskede længde er nået. Blomsten er den inderste del af de blomster, jeg har hæklet før.
Og nu må jeg vist hellere se til lammegryden, der simrer på komfuret…
Min barndomstradition er modificeret, så den passer ind i vores familiemønster. Så det er ikke påskedags morgen, vi maler påskeæg, men til frokost. Jeg tog mig sammen, da vi kom hjem i går aftes, og rørte en bolledej, som blev til de lækreste, lune boller, da jeg kom hjem fra kirke. Æg blev kogt bløde, malet med stor koncentration, og de meget forskellige æg blev nydt med brød, smør og karse. Nybagte boller med ost, lidt gulerødder til at holde balancen i orden, og så er vi godt i gang.
Om lidt vil vi gemme chokoladeæg i haven, og så går den vilde jagt. Det er ikke en tradition, vi har haft før – men selvom om børnene er ved at være gamle, kan man da godt indføre nye traditioner, hvis bare de har lyst. Og det har de!
Rigtig glædelig påske!
Salatsæsonen er skudt godt igang med en af mine yndlingssalater – spelt med broccoli, avocado, ærter, hakket mynte, feta og ristede græskarkerner. Den er meget lækker og så fyldig, at selv Brian, der ellers godt kan savne kødet, når jeg bliver for grøn, synes det var helt okay uden…
Det er nu et par dage siden, vi fik salaten, men jeg har lige nydt resterne til min frokost – jeg er hjemme for en kort bemærkning efter at have spillet til et par begravelser, men ellers har vi ferieret i et par dage hos mine svigerforældre. Dejligt at kunne slappe af sammen med familien imellem alle påskens gudstjenester.
Om lidt vil jeg sætte mig i bilen igen og køre tilbage til Århus. Jeg har ikke noget imod de lange køreture, bare der er noget godt i højttaleren. På vej hertil var det Nik og Jay – på tilbagevejen bliver det Gabriel Faurés Requiem – kom ikke og sig, at jeg ikke har en bred musiksmag ;o)
Min lillebrors forholdsvist nye og meget søde kæreste var så modig at deltage i det meste af weekenden sammen med hele søskendeflokken – en sammentømret flok med en gal og indforstået humor ;o) – så hatten af for det!
Hun inspirerede mig til denne mobiltaske, der vil komme til at hænge en del på mig, gætter jeg på. Egentlig er jeg lidt delt i konceptet med at have den slags hængende om halsen, men i min store taske har mobilen det med at gemme sig, især når den ringer, og den jakke, jeg bruger lige nu, har ingen lommer – og så er mobiltasken en god løsning, når man som jeg helst vil være online konstant…
Og så er det da et held, at jeg har hæklet en taske, jeg elsker! Jeg kan rigtig godt lide de rå stribeovergange, kombineret med en lille, romantisk blomst – og farverne er lige mig!
