mandag den 3. maj 2010

Den er virkelig min!

 

 

Magnolia

 

Også i haven har den sidste uge været yderst begivenhedsrig. Den sprudler med blomster og blade, der folder sig mere og mere ud for hver dag, der er kommet farver på, og det hele er så meget mere skønt at se på, når det er vores egen have!

Magnoliaen står lige på spring, og vi er så spændte på at se blomsternes farve, når de har foldet sig helt ud. Jeg husker den som hvid, men indtil videre ser den ud til at have noget mere farverige planer…

 

 Tulipan  Tulipan

 

Det er sjovt, for da vi var på besøg i haven, inden vi overtog, var jeg meget til pasteller og sarte farver (det er jeg også stadig) – og var faktisk lidt mellemfornøjet med de klare farver, haven også byder på. Heldigvis har man et standpunkt, til man tager et nyt – for jeg er blevet rigtig glad for de skønne farver, der åbenbarer sig, en efter en – og det er da de gladeste, farverige buketter, man kan hente ind og sprede lidt liv med indendørs.

 

Det grønnes  Rhododendron

 

Heldigvis har vi også masser af blomster i den sarte skala – og denne rhodrodendron er da bare for skøn!!!

 

Rhododendron  Rhododendron?  Rhododendron 

 

Vi havde en skøn eftermiddag i haven i går, hvor alting blev taget i øjesyn, roser blev klippet ned, plænen fik årets første studsning, og et krydderurtebed blev etableret. Hvor er jeg bare vild med den have, og hvor er det fantastisk at følge dette første forår i en have, jeg hver dag må glæde mig over at kalde min!!

 

Hyacint i lavendelhav  Hyacint i lavendelhav

søndag den 2. maj 2010

Søndag

 

Solskinstulipan

 

Den sidste uge har været fyldt til randen med begivenheder og indtryk, der står i kø for at blive bearbejdet og bundfælde sig.

Lige fra glade årsmødedage, der fuldt ud levede op til forventningerne, til en tung begravelse, en dag med dyb sorg, men også en god dag med fokus på de mange gode minder.

Fra dejlige besøg af familie og venner til et døgns tid i skøn tosomhed med manden i mit liv, fantastiske madoplevelser (La Forchetta i Århus stod for aftensmaden, og Aroma i Herning for vores brunch, og begge oplevelser var helt i top!).

Og sidst, men ikke mindst, en søndag hjemme i ro og mag, hos to dejlige børn, der var i mor-underskud og trængte til opfyldning på kontoen ( - og det er nu heller ikke så dårligt at være savnet!). En dag i haven, med solskin og varme, og glæde helt ned i storetæerne…

søndag den 25. april 2010

Klip-klip

 

 Lavendel

 

Jeg gjorde det – tog havesaksen og studsede hele lavendelhækken. Ikke så langt nede, som de tidligere ejere har forklaret, at de gjorde – det turde jeg ikke. For jeg har læst mig til, at der skal være skud under klippestedet, og de sad altså ikke så langt nede… Men studset blev de, og sikke en duft, der strømmer ind i næseborene, mens man sidder der i sollyset og klipper. Uhmmmm…

 

Afklip

 

Solen og varmen har gjort havedagen helt fantastisk – vi har stornydt det, og en kop kaffe og lidt solslikkeri blev det også til.

I de næste dage må både have, familie og blog passe sig selv, for jeg pakker sydfrugterne og tager på det årlige årsmøde for konservatorieuddannede organister. Tre skønne dage, med luksus forplejning på hotel, i dejligt selskab med de bedste og sødeste kolleger, med nørderi, masser af inspiration og fest med fest på, for det er organister også gode til. Det bliver SÅ godt!

lørdag den 24. april 2010

Verdens nemmeste yoghurt-is

 

Yoghurt-is - inden den blev til is...

 

- og vildt lækker er den oven i købet!

½ l piskefløde piskes med 400 g sukker og kornene fra en fuldfed vanillestang, til sukkeret er opløst, og fløden begyndt at blive til skum.

1 l græsk yoghurt tilsættes og blandes godt sammen med fløden, før det hele smækkes i fryseren. Rør med mellemrum under indfrysningen.

Lettere kan det da ikke blive!

 

Opskrifter for livet 

 

Opskriften har jeg fra min nye kogebog, Opskrifter for livet af Tessa Kiros – en af gevinsterne ved at være med i en bogklub, når man er sådan en, der altid glemmer at afbestille månedens bog. Tror snart, jeg melder mig ud igen, for det bliver for dyrt i længden, og jeg er ved at have koge- og havebøger nok for nu…

Men kogebogen er sjov, fordi den er inddelt i farvekategorier. I den røde afdeling er der f.eks. tranebærsirup, tomatlassagne, la pizza rossa, og hindbærsauce, den gule byder bl.a. på spaghetti med æg og persillerasp, trylledej og marengs med hjemmelavet citronis – for bare at komme med et par eksempler. Alt er garneret med de smukkeste og mest stemningsfulde billeder, så det er en bog, der også er skøn bare at sidde og bladre i.

(Det skal i parantes bemærkes, at Tessa Kiros i opskriften på yoghurt-is (som selvfølgelig er i det hvide afsnit) ville have brugt vaniljeessens, men der satte jeg alligevel grænsen – hvorfor dog fylde den stakkels is med syntetiske E-numre, når man istedet kan gøre den lækker med masser af vaniljekorn??)

fredag den 23. april 2010

Farvel

 

Lys og skygge

 

Mine tanker kredser om et liv, der endte alt for tidligt. Natten til i går, da solen stod op, måtte min onkel give op i sin kamp mod kræften, der havde tæret ham i op mod et par år, og i den sidste måneds tid var ubønhørlig.

Nogle gange er livet og døden bare så uforståeligt og barsk.

Mine tanker går til dem, der var ham allernærmest, som nu må leve med sorgen og savnet.

Jeg har ikke mange ord, ikke meget, der kan trøste – men vil i dag se på blomsterne, på solen, der skinner, tro på, at min onkel er hos sin Far i himlen, har det godt og er fri for smerter – mindes ham med tak for alt, hvad han gav – og vide, at livet går videre, og at vi stadig har meget at glædes over.

onsdag den 21. april 2010

Læsehesten lever endnu…

 

Det er ikke meget, der skrives om bøger her på bloggen for tiden. Men jeg læser stadig… Dog skal det retfærdigvis siges, at det sjældent bliver til mere end 15 minutter i sengen hver aften, inden linierne flyder ud for øjnene af mig. Og det er da også bedre end ingenting, men det generer mig alligevel lidt, for jeg kan faktisk rigtigt godt lide at læse, og har et væld jeg bøger stående, jeg venter på at kaste mig over.

Men jeg må se i øjnene, at skal jeg have mere tid til at læse, må jeg prioritere. Benhårdt! Og det vil gå ud over blogland og facebook, som – indrømmet – tager en del af min tid. Det er et svært valg – jeg tror, jeg starter i det små med at vie en aften i ny og næ til bøgerne – blogland skal der altså stadig også være tid til…

 

 

Nogle bøger har jeg alligevel tygget mig igennem  siden sidst. Jane Aamunds slægtsromaner sluger jeg råt – Klinkevalstrilogien (om hendes fædrende familie) gik mig lige til hjertet, så det var med store forventninger, jeg kastede mig over Vesten for måne og Udlængsel, som handler om Jane Aamunds vestjyske, mødrende familie. Gode bøger og gode historier var de, men alligevel greb de mig ikke i samme grad – jeg faldt også over formuleringer, der ikke var helt skarpe, og er der noget, der tænder mig, er det, når jeg føler, at forfatteren rigtigt har sproget i sin magt og kræser om mig med sproglige guldkorn.

 

Anderledes skarp, både i sproget og i replikken, er Lise Nørgaard i hendes erindringsbog, Kun en pige, som jeg lige er blevet færdig med. Jeg elsker hendes ironiske tilgang til det patriarkalske samfund, hun voksede op i, og tager hatten af for hendes evne til at se tingene fra andre vinkler og bryde ud af den bane, der var lagt til rette for hende. Det kræver ben i næsen!

 

Jeg glæder mig til at fortsætte med De sendte en dame, men inden da trænger jeg til en pause fra det forrige århundrede, og den pause vil jeg forsøde med at genopfriske Michael Laudrups tænder, inden jeg kaster mig over C.H.O.K….

 

Det er ikke god litteratur, jeg mangler – bare lidt mere tid, tak!

tirsdag den 20. april 2010

Glædelig tirsdag!

 

 

Blomsterhav

 

Sikke et pragtfuldt syn, der mødte mig, da jeg på min morgentur gik igennem mindeparken – her forsøgt foreviget med min mobil…

 

Blomsterhav

 

Med dette skønne billede vil jeg ønske jer alle en rigtig dejlig – og farverig – tirsdag!

mandag den 19. april 2010

Gyngestols-make-over

 

 

 Før   Efter

 

Jeg er rigtig godt tilfreds!

Mandagsfri og cykeltur

 

Stof bag æblegren

 

En dejlig tradition er genoplivet – mandags-morgen-cykelturene – som har ligget brak hele vinteren (og lidt til…) og er erstattet af mange og lange traveture. Dem holder jeg fast ved, traveturene, for de er også rigtig gode – men cykelturene kan noget andet. De kan få pulsen op, og så kan de bringe mig ud, hvor der er lys, luft og åbne vidder. Hvor der er fuglesang, eller bare helt stille, hvor der er udsigt og plads til indsigt, og hvor man mærker suset af at komme hurtigt frem og langt omkring. Sådan en times tid rundt til de små landsbyer omkring Herning, forbi marker og søer – den gør godt.

I dag er min fridag. Der er ingen planer, og ingen lister, for jeg trænger til sådan en dag efter en meget dejlig og hyggelig, men også begivenhedsrig weekend. Så jeg startede med at tulle rundt – bare sådan, I ved, flytte på et par ting hist og pist, sidde lidt ved computeren, sætte en vask over, smøre lidt creme i ansigtet, sidde lidt ved computeren igen, falde i staver over musik af Shostakovich på P2, lave lidt mavebøjninger og falde lidt i staver igen.

Så var det, at jeg trængte til at komme lidt op i omdrejninger og fandt cyklen frem, og nu er jeg helt klar til at gøre noget ved det stof, der har kigget på mig i ugevis og ventet på, at jeg forvandlede det til nyt tøj til gyngestolen. Og der er stadig masser af fridag tilbage…

søndag den 18. april 2010

Nørkleri

 

I køkkenet er der rod…

 

 Rod...

 

På armen pryder en af aftenens frembringelser…

 

Hæklet armbånd

 

Og i maven er der fryd over en dejlig aften sammen med en flok skønne kvinder…

Jeg havde inviteret til hækleaften/hyggeaften/inspirationsaften, og 6 veninder tog imod tilbuddet og bidrog med deres dejlige selskab. Jeg bidrog med en velassorteret kagebuffet, garn, idéer til småprojekter, der var overskuelige at kaste sig ud i, og råd og vejledning. Der blev prøvet kræfter med armbånd, flag, oldemorfirkanter og blomster, og lydsiden må have været interessant at observere for en udenforstående. For det vekslede mellem masser af snak, grin, så mavemusklerne trak sig sammen og tårerne sprang, og perioder med absolut tyssna, mens øjenbrynene trak sig sammen i koncentration. Vi var enige om, at på sådan en aften måtte det være helt i orden at sige – undskyld, jeg hørte simpelthen ikke, hvad du sagde, for jeg var lige ved at tælle…

 

Garnlager

 

Hold op, hvor var det hyggeligt – og at det så var en smule hårdt, da clockradioen insisterede på at kalde mig til live i morges, og arbejdet kaldte, er en billig pris – med kaffe og masser af glæde i maven gik det nu fint, da jeg først var i gang.

 

Hexagoner

 

Og så må jeg vist hellere gøre noget ved det køkken…

fredag den 16. april 2010

Jeg er forelsket…

 

Glade sko

 

… og det bedste af det hele er, at de er mine!

 

( – ja, når Freja må, så må jeg vel også… ;o))

onsdag den 14. april 2010

Tøsetur

 

Sløjfebinding

 

I disse velcrotider er det ikke nødvendigt at have lært sløjfekunsten inden skolestart – i hvert fald ikke for at kunne binde sko. Derfor er det også lidt halvhjertet, vi har trænet den kunst herhjemme.

Men da der skulle shoppes sko, faldt Freja pladask for disse sølveksemplarer med snørrebånd – og så måtte hun jo også love masser af sløjfetræning for at kunne bruge dem.

Det viste sig, at hun efter et par demonstrationer havde fuldstændigt styr på det, så det løfte var let indfriet, og hun er klar til at erobre skolegården med stil.

Jeg var slet ikke forberedt på det shoppegen, der allerede er ganske veludviklet hos den 8-årige. Da vi havde besøgt to skobutikker, og jeg var helt klar til at tage hjem for at puste ud i haven, var Freja derimod helt klar til at gå det meste af gågaden igennem for at komme til H&M og se på sommerjakker. Og det gjorde vi så selvfølgelig – jeg kan jo lige så godt lære det, og må også nyde, så længe jeg har den ære at følge hende på hendes shoppeture. Det er jo ikke sikkert, hun bliver ved med at synes, det er sagen at shoppe med sin gamle mor… ;o)